|
Post by Vaine on Feb 2, 2010 21:12:57 GMT 6
Et skrig lød gennem slottet. Hele slottet var på den anden ende, arvingen var på vej. Varmt vand, klude, håndklæder og sæbe var bragt op på dronningens kammer, og alle andre end jordemorden og Vaines kammerpige, var blevet sat udenfor døren. Også Nicolas, selv om Vaine gerne ville have haft ham ved sig. Men jordemoderen ville ikke have det. Hun sagde det var en kvinde ting, og mænd ikke havde noget at gøre med det. Endnu et skrig fandt vej over Vaines læber, da endnu et ve skød op gennem hendes ryg. Hun lå i hendes seng, helt gennemblødt af sved, og sengen rød af blod. Først havde hun været meget bange for barnets ve og vel, da hun så blodet. Men efter jordemoderen havde forsikret hende om at det var helt normalt, slappede hun mere af. Så meget som hun nu kunne, når hun var ved at føde.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 3, 2010 0:24:18 GMT 6
Nicolas var ude af sig selv af angst og gulvene var snart tyndslidte af hans konstante gang op og ned af dem. Folk var direkte bange for at krydse hans vej, da de endten blev mødt af et enormt vredes udbrud, enorm angst eller i kvindernes tilfælde, forsøg på at få dem til at give ham oplysninger om hvad der skete, hvorlangt der var igen og mest af alt, Vaines ve og vel. Han var ligbleg og hvergang Vaine skreg kunne han have skreget lige så højt. Denne adskildelse var værre end hvilken som helst totur det infame kvindemenneske af en jordmoder kunne have udsat ham for. Han var blevet skældt ud flere gange i forsøg på at råbe Vaine op, sikre sig at hun ikke var død.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 3, 2010 0:54:21 GMT 6
Vaine hev voldsomt efter vejret, mens hendes pande blev duppet med en våd klud. Hun faldt udmattet tilbage i puderne, jordemoderen sad ved hendes fødder og så på hende. Hvis Vaine havde haft kræfter, ville hun ikke have at nogen skulle have set på hende, der nede. Men jordemoderen havde bare forklaret at ellers ville hun ikke kunne hjælpe hende. Vaine, der ikke vidste noget om at føde, havde derfor føjet hende. "Det ser godt ud" kommenterede jordemoderen, "Slap bare af nu, og forbered dem på at presse ved det næste ve." Vaine tvang sine øjne åbne, og så på hende. "Jeg kan ikke mere" mumlede hun udmattet. "Det skal de. Tror mig, de kan meget mere. De har deres moders styrke, jeg kan se det i deres øjne" Hun lagde en hånd på Vaines knæ. Vaine kunne se på hende, at hun mente hvad hun sagde, hendes mor havde været meget stærk. Det ville hun også være, for hendes barn.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 3, 2010 1:57:46 GMT 6
"Vaine?..." Nicolas var urolig ved tavsheden der inde. Men en emsi stuepige ved døren tyssede på ham. Noget de ellers ikke ville turde. Han snerrede i afmagt og travede ned i den anden ende af gangen og tilbage igen. Han var træt, bleg og hans pande var våd af sved. En tjener tilbød ham noget at drikke og spise men han afslog, det havde han virkelig ikke overskud til. Han sendte af og til pigen ved døren et surt blik.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 3, 2010 2:09:22 GMT 6
Vaines hjerte sprang et slag over, da hun hørte Nicolas' stemme. Bekymringen i hans stemme, var næste til at tage og føle på. Hun så op på hendes kammerpige. "Vær sød at fortælle ham, at jeg har det fint." Sagde hun og skammede sig over hvor svag hendes stemme lød. Endnu et ve fik hende til at skrige i smerte, og hun pressede alt hvad hun kunne. "Jeg kan se hovedet" meddelte jordemoderen. Vaine fokuserede på det, hendes barn var ved at komme til verden. Dette burde være det største øjeblik i hendes liv, men det eneste hun kunne tænke på var den altoverskyggende smerte.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 3, 2010 3:06:43 GMT 6
Kammerpigens besked beroligede ham ikke men forstærkede ham bare i den følelse af at være afskåret fra hende. Han havde en eller anden enorm trang til at smadre et eller andet. Hvad som helst, men helst døren der blokerede ham fra at holde Vaines hånd, kysse hendes pande og vide at hun var ok. Han satte sig op af muren og gled ned på gulvet, begravede hovedet i hænderne og prøvede forgæves at erindre et eller andet der kunne holde ham fra at ødelægge døren.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 3, 2010 15:26:06 GMT 6
"Pres Deres Højhed press" Sagde jordemoderen og så på hende. "Det gør jeg jo" vrissede Vaine og brugte den smule energi hun havde tilbage, til at presse. Hvis hun havde vidst at det ville gøre så ondt, og være så hårdt at føde, havde hun måske tænkt sig om en ekstra gang, inden hun havde delt sin seng med Nicolas. Nu bad hun bare til at det snart var ovre. Veet var stoppet igen, men jordemoderen sagde hun skulle blive ved med at presse, så det gjorde hun, så godt som hun nu kunne.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 3, 2010 21:15:38 GMT 6
