How did it get like this?

[Vaine]

"Og har vi hørt fra vores spioner? Og hvad laver Nicolas?" Spurgte Vaine og prøvede at lyde så naturlig som muligt, da hun spurgte om Nicolas. Hun kunne ikke sige de skulle tage hjem, før hun vidste nøjagtig hvad Nicolas lavede, og hvad de havde fået at vide fra deres spioner. Hendes vrede mod Nicolas havde stadig ikke aftaget sig. Hvis han var ude og lave noget vigtigt, hvorfor havde han så ikke taget nogen soldater med, eller i det mindste fortalt hende hvad han skulle.

[Nicolas]

Soldaten så lidt desorienteret ud, som om han forventede at Vaine viste hvad Nicolas lavede og han lod et øjeblik sit blik møde hendes. "Spionerne siger at oprørene er tilbage i nærheden af grænsen, ca 50 mil her fra.." Han kløede sig i nakken. "Vi forventede at De viste hvad Nicolas lavede.. Når han er presset.. Så.. Altså jo mere han arbejder og bruger musklerne jo mindre tænker han og jo bedre får han det. Han er ganske sikkert i bjergene med sveden haglende af panden.. Når han har fået ro og har fundet ud af hvordan han kommer igennem tingene der plager ham vil han komme igen" Vagten smilede mildt. "Det er skam ikke første gang. Faktisk tager han ganske ofte ud på sådanne ture. Specielt den overgang hvor De selv var gravid. De aner ikke hvor meget han bekymre sig om Dem.. Så meget at han føler fysisk smerte.. Denne måde får han det bedre på.. Og han undgår at bide nogens hoved af" Det sidste var sagt med et spøgefuldt smil, før han tog sig sammen og fik soldater masken på.

[Vaine]

Vaine sukkede let. "Du kende ham bedre end jeg gør" sagde hun med et forsigtigt smil. "Nå, send besked til spionerne om at følge oprørene til grænsen, og til de ikke er til at se mere, derfra. Og send en spion efter Nicolas, jeg vil vide hvor han er, og hvad han laver. Resten af os, pakker sammen og tager hjem. Men holder os klar, hvis de rykker ind i Mariqien igen." Sagde hun og vidste godt at det kunne lyde forkert at hun ville have en til at spionere på Nicolas, men når han ikke selv ville fortælle hvad han lavede, måtte hun jo finde ud af det på en anden måde. Desuden havde hun stadig tænkt sig at lede efter Ticana, her i landet.

[Nicolas]

Vagten bukkede let og skulle til at gå.. "Min Dronning.." Han tøvede mærkbart og så rundt. "Nicolas ved hvad han gør.. Og jeg er ikke ment til at skulle sige dette til dem men.. Han har en i lejeren.. En efter deres søster. En der kender området bedre end nogen anden.." Han bøjede hovedet. "De må ikke bekymre dem om Nicolas.. Han er altid et skridt foran, jeg ved ikke hvordan han gør det.. Jeg forstår de er bekymret for Ticana.. Men lad det ikke gå ud over Nicolas's kærlighed til dem.." Han bed tænderne sammen og hastede hen for at diregiere soldater og Spioner..

[Vaine]

"Jeg har ikke brug for deres råd" Sagde Vaine og så på ham. "Jeg vil vide hvad han laver. Og du har af at finde ud af det" Sagde hun bestemt og gik tilbage til sit telt, for at pakke sine ting sammen. Hun var ikke vred på soldaten med på hele siturationen. Hun var ikke helt uvidende om krig og hvordan man førte det. Men Ticana var lige blevet forrådt af den hun elskede, hvem vidste om Vaine også var blevet det. Det hjalp i hvert fald ikke, når han ikke ville sige hvad han lavede.

[Nicolas]

Ridderen gjorde hvad hun sagde, som han allerede var igang med og sendte en Spion til Nicolas og nogle til lejeren. Tydeligt kunne hun ikke håndtere mere nu og han ville ikke presse hende så. Nicolas måtte rede trådene ud med hende hvis det kunne lade sig gøre. Kvinder var virkelig ikke hans stærke side men Nicolas kunne mere end det så ud til.

//OUT

[Vaine]

Lejren var hurtigt pakket sammen, og de bagav sig hjemad, Vaine sagde ikke et ord hele vejen. Men glædede sig til at komme hjem til lille Malina.

//out