Skjulte hemmeligheder

[Vaine]

Regnen trommede mod de store ruder, i slottets gange. Vaine gik med faste skridt hen af gangen, lyden fra hendes sko blev kastet tilbage fra de nøgne vægge. Hun havde en bunke bøger i sine arme, og var på vej til biblioteket. Hun havde allerede læst det hun ville i dem, og nu ville hun hente nogen nye. Den lille Malina legede lystigt med sin barnepige, og Vaine kunne godt lide at sidde med en bog, mens Malina legede på gulvet. Selvfølgelig legede hun også sammen med Malina, men det kunne hun ikke gøre hele tiden. Der var jo også andre ting som skulle passes.
Vaine åbnede den store egetræs dør ind til biblioteket, med en albue. Hun lagde bøgerne på plads og fandt de nye hun skulle læse. Der var stadig meget hun skulle vide, når hun var dronning, som hun ikke havde læst om endnu. Hun fandt en gammel bog om marjoas historie, et par bøger om politik, og en om heste. Hun synes at nu når hun havde taget to om politik, hun gabte bare ved tanken, kunne hun godt tillade sig at tage en om heste, som hun elskede at læse om. Hun satte sig ved et af bordene i biblioteket og slog op i bogen om Marjoas historie. Hun sukkede let, bogen var tyk, næsten uoverskuelig. Da hun havde læst i et stykke tid, slog hun op på en side, hvor der lå tre ark pergament. På pergamentet var der skrevet med sirlig skrift. Før Vaine læste det, så hun at brevet var til Nicolas fra Lady Nicole. Vaine rynkede brynene, inden hun vendte tilbage til den første side, og gav sig til at læse.

[Nicole Zalarz]

Brevet var tæt skrevet med tekst der bugtede sig over usynlige linier. Tydeligt havde afsenderen gjort sig meget umage med brevet og en svag duft af parfume hang stadig ved det slidte pergament, selv om at det var dateret til for 10 år siden;

"Elskede Nico.. Jeg kan ikke vente med at møde dig igen. Vores sidste møde var fortryllende, men alt for kort. Jeg er lige glad med hvad folk siger. Jeg må se dig! Jeg ved slet ikke hvordan mit liv ville være uden dig. Jeg håber snart vi kan mødes igen. Sidste nat var fabelabtigt. Jeg har aldrig set himlen som sammen med dig. Alt virker bedre og lysere. Åh Nico jeg ved vi skal være sammen.........
Hvorfor kan vi ikke være sammen altid? Jeg håber din far snart tillader det. Kommer du snart? Der er frygteligt kedeligt her på gården uden dig. Hvornår kommer du? - Far siger at dine brødre kommer sidst på ugen. Kommer du også? Vi kan gemme os på vores sted igen. Og være der hele dagen.. Nico jeg savner dig........
Jeg spekulere tit på om du elsker mig så højt som du siger. Dine ord får mit hjerte til at skælve. Men kan det være muligt? En pige som mig burde ikke være fortjent til din kærlighed. Åh Nico jeg håber at vi snart kan være sammen for altid. Uden at skjule os.........
Jeg savner din stemme. Dine hænder og dit smil. Det at høre dine søde ord i mit øre. Det hele virker så uvirkeligt når du ikke er her. Så koldt og falsk. Jeg ved at du har meget at se til med at være kronprins, men kan du ikke snart komme igen? Jeg savner dig så meget at jeg er ved at hoppe ud af tårnvinduet......"

Hele brevet var underskrevet Nicole Zarlaz, som var Nicolas's kusine.

[Vaine]

Vaine læste teksten langsomt. Forsøgte at læse det der stod mellem linierne. Hendes bryn blev mere og mere rynkede, hun stirrede ned på papiret. Hendes vejrtrækning blev ustabil, hendes hjerne kørte på højtryk, hun kunne ikke tro det hun læste. Hvordan kunne det lade sig gøre. Hendes Nicolas og Lady Nicole. En del af hende tænkte at det nok bare havde været en kort affære da han var teenager. Men en anden del af hende, kunne ikke lade være med at spekulere på om det stadig var sådan. Om han bare havde giftet sig med hende, for at han så kunne blive ved med at se Nicole, ved siden af. Var det derfor han havde sørget for at hun kom til Mariqien? havde han savnet hende så meget, at hun blev nød til at være i nærheden, så han kunne få stillet sit begær. Vaine nægtede at se på det de havde, eller havde haft, som kærlighed. Det kunne det ikke være! Hendes vejrtrækning tog til i hastighed, og tårer samlede sig i hendes øjne. Hun følte sig forrådt, løjet for og såret. Hvordan kunne Nicolas dog gøre sådan noget imod hende? Hun tørrede sine øjne med bagsiden af en hånd. Hun måtte holde sammen på sin facade, for Malinas skyld. Hun var begyndt at opfatte alt, og hun ville ikke vise sin vrede over for hendes datter. Hun ville konfrontere Nicolas med det, næste gang hun så ham. Hvis ikke han havde en rigtig god forklaring, så.. så.. Hun kunne ikke holde tanken ud, om at smide ham på porten, men det var det hun måtte gøre. Hun foldede pergament arkene sammen og forlod biblioteket, uden bøgerne.

//Out

[Nicole Zalarz]

//out