ved floden.

[Naenre]

Naenre var for engang skyld taget uden for hendes herregård/fæstning alene, hun havde rejst i nogle dage, og var nu kommet til deep valley, hun havde hørt om tyvene og banditerne, ikke at hun tog sig yderligere af dette, da hun i bund og grund, var taget afsted, for at møde en tilbagevendene karvane, dog skulle den værre her i nærheden, men hun havde ikke travlt.
hun havde fulgt floden i noget tid, og kikkede sig vagtsomt omkring, hun gik i sit sædvanlige tøj, og havde ellers pisken og sværdet i bæltet, hun lyttede efter tegn på fare, og kikkede også efter disse.

[Ticana]

Ticana sad ved flodens bred på et tæppe og gumlede på en bolle mens hun facineret betragtede isflagerne følge vandet. Det var hundekoldt og sneen var endnu dyb på ubefærdede veje. Hun havde ryddet sig en plads hvor hun havde frit udsyn til den mindre og mindre tilisede flod. Hun savnede det at kunne gå på isen, i år var hun ikke gået igennem. Hendes fine kjole og hoser var våde af sneen, som lige som isen langsomt smeltede igen. Men hun var lige glad, der var massere af tid senere til at blive syg i. Hendes hår strittede ud til alle sider og hendes enorme mørke øjne fulgte en af forårets første fugles flugt over himlen.

[Naenre]

Naenre mærkede ikke rigtigt kulden hvilket i sig selv var noget for sig, jo den bed, men hun frøs ikke, hun mumlede svagt for sig selv, på sit eget tungesmål, og kikkede op og fik øje på en skikkelse længere fremme, det i sig selv havde hun ikke regnet med, hun stod lidt stille, men gik så videre, stadig på vagt.
sneen var dog irreterene, så høhj som den var, men hun klagede ikke, ej heller over kulden, dog forbanede hun sig selv, for denne dumhed, at gå uden om vejen, meget dumt havde hun gjort, men dette tog nok føringen, hun nærmede sig hurtigt skikkelsen, og hendes udseende var jo noget specielt, den mørke hud, og det hvide hår, ikke normalt, ikke at hun tog sig af dette.

[Ticana]

Tic fornemmede ikke den fremmedes tilstedeværelse da hun var fuldt ud beskæftiget med at se på en minimal stime af fisk der passerede hende. Hun lænede sig ud over kanten og kjolen knitrede let, og den var nok et af de mest tydelige tegn på hvilken stand og rang hun var i. Men den var en total modsætning af de beskidte hænder og det uglede hår og det hele passede bare ikke sammen. Hun smed brøkrummer i til fiskene med et smil som et barn juleaften. Pludselig drejede hun hovedet med et par enorme forskrækkede øjne. "Du gode milde" Sagde hun da hun så den fremmede kvinde. Hun greb sit slaj og slyngede det over håret i en vild bevægelse.

[Naenre]

Naenre betragtede kvindens bevægelse, hendes tøj, ja også hendes uglede hår, hun smilte svagt, dog et smil som ikke nåede øjnene, og hun fortsatte ellers roligt frem ad, ikke på nogen måde truende, eller det kom nok an på øjnene der så, da hendes kjole jo gik op i slidser på begge sider, og det langt op ad benene, de sorte læder støvler, det meget bare hud, et sværd og en pisk, jo hun så jo nok skræmende ud.
hun stoppede dog lidt fra kvinden, og så ud til at tænke over hvad hun skulle gøre, hun var sikker på at hun havde set kvinden før, men hvornår kunne hun ikke huske, ej heller hvor kunne hun huske.

[Ticana]

Tic så mistænkeligt på kvinden og flyttede uroligt på sig mens hun sørgede for omhyggeligt at dække sit hår. En vane hun havde, da mange genkendte hende på den blege hud og det olivensorte hår. Hendes blik flakkede og et stædigt drag om hendes læber viste at hun ikke havde tænkt sig at flytte sig. Hun tog endnu en bolle og tyggede på den og forgav at se på de nu ikke eksisterende fisk, mens hun forsat skævede til den nyankomne kvinde.

[Naenre]

Naenre smilte atter svagt og sagde så med en rolig stemme "vis jeg ikke tager fejl, så er de Prinsesse Ticana...men kan jo værre jeg tager fejl, man glemmer let med årene" hun så selv yderst ung ud, vis man så bort fra hendes underarts hvide hår, dog havde hun blå hårfarve i spidserne, og de fletninger som hang ned på begge sider af hendes hoved var også farvet blå, hun kikkede ud over floden, og ignorede lidt den formodede prinsesses skæven.

[Ticana]

Tic sad stille lidt, som frosset til stedet. Der havde hun vist ikke været hurtig nok. "Hvis Deres formodning er korrekt. Hvad havde De så tænkt dem at gøre?" Spurgte hun, urolig for om hun nu ville ende med at blive berettet til sin søster. Hun så på kvinden og hendes mørke øjne var tydeligt urolige over den forstående tanke. Ticana havde ikke noget i mod selskab. Hvis de bare lod være med at betragte hende som prinsesse eller noget i den stil. Kvinden virkede bekendt, men Tic havde aldrig rigtig fulgt med i stats ballerne og deslige.

