The search continues

[Ticana]

Hun åbnede øjnene og et tvivl somt skær dansede i dem hvis man kunne se dem. Hun flyttede sig ikke men bed tænderne sammen. Hendes hjerte skreg til hende at hun skulle stole på ham. Skulle lade ham hjælpe sig. Hendes hjerne svarede at det ikke var en mulighed, da han sikkert bare ville udsætte hende for et eller andet der i længden var værre end dette. Men på den anden side kunne det ikke blive værre. "J-jeg kan ikke..." Mumlede hun og lukkede øjnene igen. "Jeg kan dårligt holde mig selv oprejst.."

[Don]

"Jeg skal nok få dig ud.. Jeg.. Du er bare nødt til at stole på mig Ticana! Vil du ikke nok? Jeg elsker dig, jeg vil bare gerne have du har det godt, at du kommer ud af det her sted.. Og hvis du så aldrig vil se mig igen for det jeg har gjort, så er det dit valg.. Men please, lad mig hjælpe dig.." han vidste ikke hvad han skulle sige, men han var nødt til at få hende ud, og nu havde han gået så langt for at befri hende, så det måtte ikke gå galt nu, han var nødt til at få hende ud herfra. Og smerten over at hun ikke stolede på ham, og alt det som var kommet imellem dem var der også stadig og gjorde det hele meget sværere, og blokerede for hans ord så det var svært at sige noget. Det eneste han virkelig ønskede var bare at holde hende i sine arme igen, mærke hende tæt på sig endnu engang, at kunne udtrykke sin kærlighed overfor hende, uden at hun skulle være nødt til ikke at kunne stole på ham for noget som han havde gjort og ikke havde kunnet fortælle hende om, selvom han gerne ville. Det var det eneste han kunne tænke på, ikke andet afbrød hans tanker, ikke Nicolas, ikke Vaine, ikke vagterne udenfor, eller noget andet, kun Ticana

[Ticana]

"..Så jeg skal stole på dig efter du har fået de bæster til at fange mig?.." hun kunne ikke blive gal på ham, men hun var ked af det og såret. Smerten over hvad han havde gjort var det eneste hun mærkede samt tanken at det jo ikke kunne blive værre alligevel. Hun nikkede langsomt. "..Det kan vel ikke blive værre alligevel.. Jeg kan bare ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre når jeg dårligt kan gå.." Mumlede hun og trak vejret dybt. "Det er ikke lige let at flygte når man ikke har spist i 8 dage.." Det var et forsøg på at være morsom, skønt det ikke lykkes.

[Don]

"Jeg havde intet med det at gøre.. Havde jeg vidst det ville jeg aldrig have ladet dem gøre det.. Jeg ville aldrig lade dem røre dig.. Jeg vil hellere dræbe dem alle sammen en efter en end at efterlade dig hernede sammen med dem.. Jeg kan godt forstå hvis du ikke tror på mig, men jeg siger altså sandheden.. Jeg ville aldrig lyve for dig.. Jeg havde ingen anelse om hvad der ville ske.." han kunne ikke sige mere, ordene stoppede ligesom bare og satte sig i halsen og ville ikke rigtigt ud, men det var også ligemeget, han vidste alligevel ikke hvad han skulel sige, og han var bare bange for at gøre det hele værre ved at sige noget forkert, så var det nok bedst slet ikke at sige noget "Jeg skal nok få dig ud.. Bare rolig.. Jeg vil ikke efterlade dig hernede.. Jeg vil få dig fri, om så jeg dør i forsøget.."

[Ticana]

Et svagt smil spillede om hendes læber. "Thats why I love you even in this situation.." Mumlede hun men kunne dårligt røre sig. Hun lagde tøvende en hånd på hans kind. "Jeg.. Jeg kunne ikke tro det var dig.. Jeg ville ikke tro det.." Mumlede hun og lod de kolde fingre forlade hans ansigt igen. "..Men alligevel var det det eneste der gav mening.. Vaine... Nicolas.. De.." Hun rynkede brynene og rystede på hovedet. "Vi kan snakke senere.." mumlede hun så.

[Don]

"Ja.." sagde han da han endelig fik taget sig sammen til at sige noget, og fik genvundet kontrollen over sin stemme "Vi må hellere få dig ud herfra.. Kom.." han tog blidt fat om hende og fik med en smule besvær trukket hende med sig op så han fik rejst dem begge. Han holdt om hende for at holde hende oprejst så hun ikke pludselig skulle falde, hun havde jo ikke så mange kræfter, og de var nødt til at skynde sig hvis de skulle undgå at blive opdaget inden de var nået væk, så de måtte være hurtige. For han kunne ikke efterlade hende hernede, han kunne ikke lade dem få fat i hende igen, han var nødt til at redde hende

[Ticana]

Hele rummet snurrede da han fik hende trukket på benene og hun kunne ikke fokusere.I starten var hendes ben lige ved at give efter hvert sekund men som blodet fik gennemstrømmet hende kunne hun bedre selv holde balancen. Hun havde ikke tænkt på det chok det ville være for ham at se hende når de kom ud i lyset. Hun var ikke smuk at se på lige nu, alt fortynd med ribbenene strittende frem under huden og det blå mærke der spredte sig over hendes kind og den flækkede læbe. Men det generede hende heller ikke nu.

