|
Post by Wilhelm on Dec 12, 2010 1:55:01 GMT 6
Wilhelm gik hen til den unge pige, og rakte kappen frem mod hende, han havde fornemmet hendes angst. et let smil sneg sig over hans læber. "Du kan være helt rolig, jeg gør dig ikke noget, jeg er en ven." han nikkede svagt ved sine egne ord for at understøtte dem, med sin frie hånd løsnede han bæltet hvor hans stridskølle og sværd var spændt fast og lod det falde til jorden. "Se jeg er ikke længere bevæbnet, der er intet at frygte, jeg ønsker kun at hjælpe dig" han prøvede desperat at holde sig selv under kontrol, synet af den unge kvinde gjorde ham blød i knæene. Den skønhed der stålede ud fra hende, solen virkde ikke længere som noget unikt, den var nu mere noget der fremhævede hende. Wilhelm kunne mærke en klump samle sig i halsen og forsøgte at synke den, selvom det var koldt kunne han mærke sveddråber drive ned over brystet på ham. Wilhelm blinkede et par gange med øjene for at klare sit syn en smule, men det hjalp ham ikke. Han følte sig stor og klodset i sammenligning med hende, hans hænder var ru og beskidte i forhold til hendes slanke fingre, og den glatte hud. Hans skæg og hår var vokset vildt, og hendes skindede og glimtede i solens svage stråler, hans ben begyndte at ryste og han var tæt ved at kolapse ved synet. Wilhelm lukkede øjene i verden var begyndt at dreje for ham, han forsøgte at glemme alt omkring ham, han ville flygte ind i sit private lille paradis, hvor alt stadig var godt. Et sted hvor der kun exsiterede ham og hans familie, men han kunne ikke holde sit fokus, hans øjne skød op og for ham væltede verden, men ude fra var det Wilhelm selv der væltede om i vejkanten, og et højt "AV!" kom fra ham da han landte på jorden, han så ret omtåget ud og virkde for et kort stykke tid som om han ikke helt var sikker på hvor han havde gjort af sig selv.
|
|
Cherie
Halv stjerne
Sig?jner
Posts: 126
|
Post by Cherie on Dec 12, 2010 2:10:34 GMT 6
Cherie skød mere beroliget øjnenbrynene i vejret i det han også lod våbenene falde. Hun var stadig temmelig usikker men legede alligevel med på legen. Hun tog tøvende i mod kappen og slyngede den om sine skuldre med et let smil over sine læber. Hendes hår gled ned over hendes skuldre i det kappen blev lagt over hendes ryg. Og hun mærkede omgående en varme hun ikke kunne huske at have mærket. Måske var hendes kolde hjerte efterhånden ved at have lidt for megen magt? Hun smilede og nejede høfligt, men ikke særlig dybt. Hun blinkede chokeret og trådte forskrækket et par skridt tilbage da manden pludselig dejsede om uden varsel. Hun havde oplevet meget, men der var endnu ingen der var besvimet ved synet af hende. Men igen, hendes målgruppe var somregel yngre mænd, og måske havde han et dårligt hjerte eller noget. Hun var ikke meget for at gå på knæ, da det virkelig gjorde hende utrolig sårbar. Men ikke destomindre lod hun sig falde ned på knæ ved hans side med et uroligt blik. Hun havde ingen erfaring med sådan noget her og så lettere desperat rundt. Havde det været på markedet havde hun nok blot taget hvad han havde af værdi men her ude kunne hun jo dårligt efterlade ham alene. Hun lagde tøvende en hånd på hans pande og så undersøgende på ham. "Slog De Dem?" Spurgte hun uroligt og fugtede læberne.
|
|
|
Post by Claire on Dec 13, 2010 23:29:19 GMT 6
Claire holdte stadig øje med Cherie og den fremmede mand. Hun kunne ikke lade være med at le let, da han dejsede om foran Cherie. "Har du lært nogen nye triks?" Spurgte hun højlydt, og opdagede først bagefter at hun lige havde afsløret sig selv. Hun besluttede sig for at hun lige så godt kunne komme frem, og gik langsomt hen mod Cherie og den fremmede mand. Hun vidste godt at manden nok ikke ville være lige så venlig over for hende, som han havde været over for Cherie, han ville måske endda blive voldelig, hvis ikke Cherie sagde noget. Men hans våben lå på jorden, og hun havde sin dolk, i sin støvle, og så kunne hun sagtens forsvare sig selv uden våben.
