Post by Malakith on Jul 12, 2010 4:49:48 GMT 6
Navn: Heksemesteren Malakith
Efternavn: Margarathssøn
Alder: 39 år
Fødselsdag: Vinter
Køn: Mand
Bosted:
Malakith bor i den hytte i Deep Valleys skov, hvor hans gamle læremester, Devin deMarsch, i sin tid boede. Det er en træhytte med et træskur udenfor. I træskuret bor Malakiths hest og hans to ulve, og der er ingen dør, så ulvene frit kan komme og gå. Skuret bliver også brugt til at opbevare Malakiths forråd. Hytten består af tre rum. Det første rum, hvor indgangen er, er en stur med et bord og to stole og et vindue. Rummet er pyntet op med almindelige urter, knogler fra dyr, enkelte menneskeknogler, og runer der er tegnet ind med frugtsaft eller blod. Det næste rum, som man kan komme til fra stuen, er Malakiths sovekammer. Her er et enkelt vindue, og i hjørnet er Malakiths briks. Der er også en kamin, rummet fungerer også som køkken. Udover Malakith sover han bjørn og hans falk her også. Malakiths våben hænger på væggene, og her gror Malakith planter, der udsender en afslappende duft. Det tredje rum, som Malakith selv her tilføjet, er det rum, hvor Malakith udfører sine heksekunster. Man kan kun komme derind gennem soveværelset. I rummet er adskillige urter og glas med forskellige miksturer. Desuden er der et ildsted og en gryde. Til højre i rummet er der en trækiste med forskelligt tøj, Malakith kan forklæde sig med, og til venstre, den side der vender udad, er der et bord og en stol. På bordet er der en lampe og over bordet er der en hylde med adskillige bøger, inklusiv Malakiths eget værk: Heksemesterens bog På gulvet er der en skjult lem, der leder ned til Malakiths kælder. I kælderen er alle Malakiths rigdomme i gyldne mønter og værdigenstande. Blandt disse mønter bor utallige giftslanger, der er trænet op til at angribe alle andre end Malakith, hvis de skulle komme derned. Udenfor træskuret har Malakith en mindre urtehave, hvor han gror de vigtigste af sine urter, og på taget, der er fladt, er der to skorstene.
Race: Menneske
Arbejde: Heks
Foretrukne våben:
Malakith foretrukne våben er hans daggert, som han bruger til at stikke folk ned bagfra med, hvis dette er nødvendigt. Daggerten er smedet af en elversmed, og den er utrolig spids og samtidig let at håndtere. Han bruger dog også ofte sit sværd, der er en gave fra en af hans kunder, en røverhøvding hvis liv Malakith reddede. Denne er også smedet af en elver og den er utrolig smuk. Kastekniven er smedet af en menneskesmed, men den er også et effektivt våben. Malakith yndlingsvåben er dog nok hans ring, der kan åbnes så en spids pig kommer til syne. Piggen er forgiftet med gift nok til at dræbe to voksne mennesker. Giften går ind og svækker ofrets vejrtrækning. Derfor er det en fordel at ramme tæt på lungerne, men uanset hvor ofret bliver ramt, vil giften påvirke ham. Giften virker relativ hurtigt. Rammes overkroppen eller halsen, virker den i løbet af to-tre sekunder. Rammes arme eller ben, går der mindst fem minutter. Modgiften er rimelig let at lave, men ofret bliver sjældent reddet de giften virker så hurtigt. Desuden er det endnu ikke lykkedes at udvikle en resistens over for giften. Malakith har også en bue, men denne benytter han meget sjældent, dels fordi han ikke er i træning, dels fordi den er upraktisk.
Personlighed:
Malakith er ikke ond af natur. Han kunne være blevet et fredeligt og hjælpsomt menneske, og sådan ville det nok også være gået, hvis ikke hans mor var blevet mbrændt som heks. Mindet fra dengang har brændt sig fast i hans sind som en ukrudtsplante der vokser sig større og større og kvæler alt andet, og dette har ført til et enormt had mod alle andre mennesker og intelligente væsner. Dette had har taget form som et mere konkret had mod kongeriget, og Malakiths mål er blevet at føre kongeriget til fald og straffe dets indbyggere. Malakith er dog ikke gennemsyret ond. Han har stadig en god side, der kommer til udtryk ved hans forkærlighed for naturen, hvor han har tilbragt størstedelen af sit liv, og hvor han også har de bedste minder fra. Malakith er blevet for kold og samvittighedsløs til direkte at elske naturen, men han føler sig hjemme der og føler, at han kan stole på de væsner, der bevæger sig rundt i den. Naturen er ligeledes forbundet med de fleste af Malakiths heksekundskaber, hvilket knytter ham endnu tættere sammen med naturen. I kontrast hertil hader han byer, som han opfatter som fundamentet for kongerigets magt. Malakith er egentlig ikke så mægtig, som de fleste folk går og tror. Nok er han en erfaren og dygtig heks, men heksekunst er ikke et redskab, der giver en den samme direkte magt som en ridders sværd eller en skyttes bue. Hans største våben ligger i den mystik han er omgivet med, hvilket han er meget bevidst om. Folks uvidenhed og frygt gør, at de ikke ved, hvad han er i stand til, og derfor overvurderer de hans evner. Malakith er meget bevidst om dette, og han fører sig frem med autoritet og med en kold og truende adfærd, der antyder at han virkelig har disse kræfter. Malakith er dog bestemt heller ikke en ufarlig person. Han er intelligent og snedig og udnytter sine kundskaber til fulde. Han er trænet i at finde på udspekulerede planer som han fører ud i livet med stor forsigtighed. Hans største styrke er dog nok, at han er fuldt bevidst om sine egne kundskaber og begrænsninger. Han er dog ikke just nogen charmerende person, da han er kold og kontrollerende, og som regel holder afstand til andre, og han hader at blive kommanderet rundt med, selv om han kan acceptere det, hvis det er nødvendigt. Han er samtidig meget hævngerrig, og han glemmer sjældent en person, der har stukket en kæp i hjulet på ham.
Udseende:
Malakith er godt nok 39 år gammel, men han har en krop som en 20-årig, da han i sin tid spiste en stjernes hjerte. Han har et solbrunt, aflangt ansigt med brede læber og langt, sølvgråt hår der går ham til lidt under nakken. Hans øjne er gulgrønne med rødbrune pupiller, hvilket er et resultat af en giftig eliksir han engang prøvede. Han er solbrun, da han tilbringer meget tid uden for. Malakith er ikke speciel høj. Faktisk er han lidt lavere end gennemsnittet. Han er heller ikke stærk. Han er tynd men samtidig i god form. Han er fysisk svag, men i stand til at bevæge sig hurtigt og smidigt. På højre håndled har han bidmærker fra engang, en ulv bed ham, og i hans venstre side er der endnu et ar, der stammer fra en pil. Malakith bevæger sig med løftet hage og et koldt, arrogant ansigtsudtryk. Han bevæger sig med forsigtige, elegante bevægelser og laver sjældent meget lyd når han går. Hans stemme er lav men indtrængene og kold. Når han tænker sig om, har han en vane med at gnide sig under hagen med højre hånd.
