Troubles dont come alone

[Ticana]

Ticana spurtede på bare fødder gennem skoven. En knælang blå kjole var alt hun havde på. Solen bagte ned fra himlen og tempreaturen nærmede sig 38 grader. Hendes lange sorte hår var tjavset og hendes øjne røde. Vaine havde fortalt hende alt. og hvordan havde Ticana reageret? Hun var løbet, og hun løb endnu. Hun havde mødt Don i byen, men havde bare ændret kursen. Folk havde hvisket lidt om hende, for hun havde intet gjort for at sløre sit udseende. Ikke denne gang. Hun havde ikke hørt om Don havde råbt efter hende. Som det var lige nu var hun også ligeglad. Han havde sikkert regnet ud hvad der var sket. Hun tørrede øjnene med bagsiden af hånden, og havde kun et ønske; At komme væk her fra.

[Don]

Don havde ikke snakket med Ticana længe. Han havde set hende flere gange i byen men hver gang var hun løbet væk fra ham før han overhoved havde haft en mulighed for at komme tæt på hende. Hun undgik ham med vilje, det var der ikke nogen tvivl om, og han vidste hvad der var sket. Hun vidste hvad han var, hun havde fundet ud af hvem han virkelig var, hun måtte have fået det af vide af hende søster Vaine, eller ham Nicolas, det måtte være det. Sådan som han så det kunne der ikke være nogen anden forklaring, han kunne ihvertfald ikke komme på nogen. Han gik alene gennem skoven, han havde søgt herud for at få lidt ro til at tænke, han havde brug for at være lidt alene så han kunne få styr på tankerne, og det kunne han ikke inde i byen blandt alle de andre, han var nødt til at komme lidt væk derfra et stykke tid. Han var kun iført et par slidte sorte bukser, og en ligeså tyndslidt trøje som var hullet flere steder og var så beskidt og nedslidt at den havde antaget en brunlig farve og det var helt umuligt at se dens oprindelige farve af al den skidt og slitage som den havde været udsat for. Han havde intet på fødderne, fordi han normalt ikke brugte sko og det var sommer så det var varmere end normalt så han havde ingen problemer med kulde, som han ellers kunne have nogle gange.

[Ticana]

Ticana havde fulgt vejen men var slået ind på en af de mange stier da to af de patruljerende vagter havde bemærket hende. Hun løb til og ænsede ikke sten eller grene under hendes fødder. Hun gled og nåede at tage fra med hænderne med et skingert støn, men forsatte i samme bevægelse videre frem. Hun så ikke træerne der gled forbi hende, så ikke dyr eller mennesker der måtte være i skoven. Var lige glad med røverne og andet der holdte til i mellem de mange træer.

[Don]

Don fortsatte længe igennem skoven og ænsede ikke hvor han gik og anede ikke hvor han var på vej hen. Hans tanker cirklede alle sammen lige nu om Ticana, som de havde gjort længe, og han bemærkede derfor ikke engang hvilken vej han gik, så han vidste heller ikke hvor han befandt sig i øjeblikket, og var også ligeglad. Han var dog kommet af stierne fordi han havde måtte tage en omvej for at undgå et par patruljerende vagter som var tæt på at se ham, men han undslap dem uden at blive fanget eller opdaget. Selvom det nu ikke var noget han interesserede sig for overhoved lige nu, selvom han risikerede ikke kun fængsel men også at blive henrettet hvis han blev fanget, men det var han ligeglad med, det eneste han egentlig gad bekymre sig om lige nu var Ticana. Han vidste hun måtte være blevet overrasket meget da hun opdagede hvem han virkelig var, og var sikkert også vred på ham, han ville ihvertfald forstå hvis hun var, han havde jo holdt en del hemmeligt for hende, selvom han jo ikke havde villet det, men han havde bare ikke vidst hvordan han skulle fortælle hende det, han vidste jo hvordan hun nok ville reagere.


