|
Post by Don on Feb 17, 2010 23:35:28 GMT 6
Det lakkede hen mod aftenen og dagen nærmede sig sin ende. Solen kastede sine sidste stråler ned over skoven og badede den i et svagt lys og man kunne begynde at ane nogle orange og dybrøde nuancer på himmelen hvilket indikerede den begyndende overgang fra dag til aften, idet de sidste solstråler oplyste himmelen i sit svage skær. Man kunne nu også se stjernerne der efterhånden begyndte at melde sin ankomst på den stille aftenhimmel, i takt med at den blev mørkere efterhånden som de sidste ensomme solstråler langsomt svandt hen. Det var egentlig en ret smuk aften, selvom nogen måske ikke ville kunne se det smukke i den, og en af dem var Don, som havde brugt heæe dagen, som så mange andre, på at lede efter Ticana. Hun havde været forsvundet ret længe efterhånden, og han var begyndt at bive meget bekymret for hende og han lavede snart ikke andet end at lede efter hende. Han skænkede ikke en tanke til hverken Nicolas, eller nogen andre, hans tanker kørte kun om Ticana og han gjorde udelukkende det her for hende, og fordi hans kærlighed til hende var større end noget andet, og overskyggede helt enhver plan og bagtanke som Nicolas kunne tænkes at have. Det eneste som fyldte hans tanker var nemlig at redde Ticana og sørge for at hun var okay og at der ikke skete hende noget for enhver pris. han var rejst dybere ind i skoven end normalt for at lede efter spor efter hende, og han havde snart gennemsøgt hele skoven flere gange i sin søgen efter Ticana.
|
|
|
Post by Ticana on Feb 17, 2010 23:53:03 GMT 6
Oprørene havde deres hovedkvarter langt inde i Trebon. Men de havde en lejer lige på den anden side af grænsen i Mariqiens skove. Der var rigtig mange oprøre og de fejrede det faktum at de havde slået en del soldater ihjel og havde såret selveste Nicolas i kampen. Der var mjød i lange baner og massere af stegte svin og kaniner. Bålene flakkede og sendte et gyldent skær mod himlen. Selv vagterne var berusede, men hvis Don kom gående ville de sikkert ikke gøre noget. Han var jo en af deres, deres spion. Faktisk var han også blevet fejret da han havde bragt de sidste informationer til dem. Det havde hjulpet dem med at fange den person de skulle. Nemlig den unge prinsesse. At han havde et forhold til hende havde de ikke set som andet end et skuespil. Selvfølgelig ville han ikke have et forhold til fjenden, den tanke var absurd. Ticana selv var lukket inde i et minimalt rum uden vinduer, under jorden inde midt i det hele. Det var en underjordisk lejer under en almindelig lejer. Det var sådan de var kommet ind i landet. De havde mange tundler og gange under jorden, og havde dækket dem med almindelige telte som en hver anden lejer. Det var nede i de tunler at Ticana var blevet gemt af vejen. De tre uger hun havde tilbragt der havde taget hårdt på hende. Hun havde tabt sig voldsomt og var ultra bleg og hendes hår hang i store tjavser og hendes kjole var mere eller mindre synderrevet. De havde ikke lagt hånd på hende ud over et slag eller to da hun ikke ville holde kæft. Det havde resulteret i en flækket læbe og et blåt mærke over venstre kindben. Hun var krøbet sammen på gulvet i et hjørne. Hun var møg beskidt og voldsomt træt. Når hun endelig sov havde hun marierit, og hun turde ikke lægge sig til at sove. Lederen og mange andre havde prøvet at få hende til at tale. Fortælle hvordan man kom ind på slottet uden om vagterne, det var hun jo ekspert i. Men når hun ikke talte var de blevet vrede og havde slået hende og var gået. Det kunne være værre men det så temmelig sort ud. Hun var mat og orkede dårligt at gå hen til døren. Den minimale føde hun fik var ikke nok så hun havde ingen energi og sad mest af alt bare og stirrede ud i mørket.