Tøj: Malakith klæder sig altid i en sort kutte med hætte. Langs kanterne er der mystiske tegn i en mat, gylden farve. Indenunder bærer han en sort trøje og sorte bukser, der bliver holdt oppe af et sort bælte. I bæltet bærer han poser med de mest nødvendige af hans urter og miksturer. Desuden bærer han han poser med de mest nødvendige af hans urter og miksturer. Desuden bærer han en lang kniv samt en mindre kastekniv. Desuden har han en daggert til skjult på højre lår. Alle disse våben er dog skjult af hans kutte. Kutten har to huller foran ved hans mave. Hullerne ligner lommer, men gennem dem kan han hurtigt nå ned til hans våben og de beholdere med urter og miksturer, han bærer i bæltet. Malakith bærer en halskæde af messing og går desuden rundt med en ring af messing der kan åbnes, så en lille spids pig kommer til syne.
Malakith antager dog ofte andre forklædninger, hvis han har et ærinde inde i byen, og han har adskillige andre identiteter, han kan antage.
Fortid:
Malakith blev født af sin mor en vinternat og blev efterfølgende døbt Jim Margarathssøn efter sin mor, Margarath. Margarath Malurt, som hun blev kaldt, var en klog kone og helbreder, der boede i det fattige kvarter i Stormhold. Heks ville nogen kalde hende. Hun var fattig, men dygtig og tilpas billig. Hun havde aldrig kendt sine forældre eller noget af sin familie, og havde derfor intet kendt efternavn. Jim var resultatet af en kort affære med en ukendt mand, mens da han var hendes første rigtige familie, blev han overøst med kærlighed. Margarath var ingen rig kvinde, og han havde altid brug for penge, men hun og Jim havde hinanden, og det var nok til at gøre dem lykkelige. Margarath lærte Jim alt hun viste om urter og heksekunst, og hun tog ham ofte med uden for byen for at samle de urter, hun brugte i sine eliksirer, og lære naturen at kende. I al stilhed håbede hun, at Jim ville klare sig bedre, end hun selv havde gjort. Havde der været den mindste mulighed for det, ville hun have lært ham op i et andet hverv, men hun kendte kun til heksekunsten, og da alle holdt sig fra heksens søn var Jim dømt til det samme ensomme og fattige liv som hun selv. Livet som en heks.
Dette ændrede sig dog alt sammen da Jim var 12 år gammel. Den dag brødt fremmede mænd ind i deres hus og førte Margarath væk. Jim nåede lige at springe i skjul, men han kunne se dem, mens de førte hans mor væk, og han hørte hendes skrig og hyl. På deres snak forstod han, at hun var anklaget som heks. Aldrig før havde Jim været så bange. Han ønskede af hele sit hjerte at hjælpe sin mor, at storme frem og forsvare hende med næb og kløer, men han turde ikke. Efterhånden som han hørte sin mor skrige og så mændene føre hende lægere og længere væk, udviklede dette sig til et enormt had mod disse mænd, der havde vovet at tage hendes mor fra ham, og han svor i sit stille sin at han ville tage en grusom hævn over dem. Da mændene endelig var væk skyndte han sig at tage så mange af sin mors urter og miksturer, som han kunne bære, hvorefter han løb alt, hvad han kunne, til det eneste sted, han følte sig sikker. Han løb ud i den skov, hvor han og hans mor havde tilbragt de bedste stunder af deres liv, og hvor alle hans mors kundskaber stammede fra.
Livet i skoven blev hårdt for Jim. Han var ung og uerfaren, men han klarede sig. Takket være den viden om planter og dyr, som hans mor havde lært ham, kunne han altid skaffe sig et måltid mad, og han var i stand til at tage sig af de fleste af de skader, som han pådrog sig. Der var mange farer i skoven, ikke så meget fra de vilde dyr og giftige planter. Jim havde tilbragt meget tid i naturen med sin mor. Mere fra de mennesker, der boede der. Jim lærte dog hurtigt, at de fleste af dem frygtede hekse, uanset hvor unge disse måtte være. Dette passede Jim fint, da han også forsøgte at undgå dem. Folk kaldte ham Listeren, og der opstod et rygte om at han var en ond heks, der havde dræbt en stjerne og ædt dens hjerte, men var blevet for ung af det. Efterhånden udviklede historien sig, og Jim havde pludselig spist intet mindre end fem hjerter, fordi han havde været for grådig, og derfor blev han for ung. Jim interesserede sig ikke videre for dette, men det hjalp ham med at holde folk væk. I skoven lærte Jim mange nyttige ting. Han lærte at bevæge sig lysløst og uden at blive set. Han lærte at jage og skyde med bue og pil. Han lærte at bygge primitive redskaber, fælder og huse. Det meste af tiden brugte han dog på at træne sine heksekundskaber. Han lærte, hvordan han kunne bruge de forskellige planter på forskellige måder, og hvordan han kunne komme tæt på og tæmme eller manipulere med forskellige dyr, men han interesserede sig også for den farligere og mørkere del af heksekunsten. I modsætning til, hvad de fleste mennesker troede, var der intet overnaturligt ved de fleste heksekundskaber. Det meste bestod af et simpelt kendskab til naturen samt en evne til at færdes i den og blive et med den. Det var folks frygt og heksenes hemmelighedskræmmeri, der gjorde folk bange for dem. Der var dog også en mørkere og langt farligere del af heksekundskaben, og denne havde Jim en særlig interesse i, da han var overbevist om, at det var den, der ville kunne give ham hans hævn over hans fjender.