En gruppe trebonere gik igennem skoven, nogle af deres spioner som de havde sendt ind i byen et par dage tidligere havde set prinsessen Ticana bevæge sig mod skoven og havde sendt besked til dem. Der var 4 mænd og de var alle trebonere og en blanding af soldater og dusørjægere, alle betalt for at komme her og bortføre Ticana. Don havde været spion for dem længe og de havde hørt om hans hemmelige forhold til Ticana, selvom nogen tvivlede på hans loyalitet og troværdighed og mente han havde skiftet side, selvom nogen stadig var overbevist om han stadig arbejdede for dem, så vidt de havde hørt havde han ihvertfald ikke fundet nogle nye arbejdsgivere, selvom han jo altid havde arbejdet fo ralle slags mennesker. De havde hørt nogen løbe gennem skoven et stykke derfra, og en af dem var trænet i at opspore folk, så de mente de havde fundet sporet af hende og de kunne ikke være langt væk nu

[Ticana]

Hun Forsatte, var snart udmattet nok til at kunne falde om i græsset på en god dag. Men dette var ikke en god dag. Hun følte sig hul inden i. Det var jo klart det hele. Don havde kun sagt at han elskede hende, for at få oplysninger ud af hende, for at komme ind på slottet. Hun havde altid haft en anelse om at det var for godt til at være sandt. Ingen kunne elske en som hende, løssluppen og vild. Altid med en anden mening. Hun tørrede endnu et par tåre væk fra sin kind og sprang over en væltet stamme.

[Don]

Don vidste ikke hvordan Ticana havdet det lige nu eller hvad hun følte, eller hvad hun tænkte på om det hele, fordi hun havde undgået ham sådan så han ikke engang havde haft en chance for at tale med hende om det, og forklare det. Men han vidste hun ikke var glad, og ikke havde det godt med det hvilket havde været tydeligt at se på hende de gange han havde set hende inde i byen. hun ville sikkert tro nu at han kun havde været sammen med hende for at komme tæt på hende og for at samle oplysninger, men det havde han på ingen måder, han elskede hende virkelig og kunne ikke slippe tankerne om hende et øjeblik, og han havde med vilje forsøgt at holde oplysninger om hende og andre ting tilbage de gange han havde rapporteret noget til trebonerne, fordi han virkelig godt kunne lide hende. Men det kunne han jo ikke engang forsøge at forklare hende når hun ikke ville snakke med ham. Han havde det virkelig dårligt med det hele, og anede virkelig ikke hvad han skulle stille op med det hele og med sine tanker, men han måtte jo prøve at finde på et eller andet.


Mændene havde nu fået sporet af hende og de vidste de måtte være tæt på, og der gik heller ikke længe inden de kunne se hende svagt længere fremme, så de fortsatte deres jagt så lydløst de kunne for at komme tættere på, selvom nogle af dem var store og knap så diskrete og selvom nogen virkede meget professionelle var det tydeligt at det ikke var dem alle der var vant til at snige sig omkring, selvom de dog kun lavede en smule lyde, og ikke noget der ville virke særliv unormalt i skoven, da det ligeså godt kunne være et par dyr. De kom tættere på efterhånden og kunne se hende tydeligere og tydeligere som de kom tættere på, og de ville nok kunne få fat i hende uden de store problemer når de lige var kommet lidt tættere på, og så ville de føre hende tilbage til deres lejr

[Ticana]

Hvis Tic havde været mere opmærksom havde hun måske opdaget dem, måske ikke. Hun var dog totalt ligeglad da det eneste hun egentlig kunne mærke var en enorm smerte der hvor hendes hjerte plejede at sidde. Hun havde aldrig været rigtig forelsket, som i Don, og havde aldrig fået sit hjerte knust som nu. Hun forsatte bare, hendes muskler sitrede af anstrengelse og hendes blege hud stod i skarp kontrast til hendes røde forgrædte øjne.

[Don]

Don vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre, han havde jo et job af trebonerne om at skaffe oplysninger for dem, selvom han ikke havde noget med dem at gøre ellers, de betalte ham bare for at udføre sit arbejde og så gjorde han det, ligesom med alle andre jobs han havde fået tidligere. Og sådan havde det altid været, men nu var det anderledes. Det var før Ticana kom ind i billedet, han havde jo et sted stadig et arbejde der skulle gøres, han havde jo ikke direkte brudt sin aftale med trebonerne endnu, men han elskede virkelig Ticana og kunne ikke rigtigt få sig selv til at hjælpe fjenderne til det land som hendes søster styrede, selvom han ikke havde nogen specielle tilhørsforhold til nogen af landene, men det virkede bare forkert overfor Ticana. Han ville virkelig gerne have en chance for at snakke med hende om det, så han kunne forklare hende det hele, men det var jo umuligt når hun undgik ham konstant. Han syntes i et øjebliks klarsyn at han hørte noget et sted i området, som om der var nogen, men han slog det hen til nok at være noget han forestillede sig og fortsatte videre, selvom han dog var en smule mere på vagt nu, da det kunne være nogle vagter eller noget, eller bare et par røvere.


