A Bright Visit

[Ticana]

Klokken var en smule over 3 om natten og klokken i katedralen et stykke væk ringede svagt. Ticana sneg sig ned af trappen. Det var ikke længere et problem for hende at komme ind. Hun viste hvornår vagterne skiftede vagt og hvilke dyrbare minutter der var at smutte ind og ud på. Det sidste halve år var hun kommet og gået nogle gange hver nat. Nogle gang kun et par gange om ugen. Men om alle omstændigheder havde hun forbedret Don's levestandart betydeligt. Hun havde altid mad med og sørgede for at holde ham varm i vinter nætterne. Det var en hård vinter og hun havde bragt ham en hel del kapper og tøj på det sidste. Hun viste at hun ikke kunne tvinge ham til at have det på, men hun kunne da gøre sit bedste. Hun nåede hans dør, og satte nøglen i. Den gled næsten lydløst i døren og hun smuttede inden for. Hun sørgede for at få låst døren, da det kunne ske at vagten kom forbi. Ikke at det skete men Ticana var god til at skjule sig i skyggerne.

[Don]

Ticanas besøg var virkelig noget som satte lys på Don's dag, dog var det også efterhånden det eneste lyspunkt i hans liv for øjeblikket. dog gjorde det det hele meget nemmere, og gjorde hans ophold dernede meget nemmere at udholde. Hvor længe han havde været dernede efterhånden havde han ikke længere nogen som helst ide om, ej heller hvor længe han mere skulle være dernede. Egentlig kunne han sagtens have været dernede i 3 år over tid uden han ville lægge mærke til det, det var helt umuligt at vedligeholde nogen form for sans for tid dernede. Han var stadig svag og nedbrudt, efter sit lange ophold dernede, men det var dog begyndt at blive en smule bedre. De ting Ticana bragte ned til ham hjalp en del, og han var også begyndt at bevæge sig en smule mere. Før i tiden, da hun ikke kom så meget, sad han jo bare i hjørnet og ventede. Ventede på at dø, eller på at komme ud af det hul, hvilken af dem der nu kom først. men nu hvor ticana kom mere regelmæssigt, begyndte han langsomt at bevæge sig en smule mere, og fik derfor også en smule mere af sine kræfter tilbage, selvom det stadig ikke var meget, og hans bevægelser var stadig meget besværede og afkræftende. Han sad tilbagelænet op mod muren bag ham, da han kunne høre nogen ude på gangen. han var ikke sikker, det kunne jo sagtns være vagten der bare gik en runde, eller noget andet, men han var næsten helt sikker på at han havde ret, han kunne nemt genkende den velkendte, og altid så elskede, lyd. Ticana som næsten lydløst, selvom hans trænede ører styrkede af den tætte stilhed dernede, godt kunne ane lyden, sneg sig ned langs gangen. Hvorefter hun ville stoppe op udenfor hans celle, og låse sig ind med den nøgle hun havde skaffet sig, og ganske rigtigt gik der ikke længe inden han igen så dette elskede syn for sig, idet Ticana dukkede op udenfor cellen. et lykkeligt smil bredte sig på hans ansigt, han var altid glad for at se Ticana, specielt efter han var kommet herned. Han fik lidt besværligt kæmpet sig op at stå, og vaklede hen til celledøren da hun havde låst sig ind. Han støttede sig kort op af tremmerne med den ene hånd, for ikke at skulle falde. Hans balanceevne var stadig stærkt begrænset, og hans kræfter rakte aldrig ret længe

[Ticana]

"Don..." Hviskede hun og hendes hvide tænder glimtede i mørket. Hun viste at han var svag, men alligevel lagde hun begge arme om hans hoved og hendes læber kyssede krævende hans et par sekunder. Hun smilede stort til ham og satte så de forskellige ting fra sig. Hun var meget om hyggelig med at sætte det så man ikke kunne se det fra døren, da hun ikke ville ødelægge deres lille hemmelighed. Hun rettede sig op, så på ham. Hendes hjerte gjorde ondt når hun så ham. Hun kunne begynde at græde ved intet når hun var der - hun kunne ikke holde til at se ham sådan. Hun var van til at han var stærk og smidig. Og nu var han svag. Hun smilede ømt og rakte ud efter ham. Hun lod blidt og forsigtigt fingrene glide kærtegnene over hans kind hvor hun alt for tydeligt både kunne se og mærke hans kindben. "Jeg har savnet dig.." Hviskede hun. Som hun altid gjorde. Men hun mente det, og man kunne mærke oprigtigheden i hendes stemme når hun talte. Hun smilede og gik tættere på ham. Hans øjne havde forandret sig. Han havde forandret sig. Hun var ikke sikker på om han nogensinde ville blive som før. Hun håbede men lige meget hvad, var de sammen nu. For altid.

