Stille og roligt

[Nicolas]

Klokken nærmede sig halv ti og solen bagte allerede ned fra himlen. Nicolas rettede lidt på lagnet der dækkede den nyeligt færdige seng til den lille Prinsesse. Han smilede tilpas og vendte sig mod sengen. Som en hver nyfødt tog den lille en del tid og ro. Hun havde skreget det meste af natten og Nicolas bebrejdede ikke Vaine at hun var træt. Han knælede ved sengen, strøg den lilles kind, der lige nu lå fast ved Vaines barm. Ellers lå hun i sin primitive midlertidige seng ved sengen. Han bøjede sig ned og kyssede blidt Vaines kind og pande med et omsorgsfuldt smil.

[Vaine]

Vaine var langt væk i drømmeland, Malina havde holdt hende vågen det meste af natten, og selv om flere havde foreslået barnepiger og ammer, havde hun afslået det. Hun ville helst selv passe den lille pige, i hvert fald så længe hun kunne holde til det, og passe sine pligter samtidig.
Hun drømte hun red sammed med Nicolas, hen over en eng med langt græs. Hun var atter tynd, og fri for den tunge vægt af Malina.

[Malina]

Malina var også i drømme land, men hun drømte kun om ansigter, de få hun havde set ind til videre. Mor, far, moster. De var dem der havde gjort størst indtryk, og dem hun havde set mest.

[Nicolas]

Nicolas smilede og overvejede at lade hende sove. Det havde trodsalt været en lang nat for hende. Han var selv træt da han jo havde ligget ved hendes side. Men alligevel var han stået op halv 7 og havde ordnet noget af det arbejde der havde ventet ham. Han smilede til Malina der sov som sin mor og kyssede atter hendes pande. Han havde ikke set Ticana på det sidste men det bekymrede ham ikke. Det gjorde det sjældent da hun aldrig var hjemme alligevel.

[Vaine]

Vaine kom langsomt ud af hende rolige søvn, og slog øjnene op, og så på Nicolas. "hmm hvad er klokken?" spurgte hun stille, for ikke at vække deres lille datter. Roen rundt om dem var vidunderlig, Vaine var efterhånden begyndt at værdsætte den, specielt når Malina havde holdt hende vågen det meste af natten. Nicolas gjorde hvad han kunne, men han kunne trods alt ikke amme hende, så Vaine var nød til at vågne mange gange og se til hende, når hun græd.

[Nicolas]

Nicolas var omgående ved hendes side med et smil. "Næsten ti min elskede" Hviskede han og kyssede hendes pande. "Jeg ville ikke vække dig" Sagde han med et blidt og bekymret smil. Han rakte ud og tog hendes hånd i sin. "Jeg har noget du skal se" Det var sjældent at Nicolas viste sine følelser, kun til Vaine men også hun gemte han mange følelser for. Så denne glæde og spænding som en lille dreng juleaften, var sikkert nyt i hans blik.

[Vaine]

Vaine brugte sin ene hånd til at gnide sine øjne, inden Nicolas tog den i sin. Et træt smil bredte sig på hendes læber. "Hvad er det?" spurgte hun og lagde armen under Malina, så hun kunne holde hende. Malina sov tungt, og ville nok ikke vågne, selv om hun rejste sig op. Vaine elskede det at hun kunne se sig selv og nicolas i hende. Mest Nicolas syntes hun. Hun håbede at den lille pige ville blive fuldstændig som sin far.

[Nicolas]

Nicolas smilede og rejste sig han trak lagnet af krybben; Den var smukt udskåret og hver enkelt tremme forstillede en blomster ranke der snoede sig op af en søjle. Hoved og fod gærdet var prydet med Hvide freds duer og andre dyr. Det hele i en hvid fin farve og farvelagt efter mønsteret i træet.
Han smilede varmt, spændt på hvad Vaine sagde til den. "Den kan justeres.. Så hun kan bruge den til hun er to ca...." Han kastede et blik på krybben med et usikkert smil.