|
|
|
Post by Wilhelm on Dec 14, 2010 22:06:45 GMT 6
Wilhelms øjne flakkede voldsomt, og han drejede hovedet og forsøgte at orientere sig. for en kort stund kunne han ikke tyde ord fra hinanden og alt blev til en sammenhængende sammenblanding af lyde for ham, hans syn var sløret. "Hvor gjorde han af sig selv?" det var intet mere end en svag mumlen. Wilhelm kiggede atter rundt efter noget som ikke havde været der, han løftede hånden op til hovedet og ømmede sig lidt, før det gik op for ham hvor han var og hvad der lige var sket. han skubbede sig op i sidende stilling, og kiggede flovt på den unge pige. "undskyld mig unge frøken, det har været en lang nat, jeg er vist ikke helt bevist om min egene begrænsninger længere" han rystede lidt på hovedet og rejste sig en smule vaklende op. han nikkede anderkendene mod hende og piftede to gange kort, med det samme kunne man høre noget komme løbende hurtigt genenm skoven. Wilhelm gjorde mine til at samle sine ting op fra vejen mens han kiggede tilbage mod pigebarnet. "nu kommer der brænde, så kan vi få lidt varme i dig min ven"
|
|
Cherie
Halv stjerne
Sig?jner
Posts: 126
|
Post by Cherie on Dec 14, 2010 22:59:15 GMT 6
"Claire!!" Cheries stemme lyste mærkbart op da den velkendte stemme nåede hendes øre og hun smilede lettet over ikke at være alene. "Hjælp mig lige" Mimede hun og støttede Wilhelm så godt hun kunne, tydeligt stadig i chok og urolig for ham. Hun havde en hånd på hans ryg og en under hans arm, i det han begyndte at rejse sig. "De skal slet ikke undskylde, De er tydeligt udmattet efter nattens jagt. Jeg er ikke i tvivl om at De har behov for at hvile lidt ved et bål, eller måske i deres hjem" Hun var urolig og hendes isblå øjne flakkede mens hun med blikket undersøgte mandens ansigt og nakke for eventuelle skader. "Her, lad mig hjæ..." Hun skulle lige til at bøje sig efter våbene da hun med urokkelig sikkerhed hørte hundens tilbage vending. Hendes blik flakkede til Claire som så ud som hun plejede og hun smilede kort men meget nervøst til hende. "Claire tager du ikke.... lige over" Hun trak vejret en anelse mere heftigt i det lydene blev højere og hun bakkede et uroligt skridt væk fra manden, Claire og hundens dundrende galop mod dem. Hun ville ikke stikke halen mellem benene, hun var ingen kryster. men når det kom til hunde var hun ikke helt så selvsikker. Hvis man havde blikket på hende, var det lidt som om hun prøvede at gemme sig bag manden. Hun blinkede et par gange og prøvede at tage sig sammen.
|
|
|
Post by Claire on Dec 15, 2010 13:34:02 GMT 6
Claire skyndte sig hen til Cherie og støttede den fremmede mand. "Rolig nu Cherie, den gør nok ikke noget" Sagde hun roligt og så på manden. "Og hvad skal jeg gøre med ham her?" Spurgte hun og så på Cherie og derefter manden. "Dav" sagde hun med et stort smil. Hun morede sig vældig. ((uh nu kom min lære, så må hellere smutte.. ses ))
|
|
|
Post by Wilhelm on Dec 15, 2010 18:17:30 GMT 6
Wilhelm så overrasket først på den unge pige han havde set som det første, derefter på den nyankommende pige. hans øjne kunne efterhånden sammenlignes med talerkner, og det virkede som om det var lige op over at de ville falde ud af hovedet på ham. "Tak" han nikkede i retning af den første pige med kappen, og vendte så sin opmærksomhed mod den nyankommende, han blinkede et par gange som for at se om det hele bare var en drøm før han svarede hende. "Goddag unge frøken" han skulle klart til at sige mere da Malte vendte tilbage og virkde midst lige så overrasket over situationen som Wilhelm selv, Wilhelm rakte en hånd hen mod hunden og den kom med det samme over og satte sig ved siden af ham, han bukkede sig ned og hviskde noget i øret på Malte som svarede med et piv, Wilhelm så på Malte endnu engang. "jamen dog, har du glemt dine manere gamle dreng? tror vist ikke helt du har alderen på din side til den undskyldning" Malte bøjede hovedet og så meget nedtrykt ud, Wilhelm mumlede lidt for sig selv, og vendte så opmærksomheden tilbage til de to kvinder der stod sammen med ham. "Mit navn er Wilhelm, det er mig en glæde at møde jer begge" ud af gamle vaner bukkede han let for dem begge som det var blevet ham lært i hans yngre dage. "Og hvem har jeg glæden af at snakke med?" han lavede et kort ryk med hånden og Malte fòr afsted ud i kanten af skoven igen.
