Bagende varme

[Vaine]

Det var en bagende varm dag, som så mange i de sidste uger. Solen kastede sine varme stråler ned, fra en skyfri himmel. Vaine sad i skyggen af nogle træer, på en af de små bænke, som var placeret rundt omkring i haven. Hun havde en meget løs lysegul kjole på. Den faldt fint omkring hendes, efterhånden meget store, mave. Hendes hænder lå på maven, mens hun lændte sig op af det store bøgetræ. Hun kunne svagt mærke barnet sparke. Men lige nu var det roligt, måske sov det. Hun var ikke klar over om ufødte børn kunne sove, når moderen ikke gjorde. Rundt omkring i haven var blomsterne svedne, og græsplænen var helt brun. Gartnerne måtte vande hver dag, så planterne ikke døde. I det hele taget påvirkede varmen alle.

[Ticana]

Ticana havde tumlet rundt ude ved hestene det meste af dagen og hendes mørkerøde lette kjole var plettet. Hun havde holdt sig på afstand af Nicolas det sidste stykke tid da han havde været helt umedgørlig. Det havde også betydet at hun ikke havde set meget til Vaine, for hvert eneste øjeblik Nicolas havde tid tilbragte han ved hendes side. Det var vel på en eller anden måde kvalmende sødt. Hun skubbede døren til haven op mens hun kæmpede for at holde styr på en af de mange killinger som foråret havde bragt med sig. En lille lang håret rød en som hun havde kastet sin kærlighed på.

[Vaine]

Vaine lændte sig op af træet og lukkede øjnene. I dette stadie af graviditeten, blev hun hurtig træt og havde meget ondt i ryggen. Så at sidde her, i skyggen, var virkelig vidunderligt! Hun sukkede glad og faldt hen i sine egne tanker, mens hun lyttede til den meget svage brise, som susede i trætoppene

[Ticana]

"Bli'!" klagede Tic pludselig da killingen spindene kravlede op i træet, en halv meter over hende. Ticana gjorde mine til at forfølge katten og greb fat i en gren for at komme op til den. Hun bandede for sig selv og balancerede besværligt på grenen og rakte ud efter killingen uden at tage sig af den lange vej ned igen.

[Vaine]

Vaine døsede langsomt hen i en rolig søvn. Hun trængte virkelig til den, alt det stress der havde været på det sidste med røverne i skoven. Og med at gøre alt klart til barnet kom, var virkelig udmattende. Hun havde dog fået lov til at hvile sig så meget, som hun havde brug for. Lige nu havde hun brug for det. I den grad!

[Ticana]

Tic mistede balancen og skvattede ned i et nærtliggende budskads ikke langt fra bænken hvor Vaine sad. Hun stak i et hyl, på vejen, men ømmede sig bare da hun landede. Hun blev liggende lidt for at få kloden til at holde op med at dreje så hurtigt og kom så vaklende på benene. Killingen miauede efter hende fra den gren hun lige havde været på og gned sig spindene op af stammen og ville tydeligt have hende op, og formodentlig ned, igen.

[Vaine]

Vaine vågnede op af hendes, ellers så rolige, søvn. Hun satte sig op og så rundt i haven. Hun var ret sikker på at have hørt et hyl. Men kunne ikke få øje på noget. Var hun nu begyndt at høre ting? Hun rystede let på hovedet og lændte sig op af træet igen. Hun kiggede rundt i haven mens hun slappede af. Hun ville nok ikke kunne sove igen forløbigt

[Ticana]

Tic kunne lige præcis nå killingen på grenen nu og tryggede den ind til sit bryst. Den spandt villigt og gned sig op af hendes hænder. Tic grinede og kom rodene ud af budskadset. Hendes kjole var gået i stykker og hendes hænder og arme var beskidte. Men hun havde ikke øje på andet end den lille killing. Hun stoppede og så op. "V-vaine.." Stammede hun chokeret.

[Vaine]

Vaine åbnede øjnene og fik øje på Ticana "Hej" sagde hun og lyste op i et smil. "Kom og sid ned. Hvad er det du har der? Nej hvor er den kær" Sagde hun smilende og lagde hovedet lidt på skrå. Hun valgte bevist at ignorere det faktum, at Ticanas kjole var i stykker, og at hun var beskidt. Glæden over at se hende, uden at hun var blevet bedt om at komme, overskyggede behovet for at skænde på hende.

[Ticana]

Ticana stod lidt tøvende og ventede på at Vaine skældte hende ud for hendes påklædning. Men da det ikke skete lyste hun op i et stort smil og stormede hen til Vaine, gav hende et søsterligt kys på kinden og holdte den lille plyssede killing frem. "Se jeg fandt hende ude i laden, Hun har ingen ejer" Hun satte forsigtigt killingen på Vaines mave og den spandt og snusede ivrigt til Vaines næse og kinder mens den stampede spindene i hendes kjole. Ticana sendte Vaine et bedene blik. "Må jeg ikke nok beholde hende?"

[Vaine]

Vaine lo hjerteligt, og smilede over hele hovedet. "Hvis du selv vil passe på den. Så må du da." sagde hun og strøg den lille killing med hårene. Hvordan skulle hun dog fortælle hende det? Hun havde virkelig ikke lyst til at ødelægge denne gode stemning. Hun havde ikke set Ticana smile sådan meget længe. Tvivlende bestemte hun sig for at bevare den gode stemning lidt endnu. Så længe som muligt faktisk.

[Ticana]

Killingen spandt voldsomt og Ticana fnisede. Den nød tydeligt opmærksomheden og stampede forsat rundt og hev tråde ud af Vaines kjole. Hun var lyst mærkbart op da Vaine havde givet sin tilladelse og efter et par minutter kravlede killingen da også over i hendes skød hvor den gav sig til den sædvanelige vasken og spandt så Tic blev helt bekymret for om den ville eksplodere.

[Vaine]

Vaine fulgte killingen med blikket. Med sine arme, satte hun sig op på bænken. "Ticana, vi bliver nød til at snakke" sagde hun stille og strøg killingen over hovedet med en finger. Hun prøvede at beholde hendes muntre ansigt. Men var ret sikker på at hun vidste hvordan Ticana ville reagere, og hun havde virkelig ikke lyst til at fortælle hende sådan noget. Men Vaine var den eneste Ticana ville tage seriøs med sådan noget.

[Ticana]

Ticana der havde givet killingen sin fulde opmærksomhed så op. Hun havde fanget undertonen i Vaines stemme, så signalerne i hendes ansigt alt for tydeligt. Hun mærkede en kvalme stige op i halsen og rømmede sig. Prøvede at bevare roen. "Om hvad?" Spurgte hun og bed sig i læben og lagde hovedet på skrå.

[Vaine]

"Om Don" Sagde Vaine stille. Hun behøvede næsten ikke at se på Ticana, hun vidste hvordan hun ville reagere. "Men først må du love mig ikke at gå, før jeg har sagt hvad jeg gerne vil sige." Hun så på Ticana med et forsigtigt blik. At skulle sige ting, som hun var sikker på at Ticana ville blive ked af, gjorde fysisk ondt på hende. Hun ville ønske hun kunne lade være med at sige det, men så ville hun måske være i fare, og det måtte ikke ske.