ubehagelige oplysninger

[Nicolas]

Nicolas sad ved sit skrivebord og gennemgik nogle traktater Marjoa skulle indgå med nabolandene om fred og fordragelighed. Hans far var blevet syg og magtede ikke det hele på det sidste. Det var også godt det samme da Vaine insisterede på at håndtere alt inden for Mariqiens mure. Han respekterede hende for det, og hun havde en enorm viden inden for politik og alt hvad der var nødvendigt for at holde et land. Ikke underligt, men hun var også en fremragende dronning. Han smilede for sig selv og følte sig egentlig ganske lykkelig. Jo han savnede da Marjoa og livet der, og nogle gange ønskede han at de kunne slå de to lande sammen. Det ville blive et ganske enormt konge og dronninge rige. Men han var også ganske sikker på at Vaine ikke ville gå med til det. Han underskrev nogle papire og lagde dem til side mens ha stragte de lange ben. det var forlængst blevet mørkt og regnen trommede blidt mod de store ruder. Han savnede Vaine og den tæt hed de havde haft før Malina blev født. Det hele havde lige som ændret sig og han var ikke sikker på hvordan han skulle forholde sig. så var der også alt det med Ticana. Hun var igen stukket af, fordi hun var sur over at hun ikke måtte se Don. Det hele ville være meget lettere hvis han ikke var der, men tanken om at hænge ham måtte han igen skyde ud af hovedet. Vaine ville ikke kunne klare at miste sin søster også og det var ganske sikkert at det var hvad ideen ville føre til. Han måtte på en eller anden måde få Don til at overleve så Ticana blev i landet. Nicole havde fortalt ham at Ticana havde udspurgt hende om Marjoa. Det var noget med at hun ville flytte der til med Don hvis ikke Vaine og Nicolas ville lade dem være sammen her på slottet. Han måtte snakke med Vaine om det en passende dag, hvor Malina ikke var sur. Hun var ved at få tænder og var ganske hysterisk. Hans grønne øjne faldt på de knitrende flammer og han kørte træt fingrene gennem de løse mørke lokker. Over kaminen hang et smukt billede af Vaine med Malina på armen.

[Vaine]

Nicolas' tjenestepige, bankede forsigtigt på døren. Hun ventede på svar, inden hun gik ind. Hun stilte sig lidt forlegent foran ham. "Undskyld jeg forstyre deres majestæt, men jeg ville blot fortælle dem at dronningen er på vej" Sagde hun mens hun så ned i gulvet. Det var ikke noget hun gjorde normalt, men hun havde aldrig set dronningen sådan.

Ude på gangen nærmede Vaine sig Nicolas' arbejdsværelse. I hendes ene hånd knugede hun det brev som hun havde fundet. De mange gange hun havde læst det, habde næsten slidt mere på det, end de ti år det havde ligget i bogen. Vaine vidste selvfølgelig ikke om den altid havde ligget der. Men hun håbede at Nicolas bare havde taget det med ved et tilfælde, og ikke fordi han godt kunne lide at læse det en gang i mellem. Bare tanken om ham og hende, fik hende til at blive nød til at standse op og tage en dyb indånding, inden hun fortsatte. Hun blev nød til at tøjle hendes følelser til han havde haft en chance for at forklare sig. Men hvis han ikke kunne det, var hun ikke sikker på hvad hun ville gøre. Men det var helt sikkert ikke noget der ville gå stille af sig.

[Nicolas]

Han så lettere forvirret ud da Maria kom ind og rejste sig op. Maria plejede som sagt ikke at melde Vaines ankomst så han fornemmede hurtigt at der var noget galt. I hans hoved gennemgik han febrilsk de sidste par dage til grunden til at Vaine var oprørt eller ked. Han kunne ikke sætte fingeren på noget han selv havde gjort, og heller ikke nogle andre i Vaines omgangskreds. Han sank og nikkede til Maria. "Tak Maria, du kan holde fri" Sagde han og mønstrede et varmt smil. Da Maria forsvandt gled hans ansigt over i en grå maske. Han elskede Vaine. Men når hun blev gal var det altså skidt. Og hvad værre var, han anede ikke hvorfor, så han viste ikke hvad han skulle sige som forklaring eller forsvar.
Han trak vejret dybt. Sekunderne inden Vaine ankom virkede umenneskeligt lange. Han stod som om han ventede hende. Med et neutralt ansigt og ophøjet ro i de dybe grønne øjne. De lange løse lokker var stadig ikke sat op, og ilden i pejsen knitrede forsat lystigt mens hans blik så ætsende på egetræsdøren der nok ville gå op om kun nogle få sekunder.

