|
Post by Ticana on Jul 9, 2010 22:27:07 GMT 6
Ticana listede ned af trapperne til de dunkle celler. Hun havde ikke været her længe nu, desværre, fordi hun var stukket af fra slottet da hun bare ikke kunne holde Vaine og Nicolas ud. Hun havde en tyk kappe på og så noget større ud en normalt. Vagten sov, for klokken var langt over midnat. Den første frost havde sat sig i jorden uden for og her i cellerne var der isnene koldt. Hun stoppede op og kikkede på nøglen der hang over bordet med vagtens ben. Hun rakte ud efter den. Uendeligt langsomt og tog den. Den klirrede lidt men vagten lagde ikke mærke til noget. Don havde kun siddet halvdelen af sin dom af, og nu var det nok for hende. Selvfølgelig kunne hun ikke lukke ham ud, men hun kunne da lukke sig selv ind. Hun pakkede nøglerne ind i sin tykke kappe og løb ned af gangen. Hun havde fået Vaine overtalt til at Don sad helt alene. At der ikke var nogle omkring ham. Så hendes plan skulle nok lykkes. På hoften under kjolen havde hun en stor lærreds sæk. Det var grunden til hendes store størrelse. "don..?" Hviskede hun. Hun formodede at han sov, og puttede nøglen i låsen. Slåen gled fra næsten uden at larme og hun smuttede ind i cellen. Det var altid noget at man ikke kunne se til de andre celler, men murene var is kolde og cellen helt mørk. Efter hendes øjne havde vænnet sig til mørket så hun hans spinkle skikkelse. Sovende, som hun havde forventet. Hun tog kappen af og listede hen til ham. Uendeligt forsigtigt svøbte hun det tykke uld om ham, så han i det mindste ikke frøs. Hun satte sig op af muren og pakkede indholdet ud. Der var primært mad og drikke, men det var ikke det hun ledte efter. I en lille lærreds pung fandt hun målet. Hun trak et stykke sæbe ud og smilede. Hun havde lagt denne plan længe tydelig vis. Hun lavede et godt aftryk af nøglen i sæben og puttede den i pungen igen og gemte den på sin hofte.
|
|
|
Post by Don on Jul 9, 2010 22:54:06 GMT 6
Der var iskoldt i cellerne nede i den mørke kælder. Til gengæld var det også det eneste tegn på at vinteren nu var trådt til udenfor. Faktisk var det det eneste tegn på at der fandtes en verden udenfor de tykke, kolde murer. Vinterens kulde, lyden af vanddråber der landede på jorden når det regnede. Don lå og sov op af væggen i det ene hjørne, helt sammenkrøbet og lignede slet ikke sig selv, så spinkel og afkræftet som han var. Det var længe siden at han havde set Ticana hernede, alt for længe. Han håbede bare sådan at hun havde det godt, og længtes ubeskrivelig meget efter at se hende igen. At mærke hendes vejrtrækning. At kunne røre hende, uden de forbandede tremmer imellem dem, som havde adskilt dem et helt år nu. Selvom han ikke selv havde styr på hvor længe han havde været dernede. Selvom det allerede føltes som år, men sådan var det vel når man var alene i en kold, mørk celle i så lang tid. Uden nogen kontakt til omverdenen, andet end når vagten gik sine jævnlige runder, for at sikre sig alle fanger var i deres celler og alt var som det skulle være, og så Ticanas besøg en gang imellem, som han desværre ikke havde set noget til i lang tid nu. Efter lidt tid begyndte han dog og vågne, og lige som han skulle til at falde tilbage i søvnens verden igen, mærkede han et eller andet nærved, og slog øjnene op. Han drejede hovedet, for at se hvad det var, og med hans øjne som efterhånden havde vænnet sig til mørket dernede, som dominerede om dagen såvel som om natten, kunne han tydeligt se gennem mørket , og da han så hendes ansigt var han som forstenet. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre eller tro. Det var så uvirkeligt, som en drøm, men på en måde ikke. men det kunne jo ikke lade sig gøre, det var umuligt. Hun kunne ikke være her sammen med ham. Han kunne ikke se hvordan det skulle være muligt. Men der var ikke noget at tage fejl af, det var hendes ansigt, hendes smukke ansigt, som han havde savnet så meget, at se. Røre. Være tæt på. Men det måtte være en drøm, noget han forestillede sig. Han kunne dog ikke slå tanken ud af sit hoved, måtte være sikker. Han ønskede bare så meget det skulle være hende, at han ikke kunne indse at det bare var hans hjerne der forsøgte at snyde ham, ikke før han var sikker. Da han endelig fik magten over hans krop igen, lod han forsigtigt, med langsomme bevægelser, på grund af den lange indespærring dernede, som gjorde han jo ikke kunne bevæge sig så meget. Han rørte forsigtigt ved hendes ansigt "Ticana..?" hviskede han spørgende, som for at overbevise sig selv om det var hende. Overraskende nok mødte hans hånd noget fast, og ikke bare luft. men istedet hendes bløde, varme hud. Han kunne ikke forstå det, det gav ingen mening, og det forvirrede ham, måske han endelig var blevet helt sindssyg? Havde han virkelig mistet den sidste smule af forstand som det havde lykkes ham at bevare hernede indtil nu?
