En vandring gennem skoven

[Wilhelm]

Wilhelm bar tre døde kaniner over skulderen, det havde været en god morgen for ham, jagten var gået godt og han glædede sig over sin fangst. han så ned på Malte som gik ved siden af ham og et smil gled over hans læber, han følte sig heldig over at have så godt selvskab på vejen. Han nikkede til Malte "ja du har ret min ven, dette kalder på en sang mens vi går" Hunden kiggede på ham mens den slikkede sig om munden, Wilhelm grinte kort hen for sig "nej Malte det betyder ikke vi skal ha med, men at vi skal synge" han rakte ud og kløede hunden bag øret mens de gik og begyndte så at synge stille hen for sig " En mand han blev så frygtelig syg, Heja ho, så frygtelig syg, Han skreg: ”Der må være en heks i vor by!"Heja ho, tra-la la- lala la- lala-la." Malte begyndte at gø med på sangen som Wilhelm havde sunget så mange gange før, han havde en vis kærlighed til sangen, og huskede tilbage på den gang hvor hans fader første gang havde ham med den på kroen hvor han hørte den, Wilhelm havde ikke været så gammel og var blevet overbevist om at der i virkeligheden var en heks i byen, og havde endt med at gemme sig under bordet så han ikke blev taget. Det gik nu op for Wilhelm at han var både stoppet med at gå og med at synge, Malte sad ved siden af ham og kiggede på ham med et afventende blik. Wilhelm sukkede hen for sig, og begyndte at gå videre mens han vinkede med hånden om at Malte skulle følge med, han begyndte straks at synge videre på sangen " Og der blev søgt og der blev ledt,
Heja ho, og der blev ledt, Men ingen steder blev heksen set. Heja ho, tra-la la- lala la- lala-la." Malte begyndte kort efter at gå med på sangen igen og Wilhelms sang steg i lydstyrke, "Nat blev til dag og dag blev til nat Men ingen fik i heksen fat." Malte begyndte at valse rundt om Wilhelm og for en udefra kommende kunne det virke som om hunden med al magt forsøgte at overdøve sin herre, og Wilhelm tog udfordringen op og sang endnu højere. " Den heks hun flygted’ ud i den skov, Hun satte sig under en skræppe og sov.
Wilhelm stoppede med at synge og med det samme stoppede Malte med at gø, de var kommet til en skille vej, de to kiggede på hinanden og Wilhelm spurgte Malte "hvilken vej syntes du vi skal tage min trofaste vejviser" der gik ikke lang tid før Malte begyndte at lunte ned af vejen til venstre og Wilhelm begyndte at synge videre. " Den heksejæger han kom til det blad, Hvor heksen ved siden af en skruptudse sad." Humøret var højt for de to rejsende.

[Cherie]

Cherie små løb leende gennem skoven. Hendes bare fødder førte hende let og elegant gennem underskovens krat som en dådyr hin om foråret. Mændene havde hun forlængst langt bag sig og nu løb hun udelukkende for morskabens skyld. Synet af deres ansigter, lammet af skuffelse og vrede, var endnu i hendes hukommelse og hun kunne leve højt på det længe. Hun stoppede op og bredte armene ud mens hun snurrede rundt og rundt og rundt mens hun lo frydefuldt mod himlen. Nogle kunne bare ikke affinde sig med hende, og kunne ikke forstå at hendes dans udelukkende var en måde at leve på. Specielt mænd havde det med at koble hendes dans og hendes overnaturlige skønhed til noget hun aldrig ville forbinde med sig selv. Hun var ingen skøge, men hun havde intet i mod at lade som om så længe det betalte sig, bogstaveligt talt. Hun stoppede og trak vejret dybt mens hun så op på den blå himmel, hendes ibenholt sorte hår glimtede nærmest magisk i solen. Det var tydeligt at hun var mere end blot et menneske, og det var tydeligt at hun viste det.
Hun rettede lidt på kjolen der på lang afstand afslørede hende som Sigøjner. Hendes hvide overdel der sad stramt ind til kroppen, og det lange blå skørt, med et spraglet tørklæde som bælte, der flagrede om hende når hun dansede. For slet ikke at tale om tamburinen der sad spændt fast på hendes hofte. Hun nynnende og hendes dansende skridt lod til at bringe hende ind i en verden som ingen andre end hende kendte. Hun var en øvet danser hvilket vistes i hendes skridt. Hun havde ingen ide om hvor hun egentlig var på vej hen, men lagde vejen bag sig med lette dansende skridt og et fjernt blik i ansigtet. Hun bemærkede ikke de små dyr i skoven forsvinde lydløst bag bladene som om der var en trussel på vej. En hund, et menneske et eller andet. Hendes sanser var sløret grundet ekstasen som dansen og musikken bragte hende i.

