|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 19:15:54 GMT 6
Nicolas sad ved det enorme skrivebord med en masse rapporter foran sig. Der var blevet stjålet en del buer og sværd fra kasernen, der ville formodentligt blive optøjer på den anden side af grændsen mod syd. Han var ikke sig selv. Hans øjne var hårde og hans ansigt koldt. Han hadede dette land mere end noget andet for tiden. Som så mange sagde var forskellen på kærlighed og had tynd. Han elskede hende stadig, men hun ville ikke have ham. Nogle mænd trådte ind i lokalet, hærførere og lignene. han rejste sig og bredte kortet ud. De bøjede sig alle over det. døren var åben da det kun var et kort møde. Men deres stemmer var høje. "De vil krydse grændsen her, og måske plyndre nogle små byer. Vi kan stoppe dem allerrede her, ved klipperne. Det udgør et godt baghold" De andre mænd nikkede og kom med nogle teorier. Nico så kort op da han syntes at have set en skygge ved døren. Men han vendte hurtigt blikket mod kortet igen. "General, de og deres mænd kan komme fra vest, jeg leder selv kompaniet fra nord, og mod syd kan de ikke komme. Jeg er sikker på vi kan klare dem" Sagde han. Han knappede hurtigt den grønne fløjels jakke. "Sergant, vil De ekskotere nogle af mine ting til mit residens i Marjoa. Det er meget vigtigt at de når frem inden en uge." Serganten nikkede og Nico skubbede lidt til nogle kasser. "Godt så.. Jeg vil lede.." Han så op da en bankede på.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 20:50:50 GMT 6
Vaine stod udenfor døren til Nicolas's kontor. Hun havde hørt at han var kommet hjem igen. Hendes følelser havde ikke ændret sig. Men det havde hendes beslutning om deres ægteskab heller ikke. Hun havde banket forsigtigt på døren, hun ville nødig forstyre, hun havde hørt stemmer derinde fra. Hun havde taget en hvid bluse, og et brunt skørt på. Hun kunne godt lide afdæmpede farver for tiden, de afspejlede hendes humør.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 21:03:33 GMT 6
Nico rømmede sig kort. "Kan jeg hjælpe Dem med noget min Dronning" Spurgte han og placerede nogle figure anderledes på kortet. Nogle han havde brugt til at illustrere kampens gang. Han så op og mødte hendes blik. Hans varme grønne øjne spillede. Men ikke af glæde. "Maria!" Kladte han og fluks stod der en køn tjeneste pige i døren. "Vil du være rar at vise de herre til stuen mens jeg lige snakker med Dronning Vaine?" Der var stor ømhed i hans stemme og et varmt smil til pigen. Mændene fortrak sig, Nico satte sig i lænestolen bag bordet og han lavede en gestus mod en af de tre stole på den anden side af bordet. "Sig frem.." Sagde han blot og kikkede lidt i en rapport, før han lagde den i en kasse hvor der stod hjem på.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 21:11:05 GMT 6
Vaine trådte ind i rummet, og til siden så de andre kunne komme forbi. Hun så rundt i stuen, men vendte så blikket imod ham. "hvordan gik din tur?" spurgte hun, og undrede sig over hvorfor han var så vred, havde han ikke fået det han gerne ville have? Han skulle giftes med hende. Var det ikke det han ville? Hun gik tættere på hans skrivebord, og så på ham. Han havde forandret sig i den uge, han havde været borte. Men ikke til det bedre.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 21:14:25 GMT 6
"TJa det var vel okay. Min far ønskede mit råd om en del krigsførelse der er ved at opstå i vores naboland" Sagde han og vendte blikket mod hende. "Hvad med Deres" Spurgte han så. Høfligt og i tiltaleform. Han foldede hænderne under brystkassen og lagde hovedet på skrå. "Desuden vil der komme nogle optøjer syd på. Hvilket De utvivlsomt hørte, og jeg tager der ned for at slå det tilbage.. Hvis alt går godt tager det sikkert ikke så længe.. og hvis ikke.. Jah" Sagde han og trak på skuldrene mens han afvendtede hendes svar. Han gjorde hvad han kunne for at holde sin stemme og kropssprog neutralt over for hende. Han havde yderst svært ved at finde ud af det men klarede det alligevel.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 21:22:57 GMT 6
"der er ikke sket noget særligt, men ja, jeg har hørt om optøjerne" sagde Vaine og så stadig på ham. "så må du passe på dig selv dernede" hun prøvede at lyde som om hun var bange for at der skulle ske ham noget, hvilket hun også var. Men ikke lige så meget, som hun vidste han gerne ville have. Hun havde allerede sent et brev til hans far, hvori hun spurgte om de havde brug for flere soldater. Hun havde ikke fået svar endnu, men regnede med at sende nogen afsted.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 21:25:50 GMT 6
"Jeg skal gøre mit bedste" Mumlede han og rejste sig. Han gav sig til at stable flere rapporter i kasser, mest for at beskæftige sig selv. Han mumlede i mens og det mørke hår dansede let omkring ham, hvor det havde revet sig ud af fløjels båndet. Han ønskede egentlig ikke at komme tilbage. For hvis han kom skulle han til at forklare hende at han ikke kunne dette. At han ikke kunne leve sit liv på en løgn. Prins eller ej, så ville han leve livet som han ville. Ikke som hans forældre ville. Men han sagde ikke noget. Hvis han var heldig kunne det være han kom på skudhold. Det var da lettere end dette alligevel.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 21:31:26 GMT 6