|
|
|
Post by Don on Feb 18, 2010 15:41:47 GMT 6
Don var nu meget nær grænsen og ville ikke kunne gå meget længere inden han ville være inde i fjendens land, men han fortsatte da han havde en fornemmelse af at Ticana var i nærheden. Han gik et stykke tid inden han så flakkende lysskær længere fremme og der var ingen tvivl om at de kom fra bål, og han var overbevist om at det måtte være deres lejr, og ikke ret lang tid efter kunne han også begynde at høre dem, da de var ret højrøstede i forhold til hvad han ville have været, da han ville have vidst bedre da de ville risikere at tiltrække alle i hele området, selvom der selvfølgelig ikke var andre end ham i nærheden, og så dem, men alligevel. De virkede ret tilfredse med sig selv, men han var ligeglad, han vidste de opbevarede Ticana her et sted, og nuville han få hende fri, til enhver pris. Han vidste de nok ikek ville gøre så meget hvis han pludselig dukkede op, i forhold til hvis det var en vagt eller soldat, han havde jo trods alt været spion for dem noget tid nu, så selvom han ikke rigtigt havde noget at gøre der så ville det nok ikek virke så underligt hvis han kom, og han var jo ret god til at lyve så han ville nok hurtigt kunne find epå en undskyldning for at være der hvis det ksulle blive nødvendigt. Han stoppede op da han nåede udkanten af lejren og stod et stykke fra en ret stor forsamling mennesker, og betragtede dem vurderende, og kunne tydeligt se at de havde fået en del af drikke og de fleste af dem vist var ret berusede, hvilket nok ville gøre det her en del nemmere, og i forvejen var de alle jo ikke ligefrem de mest intelligente mennesker. han sneg sig lidt tætter på og væk fra mængden, og videre ind i lejren mellem de mange telte der stod rundt omkring, og undgik de større grupper af mennesker. han kiggede kort ind i et par telte for at se hvad der var derinde, og ledte efter ethvert spor efter Ticana, selvom han ikke rigtigt fandt noget lige i begyndelsen, men han gav ikke op for han vidste de skjulte hende her et sted, og han ville finde hende og få hende fri.
|
|
|
Post by Ticana on Feb 18, 2010 17:09:21 GMT 6
Selvfølgelig havde de taget alle værdi genstande Ticana havde på sig. Det var ikke mange, faktisk ikke mere end en tynd søv halskæde og den ring hun bar som bevis på hendes kongelighed. Det var en af hendes moders og hun var meget glad for den. Det telt der dækkede en af indgangene til hulerne havde, ud over indgangen, et lille bord med nogle groftskrevne breve på, korrespondance mellem lederen og ham der styrede denne lejer. På bordet stod et lille skrin som indeholdt de to ting af Ticanas. Vagterne hilste overdrevent på ham og hvor end han gik modtog han skuldeklap og et "well done.." De var åbenbart i tvivl om hvormange de havde slået ned og tallene blev hele tiden større og større. De prøvede alle at sige at det var dem der klarede det meste og nogle steder kom de op at skændes. I tunnelerne var Vagterne mindre berusede og mere vågne. De var bevæbnet alle sammen og jo tættere man kom på Ticanas celle, jo værre var det. Ticana havde opgivet alt om at slippe væk og havde forberedt sig på at dø der. Den mængde mad hun fik gjorde at hun måske ville leve en uges tid mere. That was just to bad.. For hun ville hellere være død end at sidde der.