[Vaine]

Vaine tog sig ikke tid til at banke på døren, men gik bare lige ind. Hvis han fangede ham sammen med hende, ville det bare give hende klar besked. Hun lukkede hurtigt døren efter sig og så på Nicolas, med armene over kors. "hvad er dette?" Spurgte hun og holdte brevet frem imod ham. Hendes ansigt var lagt i stramme folder, alle og enhver ville kunne se at hun var helt alvorlig. Hun ville prøve, så godt hun kunne, at holde sig neutral til hvad han end ville sige. Men hun var ikke sikker på at det ville lykkes hende. Hun vidste at når hende og Nicolas skændes, var det aldrig bare noget der var hurtig overstået. Det endte ofte med at de skildes mere vrede, end da de kom. Vaines øjne så hårdt på ham, mens hun ventede på hans svar. Det havde bare af at være godt, hvis det skulle hidse hende ned igen. Hun havde selv vendt alle mulighederne i hovedet utallige gange, men var ikke kommet frem til nogen forklaring, som mildnede hendes vrede.

[Nicolas]

Nicolas gik rundt om bordet og tog papirene for at se nærmere på dem. Hans blik flakkede hen over linierne mens han gik hen til skrive bordet igen. Han lagde dem foran sig, lidt forsigtigt dog og tog en dyb indånding. Han havde ikke set de ord i.. Ja det måtte være snart 10 år. Han fornemmede hvad probemet var og det var nok større end han havde ønsket. "Hvor fandt du det.." Sagde han neutralt og så op på hende. Ikke anklagende bare opgivende over for brevet primært. Han havde en del forklarings arbejde. Han havde ikke fortalt Vaine om ham og frøken Zarlaz. Grunden var simpel. Vaine ville ikke forstå. Hun var det mest stædige kvindemenneske han var kommet om ved. Og han elskede hende for det. Han stod lidt og tog en dyb indånding uden at sige mere.

[Vaine]

Vaine betragtede ham med et overvågende blik. "I den bog om Marjoas historie, som du havde med, da du flyttede ind" Sagde Vaine og stilte sig atter med armene over kors. Bare for ikke at komme til at lave voldsomme fagter, når hun mistede fatningen. Vaine tog en dyb indånding "var det derfor du bragte hende til Mariqien. Og du skal ikke prøve på at lyve for at skåne mig, jeg vil vide det!" Vaine anstrengte sig for at holde sin stemme på et normalt niveau, så det ikke lød som om hun råbte af ham. Selv om det var det hun havde mest lyst til. Hun havde lyst til at råbe alle sine spørgsmål ud mod ham. Hun ville have at han skulle forklare med den løsning, hun ikke selv havde fundet. Hun ville have at han skulle sende hende tilbage til Marjoa, og trøste hende, mens han holdte hende i sine arme. Men Vaine ville ikke gøre det. Hun ville ikke virke svag, hvis det var som hun troede, ville hun gøre alt hvad hun kunne for ikke at fælde en eneste tåre mens han så på det.

[Nicolas]

Han satte sig ned med et tungt suk og kørte fingrene gennem håret. "Jeg har ikke set det i 10 år..." Mumlede han og så på hende. Han smilede men der var ikke megen glæde i smilet. "Nej.. Det var det ikke" Sagde han ærligt og slog ud med armene. "Nicole og jeg... Har altid været ufatteligt tætte. I lang tid så det ikke ud som om at jeg skulle giftets med hende den ukendte alligevel, og vi lod forholdet tage det skridt som altid havde været der" Sagde han og så igen ned på brevet. Han smilede trist og skimmede linierne,

[Vaine]

