Krise

[Nicole Zalarz]

Nicole løb gennem slottets marmor gange, der var stort set menneskeforladt. Fra alle vinduer hang de sorte flag, som en konstant reminder om at kongen netop var død. Kongen der ikke blot var hendes konge, men også hendes onkel havde ligget for døden i måneder, af en sygdom som igen rigtig viste hvor kom fra. Nogle snakkede om at det var magi, at en ond heks fra landet, eller måske det fjendske land Trebon, havde forhekset deres mad eller vand for forgiftet kongen. Men kongens død og hendes mosters sorg var ikke Nicoles problem lige nu. Nicolas var kommet til landet for blot et par uger siden, og var blevet smittet af denne mystiske sygdom. Som det var lige nu var det kun de kongelige og mindre royale der var blevet smittet, så noget kunne tyde på at det havde noget at gøre med maden. Men ingen havde fundet kilden til denne sygdom, og derfor var Nicolas ankommet, da han var den mest erfarne inden for den slags. Nicolas ville uden tvivl blive en fantastisk konge - hvis han da overlevede.
Nicole var i al hast taget til Marjoa uden tanke på Vaine, Malina eller andet. Selv hendes egen gård var stået målløse næste morgen da hun pludselig var forsvundet. Hun så blændene smuk ud som altid, men hendes øjne var trætte, og mørke og hendes hud blegere end normalt. Den blå kjole var mere krøllet end normalt, og man kunne let se at hun havde været der i omtrent 1 uge.

Hun strøg om hjørnet og var lige ved at hælde fadet med vand ned i skødet på Maria - Nicolas's private tjener, da hun var på vej den modsatte vej. "Åh Frøken Nicole. Det er jeg frygteligt ked af jeg..." Men Nicole hørte intet og styrtede bare videre ind af de dobbelt døre som Maria netop havde forladt. Hun lukkede forsigtigt døren og så rundt i det menneske tomme rum. Et enormt loft præget med smukke tegninger af engle og stjerner var det eneste oplysende i dette mørke rum. De enorme tunge røde gardiner var trukket for, og de mørke vægge og marhoni gulvene gjorde blot stemningen endnu mere dyster. I den store himmel seng der var draperet med røde gardiner lå en mand. En mand der kun var skyggen af sig selv. I en seng hvor der mageligt kunne ligge tre, så han så lille ud. Hendes hjerte krympede sig ved synet men alligevel listede hun videre. De flakkende stearinlys afslørede hans feber skindene blege hud. Nicoas var ikke ved bevisthed, og havde ikke været det de sidste par dage. Hun satte vand fadet fra sig og satte sig forsigtigt på kanten af sengen, vred en klud op og fugtede forsigtigt hans pande med et uroligt blik. Hun tog hans hånd i sin og fugtede læberne mens hun så på sin fætters ligblege ansigt.

[Vaine]

Aldrig havde Vaines bag været så øm! Hun havde redet uafbrudt de sidste 3 dage, for at komme til Marjoa. Det eneste unødvendige stop hun havde lavet, var ved Lady Zalarz gård, for at overbringe de uhyggelige nyhede, kun for at høre at Lady Zalarz selv var taget af sted da hun hørte nyhederne. Flere dage før Vaine selv havde modtaget nyhederne. Vaine ville have bedt hende om at se efter Malina, mens hun ikke var hjemme, men det var jo ikke muligt, når hun ikke var hjemme. Det gik ud over Vaines forstand, hvorfor Lady Zalarz ikke havde fortalt hende, hvor galt det stod til. Hun kunne ikke komme frem til anden konklution end at Ladyen virkelig måtte havde hende.
Vaine havde kun mødt hendes svigerfar enkelte gange, ved deres bryllup og Malinas dåb. Men hun var alligevel kommet til at holde af ham. Og hun havde også planlagt at deltage i hans begravelse, sammen med Malina, mest for at støtte Nicolas, da hun vidste at det var et hårdt slag for ham at miste sin far. Vaine ankom til slotspladsen, hvor hun steg af Arador i et hurtigt spring. Der var ingen mennesker at se, og Vaine kunne ikke forstå hvorfor, selv om Kronprinsen var syg, burde der da være lige så mange mennesker som normalt. Vaine fandt selv ind på slottet. Men måtte finde en af de få tjenestefolk til at vise hende til hendes mands kammer.

