|
Post by Nicolas on Feb 20, 2010 22:20:12 GMT 6
Nicolas havde sat sig i sofaen foran de knitrende flammer. Han og Vaine havde ikke sagt et ord til hinanden i over en uge. Han havde faktisk ikke rigtig været sammen med hende. Det havde ikke været så slemt før men med den opførsel hun lagde for dagen kunne han ikke udstå at være i nærheden af hende uden at blive rasende. Han havde dog alligevel kaldt hende til sig nu, da han havde en glædelig nyhed. så måtte han se om han kunne få sagt det uden at skrige. Han trak vejret dybt og stirrede ind i flammerne mens efterårs regnen bankede mod ruderne. Det var omkring kl 17 og det havde regnet hele dagen.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 22:53:16 GMT 6
Vaine kom gående med faste skridt gennem gangene. Hun spekulerede på hvorfor Nicolas havde bedt om at tale med hende. Mon det var noget med Ticana? Hun bad til at det var gode nyheder, hun ville ikke kunne holde til flere dårlige lige nu. Bare det at hende og Nicolas ikke var på talefod tog hårdt på hende. Hele den tid hvor Ticana havde været bortført havde de ikke talt sammen. Ikke roligt i hvert fald, de havde bare skændes og råbt af hinanden. Vaine havde det rigtig dårligt med det. Men fra hendes synspunkt var det kun Nicolas der kunne gøre noget ved det. Vaine trådte ind af døren og lukkede den stille bag sig. "Du ville tale med mig." sagde hun og prøvede at lyde neutral. Hun ville for alt i verden undgå at starte endnu et skænderi.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 20, 2010 23:39:53 GMT 6
Nicolas så helt anderledes på det. For ham var det hende der var gået over grændsen. Han rejste sig og gad ikke længere sætte et falsk smil op. "Hvis du vil lyde som en pligt opflydene slave er det fint med mig.." Snerrede han før han tog sig sammen. "Gode nyheder.. Ticana er ude af lejeren. Som du måske havde vist hvis du havde ville lytte til mig havde jeg det hele planlagt og min plan er lykkes på trods af de problemer der har været." Han stillede sig ved vinduet og så ud. Han sukkede så dybt og så på Vaine. "Hun ankommer til slottet i morgen formiddag, hun er yderst afkræftet og temmelig underernæret så bliv ikke skræmt. Hendes tilstand er stabil og det hun har mest brug for er hvile, mad.. Og så nærvær fra sin søster" Han lænede sig op af karmen. "Hvordan gik dit møde med Nicole?" Han hævede et øjenbryn og forsøgte virkelig at være så venlig som muligt. Ticana havde været væk længe og havde ikke engang set sin niece. Så Vaine måtte da blive glad for det om ikke andet.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 20, 2010 23:56:54 GMT 6
Vaine åndede lettet op. Ticana var i sikkerhed og på vej hjem. Hun ville have smilet, hvis det ikke havde været for Nicolas' og hendes egen vrede. "Fint. Jeg stoler på hende, til at tage sig at Malina, hvis der skulle ske noget." Hendes stemme var lige så neutral som før. Hun undlod at sige at hvis han havde fortalt hende om hans planer, ville hun have lyttet til ham. Og han kunne have fortalt hende om dem, inden han stak af. I stedet skulle hun høre det fra en tilfældig soldat som havde tænkt at hun gerne ville vide det. Alt det sagde hun ikke. Hun ville ikke skændes. Malina var blevet opmærksom på lyde, og hun ville ikke have at hun skulle høre sine forældre skændes. Selv om hun var i den anden ende af slottet, ville hun ikke tage chancen.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 21, 2010 0:05:13 GMT 6
"Den mand jeg sendte ind for at redde Ticana vil måske overraske dig, men jeg så det som den bedste løsning i forhold til Ticana.." Sagde han og så på hende. I hans øjne havde hun ikke givet ham en chance for at fortælle hende noget før hun havde sadlet hesten. Han rømmede sig. "Jeg har bedt vagterne om at lade dem begge komme ind på slottet og videre til dig, så du kan vudere hvad du syntes der skal ske med ham. Du kan måske være mere upartisk end jeg" Sagde han og så ud af vinduet igen. "Det var Don.." Sagde han så og så på hende. "Ud over at jeg havde en special trænet spion efter ham hele tiden tænkte jeg at hvis han talte sandt da jeg mødte ham ville det heale Ticanas hjerte og sind.." Han rømmede sig lidt og lagde armene overkors.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 0:11:11 GMT 6