[Naenre]

Naenre smilte bare og sagde så "ja hvad ville jeg gøre, hvad kan jeg gøre imod en kongelig, ikke meget, ikke at jeg har lyst til at gøre noget, hvad de laver her er deres anligende ikke mit" hun betragtede kort Ticana, og blev enig med sig selv om at hun havde haft ret i sin formodning.
hun så ud til at tænke og sagde så "men hvor bliver mine manere er, jeg har ikke engang præsenteret mig, jeg er Baronesse Naenre Yril'Lysaen af huset Auvryval, og dette hus nuværende ilharess" hun lavede noget som kort lignede et buk og sagde så "til deres tjeneste", hun rettede sig op og betragtede prinsessen, med et blik som ja ikke udviste nogle følelser, altså hendes normale blik.

[Ticana]

"Hmm.. Syntes nok De virkede bekendt" Svarede Tic og syntes at denne formelle samtale var mere end kedelig. Hun rejste sig, glattede kjolen og nejede høfligt og ikke en millimeter mere end en prinsesse burde. Hun smilede høfligt og drænede alle følelser fra sit ansigt, som hun havde en temmelig god træning i. "Hvad laver De så her hvis jeg må spørge" Sagde hun og hendes øjne afslørrede en vis irritation over at skulle være så formel. "Og Ja, De har ret i Deres formodning. Jeg er prinsesse Ticana Silverbird af Mariqien og Jeg ville påskønne hvis De undlod at nævne vores møde her" Sagde hun.

[Naenre]

Naenre lo svagt og sagde så "hvad jeg laver her er vist kun mit anligende og ikke jeres..deres højhed" hendes øjne var stadig kolde, dog var der et glimt af mange års erfaring, hvilket hun havde, dog sagde hun efter lidt tid "og vis jeg har deres tilladelse, vil jeg gerne droppe formelerne, dette er en skov ikke et slot" hun var kun formel når hun var på slottet eller hun havde vigtige gæster der hjemme, ellers var hun ikke, og selvom hun ikke sagde det højt, så i hendes samfund var en prinsesse ikke højere end ilharess, men dette sagde hun som sagt intet om.

[Ticana]

"Godt så. Formlerne er droppet og ingen af os blander os i hvad den anden laver.. Aftale" Sagde hun og satte sig ned på tæppet igen og spiste af sin bolle og så på fiskene. "bolle?" Spurgte hun og puffede sin madserk hen mod hende. Hun trak sjalet af, kløede sig let i håret og så på de tilbage vendte fisk med et smil. Hun var lettet over at det formelle var droppet. Hun hadede det. Og kvinden virkede under alle omstændigheder ikke ret venlig eller oplagt til at blande sig i Ticanas anliggende.

[Naenre]

Naenre lavede en kort afvisende bevægelse med hånden og svarede så venligt som hun kunne "fristene, men nej tak har problemer med at spise mad andre end min kok laver" så at sige, var dette mere fordi, hun havde værret udsat for flere attentat forsøg fra snigmordere, end hun havde tal på, og hendes kok kunne hun stole på, til en vis grad, de kongliges og andre adeliges kokke, stolede hun ikke på over en meter.
hun blev dog stående og betragtede vandet, mens hendes tanker strejfede om hendes tilbagevendene handels karvane, som burde komme i løbet af ugen, vis intet skete den selvfølgelig.

[Ticana]

"Your choice" Sagde hun og trak på skuldrene og smuldrede et stykke bolle i vandet. Hun rejste sig og børstede kjolen. "Men er du rar at lade være med at nævne vores møde.. Så skal du ikke høre mere fra mig" Sagde hun mens hun rystede sjalet let. Hun vendte blikket mod hende og brød sig allerede mindre og mindre om hende. Hvorfor viste hun ikke, måske var det hendes overnatualige skønhed der vagte jalosi. Måske var det hendes fjendske holdning der fjernede alle tanker om troværdighed. Hun viste det ikke.

[Naenre]

Naenre smilte bare og sagde ellers intet, dog efter et stykke tid svarede hun roligt "og hvad sker der vis jeg nævner det? er bare nysgerrig" hun balancerede på en hår fin grænse, og det vidste hun, dette var en kongelig, hun var kun adelig i dette søle land, og ville aldrig blive andet, men vis en kongelig truede hende med soldater eller andre ubehageligheder, ville hun svare igen med samme mønt, hun var stolt, mere stolt end godt var.
hun betragtede kort Ticana kort, og havde en følelse af at denne hadede hende, hun var ikke sikker, men hendes mange år som leder sagde hende at prinsessen hadede hende, og dette fik hende til at smile et smil, som vidste hendes races lettere spidse hjørnetænder.