|
|
|
Post by Ticana on Jul 9, 2010 23:05:30 GMT 6
Hun så overrasket på ham og blinkede et par gange. Hun var tydeligt i bedre humør nu end hun havde været i et helt år. "Don.." Hviskede hun og lagde hånden over hans. Hun smilede lykkeligt og så ømt på ham. "Syh.." Mumlede hun og trak kappen bedre om hans iskolde hud. "..Sov" Hviskede hun og så på ham med de mørkeblå øjne, de glimtede af glæde og kærlighed til ham. Hun lænede sig tøvende frem og kyssede hans kind. "...Sov bare.." Hviskede hun igen og sørgede for at den varme uldkappe dækkede hele hans krop og ikke bare dele af den. Hun smilede varmt og strøg ham over kinden. Hun ville slet ikke lade være med at røre ham, selv om at hun nok burde for ellers ville han jo ikke kunne sove.
|
|
|
Post by Don on Jul 9, 2010 23:31:43 GMT 6
"Ticana..?" hviskede han igen tøvende, med en spørgende stemme "Er det virkelig dig? Men.. Hvordan?" han kunne ikke tro det var hende. Men han kunne mørke hendes berøring mod hans iskolde hud, han kunne se hende og høre hende, det måtte være virkeligt.. Men hvordan? Hvordan kunne det lade sig gøre? Det var jo umuligt.. Han ville dog ikke tænke mere over det, og slog der derfor ud af hovedet. Han var bare så utroligt glad for at se hende, og endelig kunne mærke hende tæt på sig igen, uden de tremmer imellem dem. Så var han ligeglad med hvordan det var muligt, eller om det bare var hans hjerne som kørte et eller andet trick med ham. Det var ikke vigtigt lige nu. Han halvt sad, halvt lå, lænet op af de iskolde stenmure bag ham, med hovedet drejet så han kunne se på hende imens, og kunne se hendes ansigt gennem mørket, tættere på end det havde været i så lang tid. "Jeg elsker dig.." hviskede han stille, havde ikke lyst til at dette øjeblik nogensinde skulle ende, han ville ikke have hun skulle forsvinde igen, han ville bare have hende hos sig, for alt i verden. Det var uudholdeligt at være så langt fra hende som han havde været et helt år, og det var næsten ubærligt at sidde hernede, adskilt fra den ene person som han elskede over alt andet, det eneste som betød noget for ham
|
|
|
Post by Ticana on Jul 9, 2010 23:41:56 GMT 6
Hun smilede ømt til ham og kyssede hans pande. "Og jeg elsker dig" Hviskede hun og så ham i øjnene. "Ufatteligt højt" Hun rakte ud efter nøglebundetet der lå ved siden af hende og viste ham det. "Jeg regnede det ud" Hviskede hun og var ved at sprænges af glæde. Hun rodede lidt rundt og fandt sæbe stykket. "Se.." Hun viste ham aftrykket og så på ham med varme øjne. "Der er kommet en ny smed i skoven, jeg tager denne med til ham og får lavet en nøgle... Så jeg altid kan komme ind til dig" Hviskede hun og gled ned på højde med ham og puttede sin varme krop ind til hans kolde. "... Men kun om natten, så vagten ikke opdager mig.." Sagde hun og smilede varmt til ham og kyssede hans kind et par gange. "Jeg har sådan savnet dig.." Hviskede hun og så på ham.