|
|
|
Post by Don on Feb 18, 2010 20:07:50 GMT 6
Don undgik dem han kunne så vidt det var muligt uden at virke mistænkeligt, og dem der så ham fandt det ikke videre underligt, da de tydeligvis ikke var særlig intelligente og desuden havde han jo været spion for dem længe nu og de gik vel stadig ud fra han var med dem og at han hjalp dem, og de havde næppe nogen mistanke om at han havde tænkt sig at befri deres fange, som nok var den mest værdifulde fange de nogensinde ville være heldige nok at få fat i, ikke endnu ihvertfald. Han kom længere ind i lejren, og gennemsøgte kort et par af de tomme telte på vejen, efter spor af Ticana. Da han gik ind i et af de tomme telte nær midten af lejren, som heldigvis ikke var bevogtet og dem der burde holde vagt i det her område havde åbenbart forladt deres post, nok for at drikke sammen med de andre, i troen om at der ikke var nogen der ville komme ind i lejren andre end dem. Han gik hen til et lille bord og tog en håndfuld breve op og skimmede kort igennem et par af dem og kunne bedømme at det måtte være fra deres leder og til den af dem som styrede lejren her og han kunne se at teltet også skjute en indgang som så ud til at føre til en form for tuneller under lejren, og han gik ud fra det måtte være hvor de holdt Ticana fanget, men inden han ville undersøge det lidt nærmere stak han hurtigt et par af brevene i den ene lomme, han kunne jo altid tage et par med selvom han ikke kunne se hvad han skulle bruge dem til nu, men han kunne vel altid finde på noget senere de kunne måske gå hen og blive nyttige. Han kunne på bordet også se et lille skrin, som heldigvis ikke så ud til at være låst, selvom han nok hurtigt ville kunne få det op alligevel, og han åbnede det og fandt en tynd sølv halskæde og en ring, og det lignede noget der kunne tilhøre Ticana, så han tog dem også og proppede dem i lommen sammen med brevene og lukkede så skrinet og efterlod bordet næsten som det havde været, på nær at der manglede et par breve, som man nok ikke ville bemærke medmindre man vidste de manglede og kiggede efter, og det lille krin som nu var tomt, selvom det først ville blive opdaget når nogen åbnede det for at kigge i det. Derefter bevægede han sig gennem indgangen og ned i de lidt mørkere tuneller under lejeren, og sneg sig frem igennem dem for at lede efter Ticana, selvom han nåtte forsøge at undgå at blive opdaget, da han jo ikke kunen vide om vagterne hernede ville være smartere end dem ovenpå og bemærke at han ikke havde noget at gøre her, og selvom han var en god tyv og kunne snakke sig fra næsten alt, og han kunne mange ting, så var han ikke meget af en kriger, så uanset hvor dumme vagterne var ville han næppe kunne kæmpe sig igennem dem og ind til Ticana, og da slet ikke ud igen.
|
|
|
Post by Ticana on Feb 18, 2010 20:44:29 GMT 6
Der var faktisk koldt under jorden. Varmen fra solen blev i de øverste lag af panter og jord. Ticanas celle svarede måske til kælderen i et slot ved havet. Kold og fugtig som alle øvrige gange her nede. Den primitive trædør der spærrede hendes udgang var kun symbolsk. En bjælke var lagt for i den anden side så hun ikke kunne få døren op. Låse og kæder virkede ike nede i jorden, da den hurtigt ville gi efter. Hun havde skam prøvet. Skreget og mast på døren. Uden held. Den kunne kun åbnes hvis bjælken blev fjernet. Havde man siddet her et par minutter ville man ikke være i stand til at høre de sagte fodtrin der var hvergang en passerede på jorden uden for døren. Hun kunne høre dem. Som tordene klokker i hendes hoved der ikke ville holde op med at kime. Hun kunne ikke lukke dem ude, for det var den eneste lyd der var. Hun kunne ikke skældne den ene fra den anden, og om natte hjemsøgte lydene hende i hendes marit. Hun trak knæeende op og gemte igen ansigtet ved dem mens hun ønskede sig selv død og borte.
