|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 21:15:07 GMT 6
Vaine lagde sig på den store seng og trak vejret dybt. Hun lukkede øjne og slappede af. Det galt om at sove så længe Malina også sov. Hun håbede ikke hun havde ødelagt alt for meget med Nicole. Hun håbede de kunne blive venner, selv om det ikke så sådan ud lige nu. I hvert fald ikke så længe hun var uvenner med Nicolas.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 21:25:09 GMT 6
Nicole hastede tilbage til sine gemakker. Tjenestefolkene kendte hende godt nok til ikke at forstyrre hende. Hun lukkede døren og marsherede hen til viduerne og rullede gardinerne for så rummet blev henlagt i mørke. Der på tændte hun lyset ved det lille alter med et billede af hendes mor hængende på væggen. Hun foldede hænder og hviskede mellem sine sammenbidte tænder. "Hjælp mig mor, thi denne tid er mig svær.." Nicole var virkelig aldrig kommet over tabet af sin mor.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 22:27:09 GMT 6
Vaine lå stadig med lukkede øjne og prøvede på at sove, men tankerne der hvivlede rundt i hendes hovede, forhindrede det. Hun åbnede øjnene og så rundt i rummet. Det var virkelig et smukt rum. Hun rejste sig fra sengen og fik hen til reolerne og så på bøgerne, hun tog en af dem ud og bladrede igennem den, uden at finde noget interesant. Hun satte bogen på plads igen og satte sig på en af stolene der var i rummet.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 22:36:47 GMT 6
Nicole fandt langsomt roen igen og samlede sig sammen til at kunne gå ud på gangen og hjælpe de ansatte med hvad hun kunne gøre. Hun smilede men smilet var ikke helt ægte. Middagen, der i dagens anledning, bestod af fasan med div. tilbehør. Hun sendte en ung pige op for at hente Vaine. Nicole trommede med fingrene på bordet mens hun stod og betragtede opdækningen. Hvad skulle Malina have? mælk fra sin mor? Hun besluttede sig for at få sat nogle bær, bananer og noget honning frem ved Vaines tallerken da hun ikke lige kunne finde på andet. Hun gav sig til at diskutere med køkkenchefen for at få de finere detaljer på plads i forhold til desserten.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 22:46:50 GMT 6
Vaine begav sig alene ned til middagen. Malina var så træt at hvis hun kom med ned, ville hun enten falde i søvn, eller også ville hun bare skrige hele tiden. Det var ikke lige det der skulle til for at gøre stemningen bedre. Hun havde bedt pigen der kom for at hente hende, om at se efter Malina, og hente Vaine hvis hun begyndte at græde. Pigen virkede glad for at få lov til at passe den lille pige, og stolt over at blive betroet med sådan et stort ansvar.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 22:50:36 GMT 6
Nicole snakkede stadig lystigt med køkken personalet og havde et helt andet ansigt på end når hun snakkede med Vaine. Det eneste spørgsmål folk stillede sig selv når de var sammen med hende var hvem i alverden hun var?. Hun smilede og opdagede Vaines tilstedeværelse. Hun smilede til personalet og lod dem komme videre med deres arbejde og gik hen for at gøre hende selskab. "Jeg håber De kunne slappe lidt af, Deres plads er denne vej" Hun smilede til hende og ledte hende hen til bordet. I stedet for at placere dem ved hver sin bordende med 5 meters mellemrum havde hun anrettet det hele i den ene ende.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 22:59:14 GMT 6
Vaine smilede så godt som hun kunne, når hun ikke var i så godt humør. "Det ser godt ud, jeg har ikke spist siden vi forlod slottet. Så jeg er ret sulten" sagde hun stille, så kun Nicole kunne høre det. Hun huskede hvordan hun havde måtte styre sig selv, for ikke at sluge den småkage hun havde spist til teen, i en bid. Heldigvis havde hendes mave ikke brokket sig så meget. Men nu kunne hun for alvor mærke hvor sulten hun var.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 23:33:37 GMT 6
Nicole smilede medlidene. "De må endelig spise alt hvad du vil, ingen vil se skævt til det.." Hun gik lidt tættere på Vaine. "..Selv hvis De spiste med hænderne, ville ingen her finde det mærkeligt.." Hun fik en tjener til at trække stolen ud for Vaine og en mere for Nicole. Hun satte sig og foldede servietten over skødet mens en tjener fortalte Vaine hvad middagen stod på. Nicole smilede og rømmede sig da tjeneren gået. "Jeg er ked af den drejning vor samtale tog tidligere på dagen og jeg håber inderligt at De kan tilgive mig at.. bringe det hele på bane" Sagde hun og slog blikket ned.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 23:47:34 GMT 6
