|
Post by Nicole Zalarz on Apr 22, 2010 23:22:00 GMT 6
Nicoles sarte fødder var nøgne, hvilket var højest unormalt. De kongeblå højehæle havde hun i hånden. Den forsvandt næsten i hendes lette blå skørter på den ankel lange kjole hun bar. Hendes sygeligt tynde og yderst kvindlige former var tydelige i det tætsiddene kjoleliv. Hendes korn gyldne hår var sat kunstfærdigt op på hendes hoved og ud over det med skoende lignede hun sig selv. Hendes blå øjne skuede over den enorme sø, hvor skoven, bjergene og himlen spejlede sig perfekt og uforstyrret i dens overflade. Hun fandt hendes destination, en uskyldigt udseende hvid bænk. Efter at have børstet de værste blade af vejen satte hun sig på den og så på den fredelige sø. Det var meget mystisk at være her i landet. Hun havde været her et helt år, og ingen havde betvivlet hendes herkomst. Ingen havde spekuleret det mindste på at hun var Nicolas's kusnie. Det var også rigtigt nok men havde man set nærmere på deres indbyrdes forhold ville man havde opdaget små ting som gjorde at de ikke kom overens. Fx at de aldrig rørte hinanden, talte med mere end en stavelse eller gladeligt var i samme rum. Men det var rart nok, da det ike var noget hun brød sig om at snakke om alligevel. Hun kendte ikke Dronningen ret godt, så hende kun når hun skulle passe Malina, som hun forgudede mere og mere for hver dag. Men hun var ret sikker på at Vaine ikke ville have lyst til at kende hele historien. Hvis Nicole kendte Nicolas ret havde han ikke sagt et ord til nogen. Men Vaine virkede heller ikke som en kvinde der ville vide alt om sin mand. Og hvis hun ville, havde han nok undskyldt sig eller sprugtet hen over det med ordene 'Min ungdom var ikke særlig spændene'. Hun grinede for sig selv og så på formiddagssolen der langsomt kravlede op over bjerget.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 22, 2010 23:30:31 GMT 6
En dæmpet lyd af hove, lød gennem skoven. Et sted i nærheden var Vaine på vej, gennem en fugtig skovbund på en hest. Det var ikke hendes sædvanlige hest, da den var halt. En eller anden stalddreng havde redet på den, en dag hvor Vaine ikke havde haft tid. Han havde også redet i skoven, og hesten var snuplet over en rod. Vaine var ligeglad, bare hesten blev rask igen. Vaine havde en af hendes lyse kjoler på, dog med et par ekstra underskørter, da det stadig var kølligt i vejret. Hendes hår hang løst ned af hendes ryg, med undtagelse af det foreste hår, som var sat sammen bag på hovedet, med et lille spænde. Den skønne duft af forår, var noget som Vaine elskede. Det at se naturen blive levende igen, efter en lang vinter. Var noget af det bedste hun vidste.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Apr 22, 2010 23:43:41 GMT 6
Hun lænede sig tilbage og samlede benene og lagde af vane skørterne pænt om sig. Hun åbnede sin medbragte bog og begyndte at læse de første linier i det nye kapitel. Men hun kunne virkelig ikke samle tankerne omkring bogens minimale ord. Hun lyttede til søen og fuglene men en anden lyd pressede sig på. Den var utrolig fjerne og kun en dæmpet dundren. Hun hævede ansigtet og så rundt. Der var intet at se. Pludselig lettede en enkelt fugl fra skoven. Skræmt af en hest der kom løbene. Hun spekulerede kort på om den var vild eller havde rytter. Personligt ville hun helst ikke forstyrres, men hvis hun skulle forstyrres havde den hest af at have en rytter. Hun brød sig virkelig ikke om heste. Turen her til var kort, hvis man tog en genvej fra hendes gård. Fra køkkenhaven kunne man gå lige ind i skoven. Så hun var spaseret her ud selv. Hun bad en stille bøn om at hesten ikke var vild og ikke gjorde hende noget. Det var tosset men hvis det hjalp ville hun ikke have forringet sine chancer. Hun rettede lidt på håret. Lagde bogen i skødet og foldede hænderne på den. Hvem mon det var? Det højest sansynlige var at det var en fra en af de omkring liggende gårde. (Hvertfald var rytteren ikke en hun havde forventet at se.)