|
|
|
Post by Don on Feb 18, 2010 23:34:12 GMT 6
Don var ikke meget for at være her, han foretrak selv de ildelugtende gyder i fattigkvarteret frem for de her dunkle, kolde og fugtige gange under jorden, men han vidste at Ticana var hernede et sted og han var nødt til at finde hende og få hende fri, for enhver pris, så han var nødt til det, og helst lidt hurtigt inden han blev afsløret. Han vidste ikke hvor længe han havde gået hernede, men selvom det nok kun var et par minutter føltes det af en grund længere, og det gjorde det ikke nemmere at han var nødt til at undgå vagterne hernede, da de tydeligvis var mere vågne og langt mindre berusede end dem ovenpå, og tilsyneladende også en del klogere nogen af dem, så han fandt det bedst hvis han om muligt bare helt undgik dem efter bedste evne. Og indtil videre gik det da fint og han havde undgået et par vagter og det så heldigvis ud til at lige den vej han havde taget i øjeblikket ikke var helt så godt bevogtet og de vagter der var kunne han godt undgå, selvom han ikke vidste hvor længe den ville gå inden nogen ville opdage at han intet havde at gøre i lejren. Efter et stykke tids vandring gennem de kolde tuneller hvor han holdt øje med ethvert spor efter Ticana eller et sted de kunne tænkes at opbevare hende, fik han øje på en primitiv trædor med en træbjælke der forhindrede den at blive åbnet fra den anden side, og han kunne se det ville være det perfekte sted hernede at holde nogen fanget som man ikke ønskede skulle flygte, og han var overbevist om at det måtte være stedet hvor de opbevarede Ticana. Han skyndte sig hen til døren før at der ville komme nogen vagter og se ham her, slog bjælken til side, og skubbede døren op
|
|
|
Post by Ticana on Feb 19, 2010 0:22:48 GMT 6
Selv det dunkle lys fra faklerne i gangen brændte i hendes øjne da døren blev åbnet. Hun var ikke så hurtig på reflekserne da hun var temmelig underernæret. Hun dækkede sine øjne mod lyset og tryggede sig længere ind i hjørnet, som om hun håbede at de bare ville gå og lade hende være. Kjolen var nærmest for stor til hende visse steder hvor den da ikke var gået i stykker. Hun trak skuldrene op og gemte sig væk. Vagterne nærmede sig da de jævnligt patruljerede gangene. Men de var vist ikke så opmærksomme så en lukket dør ville være nok til at de bare ville gå videre. Ticana var lige glad for hun havde ingen energi og intet behov for at blive forstyrret i sine bønner om bare at forsvinde fra denne overflade.
|
|
|
Post by Don on Feb 19, 2010 1:03:46 GMT 6
Don hørte nogle vagter komme gående længere opppe på gangen, imod det sted hvor han stod, så han havde ikke tid til at undersøge cellen, men han skyndte sig ind og lukkede døren i efter sig, og håbede på at de ikke ville bemærke at døren ikke længere var spærret af bjælken som havde spærret for den før, og de bare ville gå videre uden at bemærke noget. Han gik lidt længere ind i cellen dog uden at lave for meget larm og afsløre sig selv for vagterne udenfor. "Ticana?" hviskede han lavmældt mens han nu stod omkring midten af cellen og så sig omkring, selvom han ikke rigtigt kunne se noget og ikke kunne skille tingene fra hinanden, fordi hans øjne ikke havde vænnet sig rigtigt itl mørket endnu. Han kunne dog fornemme nogen andre herinde, og var sikker på Ticana var herinde, men han ville lige være sikker og han kunne ikke se hvor hun befandt sig i rummet, selvom han kunne mærke hun ikke kunne være langt væk, så stor en celle var det jo heller ikke.
|
|
|
Post by Ticana on Feb 19, 2010 1:08:52 GMT 6
Da mørket igen indhyllede hende i sin kolde kåbe flakkede hendes blik. Hans stemme var så bekendt og vakte en varme efterfulgt af en smerte i hendes bryst. "Don.." Hendes stemme var ru og hun havde ikke brugt den længe. Det var hans skyld hun var her. Hvad ville han? Håne hende? Hovere? Hun kunne ikke klare tanken og tryggede sig længere ind i hjørnet skønt det var umuligt. Hun lukkede øjnene igen, lukkede dem fra det ene mørke til det andet. Hun hostede lidt da hendes hals sved ved den pludselige udfordring det var at tale.
|
|
|
Post by Don on Feb 19, 2010 1:15:31 GMT 6
"Tic? Hvor er du?" det føltes underligt at høre hendes stemme igen, selvom den lød lidt anderledes efter lang tid uden at blive brugt, og han kunne igen føle den smerte han havde følt siden hun var forsvundet stikke i sit bryst da han hørte hendes stemme. Han havde rodet hende ud i alt det her, og han havde givet hende så mange problemer og hun ville sikert hade ham for det, hvilket han egentlig godt forstod, men han måtte bare have hende fri, han måtte se hende igen og han var nødt til at få snakket med hende om det her, han kunne ikke klare at hun havde undgået ham på den måde. Han famlede sig frem gennem mørket i den retning stemmen var kommet fra, til han stødte på det ene hjørne og kunne mærke at hun sad der. Han satte sig ned på hug foran hende og lagde blidt hånden på hendes skulder, og han begyndte at kunne skimte omridset af hende idet hans øjne efterhånden begyndte at vænne sig lidt til mørket der omgav dem "Undskyld Tic.. Jeg er ked af det.. Det er min skyld.."
