Nyheden

[Vaine]

Vaine gik lidt frem og tilbage i haven. Den var dø og øde, men stadig smuk. Solen var ved at gå ned i vest, selv om det var midt på eftermiddagen. Vaine havde en tyk kappe om sig, og et par fine vanter. Hun så op på himlen, lige nu var den blå, men nogle store grå skyer var på vej ind fra nord. Måske ville der være sne i dem. Det kunne være hyggeligt. Det ville i hvert fald dække noget af alt det øde og døde der var i haven. Hun gik lidt længere op mod slottet, og overvejede at gå ind i heste stalden, der ville i det mindste være lidt varmere.

[Nicolas]

Nico havde vøæret ude og patruljere i området med mændene som han yndede at gøre det en gang i mellem. Han havde siden han kom hjem ikke veget fra Vaines side og han havde det stadig skidt med at forlade hende selv for de mindste erinder. Han satte hesten i stalden og gned sione stive fingre mod hinanden mens. Han satte kursen mod haven. Han hilste muntert på nogle af dem der arbejdede på slottet og de så undrende efter ham. Han trak kappen om sig, den lugtede let af hest men det var han så van til. Han kastede blikket ud over haven og så til sin glæde Vaine spasere rundt. "Hvorfor så urolig min Due" Hilste han kækt mens han gik mod hende med et smil. Han havde bemærket hvordan hun gik frem og tilbage og var omgående bekymret for hende.

[Vaine]

Vaine vendte blikket mod Nicolas. "Jeg venter bare på dig elskede" sagde hun og gik imod ham. Hun var en anelse bange for hvordan han ville reagere. Var det det rigtige tidspunkt? Men selv om det måske ikke var, var der ikke noget at gøre ved det. Nu var det på vej, og der var ikke noget at gøre ved det. Hun nåede hen til ham, og lagde omgående armene om ham. Hun var lige glad med om han lugtede af hest. Hun ville have været ligeglad selv hvis han havde lugtet af møg.

[Nicolas]

Han smilede og lagde armene om hendes spinkle skikkelse og kyssede hende forsigtigt på panden. "Jeg er her nu" Hviskede han og indåndede den fantastiske duft af hendes hår blandet med denne frost klare dag. Han så ned på hendes ansigt og en fure viste sig mellem hans øjenbryn, da han bekymret lagde mærke til hendes udtryk. "Elskede, Vaine.. Er der noget galt? Det ser ud som om noget trygger dig" Hviskede han og strøg hende over kinden.

[Vaine]

Vaine så op på ham og forsøgte sig med et smil. "nej da. Det håber jeg ikke. Det kommer an på hvad du syntes om den nyhed jeg vil fortælle dig" sagde hun stille, fordi de stod så tæt. Hun mødte hans blik, mens hun bed sig let i underlæben. Hun var glad for at der ikke var andre til stede. Det ville ikke være godt for en dronning, at blive set så usikker. Men lige nu var de alene, og kunne tale uforstyrret.

[Nicolas]

Han trak vejret tungt, lidt angst for hvad hun ville sige til ham. Han tog hendes hånd og førte hende hen til bænken hvor han satte sig. "Fortæl min egen" Sagde han og smilede varmt til hende mens han afventede hendes svar og betragtede hendes fantastiske ansigt.

[Vaine]

Vaine satte sig let på bænken, den var kold under dem. Hun lagde mærke til hvordan hun var begyndt at bekymre sig om sådan noget. Hun havde heller ikke reddet siden hun fandt ud af , hvordan det stod til. Men sådan kunne det ikke fortsætte, hun ville komme til at savne det alt for meget. Hun så op på ham med et forsigtigt blik. "jeg er gravid" sagde hun stille. Så lavt at hun blev lidt i tvivl om, om han overhovedet havde hørt det. Godt nok var der helt stille i haven, de fleste fugle var fløjet væk for vinteren, og kun fjerne lyde fra slotspladsen hørtes i haven. Hun holdte hans blik mens hun ventede på hans reaktion.

[Nicolas]

Han stivnede, med grebet om hende som om han lige skulle have det formuleret om til et sprog han forstod i hans hoved. Sandheden var at hendes ord fløg rundt som om de hverkang de stødte mod hans hoved blev skudt tilbage. Han hørte dem om og om igen selv om hun havde sagt det så lavt og han lagde mærke til hvordan de langsomt fortog sig og efterlod ham med den mest mystiske fornemmelse. Det var ikke ensomhed eller vrede. Faktisk var det det modsatte. Han mærkede en berusende glæde og vantro rulle igennem sin krop, skønt hun nok ikke kunne se det på hans stivnede ansigt hvor han oven i købet havde tabt underkæben let. Han havde underlige billeder i sit hoved af sine forældre der stolt holdte om hans lille bror. Misundelsen over ikke at være den yngste blev nu erstattet af længslen efter at være de forældre. Være den far eller konge der strålede af glæde da han annoncerede til sit folk at endnu en søn var blevet født. Han var helt væk og hans blik var fjernt mens den ene tanke afløste den anden.