|
|
|
Post by Vaine on Apr 23, 2010 17:26:08 GMT 6
Med bevægelser som var helt naturlige for Vaine, fulgte hun hesten bevægelser. Hesten red i let galop, selv om det ikke var hendes, syntes hun godt om den. Selv om hun selvfølgelig foretrak sin egen. Vaine havde ingen destination, ingen bestemt retning hun ville ride i. Hun havde bare siddet ned det meste af formiddagen, og trængte til at bevæge sig. En rask ridetur, havde altid været hendes foretrukne tidsfordriv. Lige nu så Nicolas efter Malina, og hvis han så skulle noget, var hun sikker på at der var flere af hendes tjenestepiger, eller hofdamer, der ville være mere end villige til at passe hende. Vaine kunne se at de nærmede sig søen, og satte tempoet ned til hurtigt skridt. Bare i tilfælde af at der var mudret ved søen. Hun ville jo nødig komme til at gøre denne hest halt også. Med et smil lænte Vaine sig frem og klappede hesten på halsen, mens den prustede, og hev efter vejret. Den var åbenbart ikke vant til et så hårdt ridt.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Apr 23, 2010 22:22:29 GMT 6
Hun drejede hovedet undrende da den dæmpede dundren kom tættere på. Hun var nu ganske overbevist om at det var en hest, og med rytter, ellers ville den nok ikke være stoppet. Hun rejste sig og kunne dårligt høre de knitrende underskørter under den bløde blå silke. En lyd hun ellers satte såmegen pris på. Mange undrede sig vel over, hvorfor sådan en køn og anstændig pige ikke var gift. Personligt undgik hun spørgsmålet, da det var en temmelig........ personlig ting. Hun kunne skimte hesten nu, og der var klart en rytter på. En kvindlig rytter. Hun smilede høfligt men mistede næsten vejret da hun genkendte dronningens ansigt. "D-deres majestæt.." Sagde hun og nikkede høfligt, og en smule anspændt til hende. Hun var lidt i tvivl om hvordan hun skulle omgåes dronningen. For det første var hun af langt højere rang end hende selv. For det andet viste hun ikke hvad dronningen viste om Nicolas' og hendes egen baggrund. Det hele var lidt uvist. Hun smilede men som altid, smilet nåede ikke hendes øjne.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 24, 2010 20:19:02 GMT 6
Da Vaine nåede så langt hen, at hun fik øje på Lady Zarlaz, holdte hun straks hesten an. "Goddag Lady Zarlaz" Hilste hun venligt og klappede endnu en gang hesten på halsen. Hun sad som en mand på hesten, med et ben på hver side. Men sådan havde hun altid foretrukket at ride. Det var kun til offentlige arrangementer at hun red i dame-saddel. Hun brød sig ikke om den måde man sad i dem. Det ville være en umulighed, både at sidde behageligt, men også at blive siddende på hesten i galop. Vaine blev siddende på hesten, hun var ikke sikker på om Nicole ville have hendes selvskab. Og hun ville ikke trænge sig på, selv om at det måtte hun altid som dronning. Men hun hadede følelsen af at hendes tilstædeværelse ikke var ønsket.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Apr 24, 2010 22:04:21 GMT 6
Nicole nejede høfligt, men ikke en millimeter for dybt. "Deres Dronning.. Dejlig dag" Sagde hun og smilede mildt mens hendes blå øjne dansede ud over søens spejlblanke overflade. "Jeg kan forstå jeg ikke er den eneste der er ude at nyde det gode vejr" Sagde hun henkastet. Det var dårligt en samtale, mest bare en konklusion fra hendes side af. Hun smilede høfligt og foldede hænderne over skørterne. Hun trådte et par skridt tilbage, da hun syntes hesten var alt for tæt på. Hun havde virkelig noget i mod de dyr, og hendes riddetimer var heller ikke videre