Det her er skidt!

[Nicolas]

Nicolas stormede gemmen slottet og væltede næsten alle omkuld han mødte. Han blik var febrilsk og stresset, hans hår stod ud til alle sider og han havde daggamle skægstube på sine kinder. "Vaine?!" Kaldte han da han passerede biblioteket. Igen da han nåede køkkenet og fællesstuen. Han satte derefter kursen mod hendes værelse. Han var tydeligt helt ude af den og havde virkelig brug for sin hustru. Han bankede kort på men ventede ikke på svar før han åbnede døren. "Vaine?" Spurgte han uroligt og så rundt i rummet. Det var sent på eftermiddagen og solen var gemt bag et skydække, der truede med regn.

[Vaine]

Vaine lå afslappet på sin seng, med en bog i sine hænder. Bogen hvilede let på hendes mave. Bulen var efterhånden ret stor, og hun kunne ikke gå med korset længere. Hvilket var noget hun nu var ret glad for. Et starinlys brændte stille ved siden af hende, og kastede et varmt lys over hele rummet. Hun lukkede bogen, og spidsede øre, da hun syntes hun hørte Nicolas kalde. Hun brugte hendes arme, til at sætte sig bedre op i sengen, lige da han bankede på døren. Hun følte en tydelig lettelse, da hun så hans skikkelse i døren. Og et afslappet smil, bredte sig på hendes læber.

[Nicolas]

"Vaine.." Udbrød han lettet og gik hen til hende. Han kyssede blidt hendes læber, kærtegnede hendes pande, kind og mave med et kærligt smil før alvorligheden tog over hans ansigt. "Vaine.. Jeg må snakke med dig.. Om Ticana" Han var i tvivl om hvor meget hun viste og hvormeget der var godt at hun viste. Han ville så nødigt ulempe hende og på anden måde give hende informationer hun ikke skulle gruble over. Han satte sig forstigtigt på sengekandten og få på hende med et alvorligt og bekymret blik.

[Vaine]

Vaine nikkede behersket. "Jeg vil også gerne snakke om hende, med dig" svarede hun og så på ham. Hun lagde bogen ved siden af sig i sengen og tog hans hånd. "hvad ville du sige?" spurgte hun, for at lade ham tale først. Der var ikke nogen grund til at sige noget, hvis han allerede vidste, hvad hun vidste.

[Nicolas]

Han kløede sig let i nakken og tøvede tydeligt. "Hvad ved du om.. Tja.. Om hvad hun laver når hun ikke er her, hvilket må siges at være tit. Hvem hun omgåes?" Han følte at han gik som katten om den varme grød. Han kløede sig på kinden. "Jeg ved ikke hvor meget du ved.." Sagde han og så på hende, ivrig efter at vide hvad hun ville snakke med ham om.

[Vaine]

Vaine så på ham. "Jeg ved at hun tit er i fattigkvarteret, og i skoven. Og jeg ved hun omgåes en der hedder Don. Men hvem han er, kunne jeg ikke få hende til at fortælle. Det var også det jeg gerne ville tale med dig om" Sagde hun og mærkede tydeligt hvordan hendes bekymring for Ticana voksede. Vidste han noget hun ikke gjorde? Var der sket hende noget? Og hvad var det der foregik?

[Nicolas]

Han nikkede med et suk og satte sig til rette i sengen. Han tog hendes hånd i sin og kærtegnede den blidt med de lidt ru fingerspidser. "Don er en hjemløs der lever på gaden. Men det er ikke hans hele idenditet. Jeg fandt ham af andre omveje. En spion i røvernes lejer fortalte at han var set der omkring. Med Ticana.." Han trak vejret dybt og så på hende før han forsatte sin tale. "Jeg har længe ledt efter Don, uden at vide hvem han var dog. Men Vaine... Han er spion for Trebonerne, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for Ticana er helt ude af den og truer med himmel og jord" han bøjede hovedet uden at gå i detaljer.