[Don]

"Bare forsøg at holde dig oppe og være stille.. Så skal jeg nok få dig ud.. Det skal nok gå, bare stol på mig" hviskede han og kyssede hende kort på kinden og fik hende så med over til døren. Han støttede hende hele tiden med en arm om hende så hun ikke skulle falde, for at hun bedre kunne holde balancen, og selvom det gik noget langsommere end normalt fordi han jo også havde hende med, så gik det da fint nok. Han stoppede op ved døren og lyttede et øjeeblik og da han ikke kunne høre nogen derud eog havde sikret sig der var fri bane og vagterne var væk, skubbede han forsigtigt døren op og gik ud på gangen

[Ticana]

Hun dækkede hendes i øjeblikket lys følsomme øjne med en mager bleg hånd i det hun vaklede ud på gangen. Med den anden hånd holdte hun enten fast i ham eller støttede sig til væggen. Hendes hoved snurrede og lyset gjorde ondt i hendes øjne. Hun havde ikke helt tal på hvor længe hun havde været under jorden da hun ikke kunne følge med i nat og dag. Hun stønnede lavt ved smerten lyset gav hende mens hendes øjne langsomt vænnede sig til det. Hun skævede til ham. Hendes ellers flotte hår var tjavset, hendes kjole var forreven og hele hendes udseende var bare forfærdeligt.

[Don]

Don kunne godt se at hun bar tydelige præg af at have været indespærret under jorden i lang tid, og at hendes udseende var betydeligt værre end normalt, men det tog han sig ikke af, det var jo klart efter så lang tids fangenskab at man ville kunne se spor af det, og desuden elskede han hende jo ligeså meget alligevel, uanset hvordan hun så ud nu, og de kunne heller ikke bekymre sig om hendes udseende nu, de skulle bare have hende ud herfra, og tilbage til slottet hvor hun var sikker "Kom.. Lad os få dig hjem.." hjemme ved Vaine og Nicolas ville hun vel i det mindste være sikker, og det var det vigtigste lige nu, de skulle ihvertfald bare have hende væk fra den her lejr og det dkulle være snart. Han gik med hende så hurtigt han kunne gennem gangen i den retning han vidste udgangen lå, og håbede på de ikke ville støde på nogen vagter undervejs

[Ticana]

Hun prøvede at følge hans tempo uden at sinke dem men det var ikke let når hun var så svimmel. Hvordan de skulle komme ud og hvad der skulle ske viste hun ikke, og hun overlod det det hele til Don. Hun støttede sig til væggen og stoppede ikke før han gjorde. Vagter og andre oprøre i gangene havde hun ikke styr på, faktisk havde hun heller ikke styr på hvor hun var henne men håbede bare at Don ville holde ord og få hende ud her fra.

[Don]

Heldigvis stødte de ikke ind i nogen nede i tunellen, de vagter der patruljerede her havd åbenbart været her for ikke så længe sidne, men de måtte dog alligevel vente et øjeblik da de nåede udgangen, på at vagten der skulle blive uopmærksom og kigge i den anden retning lidt for længe, inden han bedømte at det var sikkert at smutte forbi. Da de gik mellem teltene mod udkanten af lejren, måtte de være endnu mere forsigtige med at undgå vagter og andre oprørere, for selvom de var dumme, og et par nok stadig ikke var helt upåvirkede af den betydelige mængde alkohol de havde fået ind, så ville de uden tvivl bemærke hvis en der skulle forestille at være spion for dem var i færd med at forlade lejren med deres fange, og det ville ikke være godt når Ticana var så svag og dårligt kunne stå på benene

[Ticana]

Ticanas øjne blev enorme og ville ikke forlade himlen i det de gik gennem lejeren. Hun støttede sig til Don og den friske luft gjorde det lettere at koncentrere sig. Hun skævede til ham, der var så meget hun gerne ville sige men ikke nu. Ikke her. Hun kunne ikke holde styr på de mange mennesker og faktisk var det kun Don hun kunne tænke på. Og så hvor godt vinden smagte og duftede. Da hun så de første træer kom det som et chok for hende hvor meget de alligevel havde ændret sig i den tid hun havde været der nede.

[Don]

Han satte farten lidt op, så meget det nu kunne lade sig gøre hvis hun også skulel følge med, han ville bare ud derfra så hurtigt det var muligt, og have hende med. Hun måtte hjem nu, og ingen skulle stå i vejen for dem, så han ønskede ikke de skulel blive opdaget, men blev de opdaget, så ville han forsvare hende med sit liv, og hellere dø end lade dem få fat på hende igen. Hvis ikke de dræbte ham, ville han sikker tdø alligevel hvis han blev fanget af Nicolas' mænd, hvis ikke han da blev henrettet så ville han sikkert rådne op i en fængselscelle, hvilket ikke var bedre. Der gik ikke længe inden de var nået udkanten af lejren, og teltene blev erstattet af træer, og de ikke længere behøvede bekymre sig helt så meget om vagter, men han holdt dog stadig øje på at være helt sikker, de kunne jo sagtens have nogle patruljrerende i området, hvilket han var ret sikker på de havde, det ville han have gjort

[Ticana]

Ticana snublede for let men sagde intet. Ikke engang da en gren piskede hende hårdt over låret der var synligt i den forrevne kjole. Hun bed tænderne sammen og strammede grebet om Dons skulder mens hun gjorde hvad hun kunne for at holde trit. Vagterne måtte være godt bedøvede når de ikke opdagede hendes forsvinden.
Den samme tanke blev afløst af høje lyde fra lejeren. De måtte have opdaget hendes forsvinden. Hun så på Don og satte yderligere farten op, så meget hun kunne. Jo mere panikken ramte hende jo flere kræfter havde hun pludselig. Hun ville måske falde død om når hun stoppede, men lige hun var tempoet så højt at de praktisk talt sprang afsted, Hun ignorerede de hvide pletter der dansede for hendes blik og prøvede at holde fokus på Don og frihed.