[Claire]

Clarie gående gennem skoven. Hendes egen jagt var blevet afbrudt af en højlydt sang, som kom fra vejen. Claire tænkte at manden der sang, ikke måtte have noget af værdi på sig, eller være usædvanlig dum. At synge så højt, i en skov fyldt med røvere. Selv om Claire tænkte det, gik hun alligevel i retning af lyden. Hun ville gerne se hvem det var der sang, også selv om det ikke var noget værd. Claire havde iført sig sine læderstøvler og tykke uld strømper, derudover havde hun lange bukser og trøjer på, bare for at holde på den smule varme hun havde tilbage i kroppen.

[Wilhelm]

Wilhelm som var uvidende om at der var folk på vej mod ham sang højlydt videre i et ivrigt forsøg på at overdøve Malte " Heksen blev smidt i hullet ned, På torvet blev samlet en stor bunke ved." han kiggede opgivende på Malte og satte fingeren over munden "shhh.. Malte" Malte som var godt opdraget stoppede sin gøen for et kort øjeblik og Wilhelm lod ikke chancen for at kunne høre sin egen sang gå fra sig og fortsatte hurtigt og ivrigt med sin sang. " Og heksen blev stillet for dommeren selv, Og folket de skreg: ”SLÅ HEKSEN IHJEL!” " det sidste blev råbt så højt han selv kunne formåde, og Malte begyndte endnu engang at gø voldsomt, hvis Wilhelm havde taget notits af at hunden forsøgte at advare om, lod han det ikke vise på nogen måde, tvært imod. Wilhelm fortsatte sin sang som om han ikke kunne få nok af sin egen stemme på nuværende tidspunkt. " Bålet var samlet og bålet blev tændt, Og heksen hun skreg i mens hun brændt." Wilhelm stoppede op da han sang de sidste par linjer og kiggede overdramatisk på Malte. da de sidste linjer var sunget og det kunne lyde som om at sangen var ovre og Malte stadig gøede grinte Wilhelm hjerteligt hen for sig, "jaja gamle ven, jeg skal os nok afslutte sangen bare rolig, ingen grund til at hidse dig op på den måde." han klappede Malte et par gange og begyndte at gå videre mens hans sang fortsatte " Forvunden er nu al vor nød, Heja ho, al vor nød, For nu er gøglerheksen død. Heja ho, tral-la la- lala la- lala-la, Heja ho, tral-la la- lala la- lala-la."
Wilhelm trak vejret dybt et par gange og så meget stolt ud, mens Malte stadig gøede som en besat, først nu begyndte det at gå op for Wilhelm hvad det var Malte forsøgte at gøre ham opmærksom på, han så sig om men uden at kunne få øje på nogen eller noget.

[Cherie]