[Don]

Han lagde armene om hende, og gengældte blidt hendes kys. Han elskede hende virkelig, og n'd hvert et sekund hun var hos ham, og de var sammen. Det var det eneste han s[ frem til n[r han sad dernede i mørket alene. Han tænkte ikke l;ngere s[ meget p[ hvorn[r han ville komme ud. Der var alligevel s[ lang tid, det bekymrede han sig ikke om nu, han havde jo allerede siddet dernede s[ l;nge. Det eneste han kunne t;nke p[ for tiden, var Ticana.
Han hadede denne f'lelse af svaghed og hj;lpel'shed som hans tilstand, og fangenskabet hernede gav ham. og han hadede at hun skulle se ham s[dan. Men han var bare glad for at kunne v;re sammen med hende, om s[ bare et kort stykke tid var meget mere end han havde kunne bede om. Han var virkelig glad for at hun havde fundet en m[de s[ hun kunne komme derned noget oftere end i starten

[Ticana]

"Gode nyheder!" Sagde hun og kyssede ham på kinden. "Du har kun et halvt år tilbage" Hun var tydeligvis helt oppe at køre over at der kun var 6 måneder til at de kunne være sammen i det fri. Hun så på ham, mørket gjorde det svært at se alle hans træk og ligeså hendes. Men hun var ligeglad. Ligeglad om hun så var blind. Hun viste det var ham. Hun kunne føle det inden i. Hendes hjerte sitrede når han var i nærheden. Hun strøg ham blidt over kinden og smilede til ham. "Jeg har taget noget mere tøj med - Vinteren er streng og det bliver værre. Jeg vil have at du har det så godt som muligt" Sagde hun stille og flyttede blikket til tøjet ved siden af dem. "Nicolas og Vaine har problemer. Det er umuligt at være i slottet for tiden" Sagde hun med et lille grin.

[Don]

Han var glad for at høre han kun havde et halvt år tilbage hvor han skulle sidde og rådne op i det hul, selvom det selvfølgelig stadig var længe, men langt fra så længe som han havde været der allerede. Kun 6 måneder til han kunne komme ud, og måske endelig igen få chancen for at være sammen med hans elskede Ticana igen. Medmindre Vaine og Nicolas fandt på endnu en måde at holde dm adskilt. selvom de nok skulle finde på en måde at være sammen alligevel. Det havde de jo gjort nu, selvom han sad i fængslet, bag en låst celledør, og hun burde være på slottet hos Vaine og Nicolas. hans læber fandt hendes i et blidt kys, og han smilede kærligt til hende. "Jeg elsker dig Ticana. Mere end noget andet" hviskede han med en kærlig, blid stemme. Han kunne ikke helt skjule et lille smil ved hendes sidste kommentar, og det morede hende tilsyneladende at Vaine og Nicolas åbenbart havde en eller anden form for problemer. Han kunne vel ikke bebrejde hende. Det havde jo aldrig rigtigt været nogen hemmelighed, ihvertfald ikke mellem dem, at hende og Nicolas aldrig havde været de bedste venner. og man kunne vist roligt sige at han delte de samme følelser, Don og Niclas havde jo heller aldrig ligefrem været på venlig fod, og det var noget som højst sandsynligt ikke ville ændre sig. specielt ikke med Nicolas' syn på Don, og de ting han havde gjort, og hvad han var. Han var jo ikke ligefrem en del af hans klasse, han kom direkte fra gaden, en simpel tyv og spion, en forrædder. Og Nicolas, Vaine og Ticana var en del af den royale familie, som regerede landet. I deres øjne ville han nok aldrig blive hende værdig. men han var ligeglad. Den slags betød intet for ham, og han elskede hende uanset hvad

[Ticana]

Hun smilede og hun mærkede den velkendte berusende fornemmelse i sit indre da han kyssede hende. Og hun kyssede ham mere end villgt igen. Hun lagde armene om hans nakke og lagde kinden mod hans brystkasse. Hun lyttede til hans hjerteslag og kunne ikke lade være med at smile stille. Kærligheden brændte i hendes indre og truede med at forkulle hende helt. Men hun var ligeglad. Aldrig havde hun følt sig så komplet. Så hel. Hun ville aldrig forlade ham, og hvis Vaine og Nicolas ikke accepterede ham ville hun ikke være prinsesse. Så ville hun fra sige sig alt, selv livet. Hun ville bare være ved Don. Intet andet.

[Don]

Han holdt armene om hende, og nød bare sådan at være så nær hende, at kunne mærke hendes varme, bløde krop mod sin. Kunne høre hendes sagte hjerteslag, og hendes betryggende vejrtrækning. Der var ingen ord der kunne beskrive hans kærlighed til hende. Han havde forandret sig så meget siden han mødte hende, han var så anderledes, kunne knap kende sig selv igen. men han var ligeglad. Det betød intet, det eneste som betød noget for ham nu, var hende. Alt hvad han ønskede var bare at være sammen med hende, og at hun var tryg og havde det godt. Han ville med glæde gå igennem lidelse og døden for hende, han ville gøre alt for at sikre sig hun havde det godt, og var sikker. Hvis der var noget han kunne gøre for at kunne være sammen med hende, og gøre sig fortjent til hendes kærlighed, var der intet han hellere ville. han ville gøre alt. Hun var en del af ham, og havde en plads i hans hjerte som intet andet ville kunne udfylde, nogensinde. Hun var det som gjorde ham hel, det der gjorde ham til den han var. Han elskede hende ud over alle grænser

[Ticana]

Hun så op på ham og smilede. Hun kunne dårligt vride blikket fra ham, men det var hun nød til. Hun sendte et blik ud gennem døren for at tjekke for vagten, som endnu ikke rørte på sig. Hun smilede og så på Don igen. "Jeg elsker dig..." Hviskede hun og kyssede ham ved øret, på kinden. Hun smilede og trak ham med hen til muren og satte sig på gulvet og hev ham med. "Her.. Drik" Hviskede hun og gav ham en skindflaske der var lun. Den indeholdte varm rå ko mælk, en sjældenhed i landet. Der var selvfølgelig meget fedt i - men Don var også blevet så mager den tid han havde været der. Så han havde brug for det.