|
|
Post by Vaine on Apr 15, 2009 0:31:50 GMT 6
Vaine sad på en af de foreste bænke, i den store domkirke. Der havde lige været højmesse, og de fleste fra byen havde været med. Hun vidste at det var vigtigt at hun var med, så folkene kunne se at hun havde samme tro, og på den måde ikke var bedre end dem, det havde hendes forældre sagt, helt fra hun var lille. Hun var ikke specielt kristen, men hun kunne godt lide røgelsen, og salmerne. Og når lyset skinnede ind gennem gals mosaikkerne, som den gjorde nu.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 15, 2009 0:35:52 GMT 6
Nicolas sad på en af de bagerste rækker. Folk var begyndt at strømme ud, lavt summende om det præsten havde sagt. Nicolas lagde ikke yderligere mærke til dem. Han sad med blikket rettet frem for sig, og med hænderne foldet i skødet. Han var afslappet som altid. Dog lidt pænere klædt. Hans tøj var helt sort, hans fløjels skjorte knappet omhyggeligt og skoene pudset. De bløde mørke lokker blev holdt tilbage i nakken med det grønne fløjels grønne bånd som en af tjenestepigerne havde gjort et stort nummer ud af at lave en slasket sløjfe med. Han mistænkte hende nu for, udelukkende, at være længest muligt i samme rum som han.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 15, 2009 0:39:47 GMT 6
Vaine tænkte at hun nok burde følge efter de andre, og komme tilbage til slottet. Hun måtte jo ikke arbejde idag, men derfor plejede hun at opholde sig på slottet. Men lige nu, havde hun bare lyst til at side og nyde stilheden. Det var så dejlig stille, og lunt i domkirken. Det var ikke så tit der var så stille omkring hende, andet end om natten. Og hun havde ikke sovet så godt, så hun havde brug for at sidde stille, lidt mere end normalt.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 15, 2009 0:45:09 GMT 6
Nicolas begyndte at røre på sig da de efter hånden mange mennesker var stimet ud. Han så op og fik øje på den mørkhårede kvinde der sad langt længere fremme. Han smilede skævt, viste omgående hvem hun var. Han rejste sig, overvejede bare at smutte stille ud men kunne ikke få sig selv til det. Langsomt gik han videre op af kirkegulvet, med blikket hæftet på hende jo længere frem han kom. Han lod sig glide ind på bænken lige bag hende og lagde hovedet på skrå. "Hvad syntes dronningen om dagens messe?" Spurgte han så, stille som man gjorde i en kirke og smilede kort og det evige charmerende smil.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 15, 2009 0:49:39 GMT 6
Vaine hoppede lidt op i luften, og vendte sig hurtigt om, og så på ham "hvor gjorde du mig forskrækket" sagde hun, men smilede alligevel stort til ham. "jeg sad desværre og halvsov, men jeg syntes at røgelsen duftede rigtig godt idag" sagde hun, og håbede inderligt at præsten, som havde holdt messen, var langt væk. Hvilket hun også regnede med, de opholdte sig jo kun i klosteret, og domkirken, og her var næsten helt tomt. "hvad synes de om den?" spurgte hun så.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 15, 2009 0:52:00 GMT 6
Nico smilede lidt drillende. "Jeg nød den familiære duft" Sagde han og nikkede. Hans ansigt blev mere alvorligt. "Jeg tillader mig meget over for Dem" Sagde han og så dybt ind i hendes vidunderlige øjne. "Og derfor har jeg behov for at.. Tale med dem" Sagde han og smilede stille. Den hemmelighed han havde som hun var så stor en del af, kunne ikke holdes hemmelig mere. Over for alle andre jo. Men ikke over for hende!
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 15, 2009 0:54:56 GMT 6
Hun så undrene på ham. "Sov de under højmessen?" spurgte hun alvorligt. Men kunne ikke holdt et smil tilbage, ret længe. Hun vidste godt at man ikke måtte gøre grin med kirken, men hun kunne ikke lade være med at gøre det en gang i mellem. Og hun var ret sikker på at gud ikke tog det så tungt. Men hvad det var han ville sige, havde hun ingen anelse om. Hun håbede blot at det ikke var at han havde myrdet en eller anden. Men det kunne hun ikke tro om ham.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 15, 2009 1:01:36 GMT 6
Han grinede lidt. "Ulig dem var jeg bare langt væk i mine tanker" Sagde han med et drillende glimt i de grønne øjne. Han strøg langsomt en lok hår væk fra hendes kind og ombag hendes øre. Hendes silkebløde hud var lun under hans fingre. Han samlede hænderne igen. "Jo altså.." Begyndte ham men rystede på hovedet. Han rejste sig og kravlede smidigt over bænken og over til hende. "Gud tager det ikke så alvorligt.. Han er bare glad for at jeg gør hvad der er bedst for dig.. os" Sagde han lidt mere alvorligt, sætningen var ellers startet i spøg. Han samlede hænderne, med håndfladerne presset mod hinanden under sin hage, sænkede blikket og så tænksom ud. "Jo.. Min dronning.. Vaine, hvis De tillader det.. Jeg ved om muligt mere om dem end du tror og tør tro" Sagde han så, han så op og mødte forsigtigt hendes blik. "Lige meget hvad jeg vil fortælle Dem nu, har de enhver ret til at gå når De vil. Jeg vil ikke skade dem" Mumlede han så. Han rørte hende ikke, lidt bange for hendes reaktion og for at hun ville forsvinde ud af hans liv foraltid.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 15, 2009 14:07:54 GMT 6
Vaine lagde hovedet let på skrå og så på ham. Hvad var der med ham? hvorfor var han pludselig så alvorlig? "hvad er der?" spurgte hun stille. Hun kunne ikke se, hvad han kunne vide om hende, mere end alle andre gjorde. Og hvad han kunne vide der var så forfærdeligt, at han skulle være så alvorligt som han var. Så vidt hun vidste havde hun ikke gjort noget særlig forfærdeligt i hendes liv. Og hun kunne slet ikke forestille sig, at Nico havde gjort noget slemt, han virkede som om han ikke ville gøre nogen fortræd.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 15, 2009 15:09:30 GMT 6
Nico smilede mildt. "Åh Vaine.. Deres skønhed overstiger selv solens stråler.." Sagde han og trak vejret dybt. "Nuvel. Jeg har.. De sidste tre måneder kikket dig lidt an. Mit hjerte er tabt, det var det fra første dag." Sagde han og så frem for sig. "Jeg ville ønske du kunne lide mig for den jeg er.. Og ikke den stilling jeg har" Sagde han og så på hende. "Derfor har jeg ikke været helt ærlig overfor dig, hvilket er den værste situation jeg har været i nogensinde." Han så på hende. Uvilligt lod han atter fingrene glide over hendes kind. "Jeg ved.. At du er lovet væk i trolovelse.." Mumlede han. "Og jeg ved også med hvem.." Han sagde ikke mere, da han studerede hendes udtryk. Helt sikkert viste hun ikke at det var ham der var hendes kommende. Men hvordan skulle han sige det uden at hun vendte ham ryggen og kaldte ham bedrager?