Cherie mærkede den usynlige musik bruse i sot blod. Hun nynnede og forstillede sig som mange gange før at hun var genstand for opmærksomhed og begær. Selvfølgelig var det ikke alle der kunne lide hende, specielt kvinder i parforhold brød sig ikke om hende, og kvinder der ikke havde en bejler misundte hende blot den skønhed de alligevel aldrig kunne opnå. Hendes fødder førte hende automatisk videre af den snoede vej, et par slidte tøfler beskyttede hendes fødder mod de skarpe sten. Hun snurrede og dansede og mærkede kjolens bløde stof smyge sig om hendes krop. Hun elskede at danse, elskede musikken og følte sig som en del af den, som en del af det mest vidunderlige i hele verdenen. Pludselig hørte hun en torden som om himlen var ved at falde ned i hovedet på hende, men da hun stoppede op kunne hun høre at det var ord. Ord fra et menneske, et stort og mandligt et af slagsen. Hun stoppede op og frøs til stedet. Det lange sorte hår stoppede den dansende bevægelse om hendes talje og det eneste der flyttede sig var de is blå øjne der flakkede forvirret. Hun lyttede og hørte alt for tydeligt en sang ikke mere en et halvt hundrede meter væk. Pludselig kom to skikkelser rundt i hjørnet ikke ret langt fremme, og det var tydeligt at det var der lyden stammede fra. Lyden af ordet heks rungede i hendes øre og havde bragt en angst i hendes sind så hun ikke formåede at flytte sig. Hun blev nød til at rive sine tanker fra sin frygt for hekse da skikkelserne kom alt for tæt på.
Hun forbandede sin naivitet at hun havde benyttet vejende. Efter at have lært Clarie at kende sidste år frygtede hun ikke længere røverne i skoven. Men ham og hans forbandede køter var en anden ting. Hun bakkede snublende da hun endelig fik sendt besked til sine fødder om at flytte sig. Hendes blå skørt fremhævede desværre hendes problemer med at komme af vejen. Hun kastede et blik ned på sine armbånd, det falske guld der klirrende lokkede folk til på torvet var virkeligt ikke praktisk nu. Hun så sig over skulderen men ville jo alligevel ikke kunne løbe fra det kræ til en hund. Cherie kunne virkelig ikke lide hunde. Hun tog et par skridt mere, tude ikke tage blikket fra dem, men ville helst bare vende rundt og stikke af. Hun vaklede ud i vejkanten da hendes eneste chance var underskoven. Hans sang skræmte hende, da mange forvekslede hende med en heks. Specielt når man så på hende som en sigøjner eller gøjler som han sang.

[Claire]

Claire lo stille for sig selv, mens hun listede efter manden. Hun havde hørt sangen før, men kun af mænd der var fulde, og som aldrig kunne huske hele teksten. Han var tydeligvis ikke fuld, og derfor lød det meget anderledes. Hun nåede lige at gemme sig bag et træ, da han så sig tilbage. Hun vidste godt at han måske var farlig, men hendes nysgerrighed var for stor, til at hun bare kunne vende om og glemme det. Selv havde hun været ude og jage, siden det blev lyst, men havde endnu ikke fanget noget. Men det skulle hun nok, ellers var der nok andre som havde fanget noget, som hun kunne tigge noget af. Der havde været mange dage, hvor hun havde delt sit med andre, så måtte hun også kunne få noget af deres, hvis de havde været mere heldige end hende. Hendes fødder førte hende hen af skovbundens frosne mos, langs med vejen, ved den yderste kant af træer, så hun kunne gemme sig, hvis han kiggede igen. Men nu hvor han var holdt op med at synge, var muligheden for at han opdagede hende, meget større.

[Wilhelm]

Wilhelm kiggede i retning af hvor Malte så, og kneb sine øjne sammen. Han vidste at der var noget, og tydeligvis ikke noget som umidelbart blev skræmt. Wilhelm himlede med øjene og lagde forsigtigt sin fangst fra sig mens hans frie hånd langsomt krøb ind under kappen for at gribe om sværdskæftet. "Jeg har set dig, du kan komme frem nu, pænt og roligt." hans stemme var hævet en smule, og alderen havde sat sine præg på den. Det gik op for Wilhelm at alderen måske var ved at indhente ham, og muligheden for at han ikke var hurtig nok til en kamp var størrere end den havde været tilbage i hans tid som ridder, maven krympede sig sammen, tanken om et eventuelt blodbad, hans eget muligvis eller andres gav ham kvalme. han bukkede sig ned i knæ og viskede noget i hundens øre, hvor efter han greb fat i nakken på den lige før den skulle til at løbe afsted, han sagde noget mere til hunden med en lav hæs stemme. hvor efter han forsøgte endnu engang at få øje på den Malte havde set for længe siden, han syntes han kunne ane noget, farver der ikke hørte til i skovbunden. han rettede sig op igen og lagde en hånd op til hovedet for at skygge for solen som svagt gennem den overskyede himmel blændede ham en smule, det gik op for ham at det var muligt at det ikke var en overfalds gruppe Malte havde fået øje på. Han fjernede hånden fra sværdskæftet og kiggede på Malte "sit" hunden gjorde som han sagde men gøede stadig som en besat, Wilhelm rystede på hovedet og vendte kort sin opmærksomhed til Malte "shh, nu har vi alle sammen hørt dig gamle ven." hunden så uforstående på ham men stoppede med at gø, Wilhelm løftede hånden i vejret og vinkede i retning af de farver som havde skildt sig ud.

