|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 14:40:23 GMT 6
Nicolas skred frem gennem de smukkede gange i slottet. Han havde sit almindelige afslappede tøj på men hans ansigt var en anelse bistert. Han måtte snakke med Vaine. Dog anede han ikke hvor hun var. Tjenestepigerne trådte fnisende til side hvergang de så ham. Hans uknappede skjorte bløgede bag ham i det hektiske tempo. Han så ikke på pigerne men drejede pludseligt til højre. Han stod ved biblioteket og kikkede på dørene. Tja det kunne jo ikke skade. Han tog i dørhåndtaget lige idet en slesk stemme nåde hans øre. "De bør vist ikke være her Sir" Det var en af overtjenerene. Nico bebrejdede ham det ikke, som han så ud lignede han ikke en prins mere end tjeneren selv. Han vrissede lidt og gik ind alligevel. Tjeneren stod temmeligt måbende og protesterede en del. Nico kikkede på reolerne før han slog sig ned i en sofa og stirrede på flammerne der dansede i kaminen. Mørket var faldet på uden for og det var køligt. Tjeneren himlede med vagter og deslige uden at Nico hørte efter. "Hvor er dronning Vaine?" Spurgte han så. Uden at tage blikket fra flammerne. Tjeneren så helt perplex ud men mumlede for sig selv, at det viste han sandelig ikke.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 14:48:06 GMT 6
Vaine kom gående hen af en af de mange lange gange. Hendes skridt lød højlydt på det kolde stengulv. Hun gik med bestemte skridt, men uden rigtig at vide hvor hun var på vej hen. Hun gik i sine egne tanker. Hun havde stadig ikke bestemt sig for hvad hun skulle sige til Nicolas. Hun vidste ikke om det ville være klogt at gifte sig med ham, bare fordi at hun havde lovet det, og ikke kunne forestille sig noget andet. Hun kunne jo godt lide ham, men elskede hun ham? Hun var ikke sikker. Hendes højrøde kjole bølgede efter hende, og hendes hår var ved at falde ud af den, ellers så smukke opsætning.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 14:54:41 GMT 6
Nicolas havde gennet tjeneren ud og han passede Vaine mens han mumlede noget om en yderst upassende maner. Han bukkede dybt for Vaine. Nicolas gik frem og tilbage inde i biblioteket. Hvad skulle han dog sige til hende. Hvordan skulle han nogensinde overbevise hende om at han var forelsket i hende. Han viste ikke engang om hun kunne lide ham. Måske havde det hele bare været etikette? Han sukkede og kørte fingrene gennem de silkebløde mørke lokker hår og så på flammerne. Hans hvide skjorte fremhævede den brune glød i hans hud. Han kom lidt længere sydfra hvor solen bagte mere. Så han havde en flot naturlig farve. Han satte hænderne på sofaryggen og lukkede øjnene. Hvad i alverden skulle han dog gøre.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 15:05:33 GMT 6
Vaine mødte en tjerner, som nejede let for hende og sagde: "der er en mand i biblioteket, som spørger efter dem" Vaine så på hende og nikkede let. Det måtte være ham. Der var gået en uge siden hun havde set ham sidst. Det var klart at han ville have et svar, hun kunne ikke lade ham vente længere. Men hvad skulle hun sige? Hvis hun sagde nej, og han så rejste, og hun senere fandt ud af at han var den rette? Hun sukkede, mens hun bevægede sig hen mod biblioteket.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 15:11:20 GMT 6
Nico havde ikke bevæget en muskel. Han stod stadig foroverbøjet med hænderne på sofaens ryglæn og med hovedet bøjet og øjnene lukkede. Han hørte hendes skridt svagt, men lagde ikke meget opmærksomhed på dem. Han prøvede at finde ud af hvad der var bedst. Han havde tydeligt trådt i spinaten denne gang og måske var det ikke til at redde. Men det måtte altså være hende der skulle bestemme. Han sukkede og krummede ryggen yderligere. Hvorfor kunne han ikke bare have lidt mere erfaring med kvinder og deres følelser. Det hele var så nyt.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 15:15:24 GMT 6
Vaine åbnede døren forsigtigt. Hun trådte ind og lukkede den bag sig igen. Hun lænede sig op af døren og så på Nicolas "godaften Nicolas" sagde hun, og prøvede slet ikke på at lyde glad. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre. Hun gemte sine hænder bag ved sig, og holdte sit blik på ham. Hun kunne ikke rigtig vudere hvilket humør han var i. Men hun var ret sikker på at han var irriteret på hende, fordi hun ikke havde ladt høre fra sig i en hel uge.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 15:18:15 GMT 6
"Godaften Miss Vaine og jeg beklager at jeg sådan trængte ind på dine enemærker" Svarede han høfligt og løftede hovedet til pejsen. Han mødte ikke hendes blik, fordi at han, lige som hende, var temmeligsikker på at hun var irriteret over deres sidste møde. Han havde vist ikke opført sig alt for voksent. Men han havde sagt hvad han ville, om end lidt forkert. Han foldede hænderne og hvilede stadig armene på ryglænet af sofaen med blikket vendt mod de dansende flammer foran ham.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 15:25:18 GMT 6