Vaine stod rank midt på gulvet. Hun havde ikke tænkt sig at sætte sig ned. Nicolas' triste og tavse holdning, kom bag på hende. Hun havde regnet med at han ville blive vred, over at hun havde fundet brevet. Som om hun havde snaget i hans private ting. Det havde hun forberedt sig på. Men ikke det her. Hun lyttede opmærksomt til ham. Ham lød trist, men om det var fordi det var forbi med hende, eller om det var fordi Vaine havde fundet brevet, vidste hun ikke. "Hvad var det for et skridt?" Spurgte hun, stadig med en meget alvorlig stemme, som ikke var blevet blødere på nogen måde. Hun bad inderligt til at det ikke var det skridt som hun troede det var. Bare billedet af dem to sammen, i hendes hovede, var noget der kunne få hendes vrede til at koge over. Hun stirrede på Nicolas, og tænkte over hvorfor han ikke havde fortalt hende noget om alt det her. Når det var ti år siden, skulle man tro han havde fået det på afstand. Men det havde han åbenbart ikke, hvilket gjorde hende meget bekymret. Hvis han stadig var forelsket i hende, hvorfor havde han så været så pressende med at han ville giftes med hende?

[Nicolas]

"Vi var barndoms.. eller ungdoms kærester" Sagde han og så på Vaine. Han foldede omhyggeligt men forsigtigt brevet sammen og lagde det til side. "Dengang.. Jeg havde aldrig været så forelsket.. Så betaget.. af en person" Sagde han og trak vejret dybt. Han var nød til at få alt sagt så Vaine ikke mis forstod noget. Hans blik landede på de dansende flammer mens han rodede op i sit hoveds fortid med Nicole. "Vi var altid sammen. Og når vi ikke var, var der ikke noget vi heller ville end at være sammen. - Som du kunne læse af brevet. Vi var det perfekte par i de flestes øjne. Jeg var arving til tronen, og hun måske den smukkeste i Marjoas historie" Sagde han med et trist blik. "Der ud over.. Havde.. Hun nogle problemer, Hun havde, før mig, været meget forelsket i en ridder. Denne ridder havde ingen interesse i hende med mindre hun lå i høet, og han forlod hende også igen. Som aldelspige var og er det hende umuligt at blive gift og elsket nu fordi at han 'ødelagde' hende" Han så på Vaine og lavede en bydene bevægelse, som forslag til at hun satte sig. "Derfor var jeg også det perfekte valg for hende, set i hendes fars øjne" Sagde han. Han havde tænkt sig at forsætte men ville da lige give Vaine mulighed for at sige eller gøre noget.

[Vaine]

Vaine blev stående hvor hun var. Hun foretrak at kunne se ned på ham, i stedet for at de var på samme niveau. Hun godtog hans forklaring som sandheden. Men han havde stadig ikke fortalt hvordan det var nu. Om en af grundene til at hun var kommet, var fordi de havde det sådan. "Hvorfor var du så så insisterende på at vi to skulle giftes, hvis du allerede havde en passende brud der hjemme?" Spurgte hun og så på ham. Hun gjorde alt hvad hun kunne for at holde barikaderne oppe. Hun ville ikke virke svag bare fordi hun elskede ham, så meget som hun gjorde, og slet ikke havde lyst til at være vred på ham. Men hvis han bare havde giftet sig med hende, fordi det var et arrangement der var blevet lavet mellem deres forældre, og ikke fordi han elskede hende. Så kendte hun ham slet ikke så godt som hun troede hun gjorde.

[Nicolas]

"Jeg viste ikke at du eksisterede den gang" Sagde han og så på Vaine. Han lænede sig tilbage og havde atter den knugende bevægelse i maven og brystet. Han havde virkelig savnet Nicole. Nicole var mere passioneret end Vaine. Mere vild. Men Vaine var helt speciel. Han rømmede sig og så op på hende. "For at forsætte denne lille historie" Sagde han og sukkede tungt. "Vi var skabt for hinanden, troede vi. Og der er jo intet underligt i at fætter og kusine gifter sig. Men mine forældre var ikke glade. Ser du.. Nicole kan ikke få børn. Og hvad skal en tronarving gøre uden at kunne føre slægten videre. Men det var ikke det eneste problem" Sagde han med et overraskende trist udtryk. "Ser du. Der gik allerede i begyndelsen, da vi var helt små, rygter om at vi måske ikke bare var fætter og kusine" Han slog blikket ned og pillede ved en revne i bordet. "- Ser du.. Min far har åbenlyst ikke kun haft min mor..." Han sendte Vaine et sigende blik. "Og.. Han havde et eller andet kørende med Nicoles mor - Min mors søster, og det resulterede muligvis i... Nicole" Hans blik flakkede kort og han holdte atter en pause. Det var ikke helt let at trække vejret i den summende anspændte stemning.