De 4 mænd var nu tæt på Ticana, og havde ikke lavet så mange lyde at det ville afsløre dem for tidligt, og de var nu tæt nok på til at de ville kunne nå hende, så den hurtigste og mest atletiske af dem løb hurtigt hen og sprang på hende og fik fat i hende og holdt hende længe nok til de andre få sekunder efter nåede derhen og kunne få fat i hende. En af de største af dem tog fat i hende, og efter at have bundet hendes hænder med noget reb de havde medbragt, begyndte de at trække afsted med hende, for at føre hende tilbage til deres lejr, så de kunne få hende videre til det sted hvor hun skulle til, og så de kunne komme væk før nogen vagter eller nogen andre opdagede dem og kunne nå at redde hende.

[Ticana]

Ticana reagerede langsomt, men efter et halvt sekund skreg hun op. Hendes skringre skrig befalede dem at slippe hende, at lade hende være og alt det der. Hun vred sig, men hendes muskler var brugt. Hun sprallede, men spagt. "Lad mig være!" Skreg hun og var lige glad med at hendes skrig kunne høres langt væk. Hun var ikke let at have med at gøre men hvornår havde hun nogen sinde været det.

[Don]

Don hørte et skrig og vendte med et tilbage til virkeligheden og blev helt nærværende, da han i skriget genkendte Ticanas stemme, hvilket fik ham til uden at tænke sig om at løbe i den retning lyden var kommet fra. Han løb så hurtigt han kunne, og heldigvis var han vant til at flygte fra vagter og den slags så han kunne løbe hurtigt, og undveg let træer og grene der stak op forskellige steder, og sprang let over de væltede træer og bevægede sig med en sikker elegance hurtigt over skovbunden, men det var kommet et stykke væk fra, så der ville gå lidt inden han ville nå dem, selvom han skyndte sig så meget han kunne, hvis Ticana var i problemer var han nødt til at gøre noget, han ville ikke have der skete noget med hende.

Mændene blev lidt overraskede over hendes udbrud, men slap hende ikke og blev bare irriterede og begyndte at trække hende med sig hurtigere for at få hende videre inden nogen hørte hendes skrig og kom for at hjælpe hende. En af dem lagde en hånd over hendes mund for at dæmpe hendes skrig så hun ikke skulle afsløre dem, og heldigvis var de tæt på deres lejr nu, hvor de kunne have hende til de fik sendt en besked til dem som skulle hente hende derfra, så de kunne komme af med hende og få de penge de skulle have for at fange hende

[Ticana]

Da hendes skrig blev dæmpet af mandens hånd blev hun foralvor bange. Nogle andre måtte have taget sig af de vagter der var i området. Hun mærkede manden bag sig, ham der havde lagt hånden for hendes mund, og hun følte sig foralvor i knibe. Hun var stædig som et æsel men træt af dagene uden søvn og hvile. Hun strittede i mod, snublede hele tiden men havde i længden ingen chance. Røverne troede nok at det var på grund af dem hun græd. Det var det ikke, det var stadig på grund af Don, for nu så hun at hun ikke havde en chance for at finde ud af sandheden.

[Don]

Lyden var nu efterhn dødet hen og han kunne ikke længere høre noget, men fortsatte med at løbe blindt uden mål, for han havde hørt et skrig og var sikker på han havde genkendt Ticanas stemme, og selv hvis det ikke var hende så var han nødt til at være sikker, selvom han et sted godt vidste at de tikke kunne være andre, og en ting var at hun ikke ville tale med ham, men hvis der skete noget med hende vidste han ikke hvad han skulle gøre, og han kunne efterhånden mærke modløsheden stige op i ham, en følelse der kun blev forstærket da han efter lidt tid stadig ikke havde set nogen spor af hverken Ticana eller nogen andre, og nu kunne han ikke længere høre noget, og var ikke engang længere sikker på hvilken retning lyden var kommet fra, og de kunne let være langt væk nu.