"jeg undskylder at jeg ikke har kontaktet dem, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. jeg håber ikke de er alt for vred" sagde Vaine og så ned på hendes røde kjole. Hun kunne ikke vide om hun elskede ham endnu, hun havde ikke kendt ham længe nok, for at vide det. Hun følte sig som en lille pige igen, som når hun stod foran sin far, og fik skæl ud. Hun brød sig ikke om det, men vidste ikke hvad hun skulle gøre.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 15:29:22 GMT 6
"Jeg er ikke vred" Mumlede han kort og så på hende. "Jeg ønsker at de træffer deres valg som de vil have det. Jeg vil alligevel blive i Mariqien til de har besluttet dem, så vi kan stadig lære hinanden at kende.. Hvis de ønkser det" Sagde han og så igen på flammerne. "Dog skal jeg hjem i den kommende uge. Og give mine forældre en opsumering på den tid jeg har været her. De er meget intresseret i deres lands resourser." Han så på hende og hans ansigt ændrede sig. "Jeg er nu mere inresseret i noget andet" Sagde han og så igen på flammerne.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 15:33:02 GMT 6
Vaine sukkede. Men nu mere fordi hun blev irriteret på ham. "hvad er det de forlanger af mig?" spurgte hun og trådte et par skridt tættere på ham. "forlanger de at jeg skal vide nu, om jeg vil tilbringe resten af mit liv med dem? at jeg skal vide om De er en jeg kan elske hele livet, lige meget hvad der så sker. Ægteskab er måske ikke vigtigt for dem, men for mig er det er meget stor beslutning" sagde hun med en undertrykt vrede i stemmen. Hun syntes det var meget at forlange, at hun skulle bestemme om de skulle giftes eller ej.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 15:37:08 GMT 6
Han rejste sig og så også en anelse irriteret ud. "Jeg forlanger kun at de finder ud af om de vil lære mig at kende, for ellers kunne jeg jo lige så godt tage hjem" Svarede han hastigt og hans grønne øjne så på hende. "Jeg ved hvad jeg ønkser. Men hvis De ikke har opdaget det har jeg faktisk givet dem et valg. Ellers kunne jeg jo bare være kommet og sagt, "Hey, vi bliver gift i morgen og om 9 måneder føder du en unge som overtager tronen. Nå ja hyggeligt at møde dem forresten'" Han vendte ryggen til hende og gik hen til en bogreol. "Hvordan de tager det, kan jeg jo ikke bestemme. I modsætning til mange andre med min byrd, lader jeg dem faktisk være menneske" Sagde han og hev en bog ud og kikkede i den. Han så dog ikke noget da han havde fået vreden til at stige sig til hovedet.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 15:40:39 GMT 6
"jeg har jo sagt jeg gerne vil lære dem at kende, eller kan de ikke huske noget af det vi talte om i domkirken?" spurgte hun vredt. "de kan ikke forlange at jeg skal beslutte om vi to skal giftes. Der skal to til at tage den beslutning. Og hvis de er helt lige glad med hvad jeg siger, så siger jeg nej" sagde hun bestemt og så på ham. Hendes ellers så svage temprament blussede op og hun kunne ikke huske at hun havde været så vred på andre end Ticana.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 15:45:19 GMT 6
"Jeg ved hvad jeg vil. Jeg har truffet min side af beslutningen" Sagde han og satte bogen på plads og gik med lange skridt hen til hende. "Jeg husker udemærket hvad vi snakkede om. Og jeg er villig til at give det en chance og lære dem at kende" Sagde han og så på hende. Han var ca et hoved højere end hende. "Men jeg vil ikke holdes for nar" Mumlede han så og så på hende. Så hvordan flammernes skær spillede over hendes hud. "Hvis de ikke stoler på mig, så er det ingen nytte til. De ved hvem jeg er. De har følt mig som andet end den ting du skal giftes med. Men hvis det ikke er nok at jeg lover dem et langt og lykkeligt liv og skænker dem mit hjerte... Så er der ikke mere jeg kan give" Sagde han så og bed tænderne sammen.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 15:49:34 GMT 6
Vaines temprament døde igen. Han ville skænke hende hans hjerte? han elskede hende? Hun så pludselig på ham, med et intet sigende blik. Hvad skulle hun sige? Hun holdte meget af ham, og ville nødig se ham ulykkelig, men var det nok til at gifte sig med ham? Det måtte hun vel. Så kunne hun komme til at elske ham, og hvis ikke, havde hun i det mindste sikret freden de næste mange generationer. "jeg aceptere dit tilbud" sagde hun så bare og så på ham.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 15:53:24 GMT 6
Han så ned i hendes øjne. Så blot på hende. Han fugtede langsomt læberne. Gjorde hun? Hans tilbud? Han var en anelse forvirret nu. Men han kunne se hvad hun tænkte og han brød sig ikke om det. Han lagde langsomt hænderne på hendes skuldre. "Vaine.. Jeg vil ikke se dig ulykkelig. Og hvis det betyder at jeg skal kvæle min egen lykke så gør jeg det.. Men du må ikke gifte dig med en du ikke elsker." Sagde han og slap ikke hendes blik. "Og hvis det ikke er mig accpetere jeg det" Han strøg hende blidt over kinden og ned til hagen. "Jeg ønsker du er lykkelig. Det er alt. Du er ikke tvunget til noget" Sagde han og tog endyb indånding.
|
|