|
|
|
Post by Don on Jul 9, 2010 23:50:45 GMT 6
Han smilede kærligt til hende, og så dybt ind i hendes smukke øjne. han havde sådan længtes efter det her så længe, det var helt utroligt. Han lyttede interesseret til hvad hun havde at sige, og da hun var færdig med at sige hvad hun ville fortælle, kunne han ikke skjule sit smil. Kunne det virkelig være rigtigt? Var det ikke noget han forestillede sig? Det var så svært at tro på "jeg elsker dig så utrolig højt Tic.. Jeg har savnet dig så meget.. Jeg vidste slet ikke man kunne savne nogen så meget.." Han kunne mærke hendes bløde, varme krop mod sin kolde skikkelse, og puttede sig ind til hende
|
|
|
Post by Ticana on Jul 9, 2010 23:58:50 GMT 6
Hun smilede og lagde armene om ham. "ikke så meget som jeg har savnet dig..." Hviskede hun og kærtegnede hans hoved ved at køre fingrene gennem hans hår gentagende gange. "..Jeg har mad med.. Tænkte at du.. Måske kunne grave et hul og lægge mad og kappe i når vagten er her" Sagde hun og fugtede læberne. "..Bare så han ikke mistænker noget" Sagde hun og så på ham gennem mørket. "Jeg vil ikke miste det her.. Jeg kan ikke risikere at lukke dig ud, da Nicolas så helt sikkert vil få dig slået ihjel.. Men vi kan være sammen sådan her" Sagde hun og holdte ham tæt i et forsøg på at give ham noget varme. "Du kan beholde kappen. Vagten kommer jo kun en gang imellem og jeg hader tanken om at du fryser her nede" Sagde hun og så med et kritisk blik rundt i cellen. Hun ville slet ikke vide hvilke forfærdelige oplevelser der havde været i denne celle før hen. Hun gøs og holdte ham ind til sig "Vi Kommer gennem det..." Hviskede hun stille. "..sammen"
|
|
|
Post by Don on Jul 10, 2010 1:03:08 GMT 6
"Tak.." hviskede han kærligt og gav hende et blidt kys, og så hende ind i øjnene "jeg elsker dig så meget.. jeg er ligeglad hvor jeg er.. bare vi er sammen.. bare jeg kan se dig, høre din stemme, se dit smukke ansigt, og røre ved dig og mærke dit nærvær.. Så er jeg ligeglad med alt andet.. Du er det eneste som betyder noget" hans stemme var hæs, og noget anstrengt, da han jo ikke sagde noget hernede normalt, kun de få gange hvor hun var her, så i et år havde han i dage, uger, måske endda måneder af gangen ikke sagt et ord. Nøjagtigt hvor længe der var gået mellem hvert af hendes besøg anede han ikke, da han for længst havde mistet enhver sans for tiden, og det føltes som evigheder siden han havde set hende. "Bare vi er sammen.."
|
|
|
Post by Ticana on Jul 10, 2010 1:19:36 GMT 6
Hun nikkede og smilede til ham. "Sammen..." Hviskede hun og kyssede ham kærligt. "Jeg har snakket med Nicole.. Du ved.. Nicolas kusine.. Hun har fortalt mig om Marjoa" Sagde hun og lagde hovedet på hans skulder. "..Måske kunne vi flytte der hen.. Hvis Vaine ikke vil lade os være sammen her" Sagde hun og så på ham med et smil. Hun syntes selv at det var en god løsning. Hun havde egentlig fundet på meget på det sidste. Hun havde meget at fortælle ham. Alt hvad der skete uden for cellerne. Alt hvad der var sket i hendes liv på det sidste. Men hun havde tid nok. Et helt år for at være nøjagtig. Massere af tid til at ordne det hele.
|
|
|
Post by Don on Jul 10, 2010 3:00:33 GMT 6
"Måske.. Når jeg kommer ud" sagde han og smilede kærligt til hende. han elskede hende, og ville bare være sammen med hende. For enhver pris. og hvis hun var villig til at flytte væk med ham, så ville han følge hende overalt, bare de kunne være sammen. Men først kunne de jo lige prøve at se hvad der skete, det kunne jo være at de kunne være sammen her alligevel, de kunne vel håbe på det. Selvom han dog godt vidste at hverken Vaine eller Nicolas kunne lide ham, og de ikke stolede på ham, og det havde de god grund til. Men han ønskede bare at være sammen med ticana, for alt i verden. Han ville ofre alt for hende. han havde allerede ofret sit job, han havde forrådt hans tidligere arbejdsgivere, og var nu lovløs i det land, og var jagtet af de dusørjægere han havde spioneret for. Og han havde siddet et helt år, alene i en kold, mørk celle, og havde stadig et år tilbage. hvis ikke det viste hans kærlighed, og hvad han var villig til at gøre for hende, hvad gjorde så?
