en nat som aldrig før?

[Frost]

tid: 00:30
vejr: det er fuld måne og der er ikke en sky på himlen, det er en varm sommer aften rimlig lun

frost sad ud forand sit hjem, på sin trappe og kiggede op på fuldmåne der sendte kaskader af lys ned på jorden og gave han et mindre syn i mørke så han bedre kunne se sig omkring, han kiggede ned på vej forand sig og smilet lidt

[Ticana]

Tic gik langs et af de høje mægtige hegn der omringende rigmands husene. Hun havde en sort kjole på og så ikke speciel ud på nogen måde. Det eneste der kunne sætte tvivl var det smukke sjal hun havde om skuldrene. Som prinsesse måtte Tic ikke være ude nu og slet ikke uden vagter.

[Frost]

frost sad og kiggede hen af vej, da han fik øje på en skikkelse ikke så langt fra ham, han så på tic der kom gående hen mod ham, han lagde sit hovede lidt på skræ og smilede lidt. måske ville han få lidt sælskab om lidt eller vil skikkelsen eller persoen bare ignorer ham?

[Ticana]

Tic mærkede hans blik og for sammen. Hun spilede øjnene op og smuttede om bag et træ. *Han ved ikke hvem jeg er.. Og han kan ikke gennemskue det.. tror jeg ikke..* Tænkte hun og kikkede frem. Det kunne betyde alt for hende hvis han opdagede hende.

[Frost]

han så hvordan hun for sammen og gemte sig bag et træ, han lod som ingen ting og smilet for sig selv imens han så op mod måne igen *gad hvi hvem hun er? * tænkte han og smilet op mod månen

[Ticana]

Hun så rundt og smuttede hen til hegnet igen og gik forsigtigt langs det. Hun trak det fine sjal op over de mørke lokker blot for en sikkerheds skyld. Hun bed sig i læben og prøvede at være helt helt stille.

[Frost]

han smilet og rejste sig om *hm gad vide hvem hun er* tænke han og begyndte at gå over mod hende med et smil på læben, han så direkte på hende med et smil på læben og nogle venlig øjne

[Ticana]

Hun blev lettere desperrat og satte farten op. Hun satte pris på sine lange ture og var ikke meget for at blive indberettet og overvåget. Hun forsøgte at gå hurtigt men snublede over en gren på jorden. Hun stønnede da hun landede på jorden.

[Frost]

han så da hun ramte jorden, og skynde sig over til hende, " er du okay?" spurte han og satte sig på knæ ved siden af hende og to blid fadt i hende

[Ticana]

"Det er fint" Sagde hun hektisk og prøvede at rejste sig. "Av!" klynkede hun og gned sin ankel. Hun fugtede bange læberne og trak sjalet op over de mørke lokker. "Undskyld" Sagde hun så til ham.

[Frost]

"det gør ikke noget" sagde han med et smil og så nærmer på hendes sår "hm du skal have det sår renset og få forbindinger på. kan du gå?" spurte han med medlidenheden i stemmen

[Ticana]

"Det gør ondt" klynkede hun let og tog sig til anklen. "De skal ikke gøre noget. jeg.. Klare det" Sagde hun og kom vaklende på benene og greb fat i hegnet med et klynk. Huden om hendes ankel antog langsomt en blå farve.

[Frost]

han tog blid fad om hende og lyftet hende op i sine arme "nu skal jeg nok tage mig af det sagde han med et smil og holde hende blid oppe i sine arme "hm " sagde han og begynde at gå med hende hen mod sin hovededør

[Ticana]

"Nej nej det behøver de virkelig ikke" Sagde hun protesterende men kunne ikke gøre så meget andet end at følge med. Hun bed sig nervøst i læben og så bag ud hvor hun så hegnet blive fjernere og fjernere.

[Frost]

"jo det gør jeg da " sagde han og smilet, han satte hende blidt på trappe uden for sit hus, hvorefter han åbnet hovede døren og gik inde for, efter nogle få minutter hun havede været alene kom han tilbage med en våd klud og nogle bandagser, samt nogle urter i et lille kar," gør det stadig undt?" spurte han og satte sig ved siden af hende, han lagde den kolde fugtige klud på hendes sår og smilet blidt til hende