|
|
Post by Adrion Anageth on Feb 20, 2010 8:40:59 GMT 6
Adrions øjne gled langsomt hen over hestene i stalden, før de endte ved hans egen. En stor, sort fuldblods araber ved navn Athion. Athion var en meget temperamentsfuld hest, og netop derfor holdt Adrion af kræet. Han havde en elev i dag, og han havde stærkt planer om at smide hende op på Athion, hvis hun begyndte at lave problemer. Det kurerede ofte nye studerende for det meste brok. Det var i hvert fald han erfaring. Den store og meget temperamentsfulde hest kunne skræmme de fleste, stædige eller ej, og de fleste adelsbørn var utrolig stædige.
Han trak let på skuldrene for sig selv og lagde nakken tilbage, så han kunne se på solen. Middagstid, aha. Så skulle hun jo så efterhånden være her, så han gned sine hænder let, slyngede sig op på Athion og guidede hesten udenfor, mens han holdt et øvet greb om tøjlerne. Han kom med bløde, opmuntrende lyde til hesten, som egentlig mest virkede til at have lyst til at løbe sin vej. Adrion overhovede at følge efter, da en tjenerinde kom gående med et brev til ham, der forklarede præcis hvem han ville skulle træne. Åh Gud, det her ville ende med at blive en meget lang dag.
|
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 20, 2010 14:49:30 GMT 6
Nicoles vogn holdte stille i gårdspladsen og hun brugte et par sekunder på at komme sig over angsten der vældede op i hende. Hun havde ikke siddet på en hest i 11 år. Og for 11 år siden havde hun svoret at hun aldrig skulle sidde på en igen. Det var en skam for hun havde somregel et godt tag på dyr og selv de vildeste katte kunne blive spindene killinger i hendes greb. Hun holdte af heste, det var ikke det der var problemet. Hun åbnede døren og steg ud af kareten. Solens stråler fangede de lange gyldne slange krøller der bugtede sig ned over hendes skuldre. Hun trak de hvide handsker af de slanke hænder og glattede den løse lysblå kjole. Hun var en dame, men kjolen var ikke så adelig som man måske havde forventet. Den var langt mere praktisk. Hendes kornblomst blå øjne gled hen over pladsen med et hav af nysgerrige tanker og et let smil sad på hendes læbe. Ud over navnet hun bar virkede hun ikke voldsomt adelig. Ja kjolen afslørede det meste af hendes barm. Ja hendes hud var hvid som elfenben. Men hun var mere fri og rolig med sig selv end de fleste andre.
|
|
|
|
Post by Adrion Anageth on Feb 21, 2010 7:48:29 GMT 6
Adrions øjne gled kort over pigen Nicole. Så det var hende, han skulle undervise? Tsk. Hun lignede lidt en sart lille blomst, der ville knække ved første kontakt med en hest. Og så havde hun taget blå kjole på... Åh Gud. Ja, den var ganske praktisk, fordi den var så løs, men... blå? Lyseblå? Han lukkede kort øjnene og gned sin næseryg med en opgivende mine. Han vidste godt, at han burde træne folk i at ride med det tøj de forventedes at ride i, men han afskyede virkelig damesadler, og egentlig så han helst at alle bare red på en almindelig saddel eller helt uden - og aldrig i kjole!
Han gik dog hen, gjorde et ganske let buk - han var trods alt hertug og dermed egentlig over hende i rang - tog blidt hendes hånd og kyssede den forsigtigt. "Baronesse Nicole, mit navn er Adrion Anageth, jeg skal være din ridelærer." sagde han og sendte hende et skævt smil. Han rettede sig hurtigt op igen og betragtede hende kort. "Foretrækker De damesaddel eller almindelig saddel? Eller rider De måske uden?" spurgte han med et glimt i øjet til den sidste kommentar, der ikke helt var til at tyde. Billige han, at man red uden? Eller tvivlede han blot, at hun gjorde det? Eller lå der noget helt andet under?
|
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Feb 21, 2010 15:26:37 GMT 6
Hun fugtede læberne og hendes blå øjne borede sig ind i hans et par sekunder før hun lod blikket glide over ham. Dette skulle nok blive et helvede. Et eller andet over ham mindede hende om hendes nevø. Bare det var nok til at hun praktisktalt vendte om og steg ind i vognen igen. Hun elskede børn men han var bare for meget. Hun bed tænderne sammen og prøvede at smile naturligt, skønt det var en anelse anspændt. "Jeg formodede at min kære fætter Nicolas havde ordnet det hele, for hvis valget er mit tog jeg helst hjem igen." Hun betragtede gården med et undersøgende blik og prøvede at finde ud af hvilken slags hertug han var. Hun så der efter på ham igen. Hun sukkede så opgivende og tog sig til hovedet. "Jeg plejede at ridde uden.." Mumlede hun så og foldede hænderne med et tænksomt blik. "Men Nicolas ville nok ikke billige det, så det må vel blive en af guds jokes... ehm.. En dame saddel" Hun prøvede igen at smile men det var tydeligt at hun ikke var meget for dette.
|
|
