Alone in the shadows

[Don]

Der var ret stille i fangekælderen, mest fordi at de eneste der var dernede var rotter og andre skadedyr, og så de fanger der var blevet smidt derned, og der skete jo ikke ligefrem ret meget dernede, så de der var indespærret dernede sad bare stille i deres egne celler. Don var ingen undtagelse, og han sad alene sammen krøbet i det det ene hjørne af den mørke celle, halvt skjult i skyggerne. Han vidste faktisk ikke hvor længe han efterhånden havde været hernede, han havde ikke meget sans for tid lige nu, og sad egentlig bare det meste af dagen og tænkte på Ticana, og han savnede hende utroligt meget, og havde gjort det hvert et øjeblik siden han sidst så hende. Han lignede sig selv ret meget i udseendet, han bar et par slidte, beskidte bukser, og en trøje der var ligeså nedslidt og beskidt og hullet flere steder, og han havde intet på fødderne, og var egentlig et ret ynkeligt syn som han sad der sammenkrøbet i hjørnet, med knæende oppe foran ansigtet og prøvede at falde i et med skyggerne. Han havde ikke snakket med nogen siden han kom herned, og havde ikke sagt et ord siden han sidst havde set Ticana. Han havde heller ingen ide om hvad tid på dagen det var, da tiden ikke fandtes for ham hernede, og minutterne og timerne bare flød sammen, og den sparsomme belysning der var hernede var ikke nok til at give et ordentligt indtryk af hvilken tid på dagen det var

[Ticana]

Tiana havde haft det rigtig skidt siden hun var kommet hjem. Hun havde sovet men var vågnet om og om igen af marerit. Hun havde savnet Don men ikke haft energi til at forlade sit værelse. Meget ulig hende havde hun faktisk ikke forladt sit værelse den seneste uge. Hun havde dårligt spist da hun igen appetit havde haft. Hun var pænere at se på men stadig mager.
Hendes fingre gled over de rå mursten mens hun langsomt bevægede sig ned af trapperne til kældrene. Hun kendte dem, men brød sig ikke om dem. De gav hende myrekryb og en klaustrofobisk fornemmelse. Havde det ikke været for Don var hun ikke sikker på at hun havde overlevet den sidste uge, da hun ikke kunne se meningen med noget. Hendes bare fødder var lige så kolde som de grå beskidte sten. Hun tog en dyb indånding og skubbede til den tunge trædør der udgjorde indgangen til kældrene. Vagten var der øjeblikkeligt for at udspørge hende men stoppede da han så hvem det var. Hun bad med en hæs stemme om at se Don og vagten pegede bare målløst i den retning hun skulle gå uden at fatte hvad der skete. Hun trak ansigtet ind i den mørke hætte og fugtede læberne mens hun gik den vej han havde sagt. Hun fandt ham før end hun ville. Denne situation var så uvirkelig for hende, da hun kun kunne se ham omgivet af skov og frisk luft. Hun stoppede ved tremmerne og så på hans skikkelse og mærkede hvordan smerten og sorgen over dette gnavede i hendes bryst og sjæl. Hun knælede og silkekjolen kniterede en anelse. Faklerne oplyste hendes ansigt halvt. Hun kunne høre de andre fanger bevæge sig, nysgerrige efter hvad hun var for en. De havde nok ikke set en kvinde i årevis og selv om at Ticana ikke var særlig kvindlig i forhold til andre der havde flere former tiltrak det åbenbart deres opmærksomhed.

[Don]

Don så ikke Ticana til at starte med, han havde godt nok hørt skridt længere nede af gangen, men gik automatisk ud fra det bare var vagten der gik rundt dernede som han nogle gange gjorde, da der aldrig kom nogen for at se nogen af fangerne, så han havde ikke udvist nogen videre nysgerrighed. Han sad bare i den samme stilling som han havde siddet hele dagen, og mange andre dage før den faktisk, selvom han ikke vidste hvor mange, og var et ret ynkeligt syn i forhold til normalt for dem som havde set ham udenfor i sit normale jeg, der var langt mere positiv og livsglad end den ynkelige, ensomme skikkelse man så her, siddende alene i mørket, sammenkrøbet som om han prøvede at skjule sig for usynlige blikke, i sit beskidte tøj, som han dog var vant til at gå i, og det var tydeligt han ikke havde været i bad i længere tid, selvom det heller ikke var så nyt for ham, da han jo normalt var vant til heller ikke at have så meget, men hans viljestyrke og livsglæde var betydeligt beskadiget af hans ophold hernede allerede, og savnet til Ticana var næsten ubærligt, men tanken om at se hende igen og hans kærlighed til hende var det eneste som holdt ham oppe og gav ham styrke til at udholde det. Da han endelig så op og fik øje på Ticana kunne han næsten ikke tro sine egne øjne og stirrede bare tavst på hende i nogle sekunder mens han prøvede at få styr på sine tanker. han havde håbet hun aldrig skulle se ham sådan her, og han havde en masse blandede følelser og tankerne løb rundt i hovedet på ham men han prøvede at ryste dem af sig og så bare på hende. Hans øjne var efterhånden vænnet til mørket hernede og han så hendes ansigt tydeligt gennem skyggerne "Ticana.." hans stemme var ru og hæs af den lange tid uden at bruge den, og han så nærmest syg ud. Han vidste ikke hvad han skulle sige