Han kørte fingrene gennem håret, og takkede ja tak til det glas vin en tjener bød ham. Hans hjerte hamrede og han havde svært ved at styre sig. Dette skulle laves om. Mænd burde skulle stå deres hustruer bi i denne tid. Burde støtte dem og hjælpe dem igennem det, og ikke være forvist til gangen. Han bundede glasset og lukkede øjnene med et højlydt suk.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 4, 2010 18:19:25 GMT 6
Det hele gik lige pludselig så hurtigt. Barnet kom ud, og begyndte straks at græde. Smerterne holdt op, lige så pludseligt som de var begyndt. Barnet blev hurtigt vasket af jordemoderens kyndige hænder, og kom over til Vaine. Hun så forbavset ned på den lille pige, og forelskede sig straks helt i hende. Hendes hjerte føltes som om det skulle briste, af al kærligheden til den her lille skabning, som var hendes, og som hun skulle passe på. "Hent Nicolas" sagde hun bare, uden rigtig at vide, hvem det var til. Men hun vidste at der ville blive reageret på hendes anmodning.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 4, 2010 18:38:29 GMT 6
Nicolas så op, som en jæger ved en pludselig lyd i skoven, som en bekymret mand hvis hustrus pludselige stilhed generede. Han kom på benene og havde lige nøjagtigt rejst sig da døren blev lukket op. Om den i forvejen blege pige blev skræmt af hans desperate udseende var ikke til at sige. Hendes ord fløg forbi ham hurtigere end han fløg forbi hende. Totalt ligeglad med alle andre end Vaine nåede han kun lige at se en smule anstændig ud, da han nærmest væltede ind af døren. "Vaine.." Hans stemme var ru, og ekstremt bekymret. Han styrtede til hendes side, knælede og så på hendes ansigt med et angstfulgt blik. Han havde ikke enset barnet endnu og så nærmest chokeret ud da hans blik faldt på skabningen i Vaines favn. Det raseri han havde haft mod barnet da det voldte Vaine så megen smerte smeltede væk og han kunne tydeligt ikke finde ord.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 7, 2010 17:06:37 GMT 6
"Vi er forældre" sagde Vaine med en grødet stemme. Det at hun ikke havde noget energi tilbage, og at hun var ovenud lykkelig, gjorde at hun ikke kunne lade være med at græde af glæde. Det hele var så vidunderligt! "Vi har en datter" sagde hun igen stille. Og med gråd i stemmen. Hun havde allerede glemt alle smerterne, de havde været det hver. Hun ville gerne gøre det igen.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 7, 2010 17:51:24 GMT 6
Han smilede og kyssede hendes pande. "Så smuk som sin mor.." Hviskede han blidt og lod spædbarnet gribe om sin finger, og kunne ikke lade være med at grine lidt. "Du klarede det flot Vaine.. Er ked af at jeg ikke kunne være hos dig.." Hviskede han. Han strøg blidt håret væk fra hendes pande og smilede varmt til hende. Han viste dårligt hvad han skulle sige, navn og deslige skulle de nok komme til. Vaine måtte være udmattet, men han ville ikke forlade hendes side, eller den lille piges. "Du bør hvile dig." Hviskede han forstigtigt. Han tænkte på den krybbe han havde fået tømren til at lave uden at Vaine viste det. På rummet han havde kikket på hvor barnet måske kunne være når det blev lidt større.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 7, 2010 17:56:46 GMT 6
Vaine nikkede træt, og lændte sig ind til Nicolas. "Vil du holde hende?" spurgte hun og så op på ham. Hun kunne allerede se Nicolas som far, for sig. Et træt smil gled over hendes læber, da hun rakte den lille pige til ham. Hun vidste at han ville passe godt på hende, selv om det nok ville svært med den spinkle skabning, mellem hans store næver. Hun lædte sig op af hovedgærret i sengen, og så op på Nicolas.
|
|
|
Post by Nicolas on Feb 7, 2010 18:01:41 GMT 6
Nicolas prøvede virkelig at holde på sine nerver da han forsigtigt tog den lille pige i sin favn, hun virkede åndsvagt skrøbelig for ham, lille og blød. Han havde en smule erfaring med sådan nogle men det var meget lidt. Han smilede til Vaine i det han fik pigen lagt tilrette på sin arm og kyssede hendes pande blidt. Barnet greb om hans finger og gabte stort tydeligt uden viden om at det aldrig havde set verden, at dette var begyndelsen på en fantastisk rejse.
|
|
|
Post by Vaine on Feb 7, 2010 18:59:34 GMT 6
Trætheden overmandede langsomt Vaine, og hendes øjne gled langsomt i. Hun vidste at Nicolas ville passe på deres lille pige, mens hun sov. Hun var så træt, at hun ikke kunne lade være med at sove. Lidt efter sov hun.
//Out
|
|