Da Jim var 17 år gammel, havde han imidlertidigt lært så meget han kunne, på egen hånd. Han vidste dog, at han slet ikke var dygtig nok til at kunne udrette noget af betydning endnu. I hvert fald ikke noget så stort, som det han havde tænkt sig. Jim så bødlen, sheriffen og præsten som de hovedansvarlige for sin mors død, men det var langt fra de eneste ansvrlige. Han ville hævne sig på hele byen, for at deltage, og også på den royale familie, fordi de tillod heksebrændingerne. I hans sind var hans hævn mere vellykket, jo flere den gik ud over. Hele verden var skyldig i hans øjne. For at få så omfattende en hævn, og for at udfordre selve konehuset, var han dog nødt til at være meget dygtigere. Derfor opsøgte han den dygtigste heks, han kendte. Heksen Devin deMarsch. Devin boede alene ude i Deep Valleys skov, ligesom Jim, så en dag mødter Jim simpelthed op uden for hans dør og forlangte at blive hans lærling. Devin var overrasket, men hans interesse blev vakt. Han var en gammel mand, der ikke havde langt igen. Døden bevægede sig tættere og tættere på, og han var begyndt at føle sig ensom på sine gamle dage. Desuden tiltalte tanken om, at hans kundskaber kunne leve videre i en lærling, ham. Han følte, at på en eller anden måde ville kunne leve videre i Jim på den måde. Han kunne dog ikke lade hvem som helst blive hans lærling, så før han sagde ja, testede han Jim. Han fandt dog hurtigt ud af, at Jim havde både de nødvendige evner og det nødvendige talent, og han tog Jim til sig som sin lærling. I de følgende tre år stod Jim i lære som heks under Devin. Hans viden om urtekunst og naturen udvidede sig enormt, og han lærte om områder af heksekunsten, som han slet ikke kendte endnu. Devin lærte ham også om den mørke side af heksekunsten, men han advarede samtidig Jim. Den mørke, overnaturlige del af heksekunsten var farlig og uforudsigelig. Devin selv brugte den slet ikke længere da risikoen ganske enkelt var for stor. Jim stod i lære i ikke mindre end fem år. Derefter havde Devin lært ham alt, han kunne. Devin havde dog ikke langt igen, og Jim valgte af blive hos ham. Dels fordi at Jim gerne ville have fat i mange af Devins ejendele, dels fordi han synes, at han skyldte Devin så meget. Devin var ovenud taknemmelig og han hjalp til gengæld Jim med at finpudse sine evner, og lærte ham de største af heksekunstens hemmeligheder, som han endnu ikke have indviet Jim i. Han fortalte ofte om stjerner og deres evne til at gøre folk unge, og Jim forstod hentydningen, men han kunne ikke finde nogen stjerne til sin mester, og efter et år døde Devin. Jim begravede sin mester. Han følte sig tom indeni. Devin var det første menneske Jim havde holdt af siden sin mor. Nu havde han ikke mere at gøre i Deep Valley, og han tog derfor ind til Stormhold, medbringene en del af sine og Devins ting inklusiv en bog, hvori Devin havde nedskrevet de fleste af sine opskrifter.
I Stormhold præsenterede Jim sig som Evan Winter. Det lykkedes ham at købe et billigt hus i de fattiges kvarter, hvor han startede som helbreder. Han startede med at helbrede fattige folk der knap havde råd til han behandling, men han bleb snart kendt som en dygtig helbreder, og i takt med at han blev mere kendt, satte han prisen for sin tjeneste op. Han spillede skuespil og sørgede for at virke venlig og troværdig. Evans største karrierespring skete, da han helbredte en barons dødeligt syge søn. Som tak forærede baronen ham et hus i borgernes og håndværkernes kvarter. Her var der langt bedre muligheder for Evan, og han fik hurtigt en langt større kundekreds. Efter tre år i byen havde Evan fundet sig til rette, og han havde vundet folks tillid. Det blev dog hurtigt klart for ham, at han havde nået toppen af sin karriere. Jobbet som helbreder var dårligt betalt, og selv om han boede i borgernes og håndværkernes kvarter, svarede hans indkomst stadig til et fattigt menneskes. For at tage sin hævn havde Evan brug for magt, og han havde allerede lært at penge var magt. Svaret lå i en af opskrifter, der var i Devins bog. Det var en særlig blanding af urter, kaldet slaveurt. Urtens saft gav en en følelse af velvære og nydelse. Den var ufarlig over kort tid, men over længere tid sløvede den ejerens sind og gjorde ham afhængig af slave-urt. Man blev slave af urterne, deraf navnet. Evan begyndte nu at skaffe sig så store mængder af urten, det var ham muligt, og han solgte det til en række grådige købmænd, der ikke kendte hele urtens effekt, gennem en mellemmand. Mellemmanden kendte ikke Evans identitet eller udseende, og Evan følte sig derfor i sikkerhed. For at kunne sælge den havde Evan omdøbt den til livs-urt. I starten var det en succes, da det blev betragtet som en spændende fornøjelse, og da urten var forholdsvis billig. I starten var der ingen tydelige bieffekter, og flere og flere begyndte at tage urten. Så viste afhængigheden og sløvheden sig dog, og folk begyndte at opdage urtens sande natur, men da var en del af byens beboere allerede blevet afhængige af urterne. Dette medførte en mindre livsurtepidemi med mange afhængige. Evan udnyttede kaosset til at få hævn over de hovedansvarlige for hans mors død. De fleste af lovens håndhævere forsøgte at finde livs-urtens afstamning, og det gav Evan frie hænder. En dag blev bødlen fundet død i sit hjem, tydeligvis forgiftet. Dette overraskede dog ingen, da bødler aldrig var særlig populære. Sheriffen havde Evan allerede fået hævn over. Han var blevet forvandlet til et vrag af livs-urten, og han ville aldrig blive sig selv igen. Det sidste offer var præsten. Han blev også fundet død i sit hjem, men han var gammel, og da der ikke blev fundet nogen synlige tegn på hans død, gik man ud fra, at han døde af alderdom. Livs-urt-epidemien fik dog også negative konsekvenser for Evan. Folk begyndte at snakke om, at det var hekses værk, og de begyndte at holde sig væk fra folk som Evan. Evan havde regnet med, at han selv var populær nok til at undgå mistanke, men det viste sig at slå fejl, og han valgte derfor at stikke af, da han mærkede, at situationen var anspændt. Han stak af fra byen og ud i skoven. Her havde han mulighed for at lave endnu mere livs-urt, som han kunne sende til byen, men til hans store ærgrelse døde livsurt-epidemien langsomt ud, og det endte med, at livsurt blev noget, kun de fattige benyttede sig af.