|
|
|
Post by Ticana on Feb 19, 2010 1:22:31 GMT 6
Hun vred hovedet væk fra ham og undlod at åbne sine øjne. "Du burde ikke være her.." Kvækkede hun, hele hendes krop sitrede og hendes stemme dirrede som var hun på nippet til gråd. Hun kunne jo ikke så godt bede ham om at skrubbe af helvedes til, da det praktisk talt var der de befandt sig. Hun sagde der for ikke mere men tog en mere eller mindre dyb indånding og henlod sig selv i den stilhed og det mørke der så længe havde udgjort hendes eneste selskab. Hun var i tvivl. Hun elskede ham så brændene, men han havde forrådt hende. Hun hørte ikke engang hans ord, da ord for hende ikke længere betød det store. Faktisk var det ikke andet end en fjern mumlen der blev dulmet af den evige hovedpine hun havde udviklet i mangel på vand og ren luft.
|
|
|
Post by Don on Feb 19, 2010 1:32:56 GMT 6
Han havde godt forventet en lignende reaktion, men det mindskede ikke smerten på nogen måde, det gjorde stadig lige ondt. Men lige nu var han bare nødt til at få hende fri, og så kunne han jo altid bekymre sig om alt muligt andet bagefter, jo længere de blev her jo større blev jo risikoen for at de blev opdaget. "Ticana.. Undskyld.. Jeg er så ked af det.. Jeg ville ønske jeg kunne forklare alting for dig.. Jeg elsker dig.. Virkelig.. Jeg elsker dig mere end noget andet, jeg ville gå igennem den mest smertefulde død for dig, og jeg er så ked af jeg har fået rodet dig ind i alt det her.. I'm so sorry.." han vidste ikke hvad han skulle gøre, selvom han virkelig ønskede han gjorde. Men selv hvis hun ville tale med ham, så vidste han ikke engang hvordan han skulle forklare det hele for hende, uanset hvordan man forklarede det ville det han havde gjort forblive ligeså slemt, og han burde have fortalt hende det hele for længe siden, hvilket han også havde ønsket, men bare ikke havde kunnet, og nu havde Vaine og Nicolas overfldøiggjort det, og istedet vendt hende mod ham..
|
|
|
Post by Ticana on Feb 19, 2010 1:36:35 GMT 6
"And yet your the main reason im here.." Hviskede hun. Hun havde været tynd før og hendes benede hænder virkede måske skelet agtige og kolde da hun lagde dem på hans skulder. Men et brød om ugen tog altså på reserverne. "Lad være med at undskylde noget du ikke mener alligevel.. Det var min fejl at jeg stolede mere på mit hjerte end på min hjerne.." Det var nok nu hun ville være gået men hun havde ikke energi til at rejse sig fra jorden. Hun sukkede og gemte ansigtet igen. "Gå ud og fest med dine 'venner'" Mumlede hun og tilføjede sagte. "Lad mig dog i det mindste beholde håbet om en smertefri død.."
|
|
|
Post by Don on Feb 19, 2010 8:00:34 GMT 6
"Ticana.." hviskede han og hans stemme var stadig næsten uhørlig, selvom vagterne udenfor havde passeret allerede og var sikkert nået et godt stykke ned af gangen nu, men det tænkte han ikke over lige nu, han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre lige nu, hans tanker kørte rundt i hovedet og han kunne ikke styre det på nogen måde "Jeg elske dig.. Virkelig.. Det skulel aldrig være kommet til det her.. Jeg ved jeg begik en stor fejl.. Men jeg ønskede aldrig at skade dig.. Det her skulle ikke være sket.. Jeg kunne aldrig have forudset det her.. Det eneste jeg ønsker er at du er sikker og tryg.. Det skulle have været mig hernede, du burde ikke være nødt til at gennemgå det.. Jeg er ked af det.. Virkelig.. Hvis der var noget jeg kunne gøre for at rette op på det ville jeg gøre det.. Men det eneste jeg kan gøre er at få dig ud herfra.. Men så er du nødt til at stole på mig og lade mig hjælpe dig.. Jeg vil ikke lade dig dø hernede.."
|
|