|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 22:13:20 GMT 6
"de fortalte mig ikke sandheden.. Ikke før den gang i domkirken. Jeg troede de var en helt anden. Jeg blev forelsket i den høje, mørke fremmede, som redede mig. Det er da ikke så underligt. De blev ved med at komplimentere mig, enhver ville blive forelsket i en, der kun siger gode ting. Men da de rev tæppet væk under mig, ved at fortælle at de var min trolovede. Så jeg dem først rigtigt for hvem de var. Det kan godt være det er mig der tager fejl. Men jeg kan ikke gå tilbage. Men jeg har stadig accepteret deres tilbud om ægteskab, men alligevel er de vred" sagde hun og så på ham. hun var ikke længere vred, men ville bare have ham til at se det lidt fra hendes side..
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 22:16:52 GMT 6
"Så.. Hvis jeg havde sagt at det var mig, og holdt sandheden for mig selv, til den dag som du offentliggjorde at du var trolovet til at fortælle dig det? Ville du hellere have haft det? Eller ville du helst at jeg bare havde troppet op og sagt. 'Brylluppet er i morgen, gør dig klar'?" Han så på hende. "Jeg handlede i god tro. Jeg ville have at du så mig som menneske før du så mig som mand. Lige som at jeg forelskede mig i dig som den kvinde du er.. Ikke den dronning du er" Sagde han blot og holdte inde. "Jeg ved ikke hvor jeg gjorde noget galt. Men jeg ved det er sket." Han sukkede let og lænede sig tilbage.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 22:23:43 GMT 6
"jeg ville have at de var ærlig over for mig. Hvorfor skulle jeg ikke kunne lide dem, hvis jeg vidste de var den de er? Hvis de var kommet og fortalt mig hvem de var, og at de gerne ville lære mig at kende, var det måske gået bedre. Men det var bare den forkerte måde de gjorde det på, og det kan ikke ændres." sagde hun bestemt. Hun var nu sikker på at hun ville have meget svært ved at elske ham, hvis han ikke holdte op med at være så vred på hende, det var jo ikke hende der havde handlet forkert.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 22:41:33 GMT 6
"Jeg ved at det jeg gjorde var forkert. Men jeg kendte ingen anden måde. Du er den første kvinde jeg har elsket. Og formodentligt bliver du den sidste." Han bevægede sig om på den anden side af bordet og tog hendes ene hånd. "Men jeg vil ikke leve med et håb om at du kommer til at elske mig. Det er tydeligt at du ikke vil komme til det på grund af den fejltagelse jeg lavede" Sagde han og kyssede ømt hendes håndryg.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 22:47:23 GMT 6
Vaine sukkede og tog langsomt sin hånd til sig. "man kan aldrig vide Nicolas. Måske med årene" sagde hun selv om hun var ret sikker på at hun ikke ville komme til det. Hun ville nok komme til at holde meget af ham, men formodenligt kun som en ven. Lige nu kunne hun ikke forestille sig andet.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 22:50:15 GMT 6
"Jeg tvivler Vaine.. Jeg kan se det i dine øjne. Du hader mig for hvad jeg har budt dig. Er forvirret over dit valg og måske lidt bange for om du nogensinde kommer til at opleve ægte kærlighed" Han vendte sig og sukkede mildt. "Det vil du, kan jeg så sige. For jeg vil ikke være her til at standse dig alligevel" Han lukkede en del kasser. "Tak for drømmen Vaine.. Jeg er ked af at jeg vågnede" Sagde han og smilede det evige charmerende smil til hende før han atter satte sig bag bordet.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 22:55:39 GMT 6
"men.. hvad så med ægteskabet?" spurgte hun og så stadig på ham. Var det aflyst, eller skulle de stadig giftes, når han kom hjem. Hun var nu komplet forvirret, skulle hun være glad, eller trist, eller hvad?
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 23:36:42 GMT 6
"Vi aflyser vel bare" Mumlede han og stablede kasser oven på hinanden. "Med mindre du er helt vild i varmen efter at gifte dig med en som du ikke kan holde af" Hans blik blev en anelse køligt ved de sidste ord. "Hvis det er det du vil bliver jeg. Men jeg kan ikke se at nogen af os kan blive glade" Sagde han så igen og betragtede hende roligt.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 17, 2009 0:53:08 GMT 6
"nej.. og jeg ønsker også at du kan finde en anden at elske, en som også elsker dig.. Men jeg håber at freden mellem vores lande bliver ved med at bestå, selv om dette ikke gik" sagde hun og så på ham. Hun følte det som om en meget tung byrde blev løftet fra hendes skuldre. Hun ville selvfølgelig helst giftes med en hun elskede, men det kunne jo godt komme til at tage meget lang tid at finde ham. Og hun blev jo ikke ved med at være helt ung.