|
|
Cherie
Halv stjerne
Sig?jner
Posts: 126
|
Post by Cherie on Dec 20, 2010 23:15:58 GMT 6
Cherie åndende lettet op da hunden atter forsvandt og hun så der efter på manden efter han havde stillet sit spørgsmål. Hun fugtede læberne lidt og lod kort de isblå øjne glide søgende hen over ham, Claire og de nærmeste træer. Hvis Claire havde præsteret at gemme sig for hundens veltrænede snude, hvem mon ellers kunne lure der ude. Hun slog tankerne ud af hovedet og mindede sig selv om at Claire var en fantastisk røver. Eller, hvertfald god til at skjule sig og forsvare sig. Så mon ikke hun kunne gemme sig bag Claire hvis der dukkede andre op. Manden selv, Wilhelm som han præsenterede sig, så nu også ud til at kunne tage et hoved eller to. Hun følte sig langt fra sikker, faktisk havde hun jo visse problemer med at stole på folk, men et navn kunne vel ikke skade. Hun nejede muntert for ham, og Claire. "Cherie er navnet" Svarede hun, og i takt med hendes krops bevægelser klirrede den tamburin der var hendes levebrød, lystigt på hendes hofte. Hun følte sig helt fin, at have kappe på og alt muligt og slappede mærkbart mere af da hunden forsvandt. Hun var som altid lidt i sin egen lille verden, og lod til at more sig over ting de andre alligevel ikke kunne se. Hun bøjede sig ned og samlede de tabte våben op, og rakte med nogen betænkningstid, tilbage til Wilhelm. Hun blinkede drillende til Claire.
|
|
|
Post by Claire on Dec 26, 2010 19:22:42 GMT 6
Claire smilede tilbage til Cherie, hvad mon hun var ude på? Nogen gange havde Claire stadig svært ved at forstå Cherie. Nogen gange kunne hun være meget lige til, andre gange så kompliceret at hun ikke forstod hvordan Cherie kunne finde rundt i det. Claire rettede sig op og så på manden. "Mit navn er Claire, Claire Wood." Hun udlod med vilje at fortælle om sit erhverv. Hun skammede sig ikke, da hun kun tog fra dem som kunne undvære deres penge. Men han kunne godt virke som om han havde højrer rang end hende, eller måske havde haft det. Og at være tyv, var ikke noget man skulle fortælle alle og enhver. Claire hev lidt ned i ærmerne på hendes uldtrøje, fordi hendes tynde læder handsker, ikke varmede ret meget. Hun holdte fast i ærmekanterne med sine fingerspidser, mens hun så frem og tilbage mellem Wilhelm og Cherie.