[Cherie]

Cherie havde et rimeligt godt blik. Det var nødvendigt for at være på forkandt med fulde mænd. Cherie selv var ikke den der var på værtshus, bare eller andet. Hun kunne ikke udstå stanken af fulde mænd, og deres tilnærmelser havde aldrig behaget hende. Faktisk var det udelukkende deres begærlige blikke hun ønskede, de havde værsko at holde hænderne for sig selv. Da hun havde været mindre havde hun forbandet sin afdøde mor. At være barn af en stjerne var ikke nemt når man var alene, og det var kun en balance på en knivsæg, at hun ikke var faldt i karrieren som prostitueret. Hun bakkede snublende og prøvede at høre musik i sit indre, for at få sine fødder mere på gled.
Den idiotiske køter ville ikke holde kæft, og dens gøen forstyrrede hendes musiske indre. Men en kats spinden, der var noget musisk. Men ikke i hunde. Hun så at den fremmede pludselig vinkede, men hun ikke ikke risikere noget. Hvordan kunne hun vide at han ikke pludselig gennemskuede hende som halv-stjerne, hvor efter at han tog chancen og åd hendes hjerte - som de havde gjort ved hendes mor. Evig ungdom var åbenbart mere værdsat end menneskerettigheder. Hun så panisk rundt, var der ikke nogle hun kendte, nogle der kunne beskytte hende. Måske skulle hun få Clarie til at lære hende at forsvare sig selv. Det kunne nu være praktisk lige nu. Hun snublede et par skridt tilbage og trak vejeret dybt et par gange. Hun rettede på det blå skørt, som hun pludselig kom i tanke om var alt for tydelig. Den hvide top kunne nemmere blive væk end det blå skørt.

[Claire]

Claire kiggede nysgerrigt frem bag træet. Manden havde åbenbart set en anden længere fremme ad vejen. *Han har ikke set mig endnu, så har jeg ikke mistet taget helt* tænkte hun for sig selv, med et svagt smil. Hun listede sig forsigtigt lidt tættere på, bag det næste træ. Hendes grå uld bluse faldt nok lettere ind i skovbunden, end personen længere fremme. Claire tænkte lidt på om det var nogen hun kendte, eller om det var nogen fra en rivaliserende bande. Det ville hun ikke være glad for, selv om han ikke så ud som om han ejede noget af værdi. Men den anden bande, hvis det var det, ville have bevæget sig langt ind på hendes, og hendes bandes, territorium. Det var noget hun ville blive nød til at rapportere til hendes storebror, som var lederen af den bande hun var med i.

[Wilhelm]