Mændene var ved at blive godt trætte af hende allerede, og ham som holdte hende strammede grebet da hun blev ved med at stritte imod, og de satte farten yderligere op, så meget det nu kunne lade sig gøre med hende på slæb. De ville ikke risikere en vagt kom rendende og fangede dem med hende, de ville bare gerne væk herfra så de kunne få deres job gjort, og de havde deres lejr lidt længere fremme, hvor flere ventede så de kunne holde øje med hende til de fik videre ordre om hvad der skulle gøres med hende, så hun ikke stak af, og de var næsten sikre på ingen ville komme for at redde hende, da de lå ret godt skjult i skoven, og de var jo en del til at bevogte hende og alle bevæbnede så det bekymrede de sig ikke for, specielt fordi de næsten alle sammen var trænede soldater.

[Ticana]

Hun var ved at falde hele tiden og vred sig. Havde svært ved at følge med, havde svært ved at holde sig oprejst. Hendes fine kongelige hud blev hurtigt rød under rebene men det mærkede hun ikke. Hun havde efterhånden opgivet at skrige og det var da også kun nogle få dæmpede skrig der kom fra hende nu. Hun kunne ikke kende stedet, henes kjole blev flænset af buske og træer som hun stødte ind i i sin kamp for at komme væk. Enkelte stykker blå silke blev hængene i de grådige grene der rev hendes hud til blods her og der.

[Don]

Don kunne efterhånden mærke smerten stikke i siden og udmattelsen var ved at overvinde ham, men han fortsatte stædigt med at løbe, selvom han vidste han sikkert ikke ville finde nogen nu, de måtte være langt væk allerede, og han vidste ikke engang om han løb i den rigtige retning. Til sidst måtte han modvilligt stoppe op fordi smerten og udmattelsen blev for meget for ham, og han måtte stå stille lidt for at få styr på sin vejrtrækning igen. Efter lidt tid havde han fået sin vejrtrækning nogenlunde under kontrol, og så sig omkring men her var helt stille igen, og han ville sikkert ikke finde nogen som helst, selv hvis han prøvede, men han nægtede at give op, da hans stædighed stadig kæmpede mod fornuften som indtrængende bad ham give op.


Mændende ignorerede hendes forsøg på at slippe løs, og fortsatte uanfægtet videre mod den mindre lejr som nu kunne ses lidt længere fremme, den kunne kun svagt skimtes mellem træerne, men det var tydeligt at de var nær og der ikke ville gå længe inden de ville være der. De fortsatte derfor deres hastige gang og slæbte hende med sig uden at bekymre sig om at være forsigtig, de skulle bare have hende med. Da de kort efter nåede lejren, som bestod af et par enkle træhytter og nogle mindre tælte slået op udenfor med en lille bålplads i midten, stoppede de først op. I lejreren var et par andre mænd, som alle var bevæbnede og så ret aggressive og ubehagelige ud, og de var tydeligvis vagterne. Der var nok til at de ville kunne forsvare sig mod de fleste fjender der skulle finde vej derind, så længe de ikke var for mange. Lejreren havde de lånt af nogle røvere som normalt holdte til her, men som i øjeblikket var et andet sted så de havde ladet dem låne lejeren for noget tid mod en smule penge. De slæbte Ticana hen til en af de mindre hytter, der kun havde en dør og ingen vinduer, og smed hende brutalt ind af den åbne dør som de smækkede og låste bag sig. Hytten var enkelt indrettet med et par få møbler, og udenfor stod en vagt nu stationeret for at holde øje med hende og sørge for hun ikke flygtede

[Ticana]

Hun landede hårdt på gulvet og blev omgivet af mørket. Hun så fortumlet op, kom på benene og gav sig til at hamre løs på døren mens hun skreg af sine lungers fulde kraft. Hun bed i rebene der holdte hendes hænder samlet mens flere tåre trillede ned af hendes kinder. Hun skreg om hjælp, om at de skulle lade dem gå og at hun virkelig ikke var noget værd for hende. Hun havde for et par minutter helt glemt sorgen over Dons forræderi.