Vaine tænke lidt, før hun sagde noget. "Klogt valg." Hun håbede det ville blødgøre ham lidt, så han ikke ville være så vred. *Men det kunne du godt have fortalt mig* tænkte hun. "hvorfor fortalte du mig ikke det i lejren? Inden du blev skudt ned og stormede væk?" hun fortrød straks hvor barsk hendes stemme havde lydt, det var ikke meningen. Men hun ville gerne vide hvorfor han havde gjort som han havde gjort, og hvorfor han var så vred på hende. Set fra hendes synspunkt gav det nemlig ingen mening.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 21, 2010 0:15:36 GMT 6
Han prøvede virkelig at beherske sin stemme. "Jeg prøvede inden du overhovedet tog afsted, men nåede ikke at åbne munden før du sad på hesten. Med dig i lejeren skulle jeg fokusere ekstra meget på at holde alle fjender endnu længere væk fordi jeg var bange for at miste dig, hvilket jeg ville have gjort hvis ikke jeg havde været dum nok til at 'blive skudt ned' og havde ikke overskud til at sige noget andet overhovedet" Hans stemme var hård og han var tydeligt lige så gnaven som hende.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 0:55:14 GMT 6
"hvis du havde fortalt mig det i lejren inden du blev skudt ned, var jeg måske taget hjem. Og så var det måske dig der var blevet skudt. Du ved jeg godt kan passe på mig selv. Jeg kan godt forsvare mig. Din bekymring er helt ubegrundet" Sagde Vaine. Hun blev så vred når han fik det til at lyde som om hun var et lille barn som ikke kunne finde ud af noget som helst. Det kunne jo lige så godt have været ham der var lige ved at blive skudt ned, i stedet for hende. Men det var hun sikker på at han slet ikke havde tænkt på.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 21, 2010 1:11:20 GMT 6
"Jeg havde nok at gøre med at bekymre mig og fortælle mig selv at det var ubegrundet fordi du lige præcis kan forsvare dig selv! Jeg kan ikke gøre flere ting af gangen og der kunne jeg ikke tænke på andet end at du ikke ville lade mig sige noget før du tog afsted, og at jeg ikke kunne beskytte dig! Jeg kunne fandme lige så godt være blevet hjemme og strikke for hvad du gav mig" Nu var han gal og det var tydeligt. "Jeg.." Hantog et øjeblik hvor han trak vejret dybt. "Jeg er forvirret Vaine. Som Mand skal jeg beskytte, ægte og ære min hustru, som din mand skal jeg holde kæft og gå" Han bed tænderne sammen. "Jeg kan ikke slå mig til ro med at sende dig i krig selv om at du sikkert kunne gøre det lige så godt som mig! Dit land har brug for DIG og ikke mig.. Det står mig mere og mere tydeligt" Han bed tænderne sammen og vendte fokus mod pejsen. Han havde som alle andre mænd et behov for at beskytte sin hustru og familie. Det var en nedarvet vane han havde fået det ind med ske, alle steder hvor han kom sagde man at det var sådan det var. Det kunne han ikke glemme lige meget hvor vred Vaine blev. Så var det nok ikke hende han skulle være sammen med hvis det var sådan.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 1:19:08 GMT 6
"Og hvordan ville du have haft det, hvis du var blevet her, ville du så ikke have været lige så bekymret som da du var i lejren? Hvordan tror du jeg vil have haft det, hvis jeg var blevet hjemme. Bare fordi du er mand, betyder det ikke at du dermed skal dø først, og før mig." Hun tog et skridt frem "Jeg kunne ikke sidde her med hænderne i skødet, mens du ledte efter Ticana. Jeg var nød til at tage med. Nød til at kæmpe, både for min egen skyld men også for tropperne. De er nød til at se mig som Dronning, og ikke kun som kvinde. Jeg vil ikke have de skal se mig som en der bare sender tropperne afsted, og så sidder hjemme og planlægger og flytter brikker. Det lærte min far mig. Man er nød til at være med dem. Så de ved man også selv sætter noget på spil." Vaine talte roligt, og så på Nicolas hele tiden. Hun håbede at han ville vende sig om og se på hende, det måtte ikke ende på denne måde!