Wilhelms sanser som var helt omstemte hørte sneen gi sig, han var ikke helt sikker på retningen, men helt bestemt længere fremme. han stod et kort øjeblik og lyttede intenst, men han kunne ikke høre mere, han så ned på Malte og løftede en finger. Før han i et roligt tempo begav sig frem af vejen, han holdt begge sine hænder et stykke ud fra kroppen så det var tydeligt at han ikke gemte noget i dem. "jeg gør dig ikke noget, jeg er en ven" hans stemme var rolig og fast, hans øjne farede rundt for at fange et glimt af hvad han var på vej imod. Efter nogle skidt kunne han svagt ane noget blåt i skovbunden, han tøvede et øjeblik blinkede et par gange med øjene, før han igen fortsatte, lyset virkede skarpere omkring det blå, han kunne ikke sætte fingeren på det. men der var noget ved hele situationen som ikke var som det skulle være, han skubbede tanken fra sig og snakkede igen med samme rolige stemme. "Mit navn er Andrè, er du faret vild?" da ordene havde forladt hans mund kunne han med det samme høre hvor dumt det lød, selv for ham selv. Hvilken person ville bevæge sig ind i skoven og farevild ved vejen, selv en blind mand ville da kunne følge en vej. Wilhelm stoppede op og drejede langsomt en gang rundt om sig selv. "Se jeg er ikke en røver, jeg er blot en jæger. Jeg kan hjælpe dig." Det kom ikke ud som han havde ønsket det, hans sociale kompetancer var ikke hvad de engang havde været.

[Cherie]

Hans pludseligt venlige fremtoning tirrede Cheries nysgerrighed. Hun kneb mistroisk de kolde lydblå øjne sammen og så mod ham mens han drejede sig og det faldt hende let at se at han ikke virkede til at have nogle våben, ej heller virkede han til at være i den unge alders gruppe så måske ville hun alligevel have en fordel hvis han angreb. Hun sonderede terrænet bag ham for at tjekke om han havde nogle i baghold, men da det ikke virkede til at være tilfældet trak hun vejret dybt. Hun strøg de klirrende armbånd op af sin arm for at de ikke skulle larme for meget og tiltrække en uønsket opmærksomhed.
Hun havde tøvende taget et nysgerrigt skridt mod ham da han pludselig sagde noget om at han kunne hjælpe hende. Det forvirrede hende en smule, hvor hvad skulle han hjælpe hende med? Med mindre han havde et anti-hekse middel under blusen var der ikke meget han kunne hjælpe hende med. Men nu var hendes nysgerrighed tirret og en ond tanke slog ned i hende. Hvis han var alene, ville han ikke være svær at smigre. Måske havde han noget af værdi som hun.... nej. Hun var ingen tyv. Eller det var ihvertfald hendes mening. At hun rapsede lidt fra boderne på markedet var jo for overlevelsen. De havde jo nok alligevel. Hun så igen rundt for at tjekke om han virkelig var alene før hun gik lidt tættere på. Det blå skørt svajede om hendes vuggende hofter og snittede umærkeligt den lette sne ved hendes fødder. Langsomt bevægede hun sig nogle meter tættere på, hendes sygelige nysgerrighed havde fuldkommen taget den frygt hun før havde haft. De lyseblå tøfler ydede et dårligt værn mod kulden fra sneen og det var egentlig underligt at en kvinde i hendes profession ikke passede bedre på sine fødder. Men med tanke på hendes mangel på værdi genstande var det nok heller ikke underligt at hun ikke havde noget varmere omkring sig. Hun stoppede brat op og hendes blik fikserede sig på hunden, der om end roligt, sad ved hans side. Hvis hun havde været et dyr ville hun nok have krænget overlæben tilbage i vrede og måske angst. Men det gjorde hun dog ikke - det var alligevel meget tydeligt i hendes isblå øjne, hvilke følelser hun havde omkring hundes tilstedeværelse. Hun var efterhånden så langt fremme at han på trods af sin alder ville kunne se hende tydeligt. Hendes blik flakkede mistroisk til ham og ordet gøjlerheks brændte i hendes hukommelse igen.

[Claire]

Claire fulgte med bag fra et træ. Hun havde allerede genkendt Cherie på hendes farvestrålende tøj, og måden hun opførte sig på. Desuden vidste hun at hun ikke ville turde være på vejen, havde det ikke været for hende. Claire besluttede sig for ikke at liste nærmere, men at følge udviklingen fra der hvor hun var.

