|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 1:49:02 GMT 6
Det var en varm eftermiddag, og luftet var lummer. Det trak op til torden. Vaine stod udenfor en af de få telte, som var sat op i deres midlertidige lejr. Hun var irriteret på Nicolas. Hun syntes han burde være taget hjem, når han ikke var rask. Men det nægtede han, han sagde han ville blive og passe på hende. Selv om hun havde sagt, op til flere gange, at hun sagtens kunne passe på sig selv. Lejren summede af liv, tropperne slappede af, og badede i søen. De havde efterhånden vendt sig til at hun var der. Hun havde sagt at de skulle lade som om hun var en af dem, for ellers ville de tiltrække for meget opmærksomhed. Hun var forlængst begyndt at gå i bukser og skjorte, og have sat håret stramt op, for at ligne en mand så meget som muligt, desuden var det også meget nemmere at fægte i bukser, de store skørter kom nemt i vejen.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 1:58:13 GMT 6
Nicolas sendte vredt lægen uden af teltet. Han havde ondt i sin skulder, men det ville en hver der havde taget en pil 10 cm ind i kroppen vel? Lægen var bekymret for at hans lunge havde taget skade. Nicolas var totalt lige glad. "Skrub ud!" Sagde han vredt og lægen væltede ud af teltet. Det var lavet af primitivt hør, med en madras på gulvet med et tæppe, og tæppe på jorden for bedre at holde på varmen. Der ud over var der et minimalt bord og en stol. På bordet lå der en forfærdelig masse indviklede kampplaner. Han var yderst gnaven og havde været det siden han fortumlet vågnede op på felt hospitalet. Han havde ikke ytret et ord til Vaine eller nogen anden. Han satte sig ved bordet. Han havde ingen skjorte på og havde hvide forbindinger om skulder og bryst parti. Hans lange sorte hår var sat op i en nakke pisk og var en uhyggelig kontrast til forbindingerne. Han rodede lidt med papirene og gav sig til med ømme muskler, at lave notater og andet arbejde.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 2:04:50 GMT 6
Vaine så længe forlade Nicolas telt. Man kunne se på ham, at han ikke var gået selv. Hun kendte Nicolas godt nok, til at vide at han ikke ville tale med doktoren. Vaine gik ned til floden og drak lidt vand, hun vaskede sig i hovedet, og hældte lidt vand ned af ryggen. Det kølede så dejligt. Jorden omkring floden var tør, og vand bestanden i floden var lavere end Vaine nogensinde havde set den. Hun rejste sig igen, og overvejede om hun skulle gå hen til Nicolas. Måske kunne hun overtale ham til at tage hjem, selv om hun tvivlede meget på det. Han ville ikke tage hjem uden hende, og hun ville ikke tage hjem.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 2:13:02 GMT 6
Nicolas kunne ikke samle sig om planerne og gav sig til at opspænde buer med voldsomme bevægelser. Han var ekstremt vred på alt og alle. En hver der nærmede sig teltet endte oftest med at gå en anden vej. Han gav det ikke mange tanker da han greb sin bue og sin nødtaske og stormede ud af teltet så hurtigt at han kunne have sværget at det faldt sammen bag ham. Han greb voldsomt sin hest ved grimen og trak den ud af lejeren og væk fra alle de plagsomme mennesker. Han sadlede op med en arm for den anden gjorde voldsomt ondt at bruge.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 2:18:06 GMT 6
Vaine fulgte Nicolas med blikket. Hvad skulle han nu? Kunn han aldrig holde sig i ro, bare et øjeblik? Det havde været meget nemmere, da han havde været bevistløs. Hun besluttede sig for, at hun hellere måtte følge efter ham. Hun fandt hurtigt Arador, men havde ikke tid til at sadle den op. *endnu en fordel ved bukser* tænkte hun, hun kunne springe op på hesten, i hvert fald når man var let nok til det. Hun satte Arador i bevægelse, i retning af Nicolas
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 2:23:36 GMT 6
Nicolas kunne uden problemer ride med en arm og satte hesten i gallop ud i skoven og væk fra lejeren. Han kendte skoven bedre end mange andre, det havde altid været hans tilflugts sted når livet blev for påtrængene. En del under Vaines graviditet og andre ting der havde presset ham. Efter et stykke tid standsede han hesten, steg af og lod den græsse som den ville. Han forsatte adræt til fods i et tempo der gjorde at hans puls overdøvede hans tanker.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 2:31:19 GMT 6
Vaine fortsatte på hesten, forbi hans hest, og efter ham på hesten. Efter et stykke tid kom hun op på siden af ham, hun red foran ham, så han blev nød til at standse "Hvad er der galt med dig!? Vil du gerne skydes ned igen? Og efterlade din datte faderløs, og mig som enke!" sagde hun vredt og så ned på ham. Hvordan kunne han bare løbe sådan ud i skoven? Hvem vidste hvor mange der holdte øje med deres lejr, de kunne godt have sendt besked tilbage til deres lejr, eller der kunne være en bueskytte ude efter dem. Han kunne have dem på kornet lige nu. Godt nok var hun sur på ham, men hun ville ikke have at Malina skulle blive faderløs.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 2:36:55 GMT 6