|
|
|
Post by Ticana on Jul 10, 2010 3:31:27 GMT 6
Hun smilede og kyssede ham kærligt. Hun puttede sig ind til ham og rakte ham noget brød. "Du bør spise noget" Sagde hun og så på ham med et smil. "Jeg har brød, vand og noget tørret kød. Det var det eneste jeg lige kunne finde" Sagde hun med et smil og lagde armene om ham. "Men hvis jeg prøver at komme igen snart, så skulle det også kunne holde fint nok" Sagde hun med et varmt smil og hvilede panden mod hans og smilede. Hun for sammen da en bevægelse et stykke væk. Hun lagde fingrene mod læben og lyttede intens efter hvad det end var der havde frembragt lyden.
|
|
|
Post by Don on Jul 10, 2010 21:53:30 GMT 6
Han stivnede med et, da han hørte lyden, som han ikke anede hvor kom fra. Han havde altid været meget på vagt, og havde gennem hele hans liv på gaden lært altid at være på vagt overfor alt og alle, og altid være klar og vente det uventede. Derfor sad han nu helt stille, og lyttede efter flere lyde, og prøvede at finde ud af hvor lyden var kommet fra, og hvem eller hvad der havde lavet den. Det lykkedes dog imidlertid ikke, da hvad det end var der havde lavet lyden, nu var tavst, han kunne ihvertfald ikke høre noget, og det havde ikke lykkes ham da han hørte den, at fokusere lyden til et bestemt sted. Dette på trods af hans hørelse som var blevet noget skærpet hernede, da man meget bedre kunne fokusere på alle de få lyde som hørtes hernede, selvom det var få. Og derfor vænnede man sig også mere til at lytte efter, og rette sit fokus mod en bestemt lyd eller bevægelse, noget han i forvejen havde været ret god til, da det var meget brugbart i et sådant liv som han havde ført, som tyv og spion for forskellige personer.
|
|
|
Post by Ticana on Jul 11, 2010 2:55:58 GMT 6
Hun kyssede ham længe og intenst. "Jeg bør nok gå..." Hviskede hun og så på ham. Hun trak kappen bedre om ham. "Jeg kommer så snart jeg har fået lavet nøglen" Hviskede hun og kyssede ham på kinden. Hun tog lærredssækken og lagde den ved siden af ham. Men hun kunne bare ikke få sig selv til at gå, hun tyggede sig i læben og overvejede hvordan hun skulle komme ud af den situation der pressede hende ud af døren. Det hun helst ville var at være ved ham. "Skal jeg tage noget med til dig..?" Spurgte hun så.
|
|
|
Post by Don on Jul 11, 2010 12:45:31 GMT 6
Han gengældte glædeligt hendes kys, og så på hende med et kærligt, lettere trist blik "Ja bør du nok.." sagde han lettere bedrøvet "Jeg elsker dig.. Vil tænke på dig hvert eneste sekund, og vente på at du vender tilbage.. jeg vil altid elske dig" hviskede han og så på hende, med et blik fuld af kærlighed til hende, og glæden over endelig at se hende igen, blandet med den lidt triste følelse han fik hver gang hun forlod ham "Bare dig.." sagde han med et kærligt smil til hendes sidste spørgsmål "Din kærlighed er alt hvad jeg har brug for.. Den er hvad har holdt mig i live hernede i al den tid jeg har været her.. Du er det eneste som betyder noget for mig nu"
|
|
|
Post by Ticana on Jul 12, 2010 1:53:28 GMT 6
"Og du betyder alt for mig. Derfor vil jeg gerne have at du har det så godt som muligt." Sagde hun og lænede sig frem og kyssede ham igen. Efter et langt kys trak hun sig lidt væk. "Sørg for at spise.." Hviskede hun og strøg ham over kinden. "Du er så forfærdelig tynd.. Vil ikke have en kæreste der er tyndere end mig" Sagde hun i et forsøg på at drille ham, for at muntre ham lidt op. "-Jeg finder ud af noget mere om Marjoa" Sagde hun så og så ud af døren for at tjekke at hun var alene. ".Måske kender Nicole et godt sted at bo..." Hun smilede varmt til ham og kyssede ham engang til. "Vi klare det her" Mumlede hun.
|
|