((undskyld det er så kort et svar, men det er lidt trættende at skrive det samme hele tiden ))

[Wilhelm]

Wilhelms hjerte begyndte at slå hurtigere i tankt med hun kom tættere på, hans vejrtrækning blev en smule tungere, og kraven på hans trøje virkde pludslig mere stram end han huskede den skulle være. han vendte blikket mod jorden for ikke at stirre, skønheden sprang ud fra kvinden der kom mod ham, en skønhed ulig noget han nogensinde havde set før i sit liv, end ikke i sine vildeste fantasier havde han kunne forestille sig dette syn.
hans blik endte ved hendes halvnøgne fødder, og han gispede ved synet, en kuldegysning gennemrystede ham, hvor efter han løftede blikket igen og blev til fulde klar over at den unge kvinde på ingen måde var klædt på til en gå tur i skoven på denne årstid, et kort øjeblik drev hans tanker tilbage til tiden på ridderskolen, hvor han havde lært om at riddere skulle være galante, mens hans tanker drev af med ham kunne han ikke undgå at stirre, han blinkede et par gange og fik sig selv ud af den trance han var på vej ind i, greb fat i spændet til kappen og løsnede det. Han gik hen mod hende med kappen i hænderne, da den store skindkappe ikke længere lå over hans skuldre afslørede det et sværd og en stridskølle ved bæltet, han så yderst bekymret ud mens gik snakkede til hende "kære barn, her tag min kappe og varm dig med den indtil jeg får startet et bål." han stod et par meter fra hende og holdt kappen åbent ud mod hende, "du skulle jo nødig gå hen og blive syg, du kunne jo få en slem lungebetændelse eller andet af den slags." han vedte hovedet til Malte "Malte, find pinden" hunden sprang op med et sæt og løb ind mellem træerne og virkde som om den faktisk ledte efter et eller andet.

[Cherie]

Cherie kunne tydeligt fornemme hvordan hendes udseende på virkede manden. Hun skjulte et smil af tilfredshed i det han stirrede stift ned i jorden. Hun undlod at sige eller gøre noget der afslørede hvor meget hun nød at han reagerede som han gjorde. Hun følte sig nok en anelse fornærmet da han kaldte hende et barn, men på den anden side var hun jo noget yngre end ham. Hun var nu ikke mere end en ti meter fra ham, i det han slyngede kappen af sine skuldre. Hun var først berørt af hans omsorg, men derefter blev hendes kortvarrige taknemlige følelse erstattet af angst. Hendes blik brændt sig fast på de to våben og hun tog uroligt et skridt bagud igen da han kom nærmere. Hun frøs ganskevist, nu hvor musikken var ude af hendes hoved overtog hendes sanser og det var virkelig koldt. Men hun var meget urolig for at han blot legede med hende. At han ikke var så urolig for hende som hans stemme tydede.
Det gav et mindre sæt i hende i det hunden stak i rend væk fra ham, og måske mere bagud og ind i skoven. Dyrets fraværelse gjorde hende en smule mere roligt, på nær tanken om hvad den fandt der ude. Hun kunne ikke lide dens adrætte figur og den fart den satte for sig. Men den var da ikke videre klog hvis den jagede en usynlig pind? nej - hun ville aldrig forstå hunde! Hun vendte blikket mod ham igen og mærkede tilfulde sine sanser reagere på alt. Hendes silkebløde hår strejfede af og til hendes albue og hver eneste gang blev hun forskrækket. Det var ikke sådan når man levede med musik i hovedet og så pludselig blive konfronteret med sine sanser.

[Claire]

Claire pressede sig ind mod træstammen da hunden kom løbende forbi, ikke langt fra hende. Hun slappede lidt mere af, da den var løbet forbi og længere ind i skoven, men hun kunne ikke lade være med at være bekymret om, om den mon ville lugte hende, på vej tilbage og afsløre hende. Men selv om den gjorde, skulle det nok gå, for selv om manden havde våben, tvivlede hun på at han ville gøre hende noget. Specielt når hun nu var venner med den 'skønhed' han lige havde 'redet'. Claire var udmærket klar over hvilken effekt Cherie havde på mænd, og hun var ikke så vild med det. Hver gang de gik rundt i byen sammen, var der ingen der lagde mærke til hende, hvilket jo var godt nok når hun ville stjæle fra dem. Men hvis hun var der for at more sig, var det ikke særlig sjovt at være så godt som usynlig.