[Vaine]

"Åh Nicolas, hvor er den smuk!" Udbrød Vaine, dog så opmærksom at hun ikke talte for højt. Hun kom let på benene og gik hen ved siden af krybben. Hun lod betaget sin frie hånd glide over de smukke udskæringer. "Har du selv lavet den?" spurgte Vaine og så op på ham. Hun kunne umuligt være lykkeligere end nu. Bare hende, Nicolas og deres lille datter. Alt andet kunne ændre sig slt det det ville, bare hun havde dem.

[Nicolas]

Han smilede og lagde en arm om hendes talje. "Tømren har lavet det grove arbejde. Jeg har bare skåret ud og pudset til." Han kyssede hende på kinden og lagde blidt en hånd på Malimas hoved og smilede lykkeligt. "Jeg tænke at vi kunne få skrædderen til at lave en madras hun kan ligge i, og måske kunne vi lave sådan en.. " Han så på Vaine med et spørgende blik. ".. Du burde vide hvad det er, jeg aner ikke hvad det hedder.." Sagde han og prøvede at illustrere en himmelseng med fagter og et tåbeligt smil på læben. Han havde virkelig gjort sig umage og han var meget lykkelig for at Vaine syntes om den.

[Vaine]

Vaine smilede, hun elskede at se Nicolas på denne måde. Hun vidste allerede at han ville dø for den lille Malina, præcis som hun selv ville. "En himmelseng?" spurgte hun forsigtigt og smilede stadig. Hun nød at føle ham være så tæt på hende. Men ikke lige som hun havde gjort før de fik Malina. Nu fik hun en varm følelse inden i, en følelse af at høre sammen, fordi de havde lille Malina at passe på. Vaine lænede sig ind til Nicolas og kyssede kærligt han læber. Hun kunne umuligt blive lykkeligere end nu.

[Nicolas]

Han smilede og kyssede hende kærligt igen. "Nemlig.." Sagde han og bøjede sig og kyssede Malinas pande. Han smilede til Vaine og lagde armen om hende og holdt hende tæt til sig, mens han så ned på Malina med et varmt smil på læben. Han kunne, lige som Vaine, ikke blive lykkeligere. Han smilede og kyssede Vaines tinding mens han gav sig til at folde lagnet sammen. Det hele skulle nok blive godt. En sagte banken på døren forstyrrede hans tanker og han smilede til Vaine. "Vent her så skal jeg nok tjekke hvad det er.." Han gik hen, åbnede døren let, og smuttede igennem den hvorpå han lukkede den bag sig.

[Vaine]

Vaine stod alene med Malina i armene. "Hvor er du smuk min lille pige" hviskede hun stille og strøg hendes kind, med en enkelt finger. Hendes hud var silke blød, og Vaine kunne slet ikke lade være med at røre den hele tiden. "tænk, en dag skal du være dronning, lige som mig" Hun smilede lidt for sig selv. Malina sov tung, og vidste slet ikke noget om noget. Hun ville have sovet på den samme måde, hvis hun skulle være bondekone, når hun blev stor.

[Nicolas]

Nicolas sendte budet væk og lænede sig op af muren. Al glæde var drænet fra hans ansigt og al håb og lykke var forsvundet fra hans sind. Han kunne ikke holde til at fortælle Vaine dette. Ikke nu. Men det var han nød til. Langsomt åbnede han døren og tørrede sin pludseligt ligblege hud med hånden.
Han rømmede sig og smilede anstrengt til Vaine. "Måske skulle du lige.. Sætte dig ned" Sagde han og sørgede for at lukke døren bag sig så de ikke blev forstyrret.

[Vaine]

"Jeg står fint" sagde Vaine og så op på ham, hendes smil stivnede, der var noget galt. Det var helt tydeligt på Nicolas' ansigt. "Hvad er der? hvad er der sket?" spurgte hun hurtigt efter hinanden og gik hen til Nicolas. Det kunne jo være så meget. Hun lagde en hånd på hans kind, og mødte hans blik. Hun brød sig ikke om det, hvis Nicolas var blevet så chokeret, var der virkelig noget galt.