|
|
|
Post by Wilhelm on Dec 27, 2010 17:40:24 GMT 6
Wilhelm lyste op i et smil ved lyden af tamburinen, han begyndte med det samme at overveje hvilken sang der ville passe bedst til tamburin, men inden han virkelig fik overvejet noget opdagede han at Claire stod og rystede, han løftede en enkelt finder og sendte hende et skævt smil, "giv mig blot et øjeblik unge frøken, jeg er sikker på jeg har et tæppe de kan varme dem med et sted i min opparkning." Han vendte sig og rodede sin taske igennem og i løbet af kort tid havde han da os fundet et tykt uldtæppe frem som han rakte over til Clarie, og så over mod Cherie igen. "Kunne jeg overtale den unge frøken til at spille mens jeg synger? jeg har lige en sang som jeg tror ville passe." han tappede lidt i jorden med sin højre fod for at slå takten an, men stoppede hurtigere end han var startet. "Nej jagten på jættespinderen er ikke den rigtige lige nu" Han stod og så meget tænksom ud i et kort øjeblik, han gnubbede panden med to fingre og nærstuderede jorden meget nøje, før det næsten kunne virke som om at jorden faktisk havde givet ham et svar han brød sig om. "nu har jeg det" brød det ud fra ham og han lyste op som solen selv, "vi skal da synge en sang til naturen, og hvilken sang til naturen er bedre end bjørnens ånd?" han sendte begge pigerne et spørgende blik som om han virkelig udfordrede dem til at komme med en bedre idè. han stilte sig med det samme op og begyndte at tappe meldodien an med sin fod mens han klappede ved siden af "bare fald ind så godt i kan" han blinkede til dem begge to og begyndte at synge med en mere klar stemme. "Når kampen raser, kald da ej mit navn, Når disse øjne flammer, og man knuses i min favn." Wilhelm samlede de rasterende ting op fra jorden mens han sang videre og gjorde tegn til pigerne om at følge med ham, "lad os få gang i et bål" afbrød han kort sangen med og gik et lille stykke ind mellem træerne hvor der var en smule læ og begyndte at ryde skovbunden så meget fri han kunne med sin fod, alt imens at sangen fortsatte " For når min gud han styrer denne hånd. Da er jeg ikke mer' mig selv, da er jeg Bjørnens Ånd." Wilhelm virkede som da han var kommet ned af vejen før han havde mødt de to piger, helt opslugt i sin egen sang endnu engang.
|
|
Cherie
Halv stjerne
Sig?jner
Posts: 126
|
Post by Cherie on Jan 2, 2011 0:00:55 GMT 6
Cherie grinede muntert og klappede barnligt i hænderne ved hans forslag om musik. Hun lagde armen under Claires arm og fnisede en anelse til hende da Wilhelm begyndte at synge og gå. Hun trak Claire med sig og hendes dansende skridt lod sig ikke påvirke af Claires gang, da hun virkede til at være lige så meget i stand til at danse med en under armen som uden. At Claire nok mente at det var træls at gå med en der hoppede så meget så hun ikke ud til at tænke på. Hun løsnede tamburinen og lod den klirre og svinge på sin egen professionelle måde. Hun havde haft den siden hun var 10, og den var hendes faste følge svend. Hun nynnede muntert også selv om at hun ikke kendte nogle sange der havde en tekst. Men hendes naturlige flair for musik lod hende både danse, spille og nynne med alligevel som om melodien kom til hende allerede før den var sunget. Hun lagde armen om Claire og havde det tydeligt meget sjovt. Kappen dansede omkring hende og hendes vilde kulsorte år spillede i solens sarte toner.
|
|
|
Post by Claire on Jan 5, 2011 2:06:01 GMT 6
Claire smilte taknemlig til manden og fandt en kappenål i hendes lomme, som kunne holde tæppet på plads rundt om hendes skuldre, så hun ikke selv skulle tænke på at holde ved det. Clarie kendte udmærket den sang som Wilhelm var begyndt på, og sluttede sig til hans sang. Først forsigtigt og prøvende, men da Cherie begyndte at hoppe og danse, kunne hun slet ikke lade være med at synge med en høj og stærk stemme. Claire gik lidt rundt og hjalp Wilhelm med at samle brænde sammen til bålet, mens hun stadig sang med. Kappen hvilede nu omkring hendes skuldre og varmede så dejligt. Claire kastede skjulte blikke på ham, mens hun samlede brænde, hun kunne ikke forstå hvorfor hun ikke havde set ham før. Hun havde levet i skoven hele hendes liv, og alligevel havde hun aldrig mødt ham.
