Solveing the Mystery

[Nicole Zalarz]

Nicole stod ved et af de store vinduer i Nicolas's arbejdsværelse. Nicolas blev stadig mere syg og det kunne højest dreje sig om dage før han ikke var her mere. Alene tanken gjorde hende skidt tilpas. Hende og Vaine kom ikke godt ud af det med hinanden og hele tilværelsen på slottet var en pestilens. Hun kunne ikke holde til det mere. Hun sukkede tungt og lukkede øjnene i et øjeblik mens hun igen prøvede at erindre de gode tider for flere år siden. Hun så overrasket op da døren gik og hendes blik faldt på Nicolas's fætter. Hun var ikke sikker på om de var i familie men mente det ikke så alt hun gjorde var at give ham et stift nik af høflighed. Hun kunne virkelig ikke lide ham, så længe hun havde kendt ham havde han været en arrogant selvisk skørtejæger der fik alt serveret på et sølvfad. Hun vendte blikket ud af vinduet igen mod den kolde grå hverdag der udspillede sig derude. Hun hørte ham bevæge sig i rummet men prøvede at ignorere det. Han var vel lige så knust som hende, over Nicolas's situation. Han så til ham hver eneste dag - lige som hun og Vaine - så han måtte jo være bekymret.
"Nicole?" Hun frøs da han sagde hendes navn, en ting var at hun ikke kunne lide ham, men det var da ikke normalt at bruge en kvindes fornavn når man ikke var dus. Men det var endnu et eksempel på hans arrogance. Hun vendte blikket mod ham og så til sin overraskelse at han stod kun få meter fra hende. Hun svarede ikke.
"Når nu Nicolas dør.. Ved De så hvem der er næst i arverække følgen?" Nicole brød sig ikke om hans tonefald da han omtalte Nicolas's kommende død. Som om han så frem til det eller ligefrem glædede sig. Hun trak på skuldrene - hun havde ikke givet det mange tanker. "Prinsesse Malina vel.." Mumlede hun og vendte igen blikket mod vinduet. Hans spottende latter fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen og hun rettede nervøst på den kornblomst blå kjole.
"En pige? Lady Zarlaz De har virkelig tilbragt for meget tid i det anarki-styrede land til Mariqien.." Hun så på ham med et koldt blik da han hentydede at en kvinde eller pige ikke kunne styre et land. For en gangs skyld ville hun ønske at Vaine havde været her til at sparke ham bag i. Hun nåde ikke at åbne munden for at forsvare sin fætter før manden foran hende talte igen.
"Jeg... Er den næste konge -" Sagde han og så på hende med et koldt blik. "- og med den viden Nicole, Burde De måske begynde at vise mig lidt respekt. Jeg kan gøre Deres liv til et helvede... Eller en drøm" Mens hans talte gik han rundt om hende og lænede sig nu op af karmen på hendes anden side. Hun mærkede hans blik brænde mod sit bryst og trådte usikkert et par skridt væk fra ham. Men han var for hurtig til at lade hende flygte og i en hurtigt bevægelse langede han ud efter hende. Grebet om hendes håndled havde styrke nok til at brække det ved en forkert bevægelse. Hun skar ansigt og prøvede at frigøre sig, men i det samme hev han hende helt ind til sig i et heftigt kys. Hun frøs i nogle sekunder mens hun mærkede hvordan hans frie hånd befamlede hendes krop vulgært. Hun fattede sig sekundet efter og stak ham en svingende lussing. I chok slap han hende og så på hende med et ætsende blik. Hun benyttede chancen til at løbe. Hun nåede halvvejs igennem lokalet før hans stærke arm lagde sig om hendes liv og klemte al luften ud af hendes lunger. Hun kæmpede og vred sig, men han tog med et fast greb hendes håndled i sin anden hånd og vendte hende mod sig.
"Tænk Dem godt om Miss... Jeg kan få Deres hoved serveret til middag bare ved at knipse med fingrene - hvad enten De vil det eller ej er JEG din nye konge! Tilbed mig!" Igen lænede han sig ind til hende og kyssede hende heftigt. Hun prøvede at gøre modstand hvilket tirrede ham enormt. Han slyngede hende ned på gulvet og hun bankede baghovedet imod de blankpudsede plader. I et par sekunder så hun kun mørke, men da hun genvandt synet så hun ham knæle ned over hende. Hans hænder fangede hurtigt hendes som han låste i sin ene hånd i et jerngreb. Hans frie hånd sled i snorene i hendes korset, mens hans begærlige blik hvilede på hendes bryst. Angsten pumpede gennem hendes åre og hun vred sig desperat. Da hun ville skrige slap han hendes korset og lukkede i stedet hånden over hendes hals. Pletterne begyndte hurtigt at danse foran hendes blik i det han blokerede hendes luftveje helt.
"Hold kæft!" Snerrede han mens han igen slap hendes hænder for at forsætte med at forsøge på at få korsettet op. Nicole havde aldrig været stor fan af korsetter men for en gangs skyld var hun glad for at de var så besværlige. Hendes hånd famlede efter den kniv hun havde skjult på låret mens hun vred sig for at komme fri. Hendes synsfelt begyndte at indsnævre sig voldsomt på grund af iltmanglen. Hun fik fat i kniven og hamrede den, med de få kræfter hun havde, ind i hans skulder. Med et vræl af smerte slap han hende og hun satte sig gispende og hostende op stadig med kniven i sin hånd. Han tumlede af hende mens han pressede sin hånd mod sin skadede skulder. Han så på hende med et ætsende blik. Hun nåde ikke at genvinde fatningen før han gav hende så hård en lussing at hun ramte gulvet med kindbenet hårdt nok til at slå hende ud. Han vendte hende om og hun så på ham med et groggy blik. Synet var helt grotesk. Hans skulder var vædet i blod, og hans blik var vildt og rasende. Han stak hånden i sin inderlomme og hev en pose af en art ud. Han hældte lidt af posens indhold ud i sin hånd og dryssede det ud over hendes ansigt hvilket fik hende til at hoste og gispe efter vejret.
"Hvis De ikke passer på Lady - får de samme behandling som Deres dyrebare Nicolas. Så mange år har De ikke engang set til min side. Altid ham! Altid! Men nu er det slut! Han dør og De.... Er min!" Der gik længe før det gik opfor hende hvad han havde sagt. Giften dryssede af hendes kinder når hun bevægede sig og hun så på ham med et forfærdet blik. Hun famlede efter kniven som hun havde tabt da han slog hende. Han flåede i vrede snorerne over i hendes kortset. I det han blottede hendes underkjole fik hun fat i sin kniv. Synet af hendes inderste kjole lod til at fascinere ham nok til at han intet opdagede før det var for sent.
"Jeg må sige.. De kæmper godt min Lady.. Men selv De vil finde ud af at jeg er bedre end Dem!" Grinede han og i det han gjorde mine til at flænse hendes underkjole så hun sit snit. Med sine sidste kræfter hamrede hun kniven i hans bryst flere gange. Blodet sprøjtede ud på hendes bryst og han skreg i smerte. Den sidste gang hun stak ham væltede han af hende og kniven blev siddende. Han så på hende nogle sekunder før hans blik døde og han stoppede med at trække vejret. Hans sidste følelse af overraskelse og chok blev siddende på hans ansigt. Hun satte sig op og så forfærdet på liget. Posen med gift lå ved hans side og det gik op for hende at det var ham der stod bag Nicolas's og kongens sygdomme og død. Han måtte have puttet det i brødet til at starte med, men risikoen for selv at blive syg var for stor til at han turde forsætte sådan. Så han havde hver eneste dag sneget sig ind til Nicolas og forgiftet ham mere. Hun lagde hænderne mod sit ansigt og kravlede forfærdet væk mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Sådan sad hun, blodig, bleg og angst mens hun så på den mand der var skyld i kongens død, Nicolas's kommende død og næsten også hendes. Det eneste hun kunne tænke på var, om medicinerne havde en mulighed for at helbrede Nicolas inden det var for sent, nu hvor de havde årsagen til hans sygdom.
Sådan sad hun, som frosset til stedet, ind til den næste stuepige kom og så den døde mand, blodet, hende.... og giften.