[Vaine]

"Spion!?" Udbrød Vaine og så på ham. "Hvorfor spionere de på os? Jeg troede landene var i fred. Det troede jeg alle lederne var enige om." Sagde hun undrende og så på ham. Hun kunne ikke forstå hvorfor Ticana ville være sammen med en, som var ude på at gøre deres land ondt. Den eneste grund hun kunne komme i tanke om, var at hun ikke vidste det. Hun var sikker på at Ticana aldrig ville være sammen med ham, hvis hun vidste det. "Vi må fortælle det til Ticana, med det samme"

[Nicolas]

"Vaine..." Sagde han og strøg hende over kinden. "Trebonerne er magtbegærlige og rigdoms hungrende. De når ikke Mariqien til sokkeholderne og det er de vrede over. Oprørsgrupper har samlet sig og truer med at angribe, men det hele har ændret sig. De ved at Ticana er sammen med Don.. Og jeg frygter at de vil bruge det mod os. Ticana ved tydeligt intet.. Men Vaine hun truer med at stikke af eller det der er værre hvis jeg ikke lader Don være.." Hans blik flakkede. "Aldrig har jeg været så forvirret. Og aldrig har jeg været så bange. Jeg holder af din søster og vil ikke gøre hende ondt. Men jeg holder mere af dig. Vi kan ikke spære Ticana inde, men jeg kan heller ikke lade hende gå" Han sukkede tungt og lignede en der var 100 år gammel.

[Vaine]

Vaine løftede sin ene hånd og strøg kærligt hans kind. "Jeg skal nok snakke med hende. Måske kan jeg få hende til at forstå. Men hvis hun ikke lytter, bliver vi nød til at få vagterne til at sørge for at hun ikke forlader slottet. Vi kan ikke resikere hele landets sikkerhed, på grund af en stædig teenanger, som tror hun er forelsket" Sagde hun, man kunne tydeligt høre at det var dronningen i hende som talte. Hun ville ikke gøre Ticana ulykkelig, men hun måtte vide hvad han var for en. Og hvis hun så stadig ville være sammen med ham. Måtte de holde hende tilbage. Det var alt for farligt, både for Mariqien og for Ticana.

[Nicolas]

"Vaine.." Han tøvede.. "Jeg ved ikke hvor hun er.. Hun er tydeligvis overbevist om at han er den eneste ene.. Som mig er hun villig til at opgive livet og dø for ham, som jeg er for dig.. Og det er det der bekymre mig. Næsten mere end hvad Trebonerne gør ved hende hvis de fanger hende. Måske er det en sammensværgelse. Måske var det meningen at Don skulle besnære hendes unge sind.. Jeg ved det ikke, og værre endnu; Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre" Han kyssede hendes hånd som han havde i sine hænder og trak vejret dybt. Han viste at Ticana betød meget for Vaine, nu da hendes andre søskende ikke var i landet. Han viste at han måtte finde en løsning, så alle blev glade, og ikke mindst overlevede.

[Vaine]

Vaine så på ham. Det plagede hende at se ham sådan, så bekymret. Hun strøg atter hans kind. "Jeg må tage ud, finde hende, og tale med hende. Hun vil ikke lytte til dig, men måske vil hun lytte til mig." Sagde hun og tænkte sig om. Hvordan skulle hun komme ud af slottet, og finde Ticana. Kunne hun det? Nu når hun var så langt henne? Burde hun det? Nok ikke. Men hun var nok nød til det.

[Nicolas]

"Vaine.. Det.." Hans blik flakkede. "Det kan du ikke i den tilstand" Han var tydeligt bekymret og lagde en hånd blidt på bulen på hendes mave. "Lad mig finde hende. Lad mig bringe hende til dig.. Jeg kan ikke holde til at bekymre mig om dig der ude.. Ikke nu" Han så bedene på hende og kyssede hendes kind. "Vi skal nok finde ud af det.. Men hvordan har jeg ingen anelse om.. Hvis vi spærre hende inde bliver hun værre end hun allerede er.. Hun er helt ude af den" Sagde han og kastede et blik ud af døren.

[Vaine]

"Men hvad så hvis du ikke kan få hende til at komme? Så må jeg ud og finde hende. Jeg skal nok passe på, der sker ikke noget ved det" sagde Vaine, og prøvede at lyde overbevisende. Hun gav Nicolas's hånd et kærligt klem. Hun bad i sit stille sind, at det snart måtte drive over. Al den ballade. Gerne inden barnet kom, så de kunne koncentrere sig helt om det. Og give det så god en opvækst som overhovedet muligt.

[Nicolas]

"Lad mig i det mindste prøve" Bad han indtrengende, tydeligt ikke overbevist. Han smilede kærligt til hende. "Jeg elsker dig, og jeg vil ikke at der sker der noget" Hviskede han så og kyssede blidt hendes pande. Han trak vejret dybt og så tænksom ud. "Don føler sig tydeligt presset. Men hvorfor han ikke har fortalt hende hvad han er undre mig lidt" Sagde han og rynkede brynene.