Vaine nikkede. "Selvfølgelig kan jeg det. Men en af os måtte jo nævne det, på et eller andet tidspunkt." Sagde hun og så på Nicole. "Og de må undskylde, hvis jeg lod min vrede gå ud over dem. Det var ikke min mening" sagde hun stille. Duften af mad omkring dem, fik Vaines mave til at rumle, dog ikke så højt at det kunne høres. Men højt nok til at det kunne mærkes. Vaine spredte sin serviet i skødet og gjorde sig klar til at spise.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 23:52:00 GMT 6
Nicole bøjede hovedet en anelse med et smil, "Det skal De ikke undskylde for.. Jeg lader mig også berøre for meget af den viden jeg har om.. Nicolas.. Til egentlig at kunne se det fra Deres side. Jeg ville så gerne hjælpe hvis det var mig muligt, men jeg ved at det er en ting der ikke kommer mig ved" Hun smilede og holdte inde i tide til at tjenerene ikke hørte noget. Maden kom på bordet og blev skåret ud som det nu var mest praktisk og vinen blev hældt op og tjenerne fortrak sig igen.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 0:03:00 GMT 6
Vaine smilede let. "Jeg er bange for det er noget vi selv må finde ud af. Hvis vi kan" Det sidste tilføjede hun med en meget stille stemme. En lille del af hende frrygtede at de ikke ville finde ud af det. Og at Nicolas ville rejse tilbage til sit hjemland. Så ville Malina ikke komme til at kende sin far. Hun ville kun se ham sjældent, og deres forhold ville blive anspændt. Vaine rystede lidt på hovedet, for at få tankerne væk. Hun begyndte at tage lidt mad over på sin talerken, hun tænkte det nok ville være bedre at tage mange gange, end at fylde sin talerken til randen.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 21, 2010 0:09:32 GMT 6
Nicole ventede lidt, Vaines ord havde skræmt hende. "Åh Madam.. De må love mig at gøre hvad de kan.. Jeg.. Nicolas er noget af det mest stædige men jeg har aldrig set ham se på en kvinde som når han ser på Dem." Nicole havde jo været med til brylluppet mm. Men havde ikke gjort noget nummer ud af sig selv da hun havde været dybt deprimeret. Hun rømmede sig og så ned, tydeligt flov over sig selv. "Jeg beklager at jeg sådan taler uden at tænke. Jeg håber ikke at de er for anstødt men.. Jeg har oplevet meget, også med Nicolas. Der er historier De nok ikke ønsker at høre men jeg holder meget af Ham. Og hvis ikke for hans skyld så for deres Datters" Hun så på den mad hun havde taget på sin tallerken, igen havde hun sagt for meget. Hun tog tøvende sølv bestikket og tænkte at det da ikke kunne gå værre end at hun flyttede tilbage til Marjoa.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 0:15:20 GMT 6
Vaine smilede lidt "Jeg foretrækker folk der siger hvad de mener. Også selv om det ikke er hvad man burde sige. Og jeg vil da også gøre hvad jeg kan. Men vi skal begge ville det. Og selvfølgelig vil jeg gøre alt hvad jeg kan for Malina." Hun stoppede kun med at tale så Nicole kunne komme med et svar, og så hun kunne få noget at spise. Hun spiste stadig meget, Malina skulle jo have en del af det hun spiste, så det krævede lidt ekstra mad.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 21, 2010 0:19:10 GMT 6
"Jeg vil bare ikke blande mig i Deres liv Min dronning. Men jeg kender Nicolas bedre end de fleste. Og.... Jeg vil ikke se ham såret, eller i en situation han ikke kan klare. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige og hvad jeg ikke skal. Jeg ved ikke hvad Nicolas har sagt og hvad han ikke har men.." Hun fugtede læberne. "Jeg ved han vil, jeg ved bare ikke om han er i stand til det" Hun stak lidt til kødet der var mørt og saftigt og nippede til vinen.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 0:58:04 GMT 6
"Han behandler mig som et lille barn. Som om jeg skal beskyttes hele tiden, for ikke at falde og slå mig. Det driver mig til vandvid at han ikke fortæller mig ting som jeg har ret til at vide, både som hans kone, men så sandelig også som dronning" Hun stoppede og tog endnu en mundfuld mad. Hun vidste godt at det ikke passede sig for en dronning at spise på den måde, men hun var så sulten. Og var sådan set fuldstændig ligeglad med manere lige nu.
|
|