vellykkede. Hun var sikker på at det var Nicolas der hævnede sig over et eller andet hun havde fortrængt. Men hun turde ikke modsige prins gemalen. Heller ikke selvom at han var hendes fætter. Hun vendte blikket mod Vaine igen, men høflig som hun var mødte hun ikke hendes blik. Hun slog der imod blikket ned og hendes lange sorte vipper lavede kort skygger på hendes kinder. Hvad skulle hun nu sige? Vær rar at gå? Nej, for hun ønskede hende jo ikke væk. Vil de ikke sidde? det var måske nærmere, men hvad hvis Dronningen ikke ønskede hendes selskab. Skulle hun så gå? en gnist af hendes medfødte stædighed blussede op. Nej hun ville ikke gå. Så, hun valgte den anden tanke. "Vil De sidde?" Hun lavede en bevægelse mod den ussle bænk, som var den en tronstol ved hendes side. Hun smilede mildt og trippede lidt, da hun jo ikke kunne sætte sig før dronningen. Sikke noget dumt noget, at monakiet havde indflydelse på dette smukke sted hvor det kun burde være følelser og smil der havde noget at sige. Men sådan var det nu engang.
|
|
|
Post by Vaine on Apr 28, 2010 16:53:03 GMT 6
Vaine trak vejret dybt ind. Ikke fordi hun var utilfreds med noget, men bare for at få den vidunderlige forårs luft, ned i lungerne. "Det kan godt være, det ville være en god ide. Jeg tror hesten her, kunne trænge til et hvil." Sagde Vaine med et smil, og steg af hesten. Hun var ikke sikker på om denne hest kunne finde på at løbe væk. Det gjorde hendes egen aldrig, men hun kendte jo ikke denne hest. Så hun bandt den til en lavtsiddende gren, et lille stykke væk fra bænken. Så hun stadig kunne holde øje med den. Derefter begav hun sig hen til bænken, hvor hun satte sig ned.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on Apr 30, 2010 1:43:54 GMT 6
Hun ventede høfligt på at dronningen havde sat sig, før hun forsigtigt satte sig på bænken. Det var ikke let for de to kvinder at sidde der med deres store kjoler. Men ikke desto mindre kunne det lade sig gøre. Hun satte skoende fra sig under bænken igen og lod blikket glide ud over den spejlblanke sø med et fred fyldt smil. "Er alt vel på slottet?" Spurgte hun henkastet for at holde samtale niveauet ved lige. Det var jo ikke sikkert at dronningen var van til at starte samtaler, men Nicoles mening var, at hvis der var noget hun ville vide, så måtte hun spørge.
|
|
|
Post by Vaine on May 6, 2010 23:48:59 GMT 6
Vaine nikkede. "efter omstændighederne. Ticana er stadig utrolig trist. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det" Sagde Vaine stille. Af en eller anden grund stolede hun på Nicole. Måske fordi Nicolas var så tæt med hende. Og når han stolede på hende, kunne Vaine ikke se nogen grund til ikke selv at gøre det. Hun håbede at Lady Zarlaz ikke ville blive skræmt af hendes ligefremme væremåde. Men der var virkelig ingen grund til at snakke sig udenom. Når man lige så godt kunne gå lige til det emne man ville tale om.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on May 16, 2010 1:43:56 GMT 6
Nicole smilede blidt og hendes blå æjne så dansende på søen. "Kærlighed er en svær ting. Alle har vel haft oplevelser hvor kærligheden har spillet ind på følelserne. Der med også sagt at det er svært at komme over" Hun så kort ned, men rettede hurtigt blikket mod Vaine, som for at tjekke at hun ikke havde opdaget det. Hun smilede mildt. "Det kan efterlade forfærdeligt dybe ar" Mumlede hun og vendte så blikket mod søen igen. Hun viste endnu ikke hvor meget dronningen viste om Nicolas fortid. Derfor var det svært for hende at sige noget konkret til hende.