[Vaine]

Vaine var døset hen, ved siden af Nicolas. Det var udmattende at passe ham døgnet rundt, men hun gjorde det hellere end gerne. Det der vækkede hende, var et meget skingert skrig, der lød som om det kom et god stykke fra der hvor hun var. Hun var begyndt at sove meget let, fordi hun hele tiden håbede på at Nicolas ville vågne fra sin, tilsyneladende permanente, søvn. Vaine kastede et kort blik ned på Nicolas, inden hun rejste sig fra hans leje. Han så lige så syg ud, som han havde gjort da Vaine faldt i søvn. Hun følte stadig et stik af sorg hver gang hun så på ham, og håbet svandt lige så langsomt, som han blev svagere.
Vaine åbnede og lukkede døren til Nicolas's kammer hurtigt, og begav sig ned af gangen, til der hvor hun mente skriget var kommet fra. Da Vaine nåede frem til rummet, var der allerede ankommet mange af de få tjenestefolk der stadig var på slottet. Vaine sagde ikke noget, men maste sig igennem mylderet. Hun fik øje på liget af Nicolas's fætter. Selv om hun afskyede ham, ville hun aldrig ønske dette for nogen. Vaine blik faldt næsten lige efter på Lady Zalarz, hendes kjole var flået af, og med blod over det hele.
Vaine havde lagt mærke til hvordan han havde gloet på Lady Zalarz, og der skulle ikke meget til at regne ud hvad der var sket. Lady Zalarz havde bare forsvaret sig selv, som enhver anden ville have gjort. Hvad Vaine ikke havde regnet med, var at hun ville få ondt af hende. I de foregående uger havde hun opbygget så meget vrede over for hende, at hun ikke kunne forestille sig at deres forhold skulle blive bare nogenlunde udholdeligt. Men nu kunne hun ikke lade være med at gå hen, sætte sig på hug og ligge en arm om hende. "Nåede han at gøre dem noget?" spurgte hun lavmælt og så på hende.