Evan var utilfreds med resultatet. Han havde håbet på at tage hævn over og svække hele byen med livsurten, og udnytte forvirringen til at slå til imod kongefamilien, men den mulighed var væk nu, og han indså, at han havde brug for en ny plan, hvis han ville have kongeriget til at gå under. I skoven præsenterede han sig nu under navnet Malakith, heksemester og livsurtens opfinder, og han benyttede sig af den frygt, andre folk havde for hekse, til at holde dem på afstand. Han havde ikke opgivet at vælte kongeriget, og han havde også stadig nogle midler. Han havde stadig de penge, han havde tjent, og han tjente flere på sin livsurt. Opskriften på livsurt var blevet afluret, men Malakith var stadig den største leverandør. Desuden tog han også imod opgaver fra de få folk, der turde spørge ham til råds og havde råd til at betale. Dette gjaldt hovedsagligt ledere af forskellige tyvebander. Alt i alt voksede Malakiths formue stødt over de næste 5 år. Så skete det en nat, at Malakith sad og så på stjerner, da han så et stjerneskud ganske tæt på. Malakith huskede alle de historier, hans mester havde fortalt om, hvordan en stjernes hjerte kunne gøre en ung, og han rejste straks afsted. Det lykkedes ham at opspore stjernen efter nogle dage, og han myrdede den, skar dens hjerte ud, og åd det. Malakith var endnu kun mist i trediverne, men han havde store planer, og ungdommens styrke samt den ekstra tid kunne hurtigt vise sig nyttig. Nu fortsatte Malakith med at spare sin formue op gennem de næste 5 år, samtidig med at han langsomt begyndte at lægge planer mod kongeriget og sende forskellige plager mod Stormhold. Dette indebar alt fra pestbefængte rotter til snigmord på fremstående indbyggere og tilhængere af kongehuset. Endnu var han dog ikke mægtig nok til for alvor at gøre nogen forskel, men det skulle nok komme.
Styrke:
Malakith er en meget snedig og intelligent person. Han er en hurtig tænker, der er i stand til at skabe sig et overblik over en situation og lægge en plan ud fra sit mål og de midler han har til rådighed. Gennem tiden har han gennemført adskillige udspekulerede planer, som oftest med et tilfredsstillende resultat.
Malakith er gennem tiden blevet ganske trænet i kunsten at bevæge sig lydløst og uset. Han er i stand til at bevæge sig med et minimum af støj og i stand til at skjule sig for andres blikke. Desuden er han tålmodig, så han er i stand til at finde sig et skjulested og blive der i adskillige timer uden at bevæge sig, og han er i stand til at kamuflere sig eller forklæde sig efter omstændighederne.
Det meste af Malakith ry som heks skylder han sin urtekunst. Malakith har et indgående kendskab til adskillige urter og andre midler, der kan bruges i eliksirer og lægemidler. Dette kan han bruge som helbreder, men evnerne er også nyttige på adskillige andre måder. De fleste af de mennesker, Malakith har slået ihjel, har han taget livet af med gift. Derudover har Malakith adskillige andre opskrifter, han bruger, som han har skrevet ned i en stor, sort bog med overskriften: Heksemesterens bog.
Som heks er Malakith i tæt kontakt med naturen, og dette har medført et tæt bånd med naturen, der gør, at Malakith forstår naturen bedre end andre mennesker. Dette gør, at Malakith har en tæt kontrol med dyr. Det er som om dyrene bliver tiltrukket af ham og mærker, at han ikke gør dem ondt. Dette gør Malakith i stand til at træne dem op forholdsvist hurtigt. Ligeledes har han let ved at mærke små forskelle i naturen omkring ham, der kan gøre ham opmærksom på, hvis der har været, eller er, fremmede i nærheden.
Malakiths bedste forsvar over for hans fjender er den frygt og mystik, han omgiver sig med. Malakith har et indgående kendskab til det menneskelige sind, og dette bruger han til at puste til folks frygt. Han opfører sig koldt og truende over for andre, og holder det meste af sit liv hemmeligt. Malakith kendskab til det menneskelige sind gør ham også i stand til at gennemskue og manipulere med andre, hvis det viser sig nyttigt.
Svaghed:
Malakith nærer et dybt had over for alle andre intelligente væsner, og dette gør ham til et koldt og ubehageligt menneske, der skubber andre fra sig. De eneste væsner, der viser ham sand loyalitet, er de dyr, han træner op til det. Alle andre føler sig frastødt af ham, selv om de kan blive nødt til at indgå en midlertidig alliance med ham, og Malakith gengælder følelsen.
Malakith er en af den slags mennesker, der nyder at kontrollere andre. Omvendt hader han, hvis han bliver nødt til at underkaste sig andre. Han kan finde på det, hvis han kan vinde noget ved det, men han bryder den andens autoritet så snart, han får muligheden. Omvendt nyder han at bruge den frygt, andre nærer for ham, til at kontrollere dem.
På trods af at Malakith er en mægtig heks, er han overraskende svag i nærkamp. Malakith foretrækker at stikke sine modstandere ned bagfra eller forgifte dem, eller han lader de rovdyr, han træner op, gøre det af med dem. Han undgår direkte konfrontationer med sine modstandere, da han ikke har nogen større træning med nærkampsvåben. Han har en vis træning med bue og pil, men selv der er han ikke bedre end gennemsnittet. Ellers benytter han sig af knive, hvis han bliver tvunget i kamp.
Malakith er et meget hævngerrigt væsen, og hele hans liv er præget af jagten på hævn. Hans had til kongeriget skyldes udelukkende, at han giver dem skylden for hans mors død. Malakith har let ved at beskylde andre mennesker, da han generelt ikke bryder sig om folk, og han er ikke typen der glemmer, hvis andre har gjort noget imod ham. I stedet venter han tålmodigt til han for en chance for at gøre gengæld, og han foretrækker at ramme sine ofre så hårdt, at de ikke bliver i stand til selv at hævne sig.
Seksualitet: Hetero
Dyr:
Hugtand: En stor, sort hanulv, Malakith har trænet op til at lyde sig. Hugtand er større end den gennemsnitlige ulv, og den er aggressiv af natur, men den adlyder Malakith. Denne følger næsten altid med Malakith som hans livvagt.
Måne: En slank, grålig hunulv, Malakith har trænet op. Måne er ikke så stærk som Hugtand, men den er hurtig og intelligent, og den har skarpe sanser, der ofte advarer Malakith, når der er fare på færde. Denne følger næsten altid med Malakith som hans livvagt.
Skarpøje: En brun og hvid falk, Malakith har trænet op. Malakith er ofte sammen med denne falk, som han bruger til at finde ting og spionere.
Mare: En sort hest med sølvmanke som Malakith rider på, når han skal ud på en længere rejse. Dette sker dog sjældent. Mare er vild af natur, men det er lykkedes Malakith at tæmme den. Alle andre, der prøver at komme tæt på, angriber den, medmindre den får ordre på andet, og selv da er den modvillig. Den står aldrig tøjret, da den ikke kunne finde på at stikke af fra Malakith. Det meste af tiden befinder Mare sig i Malakiths træskur, hvor den bevogter hans forråd.
Brun: En stor, brun bjørn, der bor i Malakiths hus. Brun er en doven og magelig bjørn, der ikke bryder sig om at blive forstyrret. Dens eneste opgave er at bevogte Malakiths hus og angribe alle fremmede indtrængere.
Derudover har Malakith et utal af giftslanger, der bor i hans kælder og bevogter hans rigdomme.