[Vaine]

Vaine så afventende på ham, mens hun bed sig i underlæben. Hun blev først rigtig nervøs da hun så hvor stiv han blev i ansigtet. Ville han blive vred nu? ville han sige at det var for tideligt, og slå hånden af barnet, når det engang kom. Hun ventede i hvad der føltes som timer, før hun selv tog sig sammen til at sige noget. "Nicolas? sig noget, vil du ikke nok?" spurgte hun stille. Hun lagde sin ene hånd på hans kind, og drejede hans ansigt, så hun kunne møde hans blik.

[Nicolas]

Han sank flere gange mens hans øjne fokuserede på hendes. Hendes ord trængte igennem den massive tanke strøm i hans hoved og han blev rystet over at høre bekymringen i hendes stemme. Han hævede langsomt en hånd og lod de let ru og arbejdsvandte fingerspidser glide over hendes pande og kindben. "Vaine.." Hviskede han og blinkede en gang. "Vaine! Det er jo fantastisk!" Udbrød han og tog sig til panden og man kunne nu se alle de følelser der før havde været gemt i hans hovedt spille over hans ansigt. Den forbavselse og chokering der blev afløst af en berusende glæde og til flere forskellige følelser. Han lagde armene om hende og tryggede hende mod sit bryst og indåndede duften af hendes hår. Han var en mand, men hans øjne blev let blanke mens han strøg hende over håret.

[Vaine]

Vaine åndede lettet op. Han var glad, heldigvis. Hun turde slet ikke tænke på hvad hun skulle have gjort, hvis han var blevet vred. Men hun burde kende ham godt nok, til at vide at det ville han aldrig blive. I det mindste ikke over det. Hun lagde hovedet på hans skulder, og smilede for sig selv. "der var du lige ved at gøre mig bange" hviskede hun mod hans skulder. Hun kom i tanke om at hun slet ikke havde sagt det til Ticana endnu. Og tænkte på, hvad hun mon ville sige når hun fik det at vide. Hun ville nok blive glad på deres vejne. Det håbede hun i hvert fald.

[Nicolas]

Han smilede varmt ned i hendes hoved bund. "Jeg var bare lidt chokeret.. Har jo noget af en pandeskal det skal trænge igennem ved du" Sagde han og grinede lidt før han kyssede hendes pande blidt. "Det er den absolut bedste nyhed jeg har fået siden du sagde ja til at gifte dig med mig" Hviskede han blidt og kærtegnede hendesryg i blide forsigtige strøg. Han trak vejret dybt og sank engang. "Hvorlangt er du?" Spurgte han så med et bekymret udtryk i ansigtet. Han smilede dog varmt.

[Vaine]

Vaine smilede, hun var så glad for at han også var glad. "omkring seks uger, tror jeg." Hun så op på ham og smilede igen. Hun kunne lige se for sig, hvordan han ville være med en lille søn eller datter. Godt nok var hun ikke så langt henne, men hun var sikker på at hun nok skulle bære barnet tiden ud. Det havde de aldrig haft nogen problemer med i deres familie. Hun kom også i tanke om, at de slet ikke havde talt om hvordan det skulle være når de engang fik børn. Men det regnede hun med at de kunne tale om senere, og ellers ville det vel også komme af sig selv.

[Nicolas]

Han lod fingrene danse over hendes kind og fandt den kold. "Elskede, du fryser" Hviskede han og smilede blidt. Han ville bære Vaine på hænder og fødder hvis hun ønskede det. Han ville beskytte hende med sit eget liv. Han kyssede hende endnu engang på panden før han ventede at hun rejste sig. Han så på hende og sendte en bøn til herren om at alle deres børn måtte blive så smukke, venlige, fantstiske og vise som Vaine.

[Vaine]

Vaine smilte blidt. "det er også koldt" sagde hun og rejste sig fra bænken. Hun vendte sig om, for at vente på ham. Hun ville ikke gå ind, med mindre han fulgte med hende. Mørket sænkede sig hurtigt over landet, og snart ville det ikke være til at se noget som helst, for det gennemtrængende mørke. Men inde i slottet var der trygt og varmt, hun elskede at sidde foran pejsen når det var mørkt og koldt udenfor.