[Ticana]

Hendes blik flakkede lidt. Som han havde hun ikke forventet at han skulle se hende sådan. Modløs med store sorte livløse øjne. Hun havde mildest talt været mere død end levende de sidste par dage hvor efter dønningerne fra opholdet var kommet. "Jeg.." Hun stoppede da hun ikke lige viste hvad hun skulle sige til ham. Smerten var næsten ubærlig på nuværende tidspunkt. Hun trak kappen lidt bedre om sig og trak vejret dybt. "I.. Missed you.." Hviskede hun og så på ham. Tremmerne gjorde det umuligt at se ham i fuld figur, men det hun kunne se skræmte hende. Det gjorde ondt, for hun havde aldrig villet dette. Hun lukkede fingrene om en af tremmerne, om det var for at holde balancen eller for at være nærmere ham var uvist.

[Don]

"Missed you too.. Always.." sagde han, og hans stemme lød nu lidt mere normal, men var stadig meget hæs, fordi den ikke havde været brugt længe, og lige nu ønskede han mere end nogensinde bare at kunne krybe helt sammen og blive usynlig, han havde det meget dårligt med at hun skulle se ham sådan, i en sådan tilstand "Jeg.. er ked af det.. Jeg elsker dig.." han vidste ikke hvad han skulle sige lige nu, og havde næsten ikke engang energi til at bevæge sig, og havde derfor ikke rørt sig ret meget siden han kom herned, selvom det var en ret ubehagelig stilling bemærkede han det næsten ikke, på grund af den mentale og følelsesmæssige smerte som helt overdøvede alle hans andre sanser det meste af tiden. Det eneste han ønskede var bare at mærke hende, kysse hende, holde hende i sine arme igen, bare en enkelt gang, selvom han ikke engang havde energi til at rejse sig, og de havde de tremmer imellem dem, som lige nu fik dem til at virke mere adskilt, end da hun sad inde bag slottets tykke mure og han gemte sig i skoven eller i fattigkvarterets stinkende gader

[Ticana]

Hun prøvede angiveligt at smile men havde glemt hvordan. Hun valgte at sige det lige ud, det var lettete. "It hurts to see you like this.. Knowing it was my fault.." Det plagede hende tydeligt meget.. "Jeg er ked af det.." Hviskede hun og igen løb en tåre over hendes kind skønt hun kunne have sværget at hun ikke havde fler. Hun strøg den væk med hånden i en langsom energiløs bevægelse. "Jeg skulle ikke... Det.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Du.. Du burde ikke være her" Hendes ord flød sammen i et og da man alligevel ikke kunne høre hvad hun ville sige tav hun igen og så ned. En af de lange sorte totter faldt ned over hendes kind igen men hun gjorde intet for at stryge den væk.

[Don]

Han vidste ikke hvad han skulle gøre, og uden at tænke over det kravlede han med sine sidste kræfter det lille stykke hen til tremmerne, gennem den lille celle, som dog virkede som en utrolig lang vej i hans afkræftede tilstand. Han så hende ind i øjnene med et trist blik, og med noget umenneskeligt, næsten dyrisk, i øjnene. Han havde forandret sig meget allerede på den tid han havde været her, ihvertfald havde en del forandret sig ved ham, og han ville nok aldrig blive helt den samme igen "Det var ikke din skyld.. Du gjorde ikke noget forkert.. Du.. Jeg elsker dig.. Det er min egen skyld alt det her skete.. Undskyld.. Jeg er ked af det.." han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, og havde ikke kræfter til at sige eller gøre ret meget mere, så han så bare på hende med et trist blik, næsten som en lille skadet hundehvalp. Hans muskler og legemer var ret stive og spændte af at have siddet så længe i den ukomfortable stilling uden at bevæge sig, men han ignorerede smerten som efterhånden begyndte at vise sig i nogle af hans muskler, og han så bare på hende, og følte sig i dette øjeblik mere afskåret fra hende end nogensinde, og det gjorde virkelig ondt af føle sig så langt fra hende, og at hun skulle se ham sådan