"Det er jo spørgsmålet min kære, hvis du ikke vil lade din datter moderløs og mig som enkemand burde du måske tage hjem!" Han var normalt ikke sådan og en vrede udenlige flammede i hans øjne. Han veg under hestens hals og forsatte i raskt trav, totalt ligeglad med hvad der måtte være i skoven. Han havde nu selv tænkt at de fleste røveres opmærksomhed var rettet mod den kamp der havde været for et par dage siden. Han fandt sit destinations sted, en klippe kam der stragte sig til et bjerg mange mil borte. Han slyngede tasken og buen om ryggen og begav sig op af den stejle bjerg side.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 2:41:18 GMT 6
"Du er såret! Du kan ikke kæmpe lige så godt som jeg kan! Og hvis du havde den mindste forstand på kamp, ville du ikke være her nu, så ville du blive hjemme, i det mindste i lejren, så du kan komme dig bare lidt. Hvad skal jeg gøre, hvis du ligger og forbløder oppe på det bjerg!?" Råbte Vaine af ham. Hun ville ikke følge efter ham, han var ikke til at have med at gøre, når han var på den måde. Hun lod hesten stå stille, hun ville give ham en chance til at vende om og komme ned, hvis han ville.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 2:46:04 GMT 6
"Jeg kunne kæmpe så godt som dig hvis du var blevet på slottet så jeg ikke var nødsaget til at bekymre mig synder og sammen og gå i 13 dage uden søvn. Og nej det er ikke til diskution for det er sådan jeg er, lev med det" Der på vendte han hende ryggen og forsatte. Måske for at få vreden brændt af, måske for at få afstand til hende. Han viste det ikke og lige nu var han ligeglad. Han havde haft det hele planlagt. Hendes indblanding havde ikke bare sat Ticanas liv på spil, men også Vaine, Malina og resten af de kongelige.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 2:52:17 GMT 6
"Hvis du bekymre dig så meget, hvorfor forlader du mig så!?" Råbte Vaine efter ham. Hun ville gerne følge efter ham, men gad ikke at tale med ham, når han var på den måde. Hun vendte hesten og red tilbage mod lejren. *Hvorfor skulle jeg ikke kunne kæmpe lige så godt som enhver mand?* tænkte hun og sukkede. Hvorfor skulle en hver kvinde ikke kunne det? Hun måtte tage det op med hendes rådgivere når hun kom hjem. Der var massere af plads på ridderskolen. Hvorfor ikke udnytte den plads? Sådan tænkte hun, indtil hun nåede hjem til lejeren.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 3:04:11 GMT 6
Han hørte hende ikke men forsatte op. Op var det eneste han kendte. Jo mere han sled sine muskler jo mindre plagede hans tanker ham.
Et par vagter havde rørt på sig da de forlod lejeren og slappede tydeligt mere af da Vaine kom tilbage. De sagde intet skønt at mange af dem sikkert kunne besvare hendes mange spørgsmål. Men de havde deres ordre og det var ikke engang alle der havde mod til at tiltale en kongelig. Ridderne havde men ikke de almindelige pager og væbnere. Og ikke engang ridderne snakkede uden at være blevet bedt om det. De riddere der stod Nicolas nær kendte ham på måder som ikke engang Vaine gjorde, de betragtede hende fra deres lejer del i det hun vendte tilbage.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 3:08:41 GMT 6
Vaine steg af Arador og bandt den til et træ. Hun fandt en børst og begyndte at strigle den. Sådan slappede hun af, og kunne tænke frit. Hun var så vred på Nicolas, at hun ville miste kontrollen bare nogen nævnte hans navn. Hun var glad for at de havde haft deres konfrontation ude i skoven. Og ikke her i lejren, hvor de andre kunne have hørt dem. Hun nægtede at lade sig undertrykke af Nicolas, eller nogen andre. Han skulle ikke stryre hende, hun ville blive her.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 15, 2010 3:13:59 GMT 6
De betragtede hende på afstand uden at sige eller gøre noget udsædvaneligt. Deres ordre havde altid været at være stille. Og det var de til at de blev bedt om andet. Lejeren summede af heste og mennesker der bevægede sig blandt hinanden men der var næsten ingen snak som sådan. Et par pager strilede heste mens andre sørgede for at de små bål blev vedligeholdt så maden blev kogt nok. Det var meget simpelt, næsten kun bønner og vand.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 15, 2010 3:16:58 GMT 6
Vaine smed børsten på jorden, fuldstændig ligeglad med den. Hun følte sig overvåget, og gik hen i hendes telt. Hende og Nicolas delte telt, men når han ikke var der, kunne hun. Hun gik hen og så på planerne. Hun forstod hvad de sagde, og kunne godt se at Nicolas vidste hvad han gjorde. Men hun kunne ikke se noget i planerne, som skulle gøre det at hun var med, til en svaghed.
|
|