Genforening..

[Ticana]

"Hvorfor taler i som om jeg ikke er her!?" Hendes stemme var ru og hun svejede en anelse ved den anstrengelse det var pludselig at tale så højt. Hun tog sig til hovedet med en grimasse. Hun lagde panden mod Dons skulder. "Jeg elsker også dig.." Hviskede hun og trak vejret dybt. "Og.. Jeg er ked af at det kom så vit.. Det var min skyld jeg burde ikke have.." Hun stoppede og rynkede brynene. "Vaine.. Hvad.." Det var tydeligt hvad hun ville sige men også at hun ikke kunne få sig selv til at sige det. Hvad ville der ske med Don?

[Don]

Han så på Ticana og kunne næsten ikke få øjnene fra hende. Han elskede hende og kunne næsten ikke bære tanken om aldrig at se hende igen, men det vigtigste for ham var at hun var sikker, ihvertfald på nu, og så måtte han bare håbe på at hendes søster ville gøre hvad hun kunne for at det ville forblive sådan, og noget lignende aldrig skete igen, selvom han vidste det nok var noget nær umuligt med Ticana, eftersom hun var så fri og gjorde hvad hun ville, så han vidste godt der nok ikke var meget hun kunne gøre, men lige nu var det også ligegyldigt. Han vidste stadig ikke hvad der skulle ske med ham, hvad Vaine og Nicolas ville beslutte, hvis ikke de havde gjort det allerede. Men han vidste han var nødt til at tage sin straf, det var jo uundgåeligt

[Vaine]

"Vi har endnu ikke truffet en afgørende beslutning, om hvad der skal ske. Men vi har dog besluttet af du ikke skal hænges. Du har jo trods alt sørget for at Ticana kom hjem igen. Og vi er dig meget taknemmelige. Men på den anden side, kan vi ikke tilgive dig for at du forrådte, ikke bare Ticana, men hele Mariqien. Så du kommer i hvert fald til at tilbringe to år i fængsel. Hvad der så skal ske, ved vi ikke endnu" Sagde Vaine, og regnede med, at der ville kommet et udbrud fra Ticana, om det var et vredt eller et glad udbrud trude hun ikke garantere.

[Ticana]

Ticana rynkede forvirret brynene. Hun kunne slet ikke få ind i sit hoved at de ikke omgående kårede ham til ridder. Men hun blandede naturligvis sine følelser ind i det hele. "Men?!.. Vaine.. Vaine i må ikke.." Hendes øjne blev blanke og hun strammede grebet om Dons skulder, "..I må ikke tage ham.." Hviskede hun med et ulykkeligt blik. Selv fængslet ville være forlangt væk, og hun kunne jo ikke sidde i cellen ved ham. Hun kunne slet ikke håndtere det og var tydelig tæt ved at bryde helt sammen over alt det der skete fortiden.

[Don]

Don var selvfølgelig meget taknemmelig over at de ikke ville få ham henrettet med det samme, hvilket han egentlig lidt havde frygtet, ikke for sig selv, men Ticana, fordi han vidste hun havde det hårdt i forvejen med alle de ting der skete i øjeblikket. Han havde altid lovet sig selv han ikke ville lade sig selv ende i fængslet, så hellere forsøge at flygte og risikere at dø i forsøget, men meget havde ændret sig siden han mødte Ticana, og han ville tage sin straf, selvom han ikke kunne bære tanken om ikke at se Ticana i så lang tid, men han var jo bare nødt til at få det til at fungere, og Vaine og Nicolas var jo nødt til det, han havde forrådt landet, så bare det at han ikke blev hængt var meget barmhjertigt af dem, da enhver anden ville have ham hængt så snart muligheden var der. Han strøg trøstende Ticana over kinden med et beroligende blik, selvom han ikke regnede med det ville hjælpe meget, men han ville bare gerne have hun skulle være glad og lykkelig, selvom der ikke var meget han kunne gøre, selvom han ville gøre hvad som helst hvis der var noget han kunne have gjort, han kunne bare ikke finde ud af hvad det skulle være

[Vaine]

"Vi kan ikke lade ham gå ustraffet, hvordan ville det ikke se ud" Sagde Vaine og så på Ticana, hun måtte prøve at forstå. "Du kan besøge ham. Men han må tage sin straf, sådan bliver det nød til at være. Alene det at vi ikke hænger ham med det samme, er at overskride reglerne. Men fordi han fik dig hjem igen, og hjalp Nicolas med oprørene, skal han ikke dø" Sagde hun og så stadig på Ticana. Don virkede fattet, men Ticana virkede knust.