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 27, 2009 1:57:00 GMT 6
"Freden vil bestå om jeg så selv skal putte mit liv ind i det" Sagde han bestemt og så på hende. "Vaine. Svar mig ærligt, blot ja eller nej. Har vi to ikke en Fremtid? Eller kan vi stadig rede trådene ud? Knuden jeg lavede blev vist forstor men jeg vil ikke bebrejde dig hvis du helt har opgivet. Jeg opførte mig dumt og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal sige undskyld nok." Sagde han og bøjede hovedet og så ned i gulvet.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 28, 2009 17:05:57 GMT 6
Vaine trak lidt på skuldrene. "jeg ved det ikke Nicolas. Jeg har aldrig haft nogen at holde af. Andre end dem i min familie. Men for at kunne elske dig, skal jeg også kunne stole på dig. Og der vil altid ligge en hvis tvivl bag." sagde hun og så ned. Hun havde det ikke godt med at afvise ham. Men var meget i tvivl om hun nogensinde ville elske ham. Men hvis hun afviste ham, som hun havde gjort. Ville hun så nogensinde finde en at elske? en som hun kunne føre slægten videre, sammen med?
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 30, 2009 13:07:45 GMT 6
"Jeg forstår" Sagde han og lagde en blid øm hånd mod hendes kind. Hendes hud var silkeblød mod hans lidt ru fingre. "Jeg havde en mulighed man får engang i livet. Og jeg ødelagde den af selviske grunde. Jeg ved ikke om jeg nogen sinde kan vinde din tillid. Men jeg ville kæmpe mod selv den størte kæmpe hvis det fik dig til at se mig som du så mig før" Sagde han. Han hold hånden falde og trak vejret dybt. Han trak jakken af og smed den over stolryggen og så ud af vinduet. "Dit land er smukt Vaine. Det soler sig i din skønhed. Jeg ville ønske at jeg kunne være en del af det.. En del af dig" Sagde han og lod sine varme øjne hvile på hende med et stik af smerte.
|
|
|
Post by Vaine on May 1, 2009 1:10:33 GMT 6
Vaine sukkede og så ned. "hvis bare jeg kunne se ind i fremtiden. Se om jeg er ved at begå mit livs største fejltagelse, eller det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv" Sagde hun, og holdte blikket mod gulvet. En del af hende, ville gerne overgive sig til ham, og bare lade sig rive med. Men den anden halvdel, hendes hjerne, fortalte hende at passe på, og ikke gå ind til noget, med en som ville lade som om han var en anden, for at komme tæt på hende. Vaine så op på ham med et forvirret blik. "kommer du tilbage? når urolighederne er overstået?" spurgte hun, det ville give hende længere tid til at finde ud af hvad det var hun ville.
|
|
|
Post by Nicolas on May 1, 2009 1:35:35 GMT 6
Han sukkede lidt og nikkede roligt. "Jeg forstår dine følelser bedre end du tror Vaine. Jeg havde det på samme måde da jeg kom. Var hun virkelig som folket havde sagt? Kunne nogen være så perfekt eller gemte hun sig bare bag en krone. Jeg fandt ud af at alle mine drømme kunne blive opfyldt allerede efter den første aften vi havde sammen. Men jeg viste ikke hvordan jeg skulle sige det til dig. Få dig til at forstå. Hvis jeg havde sagt det senere havde du sikkert sendt dine vagter efter mig.." Sagde han med en kort varm latter ".. Og havde jeg sagt det før.. Havde jeg ikke oplevet den kvinde jeg så" Han vendte sig fra vinduet og skred gennem rummet. "Hvis alt går godt vil jeg vende tilbage. Hvis du ønsker mig her?.." Han så kort op på hende og rømmede sig "Mange rapporter er sendt tilbage til mine forældre angående urolighederne" Oplyste han så og så ned.
|
|
|
Post by Vaine on May 1, 2009 19:13:55 GMT 6
Vaine så op på ham og nikkede. "du er altid velkommen her." sagde hun og fortsatte "desuden har jeg brug for mere tid til at rede mine tanker ud." hun havde ikke troet at kærlighed ville være så forvirrende. Og at det ville være så svært at finde ud af, om det overhovedet var kærlighed. Hun kunne ikke lade være med at frygte, at han ikke kom tilbage. Hun rejste sig op. "du må passe godt på dig selv" sagde hun og holdte sit blik på ham.
|
|