[Nicole Zalarz]

Nicole rystede da bølger af angst, der havde været holdt ude i øjeblikkets febrile kamp for livet, rasede igennem hendes krop. Ud over mandens blod der havde farvet hendes kjole og hænder rødt, havde konfrontationen med gulvet flået hendes sarte hud og en bule dunkede smertefuldt i hendes baghoved. Hun kunne stadig mærke hvordan hans uhyggelige hænder havde lukket sig om hendes strube og blokeret hendes luftveje og prikkerne dansede endnu for hendes øjne.
Hun havde intet hørt. Hun havde ikke engang opdaget tjenestepigens skrig og dem der var kommet. Hendes blik var fjernt da Vaine knælede foran hende men alligevel lod det dog til at hun bemærkede hende. Hun åbnede og lukkede munden lidt som en fisk på land før hun hulkende brød sammen. I sit desperate forsøg på at skjule sin sårbarhed fik hun endnu mere blod i ansigtet men det lod hun ikke til at være klar over eller ville være klar over.
I det Vaine lagde armen om hende blinkede hun et par gange, stammende prøvede hun at svare men det var som om at hun havde mistet talens brug helt. Hun havde i kampens hede helt glemt Vaine, ja selv Nicolas havde ikke strejfet hendes tanker. Kun overlevelse og instinkt havde drevet hendes krop.
"... D-d-det var ikke... J-jeg.. J-jeg ville aldrig.. H-han.. H-han" Hun lod ikke til at kunne sige hvad hun ville, måske viste hun ikke engang hvad hun prøvede at sige men at dømme efter hendes desperate ansigts udtryk ville hun have Vaine til at tro på hende. Til at Tro på at hun aldrig ville have gjort ham noget. At det hele var udelukkende selvforsvar. Pludselig lod det til at et eller andet gik op for hende. Hendes blik blev kniv skarpt og hun så indtrængende på hende. Alle formelle former lod til at være glemt ved hendes følgende ord.
"Vaine! Det var ham! Han... Han har forgiftet Nicolas.. Vaine du må tro mig han..." Hendes blik flakkede desperat da hendes hænder i afmagt havde lukket sig om Vaines i et ængsteligt greb. Hun lagde en sitrende hånd for sine læber og tårerne trillede hjælpeløst ned af hendes kinder, blandede sig med giften der endnu lå i et støvet lag over hendes kindben og bevægede sig videre ned over hendes ansigt. Hun samlede desperat det iturevne korset omkring sin brystkasse men lod ikke til at være i stand til at flytte sig ud af stedet, ikke alene i hvertfald.

[Vaine]

Vaine så chokeret på Lady Zalarz. Godt nok havde hun aldrig kunnet lide Nicolas' fætter, men at han ligefrem ville dræbe ham, havde hun ikke regnet med. Hun så hen på ham, og tilbage på Lady Zalarz.
Derefter vendte hun sit blik mod alle menneskerne i døren. "Der er ikke noget at se her. Smut så med jer. Send bud efter en til at skaffe sig af med ham, og få gjort dette rum pletfrit! men først må nogen af jer klargøre et bad til Lady Zalarz. Og skaf nogen der kan lave en modgift, til denne gift... Hvad står i der og glor for!? Kom i gang!!" Sagde hun alvorligt og bestemt til tjenestefolkene, som derefter forsvandt ud af døren.
Vaine vendte igen opmærksomheden mod Lady Zalarz, hun strøg hende beroligende over hårret. "Det er overstået nu, du gjorde det helt rigtige. Bare rolig, jeg skal nok rydde op på alt dette." Sagde hun stille og så på hende.
Først nu gik det op for Vaine at de havde fundet giften, og dermed var der stadig en chance for at de ville kunne redde Nicolas. Lettelsen skyllede ind over hende som en stor bølge, og fjernede alle hendes bange anelser, og ikke mindst hadet til Lady Zalarz, på grund af hende, ville de nu kunne redde ham, og der var ikke flere der ville dø, af Nicolas' fætters had. Vaine trak blidt Lady Zalarz ind til sig og strøg hende over hårret. Hun var ligeglad med at der kom blod på hendes kjole, det var totalt lige meget nu. Hun kunne dog ikke lade være med at smile let. Nu så hele fremtiden meget lysere ud.