|
|
|
Post by Vaine on May 18, 2010 23:56:04 GMT 6
Vaine nikkede. Hun kunne tydeligt huske hendes skænderi med Nicolas. De havde begge været så overbeskyttende at det havde drevet den anden til vanvid. Man kunne sådan set sige de havde elsket hinanden for meget. Hvis det var muligt. Men heldigvis havde de fået talt ud om det, og var blevet gode venner igen. Hun kunne tydeligt huske, hvor meget det havde på virket hende. Men det var ingenting i forhold til hvor meget Ticana led. "Hvad skal jeg gøre? Har de nogen forslag, for jeg er løbet tør for idéer" Sagde hun med et svagt smil, og så også ud over søen. Den var virkelig smuk på denne årstid. Det var den altid, men idag var det helt specielt.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on May 21, 2010 2:22:28 GMT 6
"Hun vil med tiden lære at leve med det.. Men hvis hendes kærlighed til denne mand er så stor, kan De ikke holde hende fra ham. Hvad jeg har hørt er at Ticana er en livlig pige. Hvis hun vil have ham, kan De sige hvad de vil. Så når han kommer ud af fængslet kan De måske spille lidt med på den.. Og så lade være med at lade hele landet vide at han er i fængsel nu" Hun smilede til hende og sænkede blikket. "Men.. Jeg må nok sige at jeg forstår Ticanas smerte. Og jeg kan forstå hvorfor De har svært ved at håndtere det.. Det er vist ganske normalt. Og jeg må fortælle dem, at der er få der har kunnet håndtere det så godt som Dem" Hun smilede høfligt og vendte så blikket mod sine foldede hænder. Havde hun mon sagt for meget?
|
|
|
Post by Vaine on May 23, 2010 20:31:08 GMT 6
Vaine smilede igen svagt, hun syntes ikke selv hun havde hånteret det særlig godt. Hun kunne næsten ikke tale med Ticana, fordi hun ikke kunne lide at se hende på den måde. "Jeg er bange for at det allerede er almen viden, at han sidder i fængsel. Fangevogterne og tjenestefolkene, er desværre ikke så gode til at holde ting for dem selv." Vaine vred sine foldede hænder. Lige nu ville hun give hvad som helst for at have sin mor, så hun kunne spørge hende til råds. Hendes og Nicolas havde talt om det til bevistløshed, hun turde ikke nævne det mere. De var begge lige fortvivlede over det, og det gjorde desværre at de blev vrede på hinanden. Og det hjalp ikke.
|
|
|
Post by Nicole Zalarz on May 25, 2010 1:26:40 GMT 6
Hun nikkede tænksomt og rettede lidt på kjolen. "Jeg forstår.." Sagde hun langsomt mens hun vred sit hoved for hvad der måtte være tilbage af fornuft. "De bliver nok nød til at være bestemt så. Naturligvis er det svært at være den unge prinsesse nu, men hvis hun føler at De trækker Dem fra hende.. Ja lad os bare sige at vi ikke snakker om det" Sagde hun halv bestemt. "Og selvom at halvdelen af landet ved at han sidder i fængsel kan De jo pynte lidt på historien ved at.. Fremdrive de gode ting og skubbe de andre ting i baggrunden. Hvis Deres søster har tænkt sig at tilbringe sit liv med ham, ville det måske være bedre hvis folket viste at han havde reddet hendes liv og ikke kastet en skygge over hendes troskab. Folket skal have sandheden ja.. Men noglegange er det bedre at undlade noget" Hun trak på skuldrene og lod blikket vandre kort skråt ned væk fra Vaine. "Sådan noget hjælper. Det er jeg selv et omvandrende bevis på. Og med årene vil folk glemme den egentlige grund" Hun smilede sagte og rynede brynene. Hvorfor tænkte hun ikke noget mere over sit ordvalg? Hun bed sig let i læben.
|
|