|
|
|
Post by Wilhelm on Jan 5, 2011 6:29:38 GMT 6
Wilhelms stemme steg i styrke mens hans stemme sank ned til et mere dystert leje. "Når kampen raser, kom ej hen til mig," han lagde en arm om Cheries skulder og lænede sig frem mod Claire mens han sænkede sin stemme en smule mere og viste tænder. "For jeg kan intet sanse, men hvis Bjørnen hører dig, Da dræber den dig, kender ej en ven: Den ser kun fjender, der skal fældes, hvor den end går hen." Wilhelm slap Cheries skulder og smed et sidste stykke brænde på det lille bål og grinte kort for sig selv, "Den sang er en smule dyster, og nu hvor vi er i det hjørne." et skævt smil sneg sig ind over Wilhelms læber og han satte sig på jorden ved siden af bålet, "kom og sæt jer De Damer" han klappede på hver side af sig, og med et sammenknebet blik så han direkte mod Cherie. "sig mig unge dame, kender De historien om Estan den snedige?" han gav hende ingen mulighed for at svare før han snakkede videre, det virkede som om den ældre mand var ved at fortabe sig i sin egen stemme. " Tillad mig at fortælle de unge damer en historie, " han gjorde et kort sekunds pause, måske for at trække vejret, eller måske for at prøve at huske hvad det var han skulle sige. " En historie, eller måske er det nærmere en legende, den omhandler Estan den snedige, en sigøjner som igen har set dem før eller .. siden, nej for ser i, det alle kom til at huske Estan for var nemlig hans personlige krig med kardinalen Du`changade. Estan havde mistet sin livs kærlighecd til kardinalen, og havde på den dag svoret at han ville hævne hende." Wilhelm holdt begge hænder frem mod ilden og forsøgte at gnide noget varme i dem igen, alt imens han fortsatte sin fortælling "hvor kom jeg nu til, ah ja.. Estan havde svoret hævn over kardinalen, så han sneg sig ind i den store somkirke hvor kardinalen havde sine gemakker, hvem og hvad der havde forrådt Estan er der ingen der ved. Men nogen må have gjort det for da Estan kom op til kardinalen blev han fanget, og kun en time efter blev han henrettet. " Wilhelm sænkede hovedet, et kort suk undslap ham før han med en lav grødet stemme fortsatte. " Men selv ikke døden kunne stoppe Estan, hans genfærd drev kardinalen til selvmord, han kastede sig selv ud fra klokketårnet samme nat som Estan var blevet henrettet." Wilhelm rettede hovedet op igen og så på de to piger. "jeg kan ret godt li den historie, jeg har altid opfattet den som at retfærdigheden altid vil finde en vej, og med guderne som mit vidne skal i vide at retfærdigheden kan være ret lang tid om at finde sin vej" Wilhelm rystede let på hovedet ved lyden af sine egne ord.
|
|
Cherie
Halv stjerne
Sig?jner
Posts: 126
|
Post by Cherie on Jan 10, 2011 18:11:04 GMT 6
Cherie rystede spændt på hovedet og slog sig ned ved siden af Wilhelm men alligevel sådan at hun tydeligt kunne se Claire. Hun havde set hendes skjulte blikke og hendes generelle facination af manden. Og det frydede Cherie meget. Derfor sad hun nok også lidt længere væk fra ham end Claire gjorde mere for at vise Claire at hun ikke ville blande sig mere end hendes natur var. Under Wilhelms fortælling lod hun forsat tamburinen klirre lidt, men som hans historie og hans stemme leje var selv den lyse klang mere dyster. Hun svajede lidt og det var tydeligt at hun godt kunne lide fortællinger. "Er det sandt?" Spurgte hun nysgerrigt og så fra Claire til Wilhelm og tilbage. "Er det virkelig sket??" Hun var meget nysgerrig og fascineret af historien.
|
|
|
Post by Claire on Jan 19, 2011 18:44:55 GMT 6
Claire slog sig ned ved siden af Wilhelm, hun lyttede fascineret til hans historie. Claire var vant til at høre historier, der var ikke så meget andet at lave, end at fortælle historier og synge sange, de lange vinteraftner. Men det betød ikke at de ikke også gjorde det om sommeren, for det gjorde de. Det var altid langt mere muntert om sommeren, hvor de tit sad ude hele natten, og først gik i seng når solen stod op. Claire trak benene op under sig og kiggede frem og tilbage mellem Cherie og Wilhelm. Hun trak kappen rundt om benene "Nu mangler du den vel ikke" spurgte hun Wilhelm og så ned på kappen. Hun ville nødig være grund til at han skulle fryse.
|
|