Vaine åbnede døren så hurtigt at de slog mod vægen med et brag. Hun styrtede hen mod Nicolas' seng, hvor hun knælede ved han side. Det faktum at han så så bleg og afkræftet ud, skræmte hende mere end noget andet. Hun havde forestillet sig at han sad op i sengen, og afviste tjenerne, når de ville pylre om ham. Lige som han plejede at gøre, når han havde influenza, og hun selv pylrede om ham. Men nu lå han der, så bleg som det lagen han lå på. Og lignede mest af alt, en der lå for døden. Vaines hjerte krympede sig, og hun skældte ud på sig selv, at hun kunne tænke sådan en tanke! Selvfølgelig ville han blive rask, det skulle han!
Først da fik hun øje på Lady Zalarz, som sad på den anden side af sengen. Et hvert mildt eller venligt udtryk der havde været i hendes ansigt da hun ankom, forsvandt som dug for solen. "Lady Zalarz" Sagde hun køligt og så på hende med et blik, der var alt andet end venligt.

[Nicole Zalarz]

"Deres Højhed.." Et eller andet sted virkede Nicole en anelse forvirret over at se Vaines tilstedeværelse her, og på den anden side måske mere irriteret. Hun rakte ud og vendte kluden på Nicolas's pande med et bekymret udtryk. Hvis ikke snart hans feber faldt ville den brænde ham op. Hun rejste sig lidt anstrengt og gik hen for at ordne gardinerne selvom at der intet var galt med dem. Måske ville hun bare gerne undgå at se Vaine's bekymring for Nicolas. Måske ville hun skjule en slet sorg for hende. Helt præcist hvad var ikke til at sige, men hun sagde ikke mere. Dette var trods alt hendes land, og her var hun i lige så høj rang som Vaine selv. Rygterne om at hun havde kongens blod og ikke sin far's svirrede endnu og for flere og flere mennesker var det bare sådan at hun var prinsesse og ikke blot baronesse. Men hun havde dog aldrig fået noget bevis, og uden det ville hun aldrig kunne blive dronning. Men det ville hun heller ikke. Al den besvær, slid, skuffelser og vrede man skulle skjule for en hver. Hun ville aldrig kunne holde til det.
Hun rettede lidt på sin kjole, skønt hendes ringe vægt viste den hendes kvindelige fordele smukt. Hun kastede et blik på Vaine. De to var virkelig som ild og vand. Nicoles sarte lyse hår og blå øjne mod Vaines kraftige smukke sorte hår og brune øjne. Hun bebrejdede ikke Nicolas at han forgudede hende. Hun bebrejdede der i mod Vaine at hun ikke tog sig ordentligt af ham. Alt hvad hun hørte om deres forhold var skænderier og uvenlighed. Det forstod hun ikke og hun følte at det var Vaines skyld.

[Vaine]

Vaine rakte en forsigtig hånd ud og rørte ved hans kind, den var brændende varm lige som resten af hans krop. Vaine lod sin hånd hvile på hans kind, hendes åndedræt blev stakkende. Hun tog sin hånd til sig og rykkede tættere på. Hun satte sit hovede helt ned til hans, "hold ud Nicolas, hvis ikke for min skyld, så for Malina hun har brug for sin far" hviskede hun stille og lod en enkelt tåre falde ned på hans kind. Hun havde ikke lyst til at skændes med Lady Zalarz, men var ret sikker på at Ladyen var utilfreds med hende.
Vaine var også utilfreds med hende, men lige nu var det vigtigste at Nicolas blev rask hurtigst muligt. Vaine trak sig atter lidt tilbage og så over på Lady Zalarz. "Hvor længe har han været sådan?" spurgte hun, hendes stemme bar tydeligt præg af hendes bekymring for Nicolas.

[Nicole Zalarz]

Nicole flyttede blikket til Vaine og prøvede at holde sit sind i ro. "Han har været uden bevisthed i tre dage nu.. Han har ikke indtaget et måltid i en uge" Hun slog blikket ned og hendes bekymring var tydelig. "Ind til nu... Er det en præcis kopi af min onkels sygdoms forløb.. Hvis vi ikke snart finder grunden til denne sygdom eller finder en kur.." Hun så væk og kunne tydeligvis ikke sige mere. Hun knyttede sin hånd og placerede den under sin næse mens hun kæmpede med frygten. Hun havde grædt meget og kunne dårligt finde flere tåre i sin krop. "Vagt mesteren mener at det er en ondsindet heks fra Trebon der er skylden.. Men vi har ingen beviser" Mumlede hun så og vendte atter ryggen til Vaine.

[Vaine]

((Vi har aftalt at oute denne tråd, da det sådan set bare skulle fortsætte sådan.))

//out