Vaine sukkede og gik hen mod døren. "jeg må vel hellere lade dig pakke så" sagde hun og så på ham. Hun var ikke sikker på noget af det hun havde gjort den sidste måned. Men hun kunne ikke se hvad hun skulle havde gjort anderledes. Hun havde været forelsket i ham da hun først mødte ham. Men nu var hun ret sikker på, at det var fordi han havde været den høje, mørke, fremmede mand. som havde syntes hun var smuk. Og det var jo altid tiltrækkende. Men da han havde fortalt hvem han virkelig var, var det som om hun var vågnet op af en drøm, og først rigtig set ham der.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 21:36:31 GMT 6
Han stoppede og lænede sig op af en stakke af kasser. "Dit ønke, min lov" Sagde han og så ned. Han trak vejret dybt. En jagt ulykke. Det kunne alt forklares med. Maria vendte tilbage og var cm fra at støde ind i Vaine. Hun skyndte sig at bukke dybt og hastede så hen til Nicolas. Hun hævede sig på tær og hviskede ham få ord i øret. Han nikkede bistert og begyndte at rode efter en rapport han allerede havde pakket ned. Han præsterede dog at vælte, hvilket var knapt så elegant. Men han grinede bare og så op på loftet, i den tro at Vaine allerede var gået alligevel. "Av.." Sagde han og tog sig til skulderen.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 21:41:18 GMT 6
Vaine skyndte sig hen til ham, og knælede ned ved siden af ham. "er de kommet noget til?" spurgte hun og så på ham. Selv om de ikke var på god fod lige nu, kunne hun stadig godt vise omsorg, over for ham. Hun ønskede ikke at nogen skulle komme til skade, også selv om det var nogen hun ikke talte med. Det var ikke i hendes natur at hade.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 21:43:57 GMT 6
Han så temmelig overrasket på hende. Hans drengede charme forsvandt som dug for solen igen. "Nej.. Højest et blåt mærke.. og en forstuet skulder" Mumlede han og satte sig op mens han gned sin skulder. Han skævede lidt til hende. "Jeg troede egentlig at De ville være ligeglad alligevel" Mumlede han så og bevægede skulderen let, men fortrak en smertefuld grimasse. "Hvad i alverden stødte jeg i mod?" Spurgte han så sig selv og så sig om efter synderen til dette.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 21:52:00 GMT 6
Vaine rejste sig op og så på ham. "måske elsker jeg dig ikke. Men jeg er ikke hjerteløs!" sagde hun vredt og så på ham. Hvordan kunne han tro at hun ville være lige glad? At han kunne tro det, viste bare hvor lidt han kendte hende. Hun følte sig såret, men viste kun vrede. Hun havde lyst til at storme ud der fra. Men ville ikke give ham det sidste ord. Hun måtte holde på sine manere..
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 21:54:34 GMT 6
Han rejste sig og ømmede sin skulder. "Ah.." Sagde han og puffede til noget der lignede en eller anden nips ting. Han så på hende. "Undskyld.. Jeg ville ikke formerne Dem" Sagde han og bukkede så godt han kunne før han ømmede sig igen. "Hvis De vil tale hele denne... Situation jeg har skabt ud er De velkommen til at blive" Sagde han og smilede høfligt til hende før han satte sig ved skrivebordet igen.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 21:58:27 GMT 6
"jeg ved ikke hvad der er at tale om. Du har jo besluttet dem, for at ungå mig så meget som de kan." sagde hun og så på ham. Hun vidste ikke helt om hun ville blive. hun follede sine hænder, bag på ryggen og lod sit blik hvile på ham, men sagde ikke mere. Hvis han ville tale det ud, måtte han selv starte, som han selv sagde. Det var ham der havde lavet dette rod.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 22:06:27 GMT 6
Han grinede ildt følelses løst. "Det er nu blot får at undgå at få hjertet revet ud mere end engang" Sagde han og så på hende. "Så er det lettere sådan. Om ikke for dig så får mig. Sådan her får jeg ikke flere falske forvendtinger eller håb der ikke kan realiseres. Den samme taktik min far brugte da han og min mor blev gift. Og nej det virker ikke, men jeg arbejder på en løsning" Sagde han og tændte et stearinlys der stod på bordet. "De har ganske givet ikke noget at tilføje da deres holdning er at alt er min skyld" Sagde han mens han gik rundt om bordet og lukkede døren lidt til. "Dog er der altid to mennesker om at være sociale. Ikke at jeg ikke gladeligt vil tage al skylden for at gøre det lettere for dem. Men bare tænk på hvordan De behandler deres mænd i fremtiden" Sagde han og satte sig ned i sin stol og så på hende over skrive bordet. "Jeg kom og var klar til at dele alt med dig. I nogle få dage sendte du de samme signaler, men så ændrede du pludselig mening.. Er der noget at sige til at jeg er forvirret? Jeg har ikke ændret mig. Jeg har ikke fået lov til at vise dig de andre sider af mig, på en passende måde, men alligevel vender du mig ryggen fordi at pligt beder dig om det modsatte" Han afsluttede og lagde hænderne på bordet. Hans skovgrønne øjne så roligt på hende. "Jeg syntes stadig du er lige så smuk og vidunderlig som den første gang jeg fik dig i tale.. Men hvad har jeg gjort, siden at dine tanker ikke er de samme?"
|
|