[Ticana]

Hun rystede på hovedet. "Jeg... J-jeg skulle ikke være løbet ud i skoven.. Det.. Jeg.." Hun rynkede brynene og lænede panden mod træmmerne. "Jeg elsker også dig og jeg kan ikke lide at se dig sådan" Sagde hun med en rystende og ulykkelig stemme. Hun var tæt på at bryde helt sammen. Dette var bare ikke fair. Flere tåre fulgte den første og hun tvang sig selv til at se ham i øjnene. Hendes blik var dødt og fjernt, taget i betragtning at hun sad under en halv meter væk. "Jeg ville gøre hvad som helst.." Hviskede hun. "..Hvad som helst for at du ikke skulle være her.. Jeg ville glædeligt selv sidde der.." Hendes stemme knækkede og hun kunne ikke sige mere. Det var tydeligvis hårdt nok at sige så meget som hun allerede havde sagt.

[Don]

"Nej.. Det må du ikke sige.. Jeg ville ofre alt for at du skulle være i sikkerhed, jeg bragte dig med tilbage.. Efter det ville jeg ikke overleve at skulle være tvunget til at se dig sådan igen.. Det er min skyld.. Men det er også lige meget.. Det er alligevel for sent at ændre.. Vi må bare være stærke og komme igennem det.. Begge to.." hans stemme var anstrengt af tydelig mangel på kræfter, og stadig hæs og mærket af lang tids stilhed. Han halvt sad, halvt lå, støttet op af tremmerne og så på hende med et trist blik, og var tydeligt ked af at hun skulle se ham på den måde, i så ynkelig en tilstand, og han ville ønske det ikke var nødvendigt, men der var intet han kunne gøre for at ændre det. og han var nødt til at tage sin straf, og var sluppet ret let i forhold til hvad han havde gjort, de kunne sagtens have givet ham en langt hårdere straf, men det havde de ikke gjort, og det var han dem taknemmelig for "Din kærlighed er det eneste der holder mig i live.. Og drømmen om igen at kunne være sammen med dig hvis jeg nogensinde slippet ud herfra i live.. Jeg vil ikke miste det.. Du er alt hvad der betyder noget, alt hvad jeg lever for nu.. Mit hjerte tilhører dig for evigt.."

[Ticana]

"Du kommer ud.." Hviskede hun med rystende stemme og lod de kolde fingre glide over hans kind, eller det hun kunne røre. "D-Du kommer ud.. Og så er vi sammen.. For altid.." Hendes stemme var grødet og hendes læbe sitrede. "Jeg er så ked af det.." Hviskede hun igen og lukkede ulykkeligt øjnene. Hun havde svært ved at holde til at se ham sådan. Og at han skulle se hende sådan. "Jeg.. Ved ikke om jeg kan klare det.. Jeg savner dig sådan.. Der er ikke noget der giver mening mere.." Hendes stemme var ikke mere end en anstrengt hvisken.

[Don]

"Jeg ved det.. Jeg.. Ved hvordan du har det.. Jeg savner dig så meget.. det er lige før jeg er ved at give op nogle gange.. Du er det eneste der giver mig styrken til at fortsætte og kæmpe videre.." han vidste ikke hvad han skulle sige, og det var tydeligt at han var helt ødelagt og lige nu følte han sig mere svag og magtesløs end nogensinde før, og han havde aldrig følt sig så forsvarsløs og ynkelig hele hans liv, og det var bestemt ikke en følelse han brød sig om. Det eneste han kunne lide endnu mindre var nok savnet til Ticana, selv når hun var her, det var bare stadig ikke det samme, noget havde forandret sig i dem begge to efter alt det her, og de tremmer som adskilte dem, selvom de var tættere på hinanden end de havde været længe, så følte han sig mere adskilt fra hende og følte sig så langt væk, som i en anden verden, og da an mærkede hendes kølige fingre berøre hans hud var han næsten ved at bryde sammen, men tog sig sammen, han var nødt til at være stærk for Ticana, selvom han virkelig savnede hende og ikke anede hvad han skulle gøre. Og han var ikke så optimistisk om deres chancer, han skulle jo stadig sidde herinde lang tid, og meget kunne ske i den tid, og selv hvis han overlevede det og kom ud igen, hvad skulle der så ske? Han var stadig ikke hende værdig i andres øjne, og folk af hendes status ville aldrig kunnet lide ham eller acceptere dem sammen, og selvom der var sket så meget den seneste tid ændrede det jo ikke på hvem han var eller hvem hun var "Men selv hvis jeg kommer ud? Hvad så? Du tror vel ikke på at Vaine og Nicolas ville tillade os at være sammen selv hvis jeg kommer ud? Du ved hvem jeg er.. Du er prinsesse og dronningens søster, og nu er jeg ikke bare en fattig tyv der lever på gaden, men også en forrædder mod landet.."