Efternavn: Margarathssøn
Alder: 39 år
Fødselsdag: Vinter
Køn: Mand
Bosted:
Malakith bor i den hytte i Deep Valleys skov, hvor hans gamle læremester, Devin deMarsch, i sin tid boede. Det er en træhytte med et træskur udenfor. I træskuret bor Malakiths hest og hans to ulve, og der er ingen dør, så ulvene frit kan komme og gå. Skuret bliver også brugt til at opbevare Malakiths forråd. Hytten består af tre rum. Det første rum, hvor indgangen er, er en stur med et bord og to stole og et vindue. Rummet er pyntet op med almindelige urter, knogler fra dyr, enkelte menneskeknogler, og runer der er tegnet ind med frugtsaft eller blod. Det næste rum, som man kan komme til fra stuen, er Malakiths sovekammer. Her er et enkelt vindue, og i hjørnet er Malakiths briks. Der er også en kamin, rummet fungerer også som køkken. Udover Malakith sover han bjørn og hans falk her også. Malakiths våben hænger på væggene, og her gror Malakith planter, der udsender en afslappende duft. Det tredje rum, som Malakith selv her tilføjet, er det rum, hvor Malakith udfører sine heksekunster. Man kan kun komme derind gennem soveværelset. I rummet er adskillige urter og glas med forskellige miksturer. Desuden er der et ildsted og en gryde. Til højre i rummet er der en trækiste med forskelligt tøj, Malakith kan forklæde sig med, og til venstre, den side der vender udad, er der et bord og en stol. På bordet er der en lampe og over bordet er der en hylde med adskillige bøger, inklusiv Malakiths eget værk: Heksemesterens bog På gulvet er der en skjult lem, der leder ned til Malakiths kælder. I kælderen er alle Malakiths rigdomme i gyldne mønter og værdigenstande. Blandt disse mønter bor utallige giftslanger, der er trænet op til at angribe alle andre end Malakith, hvis de skulle komme derned. Udenfor træskuret har Malakith en mindre urtehave, hvor han gror de vigtigste af sine urter, og på taget, der er fladt, er der to skorstene.
Race: Menneske
Arbejde: Heks
Foretrukne våben:
Malakith foretrukne våben er hans daggert, som han bruger til at stikke folk ned bagfra med, hvis dette er nødvendigt. Daggerten er smedet af en elversmed, og den er utrolig spids og samtidig let at håndtere. Han bruger dog også ofte sit sværd, der er en gave fra en af hans kunder, en røverhøvding hvis liv Malakith reddede. Denne er også smedet af en elver og den er utrolig smuk. Kastekniven er smedet af en menneskesmed, men den er også et effektivt våben. Malakith yndlingsvåben er dog nok hans ring, der kan åbnes så en spids pig kommer til syne. Piggen er forgiftet med gift nok til at dræbe to voksne mennesker. Giften går ind og svækker ofrets vejrtrækning. Derfor er det en fordel at ramme tæt på lungerne, men uanset hvor ofret bliver ramt, vil giften påvirke ham. Giften virker relativ hurtigt. Rammes overkroppen eller halsen, virker den i løbet af to-tre sekunder. Rammes arme eller ben, går der mindst fem minutter. Modgiften er rimelig let at lave, men ofret bliver sjældent reddet de giften virker så hurtigt. Desuden er det endnu ikke lykkedes at udvikle en resistens over for giften. Malakith har også en bue, men denne benytter han meget sjældent, dels fordi han ikke er i træning, dels fordi den er upraktisk.
Personlighed:
Malakith er ikke ond af natur. Han kunne være blevet et fredeligt og hjælpsomt menneske, og sådan ville det nok også være gået, hvis ikke hans mor var blevet mbrændt som heks. Mindet fra dengang har brændt sig fast i hans sind som en ukrudtsplante der vokser sig større og større og kvæler alt andet, og dette har ført til et enormt had mod alle andre mennesker og intelligente væsner. Dette had har taget form som et mere konkret had mod kongeriget, og Malakiths mål er blevet at føre kongeriget til fald og straffe dets indbyggere. Malakith er dog ikke gennemsyret ond. Han har stadig en god side, der kommer til udtryk ved hans forkærlighed for naturen, hvor han har tilbragt størstedelen af sit liv, og hvor han også har de bedste minder fra. Malakith er blevet for kold og samvittighedsløs til direkte at elske naturen, men han føler sig hjemme der og føler, at han kan stole på de væsner, der bevæger sig rundt i den. Naturen er ligeledes forbundet med de fleste af Malakiths heksekundskaber, hvilket knytter ham endnu tættere sammen med naturen. I kontrast hertil hader han byer, som han opfatter som fundamentet for kongerigets magt. Malakith er egentlig ikke så mægtig, som de fleste folk går og tror. Nok er han en erfaren og dygtig heks, men heksekunst er ikke et redskab, der giver en den samme direkte magt som en ridders sværd eller en skyttes bue. Hans største våben ligger i den mystik han er omgivet med, hvilket han er meget bevidst om. Folks uvidenhed og frygt gør, at de ikke ved, hvad han er i stand til, og derfor overvurderer de hans evner. Malakith er meget bevidst om dette, og han fører sig frem med autoritet og med en kold og truende adfærd, der antyder at han virkelig har disse kræfter. Malakith er dog bestemt heller ikke en ufarlig person. Han er intelligent og snedig og udnytter sine kundskaber til fulde. Han er trænet i at finde på udspekulerede planer som han fører ud i livet med stor forsigtighed. Hans største styrke er dog nok, at han er fuldt bevidst om sine egne kundskaber og begrænsninger. Han er dog ikke just nogen charmerende person, da han er kold og kontrollerende, og som regel holder afstand til andre, og han hader at blive kommanderet rundt med, selv om han kan acceptere det, hvis det er nødvendigt. Han er samtidig meget hævngerrig, og han glemmer sjældent en person, der har stukket en kæp i hjulet på ham.
Udseende:
Malakith er godt nok 39 år gammel, men han har en krop som en 20-årig, da han i sin tid spiste en stjernes hjerte. Han har et solbrunt, aflangt ansigt med brede læber og langt, sølvgråt hår der går ham til lidt under nakken. Hans øjne er gulgrønne med rødbrune pupiller, hvilket er et resultat af en giftig eliksir han engang prøvede. Han er solbrun, da han tilbringer meget tid uden for. Malakith er ikke speciel høj. Faktisk er han lidt lavere end gennemsnittet. Han er heller ikke stærk. Han er tynd men samtidig i god form. Han er fysisk svag, men i stand til at bevæge sig hurtigt og smidigt. På højre håndled har han bidmærker fra engang, en ulv bed ham, og i hans venstre side er der endnu et ar, der stammer fra en pil. Malakith bevæger sig med løftet hage og et koldt, arrogant ansigtsudtryk. Han bevæger sig med forsigtige, elegante bevægelser og laver sjældent meget lyd når han går. Hans stemme er lav men indtrængene og kold. Når han tænker sig om, har han en vane med at gnide sig under hagen med højre hånd.
