|
|
Post by Vaine on May 20, 2009 2:30:04 GMT 6
Vaine satte sig ned ved siden af ham. Hun så på vanfaldet, som brusede ikke så langt derfra. Der var ikke mange af dens slags, her i landet. Og alligevel var der ikke mange der kendte til det. Nogen værdsatte bare ikke naturen. Noget som hun slet ikke forstod. Hun vendte blikket mod Nicolas, og smilede til ham. Hun håbede at de engang kunne tage deres børn med herud. Og at det ville være lige så urørt som det var nu.
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 20, 2009 17:36:58 GMT 6
Han smilede og trak hende lidt ind til sig og kyssede hende på panden med et smil. "Din skønhed overstiger selv stedet her" Sagde han og strøg hende over kinden et par gange før han atter vendte blikket mod vandet der brusede ikke så langt fra dem. Han sad mageligt tilbage lænet på sine albuer og betragtede skiftevis hende og det brusende smukke vandfald. Afog til kunne man se en regnbue i vandet når solen fangede vandets dråber.
|
|
|
|
Post by Vaine on May 20, 2009 21:58:02 GMT 6
Vaine lænede sit hovede på hans skulder. Tingene kunne ikke være bedre lige nu. Hun ønskede at de kunne ligge sådan her for evigt. Selv om hun vidste at det nok ville blive lidt kedeligt til sidst. Og de ville nok også blive sultne. "jeg elsker dig.. ved du godt det?" spurgte hun og så på ham. Hun satte sig op igen, og holdte sit blik på ham. Hun vidste at han elskede hende, men vidste han, at hun elskede ham?
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 20, 2009 22:29:47 GMT 6
Han smilede skævt. "Jeg havde end ikke turde håbe på det.. Efter min opførsel" Sagde han og kyssede hende blidt på læberne igen. "Du ved jeg elsker dig.. Du ved blot ikke hvor meget for der findes ikke ord til at beskrive det" Sagde han og strøg lidt hår væk fra hendes kind. Han smilede ømt og kyssede hende blidt på kinden igen før han blot betragtede hende med sine skovgrønne øjne.
|
|
|
|
Post by Vaine on May 20, 2009 22:34:21 GMT 6
Vaine smilede til ham. Og måtte holde sig i skindet for ikke at overdække ham med kys. De var jo ikke gift endnu, og derfor var der stadig grænser for hvad man kunne tillade sig. Også selv om man var helt alene, ude i skoven. Hun glædede sig til de skulle giftes, og til deres liv sammen. Hun tog hans hånd, og kærtegnede den med sin tommeltot. Hun stirrede ned på den, med et smil på læben.
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 21, 2009 0:35:26 GMT 6
Han smilede og foldede blidt sine fingre ind mellem hendes og kyssede hendes håndryg. Han sagde ikke noget, ville ikke bryde stilheden. Hans blik hvilede på hende og det evige smil forlod ikke hans læber. Han lagde sig ned på ryggen i det bløde græs og så op på himlen med et drømmende blik. Hans øjne flakkede af og til til hende og tilbage igen.
|
|
|
|
Post by Vaine on May 21, 2009 2:52:35 GMT 6
Vaine blev siddende op, og så på vandfaldet. Hun vidste at der var en lille hule bagved. Hendes mor havde vist den til hende, da hun viste hende stedet her. Hun havde sagt, at hvis der nogensinde blev krig, var det her hende, og hendes søskende skulle søge hen. Det havde aldrig været nødvendigt, men hun havde altid husket det. Et lidt sørgmodigt smil gled over hendes læber, da hun kom til at tænke på hendes forældre, og at de ikke ville være med til hendes bryllup.
