|
Post by Nicolas on Oct 29, 2009 18:34:15 GMT 6
Nicolas stormede gennem slottet og efterlod en flod af mudder og vand efter sig. Han var ligbleg i hovedet og havde de mest mørke og foruroligende øjne. Han var ligeglad med alle han stødte på. Og de fleste kastede sig til siden for at undgå at han væltede dem. Han havde ikke været på slottet i flere måneder, han var blevet kaldt hjem i en krise situation hvor han løsagtige fætter var blevet anklaget for forrædderi, da han havde delt seng med en pige der var hofdame for det folk Nicolas kæmpede så bravt i mod. De fleste ville have dømt hans fætter til døden, men Nicolas havde fået han frikendt på den sidste dag, dog måtte fætteren ikke vise sig i hans land i tre år. En mild straf. Nicolas havde ikke set Vaine, og folk havde ikke hørt hvorfor han var taget afsted. Der gik de mest gyslige rygter om årsagen. At han skulle have være Vaine utro, at hun skulle have sparket ham ud, at hun havde fået en anden. At han havde. At hun var dødeligt syg. Hvor den sidste kom fra havde han igen anelse og det var det der foruroligede ham så meget. Hvad hvis der virkelig var noget galt med Vaine. Hvad hvis han kom for sent? Hans tanker løb af med ham i det han smækkede biblioteksdørene op. Biblioteket var øde og gløderne ulmede i pejsen. Han så sig desperat rundt men fandt ikke det ansigt han søgte og elskede. langsomt gik han hen til vinduet og så ud i uvejret. Det havde regnet uafbrudt i 4 dage. Han havde reddet i tre uden vådt eller tørt, higende efter at komme hjem til Vaine. Hans tøj og hår var gennemblødt til det inderste men han lod ikke til at bemærke det. Han så ned i gården som lå øde hen da ingen normal person ville våge sig ud i dette vejr. Flere steder var enorme gamle træer væltet til fare for både mennesker og dyr og lader var sat i brand ved lyn nedslag. Men han var mere bekymret for om Vaine var okay. Men han havde allerede ledt overalt?
|
|
|
Post by Vaine on Oct 30, 2009 22:59:29 GMT 6
En af de nyansatte tjenestepiger kom lydløst ind i biblioteket. Hun var kun 14 år gammel, og var meget nervøs og stille af sig. Hun gik langsomt hen mod Prins Nicolas. Eller Prins gemal som han jo var nu. "Kan jeg hjælpe dem, min Prins?" spurgte hun med sin spæde stemme. Hun kunne forestille sig at han måske ville have et bad, eller i hvert fald komme af med den mudrede kappe.
|
|
|
Post by Nicolas on Oct 31, 2009 0:14:00 GMT 6
Nicolas snurrede rundt som havde nogle stukket ham bagi med en gaffel. Han så på pigen med et chokeret blik men det blev langsomt mere mildt. "Nej.." Mumlede han og strøg hende over håret. "Gå du bare ud til dine pligter.." Han vente sig og så ud af vinduet. "Nej hør.. Hvor er dronning Vaine?" Han så på pigen igen.
|
|
|
Post by Vaine on Oct 31, 2009 0:19:54 GMT 6
Pigen så op på ham "hun hviler sig, skal jeg fortælle hende, at de er kommet hjem?" spurgte hun forsigtigt. Han virkede bekymret, men hun vidste at det lå langt udenfor hendes pligter at spørge hvorfor. Hun follede sine hænder foran sig mens hun så på ham.
|
|
|
Post by Nicolas on Oct 31, 2009 0:23:30 GMT 6
Han lagde en hånd på sin pande. Så Vaine var i live. Han smilede lettet og sendte i tankerne en kort bøn til herren. Hvis så bare hun havde det godt nok. Han så på pigen igen. "Ehm.. Nej.. Nej lad hende hvile sig.." Han smilede mildt til hende og så ned i gulvet hvor han indså at han nok svinede en del. Det havde han selvfølgelig ikke tænkt over. Han så på pigen. "Lad hende blot hvile.." Han smilede og trak jakken af sine skuldre og lagde den forsigtigt fra sig så han ikke svinede mere end højest nødvendigt. Han var en del lettet nu.
|
|
|
Post by Vaine on Oct 31, 2009 0:34:24 GMT 6
Pigen nikkede en enkelt gang og forlod ham så. Hun måtte ned og hente en spand med vand, så hun kunne ryde op efter ham. Men selvfølgelig også for at sprede rygtet om at han var kommet hjem. Langt om længe.
|
|
|
Post by Nicolas on Oct 31, 2009 0:38:06 GMT 6
Han lagde panden mod den kølige rude og hørte for en stund ikke andet end den heftige regns hamren mod ruden. Han kørte fingrene gemmen det fugtige hår og overvejede hvorlænge Vaine ville hvile. Han var for rastløs til at kunne give sig til noget fornuftigt, og kunne virkelig ikke finde ro før han havde set hende. Men han kunne nok tage sig bedre ud end han gjorde nu og et par rene klæder ville ikke være af vejen. Men han ville allerhelst vente på at Vaine vendte tilbage.