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 21, 2010 1:27:06 GMT 6
Han vendte sig om og så indædt på hende. "Jeg giftede mig ikke med en Dronning. Og jeg vil aldrig se dig som værende det. Jeg giftede mig med kvinden og mennesket som jeg forelskede mig i. Og det er hende jeg ser.. Jeg ved du er bekymret her hjemme. Og jeg ved hvor bekymret du er.. Og jeg ved at jeg ikke skal være så egocentreret selv om at jeg helst så dig låst inde et eller andet sted så ingen kunne røre dig. Men det er det ægteskab handler om. Man skal give og man skal ta. Og jeg ville give alt for dig. Og ta' mit eget liv hvis det var det du ønskede. Og jeg prøver så hårdt jeg kan at give dig rum og plads til at være den du er og gøre det du skal. Det er ikke mit land, og det er ikke mig der har noget at sige.. Jeg var bekymret for dig fra den morgen jeg så dig og vil være det til den dag jeg dør. Det er en del af det hele, men du forlanger så meget mere. Måske mere end jeg kan give dig.." Et sørgmodigt blik dansede over hans ansigt og han strøg hende over kinden. "Lad mig være mig.. Ikke en prins eller hvad fanden.. Bare mig.. Og forstå at jeg ikke kan alt. Jeg kan ikke lade den eneste kvinde jeg har elsket så højt kaste sig ud i krigen, selv hvis du var omgivet af et urørligt kraftfelt.. Jeg kan ikke forandre mig fra den ene dag i den anden og det du forlanger modstrider alt hvad jeg er og alt hvad jeg har lært." Han lod hånden falde. "Vaine.. Hvis du ikke kan leve med det. Med den jeg er.. Så forstår jeg det godt.. Jeg ville rejse hvis du bad mig om det.. Men tænk over det.." mumlede han og gik hen til vinduet igen.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 1:38:40 GMT 6
Vaine mærkede hvordan hun blev blød i knæene ved hans berøring, og fik lyst til bare at kaste sig om halsen på ham. Men inden hun kunne gøre det, var han gået igen. "Hvis jeg skal acceptere dig, som dig. Skal du også acceptere mig som mig. Og det er også at jeg er dronning og er nød til at gøre visse ting for mit land. Jeg kan ikke bare føje dig og gøre som du gerne vil jeg skal, bare fordi jeg er din kone. Du bliver nød til også at se mig som dronning, lige som jeg ser dig som den konge du bliver en dag. En dag kommer der en krig, en rigtig krig, hvor alle må kæmpe. Måske først når Malina er blevet stor. Men den kommer. Og der kan jeg ikke blive her, fordi du vil have mig til det. Jeg bliver nød til at kæmpe sammen med resten af mit land, for dig, og for Malina. Og til den tid vil hun sikkert også selv kæmpe, og det bliver vi nød til at lade hende gøre. Det eneste vi kan gøre er at sørge for hun er godt forberedt, vi kan ikke spære hende inde, lige som du siger du gerne vil. Hvis du elsker hende, og hvis du elsker mig. Er du nød til at lade mig gøre det jeg må." Hun stirrede på hans ryg og håbede at han snart ville se det lidt fra hendes side.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 21, 2010 1:54:55 GMT 6
Han vendte sig mod hende. "Jeg ved det er sandt. Jeg har bare svært ved at blande sandheden ind i det som jeg har lært. Hvor er sandheden i den smerte hver eneste ord du taler nu påføre mig? Jeg ved at jeg ikke kan kombinere det og at jeg må destruere den side af mig. Men det hele tager tid. Mit land er ikke som dit. I dit land er jeg ikke mere end en undersåt og det er jeg heller ikke i mit eget. I mit land sætter mænd en ære i at beskytte deres kvinder og deres land. Primitivt, ja måske. Men uden ære er du ikke mere værd en køteren på gaden. Og det er sådan jeg føler mig Vaine. Og det gør ondt. For her er jeg ikke en mand. Ikke engang en dreng. Jeg er bare en hund.." Han så ned. "Og det er svært nok at sluge som det er.. Men at mine fætre der planlægger at myrde min familie hver 5 minut ser det, ved de at når jeg kommer til tronen, er det bare at smide et ben efter mig og det er deres.." Han talte vist lettere i vildelse.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 21, 2010 2:00:23 GMT 6
"Selvfølgelig er du mere end en undersåt. De mænd der var i lejren de respekterede dig, lige så meget som de respekterede mig. Og når du bliver konge, er det mig der kommer til at føle mig lille når vi er i Marjoa, men det er der ikke nogen der tager sig af, for kvinder er vant til at blive undertrykt, det skal de bare finde sig i. Men når det er mænd, er det en helt anden sag." hun sukkede lidt, og kunne godt se hun var kørt lidt af sporet. "Hvis bare du respektere den jeg er, og det jeg gør, kan jeg ikke bede om mere" sagde hun roligt og så stadig på ham.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 21, 2010 3:02:16 GMT 6
"Kvinder skal ikke undertrygges. Og hvis verden var perfekt skulle mænd heller ikke i krig. Vaine.." Han lagde hænderne på hendes kinder. "Verden er ikke perfekt. Nogle mænd ser kvinder som værende mindre værd end gaden de går på. Men vi kan ikke ændre verden fra den ene dag til den anden. Vil kan ikke stoppe krigene og trække alle ned på samme niveau.. Men vi kan prøve.. Og Vaine jeg kæmper men jeg bliver nød til at starte med mig selv.. Og da du pludselig var der midt i det hele.. Jeg kunne ikke kontrollere det, og jeg vil måske aldrig forstå det.." Han så ned før han trak vejret dybt. "Men undskyld.. Hvad end jeg har gjort og hvad end jeg har sagt så undskyld. Men jeg er kun en mand, et menneske..." Han så på hende. "Jeg gør som alle andre ting jeg ikke ville, siger ting jeg ikke burde.."
|
|