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 23, 2009 1:32:21 GMT 6
Han strøg hende blidt over ryggen og smilede. "Vi må snart tilbage. Ellers tror befolkningen bare at jeg har bortført dig" Sagde han og satte sig op og kyssede hende på kinden med et ømt smil. Han betragtede hende længe, så på hendes tænksomme øjne men undlod at spørge ind til hvad hun tænkte på. Det kunne hun snart fortælle ham uden at nogle ville undre sig yderliere over det. Han kørte fingrene gennem håret for at fjerne eventuelle græsstrå.
|
|
|
|
Post by Vaine on May 23, 2009 1:36:13 GMT 6
Der gik lidt tid inden Vaine så på ham, men da hun så gjorde, nikkede hun stille og rejste sig. Hun gik ned til vandet, og drak lidt af det, inden hun hentede sin hest. Hun så afventende på Nicolas, og smilede til ham. Som for at lade ham vide, at hun var okay. Hun havde skudt tanken om hendes forældre fra sig. Det havde hun ikke lyst til at tænke på lige nu.
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 25, 2009 2:39:56 GMT 6
Nicolas rejste sig med et ømt smil til hende før han fik fat på Trojan. Han kørte fingrene gennem håret gentagende gange før han bandt det op med det grønne bånd. Han lukkede skjorten og kom alt i alt til at se helt anstændig ud. Han sagde ikke noget men svang bare benet op og kom op og sidde på Trojan. Han smilede til Vaine.
"Skal vi?" Spurgte han og lavede en gestus mod den vej de var kommet.
|
|
|
|
Post by Vaine on May 25, 2009 2:55:55 GMT 6
Vaine nikkede igen, og steg op på hesten. Hun satte den i trav, og red tilbage mod slottet. Hesten kendte vejen, hvilket gav hende en undskyldning, for at sidde og tænke. Hun tænkte på hendes forældre. Lige nu savnede hun dem, mere end noget andet. At de ikke kendte Nicolas, og at de ikke ville være til hendes bryllup, og til at se deres små børnebørn, når den tid kom. Hun vidste at hendes far, ville have elsket, at blive bedstefar. Men nu ville det aldrig blive til noget.
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 25, 2009 19:22:43 GMT 6
Nicolas betragtede Vaine mens han roligt red ved hendes side. Byen ville snart komme i syne og han overvejede om hun havde mere brug for ro end at komme tilbage til byen. Den tanke at hun måske også så sig fri for ham strejfede også hans tanke og han fik et lidt bistert udtryk. Han mindede sig selv om at han ikke måtte drage konklusioner uden at kende sandheden.
|
|
|
|
Post by Vaine on May 26, 2009 1:57:42 GMT 6
De red ud af skoven, og snart kom byen til syne. Vaine så op, og besluttede sig for at hun ville vente med at tænke mere på det. Det var ikke høfligt af hende, at tænke på sådan noget mens hun var sammen med ham. Det passede sig ikke for en dame. Hun hadede den tale måde, det fik hende til at få lyst til at gøre alle de ting der ikke passede sig for en dame, som at ræbe højlydt, og gå i bukser. Men det kunne hun ikke.
|
|
|
|
Post by Nicolas on May 29, 2009 3:33:36 GMT 6
Nicolas holdte roligt hesten an bag hende og så tænksomt ned i hestens man som svejede foran ham. Det var nok klogest af ham at ridde hjem med det samme så ingen kunne starte noget sladder om dem når de nåede byen. Han nikkede tænksomt og red op på siden af Vaine. "Vaine?" Spurgte han og smilede charmerende til hende. "Jeg vil tage denne sti hjem til mit residens i byen så vil der ikke opstå sladder bag din ryg" Han sendte hende et kort luft kys og vendte hesten
//out
|
|
|
|
Post by Vaine on May 29, 2009 3:37:24 GMT 6
Vaine smilede til ham og nikkede. Men hun tænkte at folk måske ville blive mere bekymrede, hvis hun havde været ude i skoven, helt alene, og ubeskyttet. Men hvis nogen spurgte, ville hun ikke tøve med at sige sandheden. Hun red gennem den store byport, og hele vejen tilbage til slottet, hvor hun sadlede hesten af, og gav sig til at strigle den igen.
// Out
|
|