Tøj: Malakith klæder sig altid i en sort kutte med hætte. Langs kanterne er der mystiske tegn i en mat, gylden farve. Indenunder bærer han en sort trøje og sorte bukser, der bliver holdt oppe af et sort bælte. I bæltet bærer han poser med de mest nødvendige af hans urter og miksturer. Desuden bærer han han poser med de mest nødvendige af hans urter og miksturer. Desuden bærer han en lang kniv samt en mindre kastekniv. Desuden har han en daggert til skjult på højre lår. Alle disse våben er dog skjult af hans kutte. Kutten har to huller foran ved hans mave. Hullerne ligner lommer, men gennem dem kan han hurtigt nå ned til hans våben og de beholdere med urter og miksturer, han bærer i bæltet. Malakith bærer en halskæde af messing og går desuden rundt med en ring af messing der kan åbnes, så en lille spids pig kommer til syne.
Malakith antager dog ofte andre forklædninger, hvis han har et ærinde inde i byen, og han har adskillige andre identiteter, han kan antage.
Fortid:
Malakith blev født af sin mor en vinternat og blev efterfølgende døbt Jim Margarathssøn efter sin mor, Margarath. Margarath Malurt, som hun blev kaldt, var en klog kone og helbreder, der boede i det fattige kvarter i Stormhold. Heks ville nogen kalde hende. Hun var fattig, men dygtig og tilpas billig. Hun havde aldrig kendt sine forældre eller noget af sin familie, og havde derfor intet kendt efternavn. Jim var resultatet af en kort affære med en ukendt mand, mens da han var hendes første rigtige familie, blev han overøst med kærlighed. Margarath var ingen rig kvinde, og han havde altid brug for penge, men hun og Jim havde hinanden, og det var nok til at gøre dem lykkelige. Margarath lærte Jim alt hun viste om urter og heksekunst, og hun tog ham ofte med uden for byen for at samle de urter, hun brugte i sine eliksirer, og lære naturen at kende. I al stilhed håbede hun, at Jim ville klare sig bedre, end hun selv havde gjort. Havde der været den mindste mulighed for det, ville hun have lært ham op i et andet hverv, men hun kendte kun til heksekunsten, og da alle holdt sig fra heksens søn var Jim dømt til det samme ensomme og fattige liv som hun selv. Livet som en heks.
Dette ændrede sig dog alt sammen da Jim var 12 år gammel. Den dag brødt fremmede mænd ind i deres hus og førte Margarath væk. Jim nåede lige at springe i skjul, men han kunne se dem, mens de førte hans mor væk, og han hørte hendes skrig og hyl. På deres snak forstod han, at hun var anklaget som heks. Aldrig før havde Jim været så bange. Han ønskede af hele sit hjerte at hjælpe sin mor, at storme frem og forsvare hende med næb og kløer, men han turde ikke. Efterhånden som han hørte sin mor skrige og så mændene føre hende lægere og længere væk, udviklede dette sig til et enormt had mod disse mænd, der havde vovet at tage hendes mor fra ham, og han svor i sit stille sin at han ville tage en grusom hævn over dem. Da mændene endelig var væk skyndte han sig at tage så mange af sin mors urter og miksturer, som han kunne bære, hvorefter han løb alt, hvad han kunne, til det eneste sted, han følte sig sikker. Han løb ud i den skov, hvor han og hans mor havde tilbragt de bedste stunder af deres liv, og hvor alle hans mors kundskaber stammede fra.
Livet i skoven blev hårdt for Jim. Han var ung og uerfaren, men han klarede sig. Takket være den viden om planter og dyr, som hans mor havde lært ham, kunne han altid skaffe sig et måltid mad, og han var i stand til at tage sig af de fleste af de skader, som han pådrog sig. Der var mange farer i skoven, ikke så meget fra de vilde dyr og giftige planter. Jim havde tilbragt meget tid i naturen med sin mor. Mere fra de mennesker, der boede der. Jim lærte dog hurtigt, at de fleste af dem frygtede hekse, uanset hvor unge disse måtte være. Dette passede Jim fint, da han også forsøgte at undgå dem. Folk kaldte ham Listeren, og der opstod et rygte om at han var en ond heks, der havde dræbt en stjerne og ædt dens hjerte, men var blevet for ung af det. Efterhånden udviklede historien sig, og Jim havde pludselig spist intet mindre end fem hjerter, fordi han havde været for grådig, og derfor blev han for ung. Jim interesserede sig ikke videre for dette, men det hjalp ham med at holde folk væk. I skoven lærte Jim mange nyttige ting. Han lærte at bevæge sig lysløst og uden at blive set. Han lærte at jage og skyde med bue og pil. Han lærte at bygge primitive redskaber, fælder og huse. Det meste af tiden brugte han dog på at træne sine heksekundskaber. Han lærte, hvordan han kunne bruge de forskellige planter på forskellige måder, og hvordan han kunne komme tæt på og tæmme eller manipulere med forskellige dyr, men han interesserede sig også for den farligere og mørkere del af heksekunsten. I modsætning til, hvad de fleste mennesker troede, var der intet overnaturligt ved de fleste heksekundskaber. Det meste bestod af et simpelt kendskab til naturen samt en evne til at færdes i den og blive et med den. Det var folks frygt og heksenes hemmelighedskræmmeri, der gjorde folk bange for dem. Der var dog også en mørkere og langt farligere del af heksekundskaben, og denne havde Jim en særlig interesse i, da han var overbevist om, at det var den, der ville kunne give ham hans hævn over hans fjender.