[Ticana]

Ticanas øjne var enorme og mørke. Ja de var nok blevet lidt mørkere efter hendes tid under jorden. Hun sitrede. "men.." Hviskede hun men havde ingen kræfter og kæmpede for bare at trække vejret. Hun rystede på hovedet. "det kan i ikke gøre..." Hun kunne tydelig vis ikke ret meget mere og rakte i vildelse ud efter et eller andet der ikke var der og var tæt på at vælte. Hun elskede ham så højt, og lige meget hvad han havde gjort kunne hun ikke forstå hvorfor han skulle i fængsel. Kærlighed gør blind, også i hendes tilfælde. Hun var ved at miste balancen da genstanden hun havde troet var der, ikke var der.

[Don]

Don kunne et sted godt forstå Ticana, men han vidste hun bare måtte prøve at komme igennem det, han havde det også selv dårligt med at skulle være så adskilt fra Ticana, selv hvis hun fik lov at besøge ham, men han vidste også han bare måtte tage sin straf, og så håbe på når han engang kom ud, hvis Nicolas ville lade ham gå, at han ville kunne være mere sammen med hende, selvom han vidste han nok aldrig ville blive værdig til hende, men han elskede hende alligevel, og det ville ikke ændre sig uanset hvad andre mente om dem. Han lagde blidt sine arme om Ticana og krammede hende ind til sig og kyssede hende på kinden "Ticana jeg elsker dig så højt.. Men jeg lavede en fejl, og nu er jeg nødt til at tage min straf for det.. Din søster og Nicolas er nødt til det, de kan ikke bare lade mig gå uanset grunden, bare det at de ikke fik mig hængt med det samme er jeg meget taknemmelig for.. Det skal nok gå.. Jeg vil gøre alt for dig, det ved du, men der er ikke noget at gøre.."

[Vaine]

Vaine følte sig lidt akavet, mens hun stod der. Hun ville ønske at Nicolas kom, så de kunne finde ud af, helt præcis hvad Dons straf skulle være. Hun follede hænderne på ryggen og så lidt rundt i rummet, mens Dons talte til Ticana.

[Ticana]

"men..." Hun så uforstående på Don. Hvordan kunne han acceptere det? Hun forstod det tydeligt ikke og var sygt træt. Hun så på Vaine og rynken mellem hendes øjenbryn truede snart med at være permenent. Hun fugtede læberne og så på Don. "hvis du siger det.." Mumlede hun og så ned. Hun måtte vel bare prøve at overleve. Don sagde det nok skulle gå og hun orkede ikke mere. "Kan bare ikke lide tanken.." Hviskede hun og strøg ham over kinden. Hun vendte blikket mod Vaine og hendes øjne flakkede lidt.

[Don]

"Det kan jeg heller ikke" hviskede han og kyssede hende på panden og strøg hende blidt på ryggen "Tanken om at være adskilt fra dig så længe er ubærlig.. Men vi må bare prøve at få det til at fungere.. Der er ikke andet at gøre.." lige nu havde han næsten glemt alt om Vaine, som jo stadig stod der, men han kunne ikke tænke på ret meget andet end Ticana, og hvordan de skulle kunne få det til at gå, men de måtte vel bare prøve

[Vaine]

Vaine tog sig i at tænke *gid de dog snart kunne blive færdige.* Men skammede sig bagefter, de elskede hinanden. Og hun kunne saktens forestille sig at hun ville have det lige sådan hvis det var Nicolas der skulle i fængsel. Men ham havde hun jo også kendt længere, og hun ville nok også være ret vred på ham, hvis han gjorde noget han skulle i fængsel for. Men det kom hun heldigvis nok slet ikke til at opleve.

[Ticana]

Hun nikkede. Hun skulle nok klare det. Og to år var da ikke så længe.. var det? Lige meget hvad snurrede hendes hoved og hun så ikke helt klart. Hun lukkede øjnene og under trygte et gab. Hvorfor skulle det hele også være så problematisk. "Vaine?" Spurgte hun og fugtede læberne. "Jeg må godt besøge ham.. ikke?" Hun så usikkert op på Vaine. Med besøge mente hun at bare sidde ved ham nogle timer. hele tiden. Måske. Hun sagde ikke mere.

[Don]

Han trak sig lidt væk fra Ticana igen og så lidt fra hende til Vaine, han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre lige nu, han havde aldrig været i en lignende situation før, og håbede aldrig han skulle det igen, for han følte sig så hjælpeløs når han ikke anede hvad han skulle gøre, og han følte sig stadig så malplaceret og underligt tilpas over at være der, det var ikke lige et sted for ham, alting var så stort og fint og dyrt, noget han på ingen måder var vant til.

[Vaine]

Vaine nikkede til Ticana. "Men mig og Nicolas mangler stadig at finde ud af hvor tit og hvor længe" Sagde hun og så på hende. Vaine syntes selvfølgelig at hun skulle besøge ham, men hendes liv skulle også gå videre. Hun kunne ikke sætte alt i stå mens hun ventede på ham.