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 2:02:28 GMT 6
Vaine så på ham og sukkede let. Hvordan havde han fundet ud af det? så vidt hun vidste var der ikke andre end hendes familie, og meget få af dem der arbejdede på slottet, som vidste det. Men det var sandt, hun var lovet bort til en anden. En prins, fra et land hun aldrig havde besøgt, kun hørt om. Hun havde ikke hørt meget om ham, men det hun havde hørt havde kun været godt. Men det kunne jo ikke måle sig, med at møde ham, så hun kunne danne sin egen mening. Men det havde han åbenbart for travlt til. Hun frygtede at den eneste grund til de skulle giftes, var for at sikre landenes fred, og at sætte små prinser og prinsesser i verden. "det er sandt. Jeg er trolovet, men.." hun tøvede, hvad skulle hun sige? der var jo ikke noget hun kunne sige som kunne rette på noget af det. Hun bed sig let i underlæben, og så ned i gulvet.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 2:07:57 GMT 6
"Sig intet" Mumlede han og støttede hovedet i hænderne. "Jeg.." Begyndte han og trak vejret. "Jeg ved ikke hvad De tænker om denne person. Denne mand. Om De har mest lyst til at aflyse det hele og finde kærligheden på egen hånd" Han då på hende med sine tindrene grønne øjne. "Jeg ved bare.. At denne mand er dybt betaget af dig" Mumlede han så og kikkede på hende. Hvorfor kunne han ikke bare få det sagt? Hvorfor var det så svært at sige den rene sandhed? 'Hey! Jeg er din trolovede, håber ikke du har noget i mod det' Han smilede lidt ved sine egne tanker med han betragtede den gudinde der sad ved hans side. "Dette sted er måske meget godt.. Du vil i det mindste ikke råbe af mig her" Mumlede han så med et spørgefuldt smil i mundvigen.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 2:13:27 GMT 6
"kender de ham?" spurgte Vaine. Pludselig kom en masse spørgsmål op i hende hovede. Hvordan var han? Var han en god regent? var han venlig? hvordan vidste han, at han var betaget af hende? Men hun kunne ikke få sig selv til at stille nogen af de spørgsmål, før han havde svaret på hendes, hun ville ikke overtrumle ham, med hendes spørgsmål. Men hun ville meget gerne vide mere om ham. Så hun i det mindste ikke skulle gifte sig med en komplet fremmed, så ville hun i det mindste vide en smule om ham.
|
|
|
|
Post by Nicolas on Apr 16, 2009 2:18:00 GMT 6
Han vred sig lidt ved spørgsmålet. "Nu er der mange måder at kende en person på. Man kan kende dem som jeg efter hånden kender Dem. Som venner, eller fjender.. Men ja. Jeg kender ham.. På en måde.. Ikke lige i denne situation dog" Mumlede han og tog sig lidt forvirret til hovedet. "Hør.. Vaine.." Begyndte han og havde taget hendes hænder mellem hans. Han fandt sig selv siddene og stirre på hendes smukke bløde hænder før han så op. "Hvis du nu.. Fand denne mand.. god.. Ville De da gifte dig med ham?" Spurgte han og så op på hende. Dette var langt svære end han havde regnet med. Der hjemme fra havde han det hele planlagt. Men med hendes blik på sig forsvandt alle tankerne.
|
|
|
|
Post by Vaine on Apr 16, 2009 2:22:01 GMT 6
Vaine sukkede let "det er lige meget om han er ond eller god, jeg skal giftes med ham. Det er mit lod som dronning, og jeg er sikker på, at jeg med tiden vil komme til at elske ham." sagde hun, selv om hun langtfra var sikker på det. Hvad hvis han var en grum, og meget bestemt mand, som bare ville undertrykke hende, og regere landet, uden at spørge hende om noget? Det var hun ikke sikker på hun ville kunne finde sig i. Men det kunne hun jo blive nød til. Det var et løfte hendes forældre havde lavet og sådan et, bryder man ikke. Lige meget hvor gerne man vil.
|
|