Da Jim var 17 år gammel, havde han imidlertidigt lært så meget han kunne, på egen hånd. Han vidste dog, at han slet ikke var dygtig nok til at kunne udrette noget af betydning endnu. I hvert fald ikke noget så stort, som det han havde tænkt sig. Jim så bødlen, sheriffen og præsten som de hovedansvarlige for sin mors død, men det var langt fra de eneste ansvrlige. Han ville hævne sig på hele byen, for at deltage, og også på den royale familie, fordi de tillod heksebrændingerne. I hans sind var hans hævn mere vellykket, jo flere den gik ud over. Hele verden var skyldig i hans øjne. For at få så omfattende en hævn, og for at udfordre selve konehuset, var han dog nødt til at være meget dygtigere. Derfor opsøgte han den dygtigste heks, han kendte. Heksen Devin deMarsch. Devin boede alene ude i Deep Valleys skov, ligesom Jim, så en dag mødter Jim simpelthed op uden for hans dør og forlangte at blive hans lærling. Devin var overrasket, men hans interesse blev vakt. Han var en gammel mand, der ikke havde langt igen. Døden bevægede sig tættere og tættere på, og han var begyndt at føle sig ensom på sine gamle dage. Desuden tiltalte tanken om, at hans kundskaber kunne leve videre i en lærling, ham. Han følte, at på en eller anden måde ville kunne leve videre i Jim på den måde. Han kunne dog ikke lade hvem som helst blive hans lærling, så før han sagde ja, testede han Jim. Han fandt dog hurtigt ud af, at Jim havde både de nødvendige evner og det nødvendige talent, og han tog Jim til sig som sin lærling. I de følgende tre år stod Jim i lære som heks under Devin. Hans viden om urtekunst og naturen udvidede sig enormt, og han lærte om områder af heksekunsten, som han slet ikke kendte endnu. Devin lærte ham også om den mørke side af heksekunsten, men han advarede samtidig Jim. Den mørke, overnaturlige del af heksekunsten var farlig og uforudsigelig. Devin selv brugte den slet ikke længere da risikoen ganske enkelt var for stor. Jim stod i lære i ikke mindre end fem år. Derefter havde Devin lært ham alt, han kunne. Devin havde dog ikke langt igen, og Jim valgte af blive hos ham. Dels fordi at Jim gerne ville have fat i mange af Devins ejendele, dels fordi han synes, at han skyldte Devin så meget. Devin var ovenud taknemmelig og han hjalp til gengæld Jim med at finpudse sine evner, og lærte ham de største af heksekunstens hemmeligheder, som han endnu ikke have indviet Jim i. Han fortalte ofte om stjerner og deres evne til at gøre folk unge, og Jim forstod hentydningen, men han kunne ikke finde nogen stjerne til sin mester, og efter et år døde Devin. Jim begravede sin mester. Han følte sig tom indeni. Devin var det første menneske Jim havde holdt af siden sin mor. Nu havde han ikke mere at gøre i Deep Valley, og han tog derfor ind til Stormhold, medbringene en del af sine og Devins ting inklusiv en bog, hvori Devin havde nedskrevet de fleste af sine opskrifter.
I Stormhold præsenterede Jim sig som Evan Winter. Det lykkedes ham at købe et billigt hus i de fattiges kvarter, hvor han startede som helbreder. Han startede med at helbrede fattige folk der knap havde råd til han behandling, men han bleb snart kendt som en dygtig helbreder, og i takt med at han blev mere kendt, satte han prisen for sin tjeneste op. Han spillede skuespil og sørgede for at virke venlig og troværdig. Evans største karrierespring skete, da han helbredte en barons dødeligt syge søn. Som tak forærede baronen ham et hus i borgernes og håndværkernes kvarter. Her var der langt bedre muligheder for Evan, og han fik hurtigt en langt større kundekreds. Efter tre år i byen havde Evan fundet sig til rette, og han havde vundet folks tillid. Det blev dog hurtigt klart for ham, at han havde nået toppen af sin karriere. Jobbet som helbreder var dårligt betalt, og selv om han boede i borgernes og håndværkernes kvarter, svarede hans indkomst stadig til et fattigt menneskes. For at tage sin hævn havde Evan brug for magt, og han havde allerede lært at penge var magt. Svaret lå i en af opskrifter, der var i Devins bog. Det var en særlig blanding af urter, kaldet slaveurt. Urtens saft gav en en følelse af velvære og nydelse. Den var ufarlig over kort tid, men over længere tid sløvede den ejerens sind og gjorde ham afhængig af slave-urt. Man blev slave af urterne, deraf navnet. Evan begyndte nu at skaffe sig så store mængder af urten, det var ham muligt, og han solgte det til en række grådige købmænd, der ikke kendte hele urtens effekt, gennem en mellemmand. Mellemmanden kendte ikke Evans identitet eller udseende, og Evan følte sig derfor i sikkerhed. For at kunne sælge den havde Evan omdøbt den til livs-urt. I starten var det en succes, da det blev betragtet som en spændende fornøjelse, og da urten var forholdsvis billig. I starten var der ingen tydelige bieffekter, og flere og flere begyndte at tage urten. Så viste afhængigheden og sløvheden sig dog, og folk begyndte at opdage urtens sande natur, men da var en del af byens beboere allerede blevet afhængige af urterne. Dette medførte en mindre livsurtepidemi med mange afhængige. Evan udnyttede kaosset til at få hævn over de hovedansvarlige for hans mors død. De fleste af lovens håndhævere forsøgte at finde livs-urtens afstamning, og det gav Evan frie hænder. En dag blev bødlen fundet død i sit hjem, tydeligvis forgiftet. Dette overraskede dog ingen, da bødler aldrig var særlig populære. Sheriffen havde Evan allerede fået hævn over. Han var blevet forvandlet til et vrag af livs-urten, og han ville aldrig blive sig selv igen. Det sidste offer var præsten. Han blev også fundet død i sit hjem, men han var gammel, og da der ikke blev fundet nogen synlige tegn på hans død, gik man ud fra, at han døde af alderdom. Livs-urt-epidemien fik dog også negative konsekvenser for Evan. Folk begyndte at snakke om, at det var hekses værk, og de begyndte at holde sig væk fra folk som Evan. Evan havde regnet med, at han selv var populær nok til at undgå mistanke, men det viste sig at slå fejl, og han valgte derfor at stikke af, da han mærkede, at situationen var anspændt. Han stak af fra byen og ud i skoven. Her havde han mulighed for at lave endnu mere livs-urt, som han kunne sende til byen, men til hans store ærgrelse døde livsurt-epidemien langsomt ud, og det endte med, at livsurt blev noget, kun de fattige benyttede sig af.