[Ticana]

"...Jeg er lige glad.." Hviskede hun med et ømt men ulykkeligt blik. "Jeg vil altid være din.. Om vi så skal flygte til et andet land, vil jeg aldrig elske andre.. Don.. Jeg er lige glad med hvad jeg er og hvad du er.. Det er ikke fair at det skal bestemme noget.." Hun snøftede og hendes blik flakkede da de mange fanger der lyttede til deres samtale flyttede uroligt på sig. "Jeg elsker dig.." Hviskede hun nervøst og var ved at bryde helt sammen.

[Don]

Han elskede hende virkelig, og var virkelig også ligeglad med hvad andre mente, men han vidste at de nok aldrig ville være i stand til at få et normalt forhold, men han ville altid elske hende ligeså meget af den grund, og hun ville altid have en plads i hans hjerte, uanset hvad der skete og han ville aldrig elske andre end hende "Jeg elsker også dig, så højt.. Og jeg ved det ikke er fair at andre skal bestemme om vi kan være sammen, men du ved de aldrig vil tillade dig at være sammen med en som mig, og vi kan ikke tage nogle steder.. Vaine er din søster, og selvom jeg ikke kender hende, så er jeg sikker på hun elsker dig.. Du må ikke vende din familie ryggen for min skyld.. Jeg vil altid være din, vi må bare finde en måde at få det til at fungere.. Men først og fremmest er vi nødt til at vente til jeg kan komme ud herfra, så længe jeg er her vil vi aldrig være sammen.. De her tremmer vil altid være imellem os og adskille os.. Men uanset hvor langt vi er fra hinanden, vil du altid være i mit hjerte og mine tanker.."

[Ticana]

"Men.." Hun så skræmt og bange ud. "Jeg.. Jeg vil snakke med Vaine.. Få hende til at forstå. Få hende til at holde tæt med hvem du er.. Så... Så kan vi være sammen.. Don hør på mig.. Jeg vil ikke miste dig.. Jeg elsker dig.. Don jeg.." Hun var kørt helt af sporet og så ufateligt ynkelig ud. Hun kunne ikke udholde tanken om et liv uden Don. Hvis det var hvad hun havde i vente var der ikke længere noget at tænke over. Så kunne hun lige så godt hoppe ud fra et af tårnene.

[Don]

Med en smule anstrengelse stak han sin hånd ud gennem tremmerne, og berørte blidt hendes kind med fingrene og så på hende med et kærligt, lidt trist blik "Du vil aldrig miste mig.. Det lover jeg.. Jeg vil altid elske dig, altid være din, men desværre tror jeg ikke der er meget i kan gøre, hverken du eller Vaine.. Jeg vil altid bare være en fattig tyv som bor på gaden, forræder eller ej.. Jeg hører ikke til blandt folk som dig, det ved du.. Jeg ville aldrig blive en af jer eller kunne fungere blandt sådan nogle mennesker.. Men jeg vil altid gøre hvad jeg kan for at kunne være sammen med dig.. Når jeg engang kommer ud.. Så lover jeg, at er der noget jeg kan gøre for vi kan være sammen, så vil jeg gøre det.. Uanset hvad.." Han havde ikke mange kræfter tilbage lige nu, og kunne ikke sige ret meget mere, da det var ret anstrengende så afkræftet han var, hun vidste jo selv hvordan det var, da hun selv havde prøvet at være spærret inde i flere måneder i en mørk kold celle helt alene. Men han skulle nok klare det, det var han nødt til "Et liv uden dig er ikke et liv.. Så ville jeg hellere gå i døden end at miste dig"