[Vaine]

Vaine rynkede brynene. Det var bestemt ikke passende opførsel for en konge. I hvert fald ikke hvis det stod til hende. Hun vidste godt at mange konger havde elskerinder, ud over deres koner. Men at vælge sin hustrus søster som elskerinde, var ikke særlig godt fundet på. Vaine ville i hvert fald ikke tage let på det, hvis Nicolas tog Ticana som sin elskerinde. Så ville hun nok smide ham på porten med det samme. "Så hvis Lady Zalarz kunne få børn, og ikke var din halvsøster. Så ville du have været gift med hende nu?" Spurgte Vaine og så på ham. Hendes tonefald var blandet, det var ikke til at afgøre om det bare var så hun forstod det rigtigt, eller om hun følte afsky over for tanken. Men hvis det 'bare' var derfor de ikke var sammen, så var der vel intet der kunne standse ham fra at blive ved med at kurtisere hende. Hun ville aldrig få nogen børn der kunne afsløre dem. Vaine hadede det faktum at hun var nød til bare at tro på det han sagde. Hun ville ønske hun kunne få et bevis for at han ikke ville være sammen med hende. For Vaine syntes det var tydeligt at han stadig følte noget for hende.

[Nicolas]

Han så på hende med et tænksomt blik. "...Nej nok ikke" Sagde han og lagde hovedet på skrå. "Nicole ville aldrig kunne blive dronning.. Hendes tankegang er ikke egnet til det. Hun er varmblodig.. Der skal hele tiden ske noget, og lange rådsmøder ville hun ikke kunne klare. Hun minder meget om din søster på det punkt" Hans stemme blev en anelse kold ved ordene om Ticana. Det havde altid været tydeligt for Vaine at han og Ticana ikke kom ret godt ud af det med hinanden. Troede han da. Han så hende som et irriterende pigebarn og hun så ham som en wanna'be far for hende. Han rejste sig og gik hen til flammerne mens han endnu overvejede Vaines spørgsmål. "Men Nicoles og mit forhold blev lagt til side" Sagde han og så på hende. "..Og det er det stadig, og det bliver det ved med at være.. Jeg elsker hende som min kusine, og dig som min hustru" Han stoppede og så på hende. "Men hvis der ikke var noget der hed trone, arving, familie og pligt.. Hvem ved så hvad skæbnen havde gjort ved os alle?" Sagde han og var tydeligt lidt irriteret over at Vaine ikke bare kunne forstå at hans tid med Nicole var fortid og hun var hans fremtid.

[Vaine]

Vaine kunne tydeligt se hans pointe. Hvis hun ikke havde været dronning, var de sikkert ikke blevet gift. De havde nok slet ikke mødt hinanden. "Hvorfor har du ikke fortalt mig, om alt det her noget før?" Spurgte hun og så på ham. Hvis hun virkelig ikke betød noget, hvorfor havde han så ikke fortalt hende om det. Vaine havde ingen hemmeligheder for ham. Hvorfor havde han nogen for hende? Selvfølgelig var det nemt nok for Vaine, hun havde ikke haft nogen før ham. Det havde været andre bejlere, som hun havde afvist fordi hun var lovet væk.

[Nicolas]

Han gik hen til hende og lagde blidt hænderne på hendes kinder. "Jeg kender dig Vaine" Sagde han og så hende i øjnene. "Jeg ville ikke forurolige dig. Ville ikke have at du har de tanker og den mistro til mig som du har nu" Han kyssede hende på panden. "Det var et kort og ubetydeligt kapitel i mit liv. Nicole og jeg har levet som familie og ikke kærester i mange år nu. Jeg kan ikke sige hvad hun tænker og føler men jeg kan garantere dig at hun for mig ikke er mere end en kusine. En af de få jeg ville betro mit liv... og ja Malina - hvis alt gik galt" Han stillede sig op af skrivebordet så han nærmest sad på det og så på Vaine. "Vi har aldrig haft tid Vaine..." Mumlede han og så på hende. "- Til at tale om sådan noget. Vores forhold har enten været for lykkeligt eller vi har skændes for meget til at det ville være et emne" Han så på flammerne med et neutralt blik.