Evan var utilfreds med resultatet. Han havde håbet på at tage hævn over og svække hele byen med livsurten, og udnytte forvirringen til at slå til imod kongefamilien, men den mulighed var væk nu, og han indså, at han havde brug for en ny plan, hvis han ville have kongeriget til at gå under. I skoven præsenterede han sig nu under navnet Malakith, heksemester og livsurtens opfinder, og han benyttede sig af den frygt, andre folk havde for hekse, til at holde dem på afstand. Han havde ikke opgivet at vælte kongeriget, og han havde også stadig nogle midler. Han havde stadig de penge, han havde tjent, og han tjente flere på sin livsurt. Opskriften på livsurt var blevet afluret, men Malakith var stadig den største leverandør. Desuden tog han også imod opgaver fra de få folk, der turde spørge ham til råds og havde råd til at betale. Dette gjaldt hovedsagligt ledere af forskellige tyvebander. Alt i alt voksede Malakiths formue stødt over de næste 5 år. Så skete det en nat, at Malakith sad og så på stjerner, da han så et stjerneskud ganske tæt på. Malakith huskede alle de historier, hans mester havde fortalt om, hvordan en stjernes hjerte kunne gøre en ung, og han rejste straks afsted. Det lykkedes ham at opspore stjernen efter nogle dage, og han myrdede den, skar dens hjerte ud, og åd det. Malakith var endnu kun mist i trediverne, men han havde store planer, og ungdommens styrke samt den ekstra tid kunne hurtigt vise sig nyttig. Nu fortsatte Malakith med at spare sin formue op gennem de næste 5 år, samtidig med at han langsomt begyndte at lægge planer mod kongeriget og sende forskellige plager mod Stormhold. Dette indebar alt fra pestbefængte rotter til snigmord på fremstående indbyggere og tilhængere af kongehuset. Endnu var han dog ikke mægtig nok til for alvor at gøre nogen forskel, men det skulle nok komme.
Styrke:
Malakith er en meget snedig og intelligent person. Han er en hurtig tænker, der er i stand til at skabe sig et overblik over en situation og lægge en plan ud fra sit mål og de midler han har til rådighed. Gennem tiden har han gennemført adskillige udspekulerede planer, som oftest med et tilfredsstillende resultat.
Malakith er gennem tiden blevet ganske trænet i kunsten at bevæge sig lydløst og uset. Han er i stand til at bevæge sig med et minimum af støj og i stand til at skjule sig for andres blikke. Desuden er han tålmodig, så han er i stand til at finde sig et skjulested og blive der i adskillige timer uden at bevæge sig, og han er i stand til at kamuflere sig eller forklæde sig efter omstændighederne.
Det meste af Malakith ry som heks skylder han sin urtekunst. Malakith har et indgående kendskab til adskillige urter og andre midler, der kan bruges i eliksirer og lægemidler. Dette kan han bruge som helbreder, men evnerne er også nyttige på adskillige andre måder. De fleste af de mennesker, Malakith har slået ihjel, har han taget livet af med gift. Derudover har Malakith adskillige andre opskrifter, han bruger, som han har skrevet ned i en stor, sort bog med overskriften: Heksemesterens bog.
Som heks er Malakith i tæt kontakt med naturen, og dette har medført et tæt bånd med naturen, der gør, at Malakith forstår naturen bedre end andre mennesker. Dette gør, at Malakith har en tæt kontrol med dyr. Det er som om dyrene bliver tiltrukket af ham og mærker, at han ikke gør dem ondt. Dette gør Malakith i stand til at træne dem op forholdsvist hurtigt. Ligeledes har han let ved at mærke små forskelle i naturen omkring ham, der kan gøre ham opmærksom på, hvis der har været, eller er, fremmede i nærheden.
Malakiths bedste forsvar over for hans fjender er den frygt og mystik, han omgiver sig med. Malakith har et indgående kendskab til det menneskelige sind, og dette bruger han til at puste til folks frygt. Han opfører sig koldt og truende over for andre, og holder det meste af sit liv hemmeligt. Malakith kendskab til det menneskelige sind gør ham også i stand til at gennemskue og manipulere med andre, hvis det viser sig nyttigt.
Svaghed:
Malakith nærer et dybt had over for alle andre intelligente væsner, og dette gør ham til et koldt og ubehageligt menneske, der skubber andre fra sig. De eneste væsner, der viser ham sand loyalitet, er de dyr, han træner op til det. Alle andre føler sig frastødt af ham, selv om de kan blive nødt til at indgå en midlertidig alliance med ham, og Malakith gengælder følelsen.
Malakith er en af den slags mennesker, der nyder at kontrollere andre. Omvendt hader han, hvis han bliver nødt til at underkaste sig andre. Han kan finde på det, hvis han kan vinde noget ved det, men han bryder den andens autoritet så snart, han får muligheden. Omvendt nyder han at bruge den frygt, andre nærer for ham, til at kontrollere dem.
På trods af at Malakith er en mægtig heks, er han overraskende svag i nærkamp. Malakith foretrækker at stikke sine modstandere ned bagfra eller forgifte dem, eller han lader de rovdyr, han træner op, gøre det af med dem. Han undgår direkte konfrontationer med sine modstandere, da han ikke har nogen større træning med nærkampsvåben. Han har en vis træning med bue og pil, men selv der er han ikke bedre end gennemsnittet. Ellers benytter han sig af knive, hvis han bliver tvunget i kamp.
Malakith er et meget hævngerrigt væsen, og hele hans liv er præget af jagten på hævn. Hans had til kongeriget skyldes udelukkende, at han giver dem skylden for hans mors død. Malakith har let ved at beskylde andre mennesker, da han generelt ikke bryder sig om folk, og han er ikke typen der glemmer, hvis andre har gjort noget imod ham. I stedet venter han tålmodigt til han for en chance for at gøre gengæld, og han foretrækker at ramme sine ofre så hårdt, at de ikke bliver i stand til selv at hævne sig.
Seksualitet: Hetero
Dyr:
Hugtand: En stor, sort hanulv, Malakith har trænet op til at lyde sig. Hugtand er større end den gennemsnitlige ulv, og den er aggressiv af natur, men den adlyder Malakith. Denne følger næsten altid med Malakith som hans livvagt.
Måne: En slank, grålig hunulv, Malakith har trænet op. Måne er ikke så stærk som Hugtand, men den er hurtig og intelligent, og den har skarpe sanser, der ofte advarer Malakith, når der er fare på færde. Denne følger næsten altid med Malakith som hans livvagt.
Skarpøje: En brun og hvid falk, Malakith har trænet op. Malakith er ofte sammen med denne falk, som han bruger til at finde ting og spionere.
Mare: En sort hest med sølvmanke som Malakith rider på, når han skal ud på en længere rejse. Dette sker dog sjældent. Mare er vild af natur, men det er lykkedes Malakith at tæmme den. Alle andre, der prøver at komme tæt på, angriber den, medmindre den får ordre på andet, og selv da er den modvillig. Den står aldrig tøjret, da den ikke kunne finde på at stikke af fra Malakith. Det meste af tiden befinder Mare sig i Malakiths træskur, hvor den bevogter hans forråd.
Brun: En stor, brun bjørn, der bor i Malakiths hus. Brun er en doven og magelig bjørn, der ikke bryder sig om at blive forstyrret. Dens eneste opgave er at bevogte Malakiths hus og angribe alle fremmede indtrængere.
Derudover har Malakith et utal af giftslanger, der bor i hans kælder og bevogter hans rigdomme.
Skulle være rettet nu.