|
|
|
Post by Vaine on Oct 31, 2009 0:47:24 GMT 6
Vaine vågnede lige så stille. Influenzaen sad stadig i hendes krop, og ville ikke rigtig give slip. Derfor var hun begyndt at tage en lur midt på dagen. Så kunne hun lige overkomme at passe hendes pligter. Hun svang benene ud over sengekanten. Hun havde sovet i hendes kjole, så den blev selvfølgelig lidt krøllet, men hun gad ikke til at ud af den, bare for at sove lidt. Hun rejste sig og gik hen til hendes spejl, hvor hun rettede lidt på hendes hår, så det ikke så så uglet ud.
|
|
|
Post by Nicolas on Oct 31, 2009 0:50:21 GMT 6
Nicolas havde lige på fingertippen kunne nå en bog fra den nærmeste hylde og han havde nu sat sig i vinduet og kikkede i bogen der til hans fortrydelse handlede om at brodere. Han rynkede brynene og holdte bogen ud fra sig mens han vendte og drejede de mærkelige opskrifter for at få dem til at give mening. At kvinder kunne finde ud af sådan noget her nærede han respekt for. Det var mere indviklet end at lave strategi i krigen.
|
|
|
Post by Vaine on Oct 31, 2009 0:55:55 GMT 6
Vaine blev færdig med at ordne sit hår, og stod et øjeblik og så på sig selv. Hun så træt ud, hun vidste godt hvorfor. Hun havde ikke sovet ordenligt siden Nicolas tog afsted. Hun var bekymret for om han havde fået reddet sin fætter, eller om han måske selv var kommet i knibe. Hun havde ikke hørt fra ham så længe, og savnede ham mere end hun kunne beskrive. Hun sukkede let, og forlod sovekammeret.
|
|
|
Post by Nicolas on Oct 31, 2009 0:59:12 GMT 6
Han vendte bogen på hovedet men det gav stadig bare mindre og mindre mening. Han drejede hovedet og rynkede frustreret brynene mens han overvejede hvordan denne underlige forsamlig skulle udføres. Han havde ikke været vidne til det ret mange gange da hans mor ikke var særlig begejstret for at brodere. Og han havde aldrig fattet hvad principperne i det var. Mudderet omkring ham var ved at størkne, dog var der stadig en pøl af vand omkring ham, Han holdte bogen op mod lyset bare for at være sikker på at der var et eller andet han missede.
|
|
|
Post by Vaine on Oct 31, 2009 3:09:48 GMT 6
Vaine nåede ud på gangene. Regnen trommede højlydt mod ruderne og taget, mens hun gik hen af den lange gang, hendes skridt gav genlyd, der var meget tomt. Hun prøvede at komme i tanke om, om hun havde haft flere ting hun skulle idag, men uden held. Hun gned sine tindinger, for at jage den startende hovedpine bort, da hun fik øje på et mudderspor. Det var allerede ved at blive fjernet, af de effektive tjenere. "hvem er det der har slæbt så meget mudder med ind?" spurgte hun. Tjeneste pigen, der var igang med at skurre gulvet trak bare på skuldrene. Vaine trak lidt op i sine skørter, for at de ikke skulle blive snavsede, og fulgte efter det meget tydelige spor.
|
|
|
Post by Nicolas on Oct 31, 2009 15:32:58 GMT 6
Nicolas sukkede frustreret og rystede bogen en anelse. Måske var det slet ikke en bog om at brodere men et hemmeligt budskab. Selv om at hans stædighed var på toppen skete der intet. Hvert fald viste bogen ikke nogle tegn på at ville afsløre sine hemmeligheder. Han bladrede lidt, skønt den stadig vendte på hovedet og forsøgte at læse hvad der stod, men det gav mindre og mindre mening. Han lagde hovedet til den anden side mens han overvejede hvad de underlige opskrifter fremstillede.
|
|
|
Post by Vaine on Oct 31, 2009 20:33:32 GMT 6
Vaine fulgte sporret hen til biblioteket. Hvem ville gå derind, og så uden at gøre sig bare nogenlunde fri for mudder. Hun åbnede døren til biblioteket, men holdte blikket på mudderet. Hun gik et par skridt ind i rummet, før hun så op, og fik øje på Nicolas, som sad i vinduet. Hun mærkede hendes hjerte springe flere slag over, mens et stort smil bredte sig på hendes læber. "Nicolas?" sagde hun stille. Så hun selv blev i tvivl om han overhovedet kunne høre det.
|
|
|
Post by Nicolas on Nov 1, 2009 15:47:04 GMT 6
Han blev så forskrækket at han kastede bogen op i luften og var tæt ved at gribe den igen før den landede på gulvet. "Du gode milde.." Han vendte blikket og blinkede et par gange. "Himlen være lovet! Vaine!" Han bredte armene ud som for at tage hende i sin favn men kastede så et blik ned. "Jah.. Ehm.." Han så på hende og smilede let til hende. "Hør.. Undskyld" Mumlede han og kørte fingrene gennem sit hår.
|
|