|
Post by Nicole Zalarz on Feb 19, 2010 2:24:22 GMT 6
Det var formiddag på en fremragende solrig lørdag i starten af efteråret. Bladene var gulnede og den gamle herregård var i fuld vigør. Nicole var ankommet for kun et par uger siden og de ansatte havde travlt med hovedrengøringen af det gamle slot. Det havde ikke været i brug i årevis, ikke engang af Nicolas den overgang han havde boet for sig selv. Så Nicole havde nok at gøre da hun for et par dage siden modtog brev fra Hendes Majestæt Vaine, der meddelte sin ankomst. Nicole slog med de lange lyse lokker og kikkede ud i køkkenet. Hun havde et helt specielt forhold til sine ansatte. Hun elskede dem, pjattede med dem. De var hendes familie så vel som det blålige blod i hendes åre. Hun grinede lidt af en spøg køkkenpigerne sagde over kogekedlerne og smilede før hun igen forlod rummet og valsede ud i forhallen. Den lange lysblå kjole sad kropsnært til hendes bryst og liv, og spredte sig i et virvar af folder ned til jorden hvor et par fine lysblå sko af og til kunne ses. For at fuldende looket havde hun en blå rosset i det blonde hår så det blev holdt på hendes elegante hoved. Hun var i sandhed en smuk kvinde, og det var tydeligt at mændene på gården så mere løn i hendes selskab end de penge de fik hver måned. Og det var tydeligt at hun nød de blikke hun fik. De kirsebær røde læber krustes i et smil da en lille dreng havde tabt et par glas i gården. Han var tydeligt synderknust og forvirret og hun dansede ned af trapperne med et medlidene smil. Hun elskede børn og havde håb om at kunne babysitte den ny fødte prinsesse når der var behov for det. Det var trodsalt derfor hun var der. På vej ned af trapperne så hun godt en vogn trille op af den brolagte vej mod gårdspladsen, men drengen kom først. Hun strøg ham over det mørke hår og knælede uden at grisse kjolen til. "Så så.. Se nu her nu tager vi det her.. pas på ikke at skære dig.. Og så får vi Marie til at smide det ud ikke?..." Hendes kornblomst blå blik mødte drengen som nikkede med et trist blik. Hun kyssede hans pande før hun gav glas skårene til en ældre dame med et smil og sendte drengen afsted igen før hun vendte sig for at studere den vogn der nu holdte stille i gården og som tiltrak så megen opmærksomhed.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 19, 2010 2:35:39 GMT 6
Vaine havde nydt turen ud til herregården. På grund af Malina kunne hun ikke selv ride derud, selv om hun gerne ville. Den lille pige sad på hendes skød og pludrede stille, hun kunne endnu ikke sige noget. Men Vaine havde lagt mærke til at hun var blevet mere opmærksom på lyde, og på Vaine når hun talte til hende. Som om hun så småt var begyndt at forstå hvad hun sagde. Den lille prinsesse havde en lysegul kjole på, som stod fint til hendes mørke strittende hår. Vaine selv havde kun sit foreste hår sat op, og havde en beige kjole på, som var lidt tykkere end hendes sommerkjoler, fordi det så småt var begyndt at blive kølligt i vejret.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 19, 2010 2:40:22 GMT 6
Nicole tørrede fingrene i sit lommetørklæde og nikkede til portneren der fandt trappen frem og åbnede døren til karreten. Et par strenge blik fra Nicole og gården genoptog deres forhenværende. Nicole hævede ansigtet og fik den maske på hun havde når det var folk af den standart hun skulle møde. En ting ved Nicole var at hun skjulte alle sine følelser. Siden hendes mors død havde hun ikke lukket nogle ind og havde altid bare prøvet at behage folk. Dog stod hun fast ved sine meninger og kunne se når nogle prøvede at snørre hende. Vrede var somregel et forsøg på at skjule angsten, så ikke engang den følelse kunne man stole helt på. Børn nåede altid hendes hjerte og hun kunne intet skjule overfor dem. Så dette ville blive en prøvelse for hende.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 19, 2010 2:47:57 GMT 6
Vaine steg let ud af karreten med Malina i sine arme, den lille klump så rundt på alt og rakte ud efter det meste. Vaine havde lidt besvær med at holde på hende, samtidig med at skulle stige ud af karreten bare sådan nogenlunde yndefuldt. Hun kunne dog ikke skjule sit smil, hun elskede sin lille datter. Og ville hellere være en god mor, end at opretholde den rette facade over for fremmede.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 19, 2010 2:51:28 GMT 6
Et smil spillede på Nicoles læber ved synet af den engel der sad på Vaines hofte. Men hun måtte koncentrere sig. Hun rømmede sig og nejede dybt, men ikke dybere end det var hende værdigt. "Deres Majestæt, det glæder mig at De vil besøge mit.. ydmyge.. hjem" Hun rettede sig op og smilede høfligt. "Mit navn er Nicole Zarlaz" Hun tænkte at det var smartest at forholde sig høfligt og formelt da hun ikke kendte denne kvinde.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 19, 2010 2:57:31 GMT 6
Vaine ville gerne have rakt hende hånden, men Malina krævede at hun måtte bruge begge hænder. I stedet smilede hun venligt "Jeg ville gerne give dem hånden, men jeg er bange for at tabe hende her" Sagde hun og måtte endnu engang hanke op i hende. "Kald mig bare Vaine, og det her er Malina. Men jeg tror hun er lige glad med hvad du kalder hende" Hun gav den lille pige et kys på kinden. Hun var heldigvis begyndt at sove hele natten nu, og Vaine havde derved fået sin egen dagsrytme tilbage.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 19, 2010 3:00:48 GMT 6
"Hun er en engel uden vinger.. Tydeligt stammer skønheden fra dem og ikke min kære fætter" Et spøgefuldt smil spillede på hendes læber og i hendes blik før hun fugtede læberne og rømmede sig. "Jeg holder selv børn nær mit hjerte men har dog ingen selv.." Hun slog ud med armene og den let franske accent der var i hendes stemme var tydelig da hun var trist over det hun sagde. Hun lavede en bevægelse med hånden. "Lad mig vise dem mit hjem, eller i det mindste byde på en kop te. Jeg vil ikke lade den kære prinsesse fryse her ude.. De siger det trækker op til storm" Hun smilede høfligt til Vaine og ventede hendes svar.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 19, 2010 3:06:06 GMT 6
Vaine nikkede "forhåbentlig ikke en stor storm" sagde hun og smilede igen. De skulle jo helst nå hjem inden Nicolas nåede at blive bekymret for dem. Selv om, så vidt hun vidste, var han hele tiden bekymret. Den eneste grund til at hun var her, var for at præsentere sig, og for at slippe lidt væk fra Nicolas. De var stadig ikke blevet venner igen, siden de havde været ude og lede efter Ticana. Og Ticana var stadig ikke kommet hjem. Vaine savnede hende utrolig meget, selv om Malina nu sov om natten, havde hun svært ved at sove, fordi hun vidste Ticana ikke var på slottet.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 19, 2010 3:09:48 GMT 6
Nicole nikkede høfligt da Vaine passerede hende og hun holdte sig i respektiv afstand og kunne virkelig ikke tage øjnene fra Malina, hvilket var tydeligt. "Jeg forstår Dem" Sagde hun. De ansatte bukkede og nejede dybt for Vaine med varme smil på deres ansigt uden at møde hendes blik. Op af trappen gik det let og en personlig tjener holdte døren for Dronningen. Nicole klappede to gange i hænderne og gav et indforstået signal til de ansatte på gården, hvilket blev taget godt i mod og folk fortrak sig.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 19, 2010 22:55:56 GMT 6
Vaine smilede venligt til alle tjenestefolkene. Hvis hun ikke havde haft Malina i hænderne ville hun have trykket deres hænder, i hvert fald nogen af dem. Hun så sig om, da de kom indenfor, der var meget smukt. Det var en del nyere end hjemme på slottet. Vaine havde ikke tid til at lave om, og desuden var der massere andre ting som var bedre at bruge pengene på. Desuden kunne hun godt lide sådan som det så ud, sådan havde det set ud siden hun havde været helt lille.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 0:52:59 GMT 6
Nicole var en glimrende indretnings arkitekt hvilket var tydeligt i alle rum. Der var harmoni mellem store og små ting og ikke mindst farver. "Denne vej deres Majestæt.." Sagde hun og slog døren op til stuen hvor der var anrettet til Te. Hun havde tilladt sig at ligge et blødt dun tæppe på gulvet med lidt af hvert til Malina i tilfælde af at hun skulle komme til at kede sig. Hun smilede varmt og en tjener trak stolen ud for Vaine.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 1:09:39 GMT 6
"Sikke et smukt hjem de har" Sagde Vaine beundrende. Hun foretrak at sige de til folk med samme royale stand som hende. Hun smilede til tjeneren og takkede ham. Hun satte let Malina ned på tæppet og trøg hende let over håret. Malina pludrede glad og så op på Nicole med store øjne. Hun lå på maven og greb en af de ting der lå på tæppet, en rangle, og proppede den i munden. Som hun havde for vane at gøre med alle ting for tiden. Vaine satte sig på stolen og så smilende ned på den lille Malina.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 1:14:48 GMT 6
Nicole smilede mildt til Vaine og satte sig elegant på stolen over for hende, begge stole stod skævt til bordet så Vaine, eller Nicole, kunne holde øje med Malina. "Mange tak, men jeg tvivler på at det er så smukt som Deres.." Hendes blik vandrede videre til Malina og et ægte varmt smil spillede i hendes ansigt. "Jeg må sige at deres datter er yderst henrivende.." Hun hældte forsigtigt en kop te op til Vaine og tilbød hende hvad der ellers var. Tjeneren havde fortrukket sig og Nicole stod selv for opvartningen her.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 1:25:01 GMT 6
Vaine smilede let "Det er i hvert fald nyere. Tak" Sagde hun og tog en småkage, hun lagde den på underkoppen og så ned på Malina. Hun kunne stadig ikke sidde op af sig selv, men det var kun et spørgsmål om tid. Slotslægen var meget glad for Malina, og sagde hun var helt sund og rask. Alle tjenestepigerne var også glade for hende, og det var sjældent Vaine kunne have lov til selv at passe hende, der var så mange andre der gerne ville. Vaine drak lidt af teen og smilede til Nicole.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 1:28:43 GMT 6
Nicole smilede mildt igen og nippede til te'en. "Jeg kan se hvorfor Nicolas holder så meget af hende.." Sagde hun og lagde hovedet påskrå mens hun betragtede den lille pige der legede på tæppet. Hun smilede og duppede læberne med et lommetørklæde som diskret lå i hendes skød. En lun varme kom fra den knitrende ild i den store pejs bag Malina, Nicole havde naturligvis taget alle forholdsregler og pejsen var afspærret med et flot sølv hegn, så den lille